Klumme

Giv os en uddannelsespolitik, der handler om andet og mere end tal

En underviser gav alle sine studerende 12 og blev fyret. Han ville have, at de skulle tænke på at lære i stedet for at tænke på tal. Men det er hele uddannelsessystemet, der trænger til at slippe det ensidige talfokus, skriver journalist Lise Richter i dette debatindlæg
Koncentrerede studerende på læsesal på Aarhus Universitet. 

Koncentrerede studerende på læsesal på Aarhus Universitet. 

Tine Sletting

13. juni 2019

Man kan protestere på mange måder.

Adjunkt på Aalborg Universitet Erick Gonzalo Palomares Rodriguez gjorde det i foråret ved at give alle sine studerende 12 til eksamen. Så blev han fyret. Men han var i forvejen blandt de 100 ansatte, som universitetet havde opsagt grundet de millionbesparelser, som regeringens omprioriteringsbidrag har forårsaget på uddannelserne.

Rodriguez’ stunt skyldtes ikke opsigelsen.

Underviseren havde på forhånd lovet de studerende 12, fordi han ønskede, at deres fokus skulle være på at lære og ikke på karaktererne. Som han fortalte i Universitetsavisen:

»Jeg vil have, at I tænker på at lære. Hold op med at tænke på tal.«

Det er ikke kun de studerende, der tænker for meget på tal. Universitetsledelsen tænker også mest i kroner og øre, ligesom forskerne tænker på, om de får nok point for deres publikationer, mener Rodriguez.

Manden har en pointe, for hvad er det egentlig, vores unge lærer i et uddannelsessystem fokuseret på høje karakterer og hurtig gennemførsel? Og hvor god forskning får vi ud af at give point for  antallet af publikationer i toptidsskrifter? 

Der er behov for mere end at afskaffe de mest uglesete tiltag som omprioriteringsbidraget og uddannelsesloftet, sådan som politikerne har lovet under valgkampen. Der er behov for en forsknings- og uddannelsespolitik, som handler om andet og mere end tal.

Taltyranni

Da Information sidste sommer ledte efter superstudenter fra 1960’erne og frem til i dag, prøvede jeg ihærdigt at komme i tanke om, hvem der egentlig var topscorer, da jeg blev student i 1992 på Marselisborg Gymnasium i Aarhus.

Min gamle gymnasieveninde hørte til i toppen. Hun fik 9,8 i snit og strøg direkte ind på medicinstudiet. Det pudsige var, at selv om vi begge huskede, hvem der var virkelig dygtige dengang, anede ingen af os, hvem der havde fået det højeste snit.

I Informations interview med superstudenterne fra 1960’erne og frem til årtusindskiftet går den manglende interesse for det højeste snit igen. Tidligere tiders studenter var ikke stressede over karakterer, for det betød ikke så meget, om du fik 9,5 eller 10,5.

Vi kan ikke afskaffe karakterer i skolen, på ungdomsuddannelserne eller på de videregående uddannelser, men vi bliver nødt til at se, om den omfattende brug af test, stopprøver, adgangs- og fremdriftskrav giver mening i forhold til det, som er det vigtigste: Velfungerende og dygtige unge.

Hvis vi fortsætter tallenes tyranni, vil vi blive ved med at se et stort antal stressede unge, der knækker sammen under ræset mod toppen.

Færre karakterer

Når Erick Rodriguez giver 12-taller til alle sine studerende, så de kan fokusere på at lære, rokker det ikke ved den usunde uddannelseskultur.

Men det minder os om, at der er noget, vi har glemt i bestræbelserne på at strømline vores uddannelsessystem. Mette Frederiksen (S) koblede under sidste års folkemøde den stigende psykiske mistrivsel blandt unge til problemer i uddannelsessystemet og foreslog at skrue ned for nationale test og at afskaffe karakterbonus og uddannelsesloft.  

Nu har den formentlig kommende statsminister muligheden for at skrue ned for præstationspresset.

Karakterbonussen er allerede stemt hjem, og flere partier ønsker også at rive uddannelsesloftet ned og stoppe de årlige milliardbesparelser på uddannelser. Det er godt, men ikke godt nok, hvis ikke der også kommer et andet fokus i uddannelsespolitikken end tal.

Ideerne er der allerede: I gymnasiet trives elever, som får færre karakterer, langt bedre. På de videregående uddannelser har alternative optagelsesmetoder længe vist deres værd som modvægt til det enøjede fokus på tårnhøje snit.

Som forfatter Knud Romer formulerer det i sin kritik, så skal vi ikke sige »få en god karakter, men bliv en god karakter.«

Det ved mange unge heldigvis godt, men forsknings- og uddannelsespolitikken skal også afspejle, at der er et højere formål end karaktergennemsnit, gennemførselstid, antallet af forskningspublikationer og budgetbundlinjer.

Privat lektiehjælp som fænomen bidrager til et karakterræs, hvor adgangskvotienter på universiteterne stiger og stiger, og presset på gymnasieelever bliver hårdere, mener dagens kronikør.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Torben Skov
  • Søren Pold
  • ingemaje lange
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro, Torben Skov, Søren Pold, ingemaje lange, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

På de videregående uddannelser er en uhyrlig bunke eksaminer nu reelt med til at smadre den faglige kontinuitet, for alt skal afsluttes med deleksaminer hvert semester - i stedet for de afslutninger af fag, der virkeligt er færdige, når man går til eksamen i dem.
Tvangsindskrivning fjerner også den helt grundlæggende frie ret til at tilrettelægge sit studieforløb, dog med enkelte nødvendige faglige bindinger.
Det handler om kontrol af aktiviteten, men der er en glimrende kontrol, og den hedder antallet af SU-klip. Går man ud over dem - og det gør man, hvis man er en ambitiøs og fagligt vakt studerende - er det således for egen regning, hvilket er uhyre sundt, for de fleste studerende har brug for i praksis at kunne anlægge et fagligt syn på hverdagsligheden.