Klumme

Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
Dagmar, fem år. Græder, fordi hun ikke må få kiwi til dessert.

Dagmar, fem år. Græder, fordi hun ikke må få kiwi til dessert.

Sigrid Nygaard

14. juni 2019

I går fik jeg min søn til at græde, fordi jeg tog hans iPad fra ham ved sengetid. Blot få timer efter læben havde bævret faretruende, da jeg meddelte, at der også skulle være chips til os andre. Og så i morges gik jeg endnu længere, da jeg ganske uden varsel klemte på en splint, han havde fået i hælen. Han kiggede på mig med tårerne trillende:

»Du er ond!« råbte han og kom med en forudsigelse: »Det her er den værste dag i mit liv!«

Jeg tog det hele ganske roligt.

For jeg har med seks år i bagagen som mor fundet relativ ro med det faktum, at en meget stor del af det at være en god forælder er at få sine børn til at græde. Og også at gråd hos børn er en hurtigt forbigående udtømning af store følelser – faktisk skal man først blive rigtigt bekymret, hvis de ikke græder, siges det, hvilket min søn også bekræftede, da han tre minutter efter trallede humpende ned af havegangen. 

Svinestreger

Det var derfor med nogen undren, at jeg i denne uge læste de mange forargede reaktioner på Sigrid Nygaards fotoserie ’Vi har taget noget fra børnene’, der er en række portrætter af grædende børn. »Smagløst«, mente en, »en svinestreg«, skrev en anden, mens en tredje læser mente, at Information »skulle skamme sig.«

Den ene del af reaktionerne gik på metoden. Fotografen og børnenes forældre havde fået dem til at græde ved at tage ting fra dem: Anton fik taget sin sut, Vesters mor gav ham et chokoladeæg, som hun efter få sekunder spiste selv, og Agnete fik frataget en telefon midt i en favorittegnefilm.

»Hvordan ville I havde det, hvis man gjorde det samme ved voksne,« spurgte en læser.

Fotos af børn er kunsthistorisk set notorisk kontroversielle. Nygaards fotoserie er en direkte reference til den amerikanske fotograf Jill Greenberg, der i 2006 lavede projektet ’End times/four more years’, hvor hun fotograferede grædende børn i sit studie i New York som en direkte kommentar til landets politiske situation. Greenberg fik efterfølgende massiv kritik for at tage børnene som gidsler i sin egen politiske agenda.

Mest kendt er nok den amerikanske fotograf Sally Mann, der kom i modvind i 1990, da hun udgav bogen Immediate Family med sorthvide foto af hendes tre børn. Flere af dem nøgne og ofte med et mørkt, voksent betragtende blik som sagde de: I tror, at det hele er sjov og ballade, men barndom er en alvorlig sag. 

Da Mann forsvarede sig, sagde hun blandt andet: 

»Kunsterne ser en ting, en mor ser noget andet, mens offentligheden ser noget helt tredje.«

Havde hun været i det uvejr i dag, skulle hun nok have tilføjet: »Og på internettet går det helt galt.«

Elektronisk slimspor

For det er især på de sociale medier, at Nygaards billeder har fået skæld ud, og det er nok ikke helt tilfældigt. For det første løsrives de der fra afsenderen, Dagbladet Information, og fra intentionen; som en del af en større journalistik udforskning af fænomenet gråd, der har kørt de seneste måneder. 

For det andet blander de sig pludselig med alle vores egne billeder af børn: Med is ved strand, blomsterkranse ved sø, morfar i sommerhus. Ugrædende og glade.

Al den palaver lærte mig om ikke andet så et nyt ord, som jeg spår, vi kommer til at høre mere til: childism. Det er – med reference til feminismen – det »radikale synspunkt, at børn skal respekteres som mennesker.« Og det gik den anden del af kritikken på: at ingen havde spurgt børnene, om de ville optræde i fotoserien. 

Den køber jeg. Men det gælder i så fald ethvert foto af et barn, som enhver avis har bragt. Og ikke mindst: De millioner af fotos, som vi hver dag deler af vores børn på de sociale medier, og som vil følge dem som et elektronisk slimspor resten af deres liv.

For det handler ikke om gråd. Jeg fik min søn til at græde tre gange i går. Og det var end ikke i kunstens tjeneste. Gråd er ikke farligt. Og det er heller ikke farligt, at jeg nu deler historierne med jer uden at have spurgt ham.

Tårer er en naturlig del af børnelivet, og det er derfor virkelig interessant, at billeder af grædende børn afstedkommer så voldsomme reaktioner. Det efterlader mig med en mistanke: Er vi, efter at have udryddet grønne knæ for bestandigt og fjernet hver en sten på de smås vej gennem livet, nu kommet til gråden?

 

Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Tagesen
  • Morten Wieth
  • Niels Duus Nielsen
  • Jørn Vilvig
  • David Zennaro
  • Carsten Munk
Peter Tagesen, Morten Wieth, Niels Duus Nielsen, Jørn Vilvig, David Zennaro og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, det er ikke et enten - eller.
Alle de bedrevidende burde holde deres mund.
Der er helt naturligt forskel på opdragelsesmetoder.

Bryg1 ApS Arrebo

Åh men det er jo ikke gråden i sig selv som jeg ser problemet i. Alle ved at gråd er naturligt. Det er børnesynet. Det er set-up’et. Det siger alt om den måde vi opfatter børnelivet i dag. Og som andre nævner, så ville vi jo ikke udsætte andre for sådan en oplevelse. Hvorfor har vi så svært ved at se børn som ligeværdige?

Eva Schwanenflügel, Anina Weber og Anne-Marie Paul anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Paul

Fuldstændig enig med Bryg1 Aps Arrebo - Og det siger måske noget om forfatteren til dagens artikel/kommentar at hun netop ikke forstår den vinkel - og det siger også noget om tiden vi lever i.......
selviscenesættelsen - så er det spørgesmålet om det er forældrenes selviscenesættelse af børnene, som en del af deres voksenunivers eller.....

Grethe Preisler

Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt, og hensigten helliger midlet

Hvis 'den mindst ringe avis' får en sigtelse på halsen for fremstilling og udbredelse af børnepornografi i anledning af projekt grædende småbørn, skal jeg med glæde give et økonomisk bidrag til finansiering af landets bedste forsvarsadvokaters medvirken til at lade tvivlen komme bladet og fotoredaktøren til gode.

Indtil da forbeholder jeg mig som læser og bruger af 'produktet' retten til at mene, at eksperimentet med at fotografere nøgne småbørn, der græder, når mor tager sutten og bamsen fra dem til ære for fotografen, ligner en klam kommerciel fidus o - o

Eva Schwanenflügel, Anina Weber, Christel Gruner-Olesen, Karsten Jensen, Jens Erik Starup, Katrine Damm, Karsten Lundsby, Lars Sell-B og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Peter Tagesen

Nåmen så halvnøgne da.
Resten må man tænke sig til og udlede af brugsanvisningen, som følger med ... ,o)