Kommentar

Frivillige kan gøre hænderne varmere i sundheds- og plejesektoren

Velfærdsydelser skal ikke baseres på frivilligt arbejde, men frivillige og private kan hjælpe med at samle de borgere op, der ellers risikerer at falde ned mellem to stole i de offentlige tilbud, skriver administrerende direktør for Diakonissestiftelsen i dette debatindlæg
26. juni 2019

Jeg har med stor interesse fulgt debatten i Information mellem Mia Amalie Holstein, velfærdspolitisk chef i tænketanken Cepos, og gymnasielærer Karen Mølbæk, der henholdsvis den 15. og 20. juni skriver om temperaturen på hænderne i den offentlige og den private sektor. Som direktør for en af Danmarks største leverandører af varme hænder, både på offentlige driftsoverenskomster og på private kontrakter, får jeg lyst til at blande mig.

De to debattører har begge ret i, at motiverede medarbejdere har varme hænder. Men private plejeleverandører skal leve op til nøjagtigt de samme dokumentationskrav som de offentligt ansatte. Derfor er bureaukratiet det samme, og derfor er det ikke afgørende for, at hænderne skulle være varmere i det private. Selvejende og private kan dog af og til agere mere agilt – hvis vi tør. For vi er oftest dybt afhængige af vores aftaler med det offentlige.

Stabile frivillige

Mia Amalie Holstein mener, at det er en borgerlig værdi at danne frivillige fællesskaber i civilsamfundet og bidrage der. Karen Mølbæk betegner derimod frivilligt arbejde som lystbetonet og dermed ustabilt i sin leverance. For mig at se er frivillige fællesskaber en medmenneskelig værdi, ikke en borgerlig værdi.

På den selvejende velfærdsaktør Diakonissestiftelsen har vi mange frivillige fællesskaber, hvor mennesker får livskvalitet af at være sammen med andre, og samtidig forbedrer de frivillige velfærdstilbuddene. Vi ser det for eksempel i vores 47 seniorboliger, hvor de mere ressourcestærke beboere støtter de mindre ressourcestærke og sammen skaber en tryg ramme om bolig- og hverdagsliv, hvilket i mange tilfælde kan understøtte, at man kan klare sig selv længere.

Naturligvis kan man ikke lægge samme ansvar på frivillige som på lønnede medarbejdere. De bidrager med noget andet, og sådan skal det også være. Det er naturligvis vores medarbejdere, som skal levere fagligheden. Men vores oplevelse af frivillige på eksempelvis plejehjem og hospice er, at de er stabile og kan give omsorg baseret på en ligeværdig relation båret af ønsket om at tage ansvar for andre mennesker.

Løft i mellemrummene

Jeg mener ikke, at velfærdsydelser skal baseres på frivilligt arbejde, men jeg mener, at det er en fejl, at man ikke i højere grad tænker civilsamfundets kompetencer med frivillige fællesskaber ind i at skabe større sammenhæng i velfærdssamfundet.

Når diverse politiske fløje udsender forslag til sundhedsreformer, handler de kun om trekanten mellem hospitaler, praktiserende læger og kommunale tilbud. Helt fraværende er alle de private udbydere af sundheds- og plejeydelser, ligesom civilsamfundets aktører heller ikke tænkes ind.

Vi ved, at de enkelte elementer såsom diagnostik, behandling, pleje og genoptræning – altså kerneydelserne i hospital, almen praksis og kommune – hver for sig fungerer fint for det meste. Udfordringerne opstår i mellemrummene eller overgangene mellem de offentlige tilbud og i det netværk, som ofte er nødvendigt for at støtte mennesker i reelt at tage imod og møde op til tilbuddene.

For eksempel ved vi, at kun én ud af fem patienter med KOL møder op til de tilbud om genoptræning, der skulle styrke dem i at leve livet og forebygge indlæggelser.

Jeg har tidligere som direktør for Sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune og før det som kvalitetschef for Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen arbejdet med at etablere sundheds- og plejetilbud, samt sikre at indhold og kvalitet reelt kommer patienter og borgere til gode. I dag kan jeg se, at hullerne i sundhedstrekanten kunne lukkes af det ’klister’ mellem tilbuddene, som civilsamfundet og det private kan bidrage med.

Diakonissestiftelsen har for eksempel udviklet private aflastningsophold til mennesker, der er udskrevet fra hospitalet, men ikke føler sig klar til at komme hjem. Og vi har kreative fællesskaber, som kan få KOL-patienterne til at komme op af lænestolen og af sted til genoptræning. Fællesskaber som giver et socialt netværk, der forebygger den uønskede ensomhed, mange patienter oplever.

Derfor er min opfordring: Prøv ikke at gøre hænderne varmere i sundhedstrekanten, men se den i stedet som en firkant eller femkant. Det offentlige og det private står ikke i modsætning til hinanden. Ved at tænke det offentlige, det private og civilsamfundet sammen bliver hænderne varmere hele vejen rundt – og patienterne falder ikke ud gennem hullerne i trekanten.

Anne Mette Fugleholm, adm. direktør for Diakonissestiftelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Bødtcher-Hansen
Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu