Kronik

Klima- og Omstillingsrådet: De røde partiers klimamål bidrager til at øge ambitionerne globalt

Vi når kun målene i Parisaftalen, hvis landene presser og inspirerer hinanden til at sætte ambitiøse nationale mål. Så når vi står med et akut behov for at øge ambitionerne verden rundt, er det oplagt at støtte op om Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslistens høje ambitioner, skriver medlemmerne af det nye Klima- og Omstillingsråd i dette debatindlæg
Tilbage i 2017 blev tusindvis af hjem tilintetgjort i de dødeligste skovbrande i Californiens historie. Men lige nu er verdens lande ikke villige til at love tilstrækkelige reduktioner i drivhusgasser til at opfylde temperaturmålsætningen i Parisaftalen, skriver dagens kronikører.

Tilbage i 2017 blev tusindvis af hjem tilintetgjort i de dødeligste skovbrande i Californiens historie. Men lige nu er verdens lande ikke villige til at love tilstrækkelige reduktioner i drivhusgasser til at opfylde temperaturmålsætningen i Parisaftalen, skriver dagens kronikører.

Josh Edelson

26. juni 2019

Det nye danske klimamål på 70-procentsreduktion i drivhusgasudledningen i 2030 har givet anledning til debat om, hvorvidt målet er for ambitiøst.

I Jyllands-Posten kunne man den 19. juni læse:

»Trods partiers meldinger: Parisaftalen har ingen krav om 70 procent mindre CO2«.

Forskere forklarede, at Parisaftalen ikke indebærer et sådant dansk mål og udtalte, at målet er ’enormt ambitiøst’. I Politikens klimakommentar den 19. juni beskriver tidligere formand for klimarådet Peter Birch Sørensen målet som ’meget ambitiøst’ og anbefaler at sænke ambitionen i 2030 til 60 procent, så det kan hæves derfra, i fald andre lande sætter mere ambitiøse mål.

I Information den 21. juni vurderer to klimaøkonomer, at det »ekstraordinært høje mål kan vise sig at blive uforholdsmæssigt dyrt«. Kirsten Halsnæs udtaler:

»70 procent er jo ikke at være blandt de fremmeste. Det er at være ti mil foran de andre.«

Men giver det mening at sige, at målet er for ambitiøst og dyrt?

Kun lige nok

For at få en fornemmelse for, hvor ambitiøst målet er, må vi forstå opgavens omfang. FN’s klimapanel har i grove tal slået fast, at vi for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader på globalt niveau skal holde udledningen under ca. 500 gigaton CO2 fra nu af.

Hvis vi udleder mere end 500 gigaton, skal vi efterfølgende nedbringe koncentrationen i atmosfæren igen ved at hive mere CO2 ud af atmosfæren, end vi udleder, hvilket vil være en uhørt teknologisk og økonomisk udfordring, som de fleste eksperter i dag advarer kraftigt imod, at vi binder os til.

Dertil kommer en øget risiko for, at vi udløser selvforstærkende processer i klimasystemet, som kan bevirke, at den globale opvarmning accelererer, uden at vi er i stand til at bremse den. Overskrider vi budgettet, kan vi altså udløse enorme fremtidige omkostninger og meget alvorlige globale trusler mod vores samfund.

Hvad betyder budgettet på 500 gigaton så for Danmark her og nu?

Det afhænger af, hvor stor en andel af det globale budget, vi kan tillade os at bruge. Et muligt fordelingsprincip vil sige, at vi i Danmark har ret til en andel af det tilbageværende budget, som svarer til vores andel af den globale befolkning. Hvis vi gør det, så bliver det danske budget knap 0,08 procent af det globale, altså ca. 400 megaton CO2.

Man kunne sagtens argumentere for, at Danmarks andel skulle være lavere, da vi er et rigt land med gode teknologiske forudsætninger for at omstille os. De danske udledninger af CO2 – som opgjort efter FN’s regneprincipper – var ca. 35 megaton i år 2017.

Hvis vi følger et lineært reduktionsforløb på 1,7 megaton pr. år mod nul i 2040, når vi ned på knap 17 megaton pr. år i 2030, hvilket netop svarer til de røde partiers målsætning om en 70-procentsreduktion i udledningerne i 2030 relativt til vores CO2-udledning i 1990. Vi holder da budgettet på 400 megaton med en lille margin.

Vi skal dog være opmærksomme på, at dette regnestykke ikke tager højde for CO2-udledninger forbundet med international transport (shipping og flyvning), som enten skal trækkes fra budgettet eller lægges til de danske udledninger, og at den danske afbrænding af biomasse reelt ikke er CO2-neutral.

Og dette er kun et CO2-budget. IPCC-rapportens globale CO2-budget er beregnet under den antagelse, at udledningerne af andre drivhusgasser (metan, lattergas etc.) falder markant. Hvis de ikke gør det, må vi operere med et endnu mindre CO2-budget.

Set i det lys – ud fra et globalt budget for drivhusgasser med en gunstig fordeling for Danmark – er målsætningen om 70 procent i 2030 ikke nødvendigvis meget ambitiøs, men måske nærmere udtryk for det minimum, vi kan tillade. Og for at holde det danske budget på 400 megaton, skal vi fortsætte reduktionstaksten mod et nettonul i 2040.

Alle lover for lidt

Hvis vi skal vurdere, om et dansk mål om 70 procent i 2030 er for ambitiøst ud fra Parisaftalen, skal vi have flere nuancer af aftalen med. Aftalen indeholder mere end målet om at holde temperaturstigningen et godt stykke under to grader samt forsøge at begrænse den til 1,5 grader.

Aftalen beskriver blandt andet klimaforandringernes omfang, hastighed og hovedårsager fra naturvidenskabeligt hold og oversætter dette til politisk og økonomisk virkelighed i FN-systemet. Dertil kommer konkrete aftaler for handling på lang sigt. Og endelig er der de reduktionsmål, som de enkelte lande har lovet at foretage. Sammenhængen mellem disse elementer er vigtig for at vurdere, om Danmarks klimapolitik er (over)ambitiøs.

Lige nu er verdens lande ikke villige til at love tilstrækkelige reduktioner i drivhusgasser til at opfylde temperaturmålsætningen. Næsten ingen lande har lovet tilstrækkeligt, ej heller Danmark.

Vurderinger antyder, at hvis alle lande holder, hvad de har lovet, så ender vi på cirka tre graders opvarmning, og de nuværende planer og tiltag i landene lever endda ikke op til de afgivne løfter.

Derfor bygger Parisaftalen også på et princip om, at de enkelte lande skal presse og inspirere hinanden til at love mere. Det kalder man for ambitionsmekanismen i global klimapolitik – billedet er en skrue designet til kun at dreje i retning af højere ambitioner. Parisaftalen forskyder altså ansvaret for de ambitiøse klimamål væk fra FN over til de enkelte lande.

Ambitionsmekanismen

Det er et nybrud i globale miljøforhandlinger, hvor foregangslandes inspiration er medregnet som en del af den globale løsning. Spørgsmålet efter Parisaftalen er, hvor inspirationen til højere ambitioner skal komme fra. Her spiller Danmark og andre klimaambitiøse lande en central rolle.

Når lande som England og Fiji siger nettonul i 2050, når Sverige siger 2045, og når Danmark forhåbentlig siger nettonul i 2040 og Finland i 2035, så er det altså helt efter den drejebog, som ligger i Parisaftalen – på trods af, at det bliver en svær og økonomisk tung opgave.

Nogle vil kalde det for global overbudspolitik, men princippet er indbygget i hele Parisaftalens logik. Og hvis ikke den logik fungerer, så har FN-systemet ikke en plan B for at bekæmpe klimaforandringerne.

Så når vi står med et akut behov for at øge ambitionerne verden rundt, er det oplagt at støtte op om Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslistens høje ambitioner og sende et signal til resten af verden.

Danmark hører til en lille gruppe ressourcestærke demokratier, hvor store dele af befolkningen ønsker en ambitiøs klimapolitik. Derfor har vi en særligt god forudsætning – og dermed et særligt ansvar – for at vise vejen for andre lande.

Det gør vi netop ved at sætte klare målsætninger, som flugter med 1,5-gradersmålsætningen, og sikre deres indfrielse ved langsigtet planlægning og en indsats, der søger at fastholde og styrke opbakningen til klimapolitikken i den danske befolkning, civilsamfund og erhvervsliv. Det er vejen til at skabe det nødvendige globale momentum.

Vi mener derfor ikke, at de røde partiers klimamål er overambitiøst. Tværtimod er det et ansvarligt skridt for et land som Danmark i forhold til at bidrage til opfyldelsen af Parisaftalens mål via dens ambitionsmekanisme.

Det er ikke et øjeblik for tidligt, at vi på denne måde bidrager til at øge ambitionerne globalt.

Jens Friis Lund, professor i politisk økologi

Stefan Gaarsmand Jacobsen, adjunkt i global historie

Anders Bjørn, post.doc i livscyklusvurdering

Anders Blok, lektor i sociologi

Charlotte Louise Jensen, adjunkt i bæredygtigt design og omstilling

– Alle medlemmer af Klima- og Omstillingsrådet

I Paris flokkes indbyggere og turister om byens springvand for at blive kølet ned i varmen. Temperaturen ventes ugen ud at ligge på mellem 32 og 36 grader i den franske hovedstad.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Thomas Tanghus
  • Randi Christiansen
  • John Hansen
  • Nikolai Beier
  • Carsten Munk
  • Trond Meiring
  • Ervin Lazar
  • Niels-Simon Larsen
Palle Yndal-Olsen, Thomas Tanghus, Randi Christiansen, John Hansen, Nikolai Beier, Carsten Munk, Trond Meiring, Ervin Lazar og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Godt initiativ af Klima- og Omstillingsrådet. Jeg håber, at det vil have fokus på omstillingen, altså den omstilling som vi almindelige borgere nu skal gennemføre i ændring af livsstil. Her skal der meget støtte til, for stor set er vi ikke nået længere end til at slukke lyset efter os, og det har vi gjort i mange år. Det gælder fx nedlæggelsen af landbruget og satsning på en ny lokal fødevareproduktion - især for byernes vedkommende.

Thomas Tanghus, Randi Christiansen, John Hansen, Torben Skov, Trond Meiring, Ervin Lazar og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

En ny bydel, som påberåber sig ambitiøse bæredygtighedsmål, er ved at blive bygget klods op ad Hedehusene station. Længste gåafstand til toget er 10 minutter. Alligevel fylder P-pladser mere end meget, og det er ikke små-biler der allerede holder der og slet ingen el-biler.
Der forestår virkelig en pædagogisk opgave mht. alment accepteret livsstilsændring...
Må være tvangsoptimist i det små...

Jes Kiil, Thomas Tanghus, Randi Christiansen, John Hansen, Torben Skov, Carsten Munk, Trond Meiring og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Kloge folk. Tja.
Bemærk at der ikke er en eneste som har en hardcore naturvidenskabelig baggrund.
Altså sådan nogen som ved noget om hvordan man rent faktisk udfører tingene helt konkret.
Sådan lidt kemiker/fysiker/ingeniør agtigt.
Men den fikser vi jo lige om lidt -håber man.
Det er så nemt at drømme, og om lidt skal drømmene indfries.
Skal vi have lidt kernekraft måske.
Nej fy da. Blot at tænke tanken er jo kætteri.
Og solen den skinner altså IKKE om vinteren.
Vindmøllerne skaber allerede udfordringer med beliggenheden, og vi skal mindst op på det tredobbelte antal for at dække behovet.
Flyrejsen kan du godt glemme alt om, efter 2030.
Og minimumsnormeringerne i børnehaverne bliver noget af en fuser når pengene ikke passer.
Mon ikke der sker det som Ole Birch Olesen sagde da han skulle forklare hvorfor signalsystemet var forsinket - "vi er blevet ramt af virkeligheden"

Randi Christiansen

Vi står overfor mobilisering på niveau, med hvad der forventes af befolkningen i en krigssituation. Alle kræfter må indsættes for at undgå, at det absolutte reduktionsmål overskrides. Så er vi nemlig i en langt vanskeligere - måske umulig - situation end nu, fordi irreversible feed back mekanismer aktiveres ved overskridelse af 1,5°.

Så når der spørges hvordan, må svaret være : med alt hvad vi har og kan. Når det gøres, forholder det sig ydermere således, at nye muligheder og løsninger med et sådant optimalt koncentreret fokus vil vise sig. Og det lykkedes jo med det yderste af neglene at standse hitlers krigsmaskine. Nuværende situation er langt mere livstruende for verdenssamfundet.

Løsningerne findes, det er den menneskelige træskhed, dumhed og korruption, der forhindrer den permakulturelle omstilling, som skal forhindre en global klimakatastrofe.

Lad os alle bede = optimalt fokus på løsninger hvad end det koster. Forbruget må nedskaleres til det absolut nødvendige og først såfremt teknologiske løsninger muliggør aktivitet herudover, som f.eks. flyrejser, vil vi kunne tillade sådanne.

Men det træske, dumme, korrupte flertal forstår åbenbart ikke situationens alvor, og vil bare feste videre.

Niels-Simon Larsen

Jørgen W-W: Ramt af virkeligheden er et godt udtryk. Jeg synes dog modsat dig, at vi netop ikke lader os ramme af virkeligheden. Den er nemlig for dyster til, at man kan høste stemmer på den.
Tiden er til hurtig indgriben og ikke langsigtede investeringer i a-kraft. Du regner med en længere tidshorisont end den foreliggende på 10 år, og det er helt uden for målskiven. Vi har kun kort tid til at vende udviklingen. Det er i det tidsperspektiv debatten foregår.