Klumme

Nu har du gjort din pligt og stemt, men du har ikke fri fra samfundet

Det samfund, man ønsker som vælger, er noget, man skaber mellem valgene. Så hvordan er vi politiske i dag, når rusen, ærgrelsen eller den milde ligegyldighed har lagt sig efter valgresultatets afsløring, spørger sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
Vi har sat vores kryds, men hvor meget kan vi overlade til det repræsentative demokrati, spørger Katrine Wiedemann

Vi har sat vores kryds, men hvor meget kan vi overlade til det repræsentative demokrati, spørger Katrine Wiedemann

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Debat
6. juni 2019

Valget er endelig overstået. Har vi så fri nu?

Man siger om politik, at valgene vindes mellem valgkampene. Det betyder, at partierne må gøre deres rugbrødsarbejde i tiden mellem valgene, da det er her, de fleste vælgere for alvor rykkes.

Gælder det samme vælgerne? Måske onsdagens kryds var det mindste af det arbejde, som venter? Hvilket arbejde? Ja, hvordan agerer man egentlig som en politisk ansvarlig borger, når valghandlingen er overstået?

Vi har sat vores kryds, men hvor meget kan vi overlade til det repræsentative demokrati? Der er vel stadig en masse ting, man som individ bør gøre?

Måske har du stemt efter klimaet i går. Har du hermed gjort dit, eller er det netop nu, du skal i gang med togrejser, kødfri dage og andre, mindre gennemtærskede, endnu ikke opfundne klimakampe?

Hvis du har stemt på et integrationsvenligt parti, kan du så undsige dig ansvaret for selv at fremme integration i dit eget hverdagsliv? Er der nok muslimske navne i din telefonbog, og hvornår har du sidst hjulpet til i et asylcenter? Hvor er din platform i din egen hverdag?

Tag ansvar

Valgkampen var rent overbud på velfærd. Det handlede om ældrepleje, tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, om sundhedsvæsenet, nomering af pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Men der findes en velfærd, som ikke kan uddelegeres til det offentlige, til staten. Der er en velfærd, der afhænger af, hvad vi gør som individer. Der er måske et misforhold mellem det politiske fokus på velfærd, og hvor meget vi hver især bidrager med i det daglige?

Kan det være, fordi vi betaler så meget i skat, at vi tror, der er mindre behov for, at den enkelte tager ansvar?

Selv om staten har mange tilbud, der i rørende grad kan ligne omsorg, kan en maskine ikke i sig selv drage omsorg. Og staten er en maskine.

Du kan ikke betale dig fra dit ansvar over for din næste og over for dine nære. Det er muligt, at der findes hjemmehjælp, men derfor kan du godt sørge for, at din gamle mor får selskab og ikke bor i sit eget skidt. Selv om der findes børnehaver, kan du godt tilbyde at hente din enlige venindes børn en gang imellem eller måske bare ringe op og spørge til dem, du kender, der har det svært. Og dem er der altid mange af. Selv om vi bor i en privilegeret del af verden, er her stadig elendighed, ensomhed, sygdom og død.

Jeg er på ingen måde selv god nok til at få gjort det, men med blot en lille smule fantasi er det måske muligt at sætte sig i næstens sted – det er da værd at prøve. Ellers kan det kryds, jeg satte onsdag, da betegnes som hyklerisk. Eller hvad?

Handling bag stemmen

Vi er så stolte af at leve i en af verdens mest udbyggede velfærdsstater. Men bagsiden af medaljen kan altså være, at vi er mindre engagerede på det private plan. Man må spørge sig selv, om man har gjort sin pligt i moralsk forstand. Jeg er selv både doven og egoistisk, men det er jo ingen skam at kræve lidt mere af sig selv.

For mange handler politik om, hvordan vi tager ansvar for hinanden. Forpligter det så ikke også til at tage et personligt ansvar for at gøre vores samfund velfungerende og sundt? For vi er jo som mennesker afhængige af kærlig omsorg fra folk omkring os.

Onsdag stod vi bag de mærkelige tæpper, de hænger op i gymnastiksale, som minder om amatørteater, især fordi de valgtilforordnede er så optimistiske og tydeligvis oppe at køre over deres rolle som guide i demokratiets ritus.

Et valg er en festscene! Men hvilken scene skal vi agere i nu efter valget? Hvordan er vi politiske i dag, når rusen, ærgrelsen eller den milde ligegyldighed har lagt sig efter valgresultatets afsløring?

Hvor går du hen, hvem spiller med i de scener? Foregår de på gaden? Hjemme hos nogen? Hvordan er man en ansvarlig demokrat, hvis man forudsætter, at valgkrydset er det mindste af det arbejde, der skal gøres?

Når vi går til valg, udtrykker vi holdninger. I dag skal vi vel sætte handling bag ordene?

Det samfund, man ønsker som vælger, er noget, man skaber mellem valgene.

Det politiske kan ikke isoleres til noget uden for dig. Der er et individuelt ansvar. Hvad gør du selv for at skabe velfærd?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her