Det ’illiberale demokrati’ er en selvmodsigelse. Reelt er det uinskrænket majoritetsvælde

For tyve år siden blev jeg inviteret til at holde et foredrag om liberalismens fremtid. Eller nærmere bestemt: om socialliberalismens. Året var 1999, Berlinmurens fald lå blot et tiår tilbage, og på Manhattans sydspids knejsede World Trade Centers tvillingetårne endnu intakte. Globaliseringens glitrende facader overstrålede endnu dens skyggesider. Intet syntes at kunne stoppe det liberale demokratis sejrsgang.

Tilføjelsen ’liberal’ var for så vidt overflødig, eftersom demokratiet i alle de former, det havde antaget i Vesteuropa efter Anden Verdenskrig, byggede på liberale ideer og idealer. Vel havde man i Østeuropa under kommunismen haft tvivlsomme ’folkedemokratier’, men begrebet ’illiberale demokratier’ var et ukendt begreb, som ville være blevet opfattet som en selvmodsigelse.

Et ægte demokrati kunne ikke være andet end liberalt.

Dette har næppe ændret sig i dag.

Flertalsdiktatur

I al fald ikke, hvis det illiberale demokrati indebærer, at en demokratisk valgt majoritet har ret til at vedtage en hvilken som helst lov, f.eks. en lov, som undertrykker eller diskriminerer minoriteter.

Eller fylder domstolene med majoritetsloyale dommere.

Eller fylder medierne med majoritetsloyale journalister.

Netop sådan har det illiberale demokrati manifesteret sig i lande som Ungarn og Polen.

Mere eller mindre uudtalt tilslutter de partier og regeringer, som bekender sig til det illiberale demokrati, sig det princip, at en demokratisk valgt majoritet har ret til at beslutte akkurat, hvad den vil, punktum.

Det liberale demokrati derimod kan ikke sætte punktum her. Det liberale demokrati må nødvendigvis sætte visse grænser for, hvad de folkevalgte kan tillade sig at gøre, uanset hvor stor en majoritet de har opbakning fra – f.eks. undertrykke minoriteter, undergrave retsstaten og indskrænke den frie meningsdannelse.

Demokrati kan i den forstand aldrig være andet end liberalt. I al fald ikke, hvis ordet ’liberal’ betegner et demokrati, som bygger på den liberale grundidé om individets ret og muligheder for selv at forme og bestemme sit eget liv.

Og at der derfor må findes en grænse for, hvad kollektivet, nationen, staten eller majoriteten kan tillade sig at gøre med eller mod minoriteter.

Demokratiets fjender

Et demokrati, som ikke opfører sig liberalt i den henseende, risikerer at blive noget andet. Og netop i den henseende var næsten alle liberale for tyve år siden. I al fald skulle man langt fra mainstream og ud i politikkens randzoner for at finde fortalere for det uindskrænkede majoritetsvælde, som i dag går under navnet illiberalt demokrati.

For tyve år siden var liberalismen den slagmark, på hvilken næsten alle politiske kampe blev udkæmpet: socialkonservative liberale imod kulturradikale, markedsliberale mod socialliberale osv. Selv socialdemokraterne var socialliberale, selv om de ikke sagde det højt.

For tyve år siden forekom det liberale demokrati at være uden virkelige fjender og uden virkelige alternativer – hvilket i det lange løb måske heller ikke var optimalt.

Eller som jeg for tyve år siden formulerede det i mit foredrag: »Mens demokratiet til forskel fra andre og åbenlyst modstridende styreformer førhen kunne præsenteres som en værdi i sig selv, hører man i dag stadig oftere den opfattelse, at demokratiet må forstås som et middel til andre mål, det være sig vækst, velfærd osv. Dette betyder også, at i den udstrækning demokratiet ikke kan levere målene, risikerer stadig flere at fatte mistro til midlerne. Hvis folk i dag fik valget mellem demokrati og økonomisk velstand, er jeg ikke sikker på, hvad de ville vælge.«

I dag, tyve år senere, er jeg endnu mindre sikker.

I dag er det ikke først og fremmest økonomisk velstand, folk ville prioritere, men snarere status, tilhørsforhold og identitet, som det liberale demokrati har sværere ved at levere i dag.

Det illiberale demokratis partier lover ganske vist alt dette, og mere til. Men dels tror jeg ikke på, at de vil kunne levere, hvad de lover – ikke i den globalt stadig mere sammenvævede verden, vi lever i. Og dels frygter jeg, de kan komme til at afvikle demokratiet, som vi hidtil har kendt det.

© Göran Rosenberg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen