Kronik

Joy Mogensen skal gøre op med Sass Larsens forfladigelse af kulturen

Som ny kulturminister bør Joy Mogensens fokus være på at sikre alle borgere en lige adgang til kulturen, så Socialdemokratiets vælgere fortsat får et indholdsrigt fritidsliv, skriver direktør for Dansk Teater Louise Stenstrup i dette debatindlæg
Som borgmester i Roskilde Kommune har Joy Mogensen ført en fremsynet kulturpolitik, hvor en lige adgang til kunsten og et stærkt kulturliv har været omdrejningspunktet, skriver dagens kronikør.

Som borgmester i Roskilde Kommune har Joy Mogensen ført en fremsynet kulturpolitik, hvor en lige adgang til kunsten og et stærkt kulturliv har været omdrejningspunktet, skriver dagens kronikør.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

1. juli 2019

For 100 år siden fik Arbejderbevægelsen gennemført kravet om en otte timers arbejdsdag, otte timers fritid og otte timers hvile.

Med kravet om fritid har Arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets kamp historisk set også handlet om at sikre arbejderne adgang til kunstinstitutioner og kulturlivet, som hidtil for en stor dels vedkommende kun var forbeholdt borgerskabet og adelen.

Derfor har et stærkt kunst- og kulturliv traditionelt set også været et centralt fundament i den socialdemokratiske politik. Men både det nye fælles papir »Retfærdig retning for Danmark«, hvor kulturpolitikken stort set er fraværende, og de seneste udmeldinger fra Henrik Sass-Larsen (S) rejser tvivl om, hvad vi kan forvente af den kulturpolitiske retning, når Joy Mogensen sætter sig i ministerstolen i Kulturministeriet.

I P1 Slotsholmen den 14. februar påpegede Sass Larsen, at »ingen bruger bibliotekerne, og at der ikke er folkelig opbakning til Det Kongelige Teater«.

Det er netop de institutioner, tidligere generationer af vælgere har brugt årtier på at tilkæmpe sig adgangen til. Et relevant spørgsmål er derfor, om Sass Larsens holdning fortsat vil danne rammen for den nye kulturpolitiske tilgang i Socialdemokratiet, eller om den nye kulturminister Joy Mogensen vælger en ny kurs for kulturen og kunsten.

Folkelig kunst og kultur

Som borgmester i Roskilde Kommune har Joy Mogensen ført en fremsynet kulturpolitik, hvor en lige adgang til kunsten og et stærkt kulturliv har været omdrejningspunktet. Eksempelvis har der været fokus på at sikre alle kommunens borgere en mere lige adgang til kulturen. Egnsteatret Åben Dans har for eksempel et bredt samarbejde med kommunens institutioner om at få dans ud til alle målgrupper i alle aldre.

Sammen med de offentlige myndigheder har vi i kulturlivet et fælles ansvar for at sikre lige adgang til vores fælles kunstinstitutioner. Et ansvar for at sikre nye generationers demokratiske dannelse. Den opgave har lidt nationalt, men kommunalt har den i Roskilde Kommune været prioriteret højt. Forhåbentlig vil den nye kulturminister tage det med sig, når hun sætter sig i ministerstolen.

Men har Sass Larsen egentlig ret i, at den brede befolkning er ligeglade med de klassiske kunstinstitutioner? Nej.

Alene i 2018 besøgte over 800.000 danskere Det Kongelige Teater, ligesom over 87.000 børn lagde vejen forbi, viser teatrets brugerundersøgelse. Den viser også, at befolkningens opbakning til Det Kongelige Teater alene på ét år er steget med 13 procent, så der nu er 69 procent af danskerne, der mener, »at det er vigtigt for Danmark, at der er en national scene, der kan sikre dansk kulturarv«.

Mon ikke også nogle af Socialdemokratiets vælgere er blandt de mange besøgende?

Ikke kun for storbyeliten

Også når vi ser på publikummet hos de fire københavnske teatre Nørrebro Teater, Folketeatret, Østerbro Teater og Betty Nansen tegner der sig et billede af, at brugerne er alt andet, end hvad Sass Larsen betegner som elitære.

En ny analyse, som mediebureauet m/six har foretaget på baggrund af billetsalgsoplysninger mellem 2013 og 2018, viser, at teatrenes publikummer i gennemsnit kommer mellem 19 og 44 kilometer fra hovedstaden. Derfor kan det ikke siges, at de udgør et lille elitært storbypublikum.

Hvor teatergængerne på de fire københavnske teatre tidligere primært udgjordes af borgere med høj indkomst, viser samme undersøgelse nu, at publikum i større udstrækning er repræsentativt for befolkningen. Teatrene når altså i øget grad ud til lav- og mellemindkomstgrupper. På den måde viser udviklingen i besøgstal på de klassiske kunstinstitutioner, at interessen er bredt forankret i befolkningen.

Det understøttes ligeledes af Mandag Morgens kulturanalyse, hvor danskerne vurderer, at netop klassisk kunst som skuespil, museer, biblioteker, opera og dans er de vigtigste kulturtilbud at have i Danmark.

Samtidig påpegede Sass Larsen, at kulturen skal være langt mindre elitær og mere folkelig. Hvis han med det mener, at teatrene blot skal producere mere af det, befolkningen allerede ved, de vil have, så indebærer folkeliggørelsen af kulturen en forfladigelse af den demokratiske dannelse og det menneskelige intellekt.

Enhver forsker eller iværksætter ved, at vi aldrig skaber nybrud eller udvikling ved blot at gøre det, vi plejer. Udvikling, refleksion, nytænkning og dermed dannelse sker i det uventede, det uvante og det nye, og dermed ved at møde det, vi faktisk ikke på forhånd vidste, at vi gerne ville have.

Hvis Sass og Socialdemokratiet med ’folkelig’ derimod mener, at kunsten skal nå bredere ud, så er det både et legitimt og vigtigt ønske.

Lige adgang for alle

Man er ikke prædisponeret for at kunne lide en bestemt type kunst, ud fra hvor man er vokset op i landet. Men den mulighed, man har for at møde kunsten, kan være meget forskellig. Og her har vi som kunstinstitutioner og politikere et fælles ansvar for at sikre en lige adgang til kulturlivet, så kunsten ikke kun bliver for eliten, men for alle.

Teatrene har en forpligtelse til at nå ud til hele landet og til at gøre scenekunsten tilgængelig for børn og unge, hvor de opholder sig. De skal også nå ud til de nytilkomne borgere og sikre, at vi hele tiden åbner os op og gør os relevante for nye publikumsgrupper. Det sker i høj grad allerede. Men politikerne har samtidig også et ansvar for at give teatrene de rammevilkår, som gør det muligt at nå hele befolkningen.

Her har Joy Mogensen allerede en række håndtag, hun kan skrue på. For bare at nævne enkelte konkrete forslag kan hun blandt andet:

  • Afskaffe besparelserne på formidlingsordningen, så teatrene har mulighed for at holde billetpriserne nede. Adgangen til teateroplevelser skal ikke alene bero på pengepungens størrelse.
  • Afskaffe omprioriteringsbidraget fuldstændigt med finansloven 2020, så vi sikrer, at der ikke sker yderligere begrænsninger af teaterudbuddet og stigninger i billetpriserne.
  • Udarbejde en national handlingsplan med klare mål for børn og unges møde med den professionelle kunst i institutionerne.
  • Give udvalgte projektteatre og frie grupper mere stabile økonomiske rammevilkår, så vi ser en udbredelse af teateroplevelser på steder, hvor borgerne i forvejen færdes: i boligområder og daginstitutioner og på skoler, gymnasier og plejehjem.
  • Indføre et kulturelt klippekort til unge mellem 16-25 år, så alle uanset ressourcemæssig baggrund kan få adgang til scenekunsten.
  • Gennemføre en forenkling og udvidelse af refusionsordningen, så flere kommuner og institutioner får lettere ved at købe børne- og ungeforestillinger.
  • Styrke fokussen på drama og teaterpædagogiske redskaber både i skolen og daginstitutionerne og i pædagog- og læreruddannelsen, så teateroplevelser prioriteres, samtidig med at de kreative, refleksive, innovative og dannelsesmæssige evner styrkes.

Den brede befolkning interesserer sig både for Det Kongelige Teater og resten af landets mangfoldige udbud af scenekunst i høj kvalitet. Men ikke alle har lige adgang. Og netop adgangen til kunsten og kulturlivet bør være den nye kulturminister Joy Mogensens fokus i folkeliggørelsen af kunsten, så Socialdemokratiets vælgere fortsat får et indholdsrigt fritidsliv. Så vi i fællesskab tager ansvar for den demokratiske dannelse – også af fremtidens kommende generationer.

Folkeliggørelsen har været den nye kulturministers fokus lokalt som borgmester, og det håber jeg også bliver hendes fokus nationalt som minister.

Louise Stenstrup er direktør for brancheorganisationen Dansk Teater

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Simonsen

I politik er hukommelsen ofte kort. Det er ellers ikke længe siden, at den nye kulturminister, Joy Mogensen, var Henrik Sass Larsens våbendrager i et kupforsøg mod antiracisten Mette Gjerskov, da hun var på rejse i USA.

Partiledelsen stod bag kupforsøget, hvor en ukendt højresocialdemokrat, Niels Jespersen, var kandidat og med Joy Mogensens støtte.

Medlemmerne støtte dog massivt Mette Gjerskov.

Karsten Lundsby, Steen Obel, Donald Axel, Hans Larsen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Men mon Joy Mogensen trods alt ikke er et bedre bud på posten end Mogens Jensen - der har været kulturordfører så længe så der er brug for "friske" øjne på området -
Mogens Jensen var handels- og udviklingsminister i Thorning-regeringen og her voksede han med opgaven - så han er måske den rigtige på Fødeministerposten efter skandalerne med Landbopakken og mærkværdighederne i fiskeriafdelingen.

Helle Walther, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Mogens Jensen som fødeminister, er det nu også en god idé? jeg ser, med respekt for ligestilling på snart sagt alle områder, hellere en kvinde på den post:) Kald det bare symbolpolitik.

Bjarne Toft Sørensen

Det er deprimerende læsning med et indlæg, der stort set gør kulturpolitik til et spørgsmål om mere eller mindre af det samme. Det afgørende spørgsmål må være, hvorledes vi revolutionerer kulturlivet, så det i højere grad kommer befolkningen i møde.

Samtidig med, at der også fortsat er råd til støtte til de former kunst, der vel kan betegnes som elitære, og som de færreste i befolkningen forstår ret meget af eller interesserer sig særlig meget for. Kunst som er nødvendig, fordi den på kulturens område på mange måder har samme status som forskningen på universiteterne har det på videnskabens område.

Kunst og kultur skal i højere grad møde mennesker de steder, hvor de befinder sig i deres dagligdag, så derfor gælder det om i højere grad at gøre den "nomadisk".

Det gælder bl.a. om at mindske driftsudgifterne til store huse og store ensembler og i stedet give plads til det mindre, der er i stand til at transformere sig, så det passer til de givne steder og lokaliteter, hvor det er muligt at komme folk i møde og samtidig at udfordre dem.

Steffen Gliese

Nej, Bjarne Toft Sørensen, opgaven er at ruste befolkningen til at kunne få et udbytte af kunsten og kulturen i hele dens mangfoldighed.

Ete Forchhammer , Karsten Lundsby, Steen Obel, Bjarne Toft Sørensen, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Mindske driftsudgifterne til store huse og ensembler, Bjarne T. Sørensen? Der fyres og lukkes allerede museer til højre og venstre i dagens Danmark for at tilgodese de løbende driftsbesparelser. Er i høj grad enig i at museer skal gøre mere ud af møde folk hvor de er, men det kan ikke være på bekostning af driften.

Karsten Lundsby, Carsten Wienholtz, Anne Mette Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Hvad handler den artikel om? Vil Sass have mere idræt, tøndeslagning og Halloween udklædning og mindre ballet?

Giver artiklen Joy Mogensen råd?

Styrke fokussen på drama og teaterpædagogiske redskaber både i skolen og daginstitutionerne og i pædagog- og læreruddannelsen, så teateroplevelser prioriteres, samtidig med at de kreative, refleksive, innovative og dannelsesmæssige evner styrkes.

Jeg ville iøvrigt nøjes med at skrive "Fokusere på ..."

Viggo Okholm

Ja det er et noget blandet indlæg og tydeligvis er teater og dramatik det "største" set i kronikørens univers.Et land som vores bør kunne støtte langt,men kunsten er bred og er rock-blues m.v. ikke også kunst? Men kan kunst måske ikke være lige så dragende og givende uden det store udstyr?
Kunne man skrælle noget af den fernis af og så få råd til forsamlingshuset med de kendte?

Anne Mette Jørgensen

Al kultur er ikke teater. Sikke en enøjet artikel.

Helle Walther, Katrine Damm og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Inden for sundhedssektoren bliver man i forskellige sammenhænge nødt til at prioritere, hvilke former for medicin, hvilke behandlingsformer og hvilket udstyr, man har råd til at støtte, anvende eller anskaffe.

Inden for kunst og kultur området bruger man typisk grønthøstermetoden, hvis man mener, at der skal spares, og så undgår man de ubehagelige valg og al den ballade, der følger med det at skulle prioritere.

Typisk går diskussionerne i offentligheden på, om der gives for meget eller for lidt i støtte over Statens Kunstfond, og om støtten gives til de rigtige ting. Så glemmer man i forbifarten de langt større beløb, der gives til kunst og kultur over Finansloven og lokalt, f.eks. over kommunale budgetter (som om det er en selvfølge, at det, der her bliver støttet, nærmest pr. automatik, år efter år, også er berettiget til det).

Diskussionen, i hvert fald inden for nogle af kunstens og kulturens områder, har de senere år gået på, at de løbende besparelser jo ikke kunne tages fra driften, der i mange tilfælde også var bundet til den nødvendige vedligeholdelsen af fredede bygninger, artefakter m.m., så det måtte tages fra alt det spændende, også for publikum, og som jo også var med til at profilere institutionerne i offentligheden.

Hvorfor ikke i stedet træffe nogle hårde valg med hensyn til støtte og finanslovsbevillinger, der gør, at nogle ting overlever i bedste velgående, mens andre må gå døden i møde, fordi offentlige tilskud er en forudsætning for overlevelse.

Der er nogle, hvis de kunne få deres vilje, der ville prioritere højt, at der kunne være et kunstmuseum, et skuespilhus og en koncertsal, med tilhørende skuespilensembler og symfoniorkestre, i alle danske byer over en vis størrelse.

Så er der én som mig, der mener, at man kunne få mere fordelagtig kunst og kultur ud af det ved generelt at prioritere med henblik på mange små aktiviteter, uden f.eks. de store etableringsomkostninger, store faste udgifter til drift og lønninger og store udgifter til vedligeholdelse.

Til sammenligning kan jeg nævne, at jeg har oplevet mange gode koncerter med mindre ensembler i en by som Ribe, f.eks. i kirkerne, på det lokale kunstmuseum og i aulaen på det lokale gymnasium, og i København (Frederiksberg) i f.eks. KoncertKirken Blågårds Plads og i Metronomen.

For at undgå de værste misforståelser: Selvfølgelig mener jeg, at vi skal bevare Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst.

Steffen Gliese

Hvorfor ikke bare, Bjarne Toft Sørensen, holde op med hele tiden at forringe og skære ned fremfor at styrke og udbrede?

Bjarne Toft Sørensen

Der er ikke hos nogen af de politiske partier i Folketinget opbakning til den holdning, du giver udtryk for Steffen Gliese. Heller ikke hos Alternativet, der nok er det parti, der ligger nærmest.

Dit forslag ville indebære en væsentlig højere prioritering af kunst - og kulturområdet og langt større bevillinger til området, der kunne medvirke til udbedring af de skader, der er sket i de sidste 10 år.

Derfor bliver det, jeg forventer fra Joy Mogensens side, også mest noget, der får karakter af symbolpolitik.

Steffen Gliese

Sagen er jo, Bjarne Toft Sørensen, at de kulturelle budgetter er så forsvindende små, at man kunne fordoble dem, uden at det ville kunne mærkes på statsfinanserne.
Ydermere er der jo udsigt til, at der vil blive frigjort ganske mange midler i forbindelse med den afvikling af NPM, som samarbejdspapiret formulerer.

Ete Forchhammer og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar

Vi skal passe på at et aspekt af kulturområdet ikke får 1. prioritet, og alle pengene drejes derhen; nemlig at visse kulturinstitutioner er gode til at fårigtig mange turister ind i biksen. Og det er i København dem vi kender som de klassiske kunstinstitutioner, Nationalmuseét og Det Kongelige Teater osv. Selvom kulturministrielle penge til disse institutioner kan passe fint ind i konkurrencestatens økonomi, ved at give penge tilbage til København og staten og sørge for flere arbejdspladser, af den stigende turisme, skal vi passe på at disse institutioner ikke ender som rene turistmagneter, som ingen danskere besøger. Det er dårlig kulturpolitik.

Steffen Gliese

Helt enig, Jan Jensen, men i første omgang må de have tilskud tilbage, så vi igen kan fri adgang ligesom i andre civiliserede lande.

Helle Walther

Kultur er mange ting, og for hver enkelt menneske kan man have sit syn på begrebet. At Sass skulle forfladige dansk kultur er da det værste vås, jeg længe har hørt. Han sagde, at han ikke var vokset op med den samme kultur som mange andre, der ikke har haft en opvækst som hans.Hans opfattelse af begrebet kunst, kan være lige så relevant som en hver andens. Nogle kommer lort på dåse og kalder det kunst.
For mig er kultur også, at mennesker opføre sig ordentligt, behandler og taler ordentligt til og om andre. Teater, ballet, musik, kunst, malerier, m.m.m er også kunst i gammel forstand såvel som litteraturen, men hvad påvirker personen, man skal passe på med at sætte folk i bås.

Jørgen Wind-Willassen

"Alene i 2018 besøgte over 800.000 danskere Det Kongelige Teater"
Mon det er "Arne" ? som gerne vil på tidlig pension som kiggede forbi ?
Næppe.
Klap nu den høje hest og erkend at kulturen er klassedelt.