Læserbrev

Folkeskolelærer: lejrskolen har faglig betydning og bør ikke sparres væk

En lejrskoletur i folkeskolen er hverken spild af tid eller penge, den er en investering. For lejrskolen er med til at styrke de fællesskaber, der er afgørende for både elevernes trivsel og læring, skriver folkeskolelærer Anne Hammer i dette debatindlæg
25. juni 2019

Børn i dag har brug for en folkeskole, der giver dem andet end meningsløse test og lange skoledage i et stopfyldt klasselokale. For et par år siden stod jeg og ventede på en bus sammen med 67 forventningsfulde teenagere på deres første skoledag i 7. klasse. Vi skulle på lejrskole på Djursland.

Sophie skulle også med bussen. Hun var ny elev i 7. c, og hun var både spændt og nervøs, fordi hun skulle tilbringe to døgn med sine nye klassekammerater. Vi havde aftalt at mødes på skolens parkeringsplads. Hun sagde ikke særlig meget, men steg ind i bussen og satte sig på den anviste plads ved siden af en ny klassekammerat.

I løbet af de to døgn, vi var afsted, havde børnene på skift køkkentjanser, de gik til stranden, lavede gruppearbejde, der var sodavandsdiskotek, fællesspisning, vandreture, attraktionsbesøg og hyggesnak på værelserne efter sengetid. Da bussen hentede os igen, var vi trætte, men Sophie snakkede og grinede med en klassekammerat hele vejen hjem. Det var tydeligt for mig, at der var sket noget med Sophie. Og der var også sket noget med resten af klassen.

Lejrskolen er vigtig, fordi den er med til at give eleverne et stærkt fællesskab. Jeg kan mærke, at de klasser, der har et stærkt fællesskab, også er klasser, hvor eleverne tager ansvar for hinanden og viser hinanden hensyn og respekt. Lejrskolen er også særligt afgørende for relationen mellem lærer og elev. Her er der tid til lange snakke og tid til, at elever, der har det svært i den daglige undervisning, kan vise sider af sig selv, som jeg ellers ikke ser.

Når eleverne trives, lærer de mere. Derfor skal man ikke undervurdere lejrskolens faglige betydning.

Det er naturligvis svært at gøre en lejrskoles udbytte op i kroner og øre. Men det er entydigt givende for både elever, lærere og skolen at være på en tur, der er længere end ned til det lokale vandværk.

Ifølge tal fra Skole og Forældre oplevede hver tiende elev aldrig at komme på en lejrskole i 2018.

Hvis lejrskolen forsvinder i takt med besparelser, forsvinder også en enestående mulighed for at gøre folkeskolen til noget særligt. Lejrskolen er en investering, og det kan ikke betale sig at spare den væk.

Anne Hammer er folkeskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer