Kommentar

Freden, der sluttede den første verdenskrig og gødede jorden for den anden

I dag 100-årsdagen for underskrivelsen af fredsaftalen i Versaille – en vanvittig fred, der kun fik tabere
Her ses den britiske premierminister Lloyd George, den italienske premierminister Vittorio Orlando, den franske premierminister Georges Clemenceau og den amerikanske præsident Woodrow Wilson til åbningsdagen for fredskonferencen i Paris i 1919, hvor Versailles-traktaten blev underskrevet.

Her ses den britiske premierminister Lloyd George, den italienske premierminister Vittorio Orlando, den franske premierminister Georges Clemenceau og den amerikanske præsident Woodrow Wilson til åbningsdagen for fredskonferencen i Paris i 1919, hvor Versailles-traktaten blev underskrevet.

AFP / Archives

28. juni 2019

Det ene pressefoto er taget udenfor. Tre britiske officerer sidder i en sofa, på hvis ene armlæn en elegant civil person med stok balancerer.

På det andet armlæn står andre tre officerer, to af dem franske. Foran dem på en bred fodskammel endnu to officerer. Til højre i billedet oven på et bord har en britisk officer med armen i siden placeret sig; foran ham to andre officerer på en lav skammel.

Allerforrest til venstre sidder en civil med fingeren ved munden eller i næsen. Som om han er i tvivl eller skeptisk over det, han i øvrigt ikke rigtig kan se, skønt han utvivlsomt ved, hvad der foregår. Og måske derfor.

Alle på billedet på nær de tre officerer i sofaen, der konverserer, har opmærksomheden vendt ud af billedet mod dets midte, som udfyldes bag dem af en høj flerfløjet glasdør. Bag denne, som i en anden verden, anes flere personer.

Alle på billedet er mænd. Over folkene på den anden side af glasset ses en prismelysekrone af sådanne dimensioner, kun et slot kan rumme.

På det andet billede: indenfor, som i fremstillingerne næsten altid vises sammen med det første, ser man i længderetningen ind i en højloftet sal med store vinduer langs højre side.

Billedet er ikke taget fra salens ende, som man kunne tro, men kun fra midten af salen. På dens venstre langside anes – og det er kun, fordi man ved, at der ser sådan ud – en væg af spejlglas fra gulv til loft.

Salen, hvori det hele foregår er i øvrigt opdelt af langborde, bemandet og med papirer foran hver plads. I baggrunden i det fjerne sidder en stor forsamling, der ser ud som publikum eller vidner, hvad de også er. Folkene langt væk i den lange sal sidder med front mod beskueren og ser på.

Begivenheden er også værd at overvære. Her signerer i dag for præcis 100 år siden de krigsførende i Første Verdenskrig – som blev kaldt den første allerede under krigen, fordi det var den første krig i verdenshistorien mere eller mindre mellem alle verdens lande – her signerer repræsentanter for krigens mest fremtrædende parter: England, Canada, Frankrig og USA med tyskerne som de slagne den nu færdigforhandlede – rettere dikterede – fredsaftale.

Her prenter den tyske delegation under ledelse af udenrigsminister Brockdorff-Rantzau deres navne under fredsslutningsinstrumentet. Tyskernes medbragte fyldepenne, så at de ikke var tvunget til at bruge den franske arvefjendes skrivetøj.

Franskmændenes forsinkede hævn

Her signeres den fred, som lige så godt i teksten kunne have forudskikket eller ligefrem erklæret den næste verdensomfattende krig i rækken – som logisk konsekvens af denne vanvittige fred i juni 1919.

Iagttagere og medvirkende i Versailles med økonomen og den senere verdensberømthed Lord Keynes i spidsen advarede mod den tvangsaftale, der nu blev undertegnet med rod i den opfattelse, at sejren gav ret til at knuse fjenden evigt og endegyldigt blandt andet ved at påtvinge Tyskland benhårde betingelser samt uhyrlige krigsskadeserstatninger.

Et inderligt had drev franskmændene, der også havde lidt og ofret mest – og næsten lige så meget som belgierne – i krigens uendelige skyttegrave i endeløse feltslag om få meter land frem og tilbage på Flanderns marker. Tyskerne skulle aldrig kunne rejse sig igen, det var parolen.

Hadet stammede ikke kun fra blodbadet 1914-18, men allerede fra den fransk-tyske krig 1870-71 – og for den sags skyld længe før. Bismarck benyttede efter sejren foran Paris anledningen til at udråbe det genopståede eller nykonstruerede tyske kejserrige i spejlsalen i Versailles. Tydeligere kunne det ikke siges: Tyskland bestemte.

Bismarcks realpolitik markerede tidligere med krigene mod Østrig og Danmark tyskernes varige dominans fra 1860’erne til 1914.

Nu kom franskmændenes forsinkede hævn ved at lade freden underskrive netop i Versailles og netop i spejlsalen. Alt skulle være som før fortiden.

Men intet var som før.

Et internationalt systemsammenbrud

Præsident Wilson blev den anden store taber i Versailles. Wilsons ideale fordring om folkenes selvbestemmelse med moderate fredsbetingelser faldt til jorden med et brag. Den tidligere rektor fra Princeton var ikke et match mod Englands Lloyd George og slet ikke Frankrigs Clemenceau. Det meste blev, som franskmændene forlangte.

Efter 28. juni 1919 var Tyskland et kuet land. Kun revanche og revolution stod nu på menuen.

Det mente også en ung hjemsendt soldat, der så småt var ved at opdage sine talegaver. Efter en omvej som politistikker blev den unge mand optaget i det nationalsocialistiske arbejderparti, hvis hovedpunkter efter ydmygelsen i Versailles var hævn over de gamle politikere, skønt det var generalerne, der svigtede.

Som andet punkt var det jødernes skyld. Die Juden sind unser Unglück, som de sagde.

Kontrafaktisk kan man ikke stille meget op. Men hvad nu hvis Clemenceau havde været forsonlig i sine erstatningskrav; hvad nu hvis Wilson havde fået sin vilje om en mere bindende samarbejdsaftale og et magtfuldt Folkenes Forbund. Hvad nu hvis …

Allerede ved krigsudbruddet havde nationalistiske agitatorer let spil. Folk gik på gaden, de unge meldte sig til hæren, begejstringen for nationernes krig kendte ingen grænser. Vi kommer jo hjem til jul, sang de, når tyskerne, englænderne, franskmændene er knust.

Det hele endte i et internationalt systemsammenbrud, som ikke just blev genoprettet i juni 1919. Det skete først et godt stykke tid efter den næste storkrig i et europæisk samarbejde, hvor man nu kunne kappes relativt fredeligt om, hvem der skal være næste førstemand/dame i det omfattende samvirke, der – indtil ­videre – har sparet verdensdelen for flere store krige.

Nogen er imod dette.

På baggrund af historiens skæve gang er dét ikke til at begribe.

Måske den stædige hån mod forstandig indsigt var lige netop det, der for nylig kostede Dansk Folkeparti mest og Folkebevægelsen livet.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Frede Jørgensen
  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Anders Reinholdt
  • Torben K L Jensen
Olaf Tehrani, Frede Jørgensen, Christian Mondrup, David Zennaro, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Georg Metz

Hva' Dælen er det for 2 fotografier, som du beskriver i indledningen til klummen ??
På det viste billede er der hverken armlæn eller spejlvæg.

Men det lyder spændende - kan vi få et link ??