Kommentar

Finansministeriets blå regnemodel må gøres til fortid for at sikre regeringen manøvrerum

Med regeringsskiftet må Finansministeriet, de neoklassiske økonomer og Dagbladet Information indse, at den neoliberale økonomiske teoris dominans er ved at rinde ud. Regeringen vil have regnemodeller, der afspejler den samfundsøkonomiske virkelighed, skriver professor i økonomi Jesper Jespersen i dette debatindlæg
2. juli 2019

»Regeringen giver sig selv et begrænset manøvrerum i den økonomiske politik,« lød overskriften på Informations artikel den 27. juni nok så skråsikkert.

Det var økonomernes velkomsthilsen til den nye regering.

Konklusionen er baseret på tre neoklassiske økonomer, der i varierende grad har stået faddere til finansministeriets politiske regnemodel – den såkaldte DREAM-model.

Disse tre økonomer ræsonnerer alle ud fra den eksplicitte antagelse, at der bør være balance på den offentlige sektors drifts- og anlægsbudget, og at dette kan beregnes op til 50 år ud i fremtiden ved hjælp af drømmemodellen.

Der sættes med andre ord lighedstegn mellem et husholdningsbudget og statsbudgettet.

En antagelse, som stadig er dominerende blandt neoklassiske markedsøkonomer. Uanset at den politik har været erkendt som en væsentlig årsag til samfundsøkonomisk ustabilitet, lige siden økonomen John Maynard Keynes skrev sit hovedværk i 1936.

Statsbudgettets primære opgave er tværtimod at være et middel til at løse samfundets kollektive udfordringer herunder at danne modvægt til de tilbagevendende samfundsøkonomiske ubalancer, der kendetegner ethvert markedsøkonomisk system.

Finanskrise og budgetlov

Hvor ville dansk økonomi have været i perioden fra finanskrisen brød ud til i dag, hvis ikke staten var gået ind med massive offentlige investeringsprogrammer, ikke havde tilført de private banker kapital og dernæst havde undladt at sænke renten?

Ja, så ville den økonomiske udvikling have været svagere, hvilket Sydeuropa, som hurtigt blev lagt i den neoklassiske spændetrøje, kan tale med om. Så der er grund til at takke for, at det var Keynes og ikke drømmemodellen, der blev lyttet til fra 2009-2011. I modsat fald var det gået helt galt.

Men lavkonjunkturen blev trukket i langdrag, da »finansministeriets stålkappe«, som Hans Jørgen Whitta-Jacobsen kalder drømmemodellen, blev gjort til overdommer i den økonomiske politik ved vedtagelsen af budgetloven i 2012.

Sigtet med loven er at udspænde en ’stålkappe’ omkring den offentlige sektors budget, i en form, der er en afskrift af tysk økonomisk politik: Budgetbalance über alles.

Konsekvensen af budgetloven blev, at det tog yderligere fem år for dansk økonomi at komme tilbage til det beskæftigelsesniveau, der var gældende i 2008. Et slæbespor forårsaget af vedholdende offentlige besparelser og ufinansieret skattesænkning. Med det eneste sikre resultat, at uligheden er steget og velfærden reduceret.

Nye regnemodeller

Hvorfor skulle den nye regering overtage finansministeriets blå regnemodel, der bevidst begunstiger skattelettelser og belaster velfærdsudgifter med en særlig forvridningsafgift?

Disse regneprincipper har den nye regering jo udtrykkeligt sagt, at den ikke vil lægge til grund for dens samfundsøkonomiske vurderinger. Tværtimod har regeringen det synspunkt, at finansministeriets regnemodeller så vidt muligt skal afspejle virkeligheden.

Med regeringsskiftet må Finansministeriet, de neoklassiske økonomer og en række journalister indse, at den neoliberale økonomiske teoris dominans er ved at rinde ud. Vælgerne og et flertal på Christiansborg har erkendt, at den ikke afspejler virkeligheden.

Tværtimod har budgetloven og finansministeriets drømmemodel skabt en række samfundsøkonomiske, sociale og ikke mindst miljø- og klimamæssige ubalancer, som det bliver den nye regerings opgave at reducere. Løsningen af den opgave vil kræve en realistisk økonomisk teori og dernæst en helt ny type regnemodel med fokus på bæredygtig samfundsøkonomi og social balance.

En mere realistisk regnemodel vil også muliggøre, at budgetbalance ikke gøres til et selvstændigt mål for den økonomiske politik. Det skal naturligvis fortsat sikres, at der i forbindelse med større offentlige udgifter er det nødvendige samfundsøkonomiske råderum: at der er arbejdskraft til rådighed (hvilket primært er en uddannelsespolitisk udfordring) og overskud på betalingsbalancen.

Det kræver politiske initiativer i form af offentlige investeringer, der siden hen betaler sig tilbage i form af blandt andet mere vedvarende energi, forbedret infrastruktur, bedre folkesundhed og færre sociale problemer. Forhold, der i dag kun indgår som udgifter i drømmemodellen.

Denne åbenbare mangel vil kunne afhjælpes gennem en fortsættelse af arbejdet med det grønne nationalregnskab og udnyttelse af den allerede eksisterende socialøkonomiske investeringsmodel (SØM).

Det kan derfor ikke gå for hurtigt med at ændre Finansministeriets regnemodeller, så de i højere grad afspejler den samfundsøkonomiske virkelighed, samtidig med at de sociale og miljømæssige ubalancer indarbejdes. Det vil utvivlsomt føre til ganske andre vurderinger af både råderummet for den økonomiske politik og mulighederne for finansiering.

Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitet

Mette Frederiksen (S) præsenterede tirsdag aften en ’politisk forståelse’ efter de afsluttede regeringsforhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg. Nu bliver financieringen den store udfordring
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Steen K Petersen
  • Frederik Groth Nordstrøm
  • Thomas Tanghus
  • Troels Holm
  • Torben K L Jensen
  • Michael Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Katrine Damm
  • Christian Estrup
  • Johnny Christiansen
  • Dorte Sørensen
  • Stig Bøg
  • Anders Reinholdt
  • Oluf Husted
Morten Lind, Steen K Petersen, Frederik Groth Nordstrøm, Thomas Tanghus, Troels Holm, Torben K L Jensen, Michael Larsen, Eva Schwanenflügel, Mikael Velschow-Rasmussen, Palle Yndal-Olsen, Katrine Damm, Christian Estrup, Johnny Christiansen, Dorte Sørensen, Stig Bøg, Anders Reinholdt og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Andersen

Økonomernes maniske ulighedsskabelse

De højest betalte økonomer fra bl.a. LO, DI, DA, ministerierne og Vismændene bestemmer hvordan økonomien skal forme sig her i landet. De er udklækket fra de samme universiteter og er udlært af en håndfuld liberale professorer. Dette bevirker at de alle tænker ens og følgen er, at de regeringsbærende politiske partier når frem til samme konklusioner om større vækst og mere ulighed.

Arkitekterne bag uligheden herhjemme har fået inspiration fra neoliberale økonomer som dem i Finansministeriet. Det er dem, der i virkeligheden nærmest styrer dansk politik. Alle nedskæringer stammer fra velfærdskommissionen og arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger, det er deres værk, det ser man tydeligt af retorikken, lovgivningen og nedskæringspolitikken. Det er dem der smadrer Danmark som velfærdssamfund.

Sandheden er, at det er meget nemt at gennemskue, hvad det er der foregår: Politikerne er gået sammen med erhvervslivet, for at skabe en samfundstype, som indeholder fattigdom og ulighed, efter den model som England, Tyskland og USA er bygget på.

Dansk Arbejdsgiverforening har været en af de drivende kræfter bag den stigende ulighed i samfundet, og udviklingen er gået ud over sammenhængskraften. Gennem en ideologisk omstrukturering af samfundet i en lang årerække, har DA forsøgt at overføre en forfejlet markedslogik fra det danske arbejdsmarked til det offentlige.

Følgende artikel forklarer glimrende hvad der foregår i regeringens Propagandaministerie: "Ministre med villig hjælp fra embedsapparatet manipulerer og tilskærer tal, fakta og jura, hvis det er nødvendigt for at få politiske forslag til at glide lettere igennem i Folketinget. Ministerier er tænketanke, og økonomers og mange fagspecialisters beregninger er ofte ideologiske partsindlæg. Intet sted er det mere tydeligt, end når det kommer til samfundsøkonomien".

https://www.information.dk/debat/2016/02/ministerier-taenketanke

Resultaterne fra regnemodellen i Finansministeriet er ret entydige; den skaber skattelettelser for de rige og fattigdom i bunden af samfundet.

Den faglige mainstream økonomiske teori er neoliberal, den skaber ulighed og fattigdom efter tysk model, hvilket igen flytter den demokratiske magt op til toppen i samfundet, og den flytter magten over til erhvervslivet, selv socialpolitikken er underlagt beskæftigelsesvæsenet, hvilket har frembragt vel nok den mest grusomme politik i nyere tid: På arbejde med sygeseng.

Følgevirkningerne af den politik som regnemodellen har afstedkommet er en forvrængning af demokratiet. Derfor er det nødvendigt totalt at redesigne Finansministeriet og de borgerlige neoliberale regnemodeller.

Fyr embedsmændene når der udskrives valg, således at en ny ikke-neoliberal regering får magt og derved mulighed til at føre en ny social politik.

Ved at blive ved med at insistere på at regnemodellerne ikke er sammensat for at gøre økonomerne og deriblandt overklassen rigere, undergraver økonomerne deres egen troværdighed, tilliden til eksperter generelt, samt demokratiet specifikt.

Det var tydeligt ved sidste regeringsperiode som Socialdemokraterne ledte, at en anden politik ikke var mulig, men nu er det mere nødvendigt end nogensinde før: Det gælder ikke kun om at fjerne børnefattigdommen, som regnemodellen har skabt, men om at redde planeten.

Minna Rasmussen, P.G. Olsen, Steen K Petersen, Thomas Christensen, Thomas Tanghus, Troels Holm, Peter Marckwardt, Torben K L Jensen, Michael Larsen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Palle Yndal-Olsen, Katrine Damm, Johnny Christiansen, Egon Stich, Ebbe Overbye, Bjarne Bisgaard Jensen, jette tofte bøndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Husk nu på at alternative fakta ‘IKKE’ er fakta, alternative fakta er altid løgn, at uanset valget af regnemodeller er energiforbruget i dag ikke bæredygtigt.

Nu har vores politikere fortalt de samme løgne i årevis om den økonomiske væksts velsignelser, så ærlig og redelig fremlæggelse at udfordringerne forbundet med et ikke bæredygtigt forbrug uden bæredygtig energi til produktionen må gentages til den dag, hvor de hjernevaskede får bevidstheden om den virkelige verdens udfordringer genetableret.

Vores politikere har så at sige kollektivt opdraget befolkningen til at piske en udvalgt syndebuk, som afledning fra at vores folkevalgte burde være befolkningens tjenere.

Det er den samme problematik i EU.

Hvis ikke EU finder en ledelsesform, der kan håndtere og forklare befolkningen behovet for handling på de stigende globale temperaturer, som vores livsstil og de afledte menneskeskabte klimaforandringer generere, håndtering af den kommende folkevandring i kølvandet på den globale opvarmning og det svindende eksistensgrundlag og samtidig får vendt den voksende økonomiske ulighed i EU, så er det kun et spørgsmål om højest få årtier, før krig bryder ud i Europa.

Ekstremt mange nye klimaflygtninge i Europa kan ikke undgås, men det er tydeligvis ‘MEGET’ for meget virkelighed at præsentere befolkningen som de er flest for ser det tydeligvis ud til.

Det er væsentligt nemmere for vores politikere, at stjæle deres egne børns fremtid og bevare magten, hvis der ikke der tales om konsekvenserne af overforbrug.

Der burde naturligvis tages klart afstand fra kortsigtede ‘ikke’ bæredygtige økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.

Husk på ved fortsat stigende CO2 udledning og der er ‘absolut’ ikke udsigt til andet, der kommer ikke tilstrækkelig bæredygtig energi til samlet set global økonomisk vækst, herved estimere UN/FN 250 millioner nye klimaflygtninge de kommende få år, ikke kun fra og omkring ækvator, men primært der fra, da ekstremt vejr frekvensen stiger og eksistensgrundlaget forsvinder.

Minna Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Vi lever på et højt niveau som skatterne ikke kan finansiere og derfor låner vi. For at klare renter og afdrag på gælden er forventningen, at man hele tiden kan ekspandere beskatningsgrundlaget. Få flere i arbejde, sælge mere og derfor generere nye indkomster til staten, der kan sikre tilbagebetaling og renter. Men som vi kan konstatere, går det ikke så let, at få flere kroner i statskassen og derfor er der uundgåeligt et pres på politikerne for at balancere udgifter og indtægter bedre. Besparelse, effektiviseringer, højere pensionsalder mm. er de kendte værktøjer.

Når man har iagttaget den offentlige økonomis op- og nedture i årtier, bør man indse, at ingen af de økonomiske virkemidler teoretikerne foreslår, har nogen positiv og langtidsholdbar effekt. Er det så ikke på tide, at indføre en ny orden på området?

Jeg mener at vi bør indføre en forfatningsgaranti, der forbyder offentlig låntagning og sætter loft over skatternes størrelse og grænser for hvad der må beskattes. Altså et kontantsamfund, der kun bruger de penge der indbetales i skatter og den opsparing, der burde være tilstede, i et land med omkring 4 mio. skattebetalere. Med disse to komponenter får vi styr på politikernes ubegrænsede ret til skatteudskrivning og vi behøver ikke mere tage hensyn til hvad ene eller anden økonomiske skole hævder.

Eva Schwanenflügel

Der er i allerhøjeste grad brug for et opgør med Finansministeriets enevælde og de økonomiske regnemodeller det hidtil har opereret under.

I tilgift burde de private konsulentfirmaer hvis analyser har fremmet det private erhvervslivs og de formuendes interesser over især syge, ledige, pensionister og de helt udsatte grupper, fyres på gråt papir.

Budgetloven skal helt fjernes, og ligeledes bør Danmark udtræde af den asociale Finanspagt med EU, som Thorning-regeringen fik Danmark ind i på udemokratisk vis.
Vi stemte faktisk imod EU'roen !!

PS. Nu er de borgerlige exministre også begyndt at kritisere Finansministeriets magtfuldkommenhed.

- Måske ikke helt et tilfælde, at den forholdsvis nyudnævnte departementschef Martin Præstegaard valgte at fordufte til ATP lige før Folketingsvalget? ;-)

“Eks­mi­ni­stre kritiserer Finans­mi­ni­ste­riet: ‘De er meget politiske’”

https://www.dr.dk/nyheder/politik/eksministre-kritiserer-finansministeri...

Minna Rasmussen, Steen K Petersen, Susanne Kaspersen, Torben K L Jensen, Mogens Holme, Torben Skov og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Jesper Pedersen

Ikke mere spin. Kan vi ikke bare kalde en spade for en spade.

Mette vil gerne bruge nogle penge fra vores børn og børnebørn til at financiere nogle valgløfter i de næste 4 år.

Keynes var klog nok, men han bliver altid misbrugt til bare at spendere vildt.

Det ville være mere troværdigt hvis politikerne også brugte ham til i gode tider at sige, at vi ikke bare skal bruge vore overskud på velfærd, men gemme til dårlige tider.

Thomas Tanghus

Jan Andersen
02. juli, 2019 - 00:11

"Fyr embedsmændene når der udskrives valg, således at en ny ikke-neoliberal regering får magt og derved mulighed til at føre en ny social politik."

Jeg er ikke sikker på, at det er den bedste løsning på lang sigt, da det uværgeligt vil føre til, at emvedsværket vil blive politiseret igen.
Men noget skal der gøres for at udrydde den liberalistiske kultur, der pt gennemsyrer ministeriet.

Lillian Larsen, Minna Rasmussen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Frederik Groth Nordstrøm

Jeg håber virkelig at LO trækker i den lighedsskabende retning! Ellers har de misforstået deres rolle.