Kronik

Jeg krænker den gode stemning, indtil jeg får anerkendt de overgreb, mænd begår mod mig

Folk har svært ved at unde overgrebsramte kvinder offerrollen. De er trætte af #MeToo og orker ikke at få spoleret den gode stemning. Men jeg vil ikke tie om de overgreb, mænd har begået mod mig. Jeg vil krænke den gode stemning med detaljer om overgrebene, skriver forfatter Sille Kirketerp Berthelsen i dette debatindlæg
»Min fornemmelse er ikke grebet ud af det blå,« skriver Sille Kirketerp Berthelsen og henviser til, at Aarhus Universitet i januar offentliggjorde en undersøgelse, som viste, at de ni største danske mediers dækning af #MeToo på Facebook i overvejende grad var negativ.

»Min fornemmelse er ikke grebet ud af det blå,« skriver Sille Kirketerp Berthelsen og henviser til, at Aarhus Universitet i januar offentliggjorde en undersøgelse, som viste, at de ni største danske mediers dækning af #MeToo på Facebook i overvejende grad var negativ.

Tor Birk Trads

25. juni 2019

Offerrollen er sært efterstræbt, men det er, som om vi aldrig kan unde hinanden den.

Jeg har selv forsøgt. Først genbesøgte jeg skamfulde, dårlige oplevelser fra fortiden for at genanalysere min rolle. I mine dagbøger spørger jeg: »Hvorfor behandler jeg mig selv så dårligt?«, hver gang jeg er gået med en tilfældig fyr hjem og har fortrudt. Hver gang jeg har ladet mig overtale af et argument som: »Hvis vi ikke gør det, får jeg virkelig ondt i kuglerne,« eller ladet mig overmande; bare ligget fladt på madrassen og stønnet af en form for høflig smerte.

Det var en lettelse, da jeg omformulerede spørgsmålet: »Hvorfor behandlede han mig så dårligt?« Jeg indtog offerrollen.

Det betyder, at det ikke er mig, der har ladet mig overtale eller overmande, men derimod ham, der har gjort noget mod mig. Ikke nødvendigvis overlagt. Han har lært, at så længe øjnene siger ja, skal man ikke bekymre sig om, hvad der ellers bliver sagt.

Ikke et offer

Jeg forestiller mig, at flere kvinder må have oplevet samme lettelse under #MeToo. Da de stod frem og fortalte, at grænseoverskridelser, seksuelle overgreb og sjofelheder fra overordnede er daglig kost og har været det længe. At indse, at det ikke er dig selv, der har en uheldig indflydelse på chefer, men at visse chefer har et urimeligt blik på dig. At forstå, at det ikke er din krop, der med et alt for åbenlyst nærvær på arbejdspladser, i offentlig transport eller studiemiljøer, udgør problemet. At lade offerrollen befri os og vores kroppe for det ansvar og placere det på rette sted.

Jeg forstår, hvorfor offerrollen er eftertragtet. Når vi er ofre, er det ikke længere os selv, vi skal være bange for. Men offeret kræver en krænker. Det risikerer at være dig. Når du er krænker, er det dig, der har ansvaret. I min personlige jagt på krænkere begyndte jeg for nogle år siden at melde personer til politiet.

Første gang handlede det om et telefonisk løfte fra en fremmed mand: »Jeg kommer og knepper dig.« Det var en reaktion på noget feministisk, jeg havde skrevet på nettet. Anden gang var nogle mænd på nettet blevet enige om, at jeg var behandlingskrævende. Pik og tæsk, mente de, kunne gøre det.

I begge tilfælde var politiet ikke parate til at tilkende mig offerrollen. Forseelserne var for almindelige. Man lavede et notat. Nok var jeg behandlingskrævende, men ikke noget offer.

Tredje gang tog politiet imod min anmeldelse. Blufærdighedskrænkelse, sagde de. Det var min blufærdighed, forstod jeg, der var årsagen til, at jeg var blevet ubehageligt til mode (dødsangst), da en mand på Vejle Station ville kneppe og dræbe mig – det sagde han selv – inden han satte trumf på og tog bukserne af. Blufærdighedskrænkelse.

Jeg kom til at tænke på alle de gange, jeg havde krænket min ekskærestes blufærdighed, når jeg kom til at slå en prut for højlydt, og han blev mærkelig i hovedet.

Manden på stationen var af anden etnisk herkomst end dansk. Det er ikke relevant. Når jeg nævner det, er det fordi, det var første og eneste gang politiet har taget imod min anmeldelse.

Det er en gammel, lortet klassiker, at mange kun interesserer sig for overgreb, hvis det kan tjene et eller andet racistisk formål. Men det gik jeg ikke videre med. Politiet henviste mig til offerrådgivningen. Manden var krænker. Et halvt år efter standsede de efterforskningen, stod der i min e-boks. Jeg genlæste skrivelsen forleden og fik den form for kvalme, der følger med at være usynlig. Uden krænker, intet offer.

En person, der ikke er et offer, men som evindeligt kommer galt af sted, må tage sine forholdsregler. 1) Gå ikke ud alene efter mørkets frembrud, 2) tag ikke din telefon, hvis det er ukendt nummer – en forholdsregel, det kan være nødvendigt at slække på for at passe et arbejde, 3) få hemmelig adresse.

Negativ mediedækning

Vent … Jeg har sådan en erfaringsbaseret fornemmelse af, at nogle læsere vil føle sig krænkede af mig nu. Har jeg spildt din tid? Er du træt af at høre om #MeToo? Er min beretning uinteressant og udtryk for et privat problem med ikke at være i stand til at sætte grænser?

Krænker detaljerne om, hvem der har haft sex i/på/med/mod mig, din blufærdighed?

Er du krænket på dit køn, fordi jeg har opridset minimum fire mandlige overgrebspersoner?

Og hvordan stiller det egentlig dig og din retssikkerhed?

Min fornemmelse er ikke grebet ud af det blå. I januar offentliggjorde lektor ved Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet Camilla Møhring Reestorff en undersøgelse, som viste, at de ni største danske mediers dækning af #MeToo på Facebook i overvejende grad var negativ. Syv ud af ni nyhedsmedier havde mere end dobbelt så mange opdateringer, som var negativt indstillede over for bevægelsen end det modsatte. Ord som »folkedomstol«, »heksejagt« og »blodrus« var tilbagevendende i kommentarerne. Menigmand fratog kvinderne deres offerrolle og snuppede den selv.

En mand risikerer at miste alt, hvis en tilfældig kvinde beslutter sig for at hænge ham ud, hedder det sig.

I Danmark ramte #MeToo mænd på Forfatterskolen, i Kommunernes Landsforening og i ungdomspartierne. Men de to mest fremstående mænd, der blev hængt ud, gik fri: Peter Aalbæk og Lars von Trier.

Aalbæk er tilbage i sin stilling som producent på Zentropa. Lars von Trier lufter i et jovialt interview med Euroman fra januar i år en teori om årsagen til samarbejdsproblemerne med sangerinden Björk under optagelserne til Dancer in the Dark: »Måske udsprang uroen af, at hun af sine bedsteforældre havde fået at vide, at man aldrig skal samarbejde med danskere, fordi de æder ens sjæl.«

Ikke et ord om de beskyldninger om seksuel chikane, Björk fremsatte mod instruktøren. Intet offerkort til Björk, I guess.

Krænker den gode stemning

Så er det lettere at komme i nærheden af rollen som krænker. Men krænkerrollen er forbundet med meget dårlig stemning. Når en person til en social sammenkomst smider en voldtægtsrelateret vittighed og selskabet griner, er det så let at krænke ham ved at gribe bolden, tale lidt for længe, lidt for alvorligt om den voldtægt, jeg selv har været udsat for.

Selv hvis overgrebene bare fungerer som en form for referencepunkter i et liv, krænker de selskabet: »Hvornår var det, vi afholdt det landsmøde?« »Det var dagen efter min eks tissede på mig og rev mig i håret. Det må altså have været foråret 2015.«

Krænkelserne falder ud af munden, om jeg vil det eller ej.

Det var først, da jeg læste den australsk-britiske forsker i køn og racisme Sara Ahmeds Killjoy-Manifest, at jeg opdagede potentialet ved krænkerpositionen. En killjoy er ifølge Sara Ahmed en feministisk figur, som vi kan tage på os, når vi er villige til at dræbe den gode stemning – »fordi den verden, der udpeger en person eller en gruppe mennesker som killjoys, ikke er en verden, vi ønsker at være en del af. At være villige til at dræbe den gode stemning er at omskabe en dom til et projekt«.

At krænke den gode stemning er ikke dumt, når man føler sig magtesløs. Som når folk vender ryggen til eller latterliggør en bevægelse, der skulle give overgrebsramte kvinder retfærdighed. ’At krænke’ kommer af det tyske ’krank’, som betyder svag. At krænke er at gøre svag. Ingen har ret til ikke at blive krænket. Min seksualitet er invaderet. Mit selvbillede rystet. Mine tanker misbrugt.

Når man beskylder mig for at tale fra under bagatelgrænsen, spørger jeg: Hvilken grænse? Når man tager mit offerkort, krænker jeg med overgrebets private detaljer. Og jeg stopper først, når mænd stopper med at begå overgreb.

Sille Kirketerp Berthelsen, forfatter til ’Med hjertet og kussen i laser’.

Information har været i kontakt med kronikørens ekskæreste inden publiceringen af kronikken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • ingemaje lange
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Breuer
  • Anne Schøtt
  • Charlotte Momberg
  • Troels Ken Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Simon Magid
Kurt Nielsen, ingemaje lange, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, David Breuer, Anne Schøtt, Charlotte Momberg, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel og Simon Magid anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg under dig virkeligt fuldt ud den “offerrolle”, og du har bare ret hele vejen. Trætheden hos mange af os - både mænd og kvinder - skyldes alene magtesløshed. Hvad gør vi? For lidt, tror jeg desværre. Tak for dit debatindlæg!

June Pedersen, Mette Haagerup, Jens Flø, ingemaje lange, Birthe Gawinski, June Beltoft, Henriette Bøhne, Christiane Buchholtz, Lisbeth Larsen, Ole Horskær Madsen og Simon Magid anbefalede denne kommentar

Det kan meget vel være at folk er trætte af at høre om #MeToo. Men jeg tror egentlig at ofrene for den slags vold er mere trætte af selve volden. Min sympati ligger hos dem.

June Pedersen, Mette Haagerup, Helle Abel, Christel Gruner-Olesen, Jens Flø, Ib Gram-Jensen, Rikke Nielsen, ingemaje lange, Minna Rasmussen, Hanne Ribens, June Beltoft, Henriette Bøhne, Bjarne Bisgaard Jensen, Ole Meyer, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, David Breuer, Anne Schøtt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

# Mee Too skulle aldrig fratage ofre for voldelige og/eller seksuelle overgreb deres ytringsfrihed.

Men det er den omvendte situation vi er ude i nu.
Fordi der er fremstillet et noget mærkværdigt, ofte mediebåret krænkelsesbegreb, der af mange opfattes som "krænkelseshysteri", (endnu én på sinkadusen til eventuelle ofre) gøres det omvendte gældende : lad være at tale højt, med mindre du har en stor mund (læs venner i medieverdenen).

Helle Abel, Tommy Clausen, Torben K L Jensen, ingemaje lange, Minna Rasmussen, Markus Lund, Henriette Bøhne, Lisbeth Larsen, Karsten Aaen og David Breuer anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

I Danmark har vi en eller anden uhyggelig konsensus om at etnisk danske mænd selvfølgelig aldrig begår overgreb mod børn og kvinder, selvom politiets døgnrapport siger noget helt andet.

Mette Haagerup, Tommy Clausen, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, ingemaje lange, Minna Rasmussen, Markus Lund, Kirsten Lindemark, Torben Skov, Henriette Bøhne, Bjarne Bisgaard Jensen, Lisbeth Larsen, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek og David Breuer anbefalede denne kommentar
David Wedege

Bare fordi det er comme il faut, er generaliseringen af mænd ikke et hak bedre end generaliseringen af indbyggere i Danmark med statsløs palæstinensisk flygtningebaggrund, blot fordi nogle af dem har været voldelige og i øvrigt begået anden kriminalitet. Forkastelig opførsel er forkastelig opførsel.

Gunilla Funder Brockdorff, Søren Nielsen, Karsten Lundsby og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Martin Skov Poulsen

Jeg skal lige være med her: Du er ikke i stand til at sige fra, når en mand vil have sex, fordi han får "ondt i kuglerne". Så indvilliger du. Men det er mandens skyld, at du indvilliger. Det giver jo ingen mening. Tag dog ansvar for dine egne beslutninger. Du er kun et offer for din egen manglende dømmekraft.

Benny Jensen, Martin Nielsen, Tino Rozzo, Jørgen Wind-Willassen, Henrik Ovesen, Poul Bundgaard, Erik Vestergaard, Runa Bejstrup, Karsten Lundsby, Jørn Andersen, Jørgen Larsen, Rikke Nielsen, Jonathan Larsen, jens peter hansen, Niels Borch Rasmussen , Mogens Holme, ulrik mortensen, Ulrik Bjørn Jeppesen, Karsten Aaen, Steen Uffe Hansen og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar

"Når du er krænker, er det dig, der har ansvaret"
Ansvar er IKKE det samme, som man er den skyldige. Det er to forskellige ting. Man har et ansvar for, hvad for en position man selv sætter sig i og ens egen adfærdsmønster.

”Ingen har ret til ikke at blive krænket”
Ja velkommen til livet, det er hårdt og brutalt. Og man har et ansvar for, hvordan man foregår sig i verden. Du vil Altid blive krænket og kommer til at krænke andre. det er livets natur. For vi er forskellige af natur, og i hvad for nogle grænse, som vi har, og hvordan vi ser og vil have livet skal være

Gustav Alexander

Forfatteren lader ikke til analytisk at forstå hvorfor offerrollen reelt set er eftertragtet. Hun lader også til at tilskrive krænkelser af hendes person med en fælles kønslig konspiration mod "kvinder" generelt. Det er en type af feminisme, der behøver et teoretisk fundament, som kan argumentere for denne konspiration - og det synes jeg iøvrigt aldrig man får, da moderne feminister sjældent rigtigt diskutere teori, hvorved deres idéer om samfundet slet og ret bliver svære at tage seriøst, da de ikke diskuterer dem på det relevante plan.

Det magtfulde i dag består i at være offer. Er man det, så har man altid-allerede krav på andres sympati og forståelse. Den eventuelle krænker er også altid-allerede en skurk, da han/hun/hen/den/det "naturligvis" må være skurken, når en anden har fået det dårligt.

Der findes utvivlsomt misforhold i samfundet mellem kønnene; men det er ikke hele tiden til mandens fordel. #MeToo spalterne er fyldt med spalter, der snakker om tyranniske mænd og forfærdelige parforhold. Selv kender jeg ingen parforhold, hvor det er manden der reelt set bestemmer og kvinderne vil i stigende grad blæse og have mel i muden: Man vil dekonstruere køn, men ønsker sig den klassiske "stærke"/"rigtige" mand (selvom essentialistiske antagelser om kvinder selvfølgelig er bandlyst!), man ønsker befrielse fra de klassiske kønsroller, men påkalder sig stadig det gammeldags monopol på emotionelle udbrud, samt deres legitimitet. Manden må "selvfølgelig" gerne være ligeså følelsesmæssigt ramt - thi vi er jo moderne mennesker - men i realiteten ses den emotionelt bevidst mand som en svag person, da kvindens følelser stadig er alfa og omega i mange parforhold.

I den kønsligt/kulturelt dekonstruktivistiske tid er "kvinden" ikke-essentialiseret, fri og under konstant genopbygning. Manden får derimod at vide, at han selvfølgelig må være følelseladet (men i praksis skal han, død og pine, være klassisk og stoisk).

Tendenserne er tydelige, hvis man analysere samtidsdiskursen. Mænd sygeliggøres og problematiseres med kønsligt sekterisk sprog såsom "giftig maskulinitet", "mansplaining" osv. mens tidligere accepterede - omend grove udtryk - såsom "kælling" eller "tøsefornærmet" udfases og bandlyses som mandschauvinistisk ligesom "skøge" også er ude, mens fuckboy naturligvis er helt okay!

Det må i en analyse af den offentlige diskurs være tydeligt, hvad der sker i den moderne, borgerlige feminisme. Man har disassocieret feminismen fra sine rødder i den marxistiske analyse af klassekampen. I fraværet af disse rigide, teoretiske rammer er man henfaldet til en vulgær og banal undertrykkelsesforståelse, de er kammet over i et mandehad, der postulerer kønslig konspiration i stedet for at forstå de materielle (kapitalistiske) forudsætninger for kønslig og social ulighed.

Martin Nielsen, Henrik Ovesen, Jonathan Larsen, Emil Davidsen, christian christensen, Christian Skoubye, Peter Jensen, Niels Borch Rasmussen , Inger Nilsson, Ulrik Bjørn Jeppesen, ulrik mortensen, Steen Uffe Hansen og Jens Jensen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Gustav Alexander:
Så fik du de fine ord og teorier ind i problematikken,og som jeg læser dig føler du dig en smule ramt på mandens vegne.
Men min klare mening ud fra det jeg står for-så er seksualitet en kendsgerning,men vores bagage og følelsesmæssige opfattelse af den er vidt forskellig. Vi mænd kan tænde hurtigt og desværre er der mænd som bilder sig ind at hvis de tænder og får ondt et vist sted så har kvinden næsten pligt til at afhjælpe denne tilstand.Det skal vi mænd gøre op med- vi skal lære at nydelsen altid vil være bedre,hvis den kvinde vi er sammen med har lyst til nydelsen og nærværet i den akt, vi her diskuterer. At kvinder så også har noget at lære er en anden sag.

Mette Haagerup, Henriette Bøhne, Lisbeth Larsen, Ole Meyer, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

fra artiklen
"Er du krænket på dit køn, fordi jeg har opridset minimum fire mandlige overgrebspersoner?" at gøre en handling synonym med mænd, er noget feminisme gør meget bruge af, dette er skadeligt og hadefuld.

For ser man på Magtbalancen i kønsdebatten. På hvem det er tilladt at kritiserer, og hvem det IKKE er tilladt at kritiserer. Og på hvad for en retorik der er tilladt og for hvem. Så er forskellen meget tydelig. Dette siger om hvor den såkaldte magtbalance er, og hvor lidt debatten drejer sig om sandheden.

The Privilege Game https://www.youtube.com/watch?v=AOMpxsiUg2Q
offerrolle, identitet politik og feminisme er en sammenflettet rodet affære og en meget farlig cocktail. At leve i en verden hvor man få point efter hvad for en offerrolle man har. vil kun gøre at mennesker søger imod offerrollen og tilmed holde menneske i offerrollen fordi de ikke vil mister deres point. Og systemmet gør tilmed nemt at lave en skurk, så man ikke selv skal tage ansvar.for man er jo et offer

Thomas Jørgensen

"Men de to mest fremstående mænd, der blev hængt ud, gik fri: Peter Aalbæk og Lars von Trier."
Man er jo ikke skyldig i krænkelser, bare fordi man bliver "Hængt ud"??. Er vi derhenne hvor en påstand pr. automatik, giver skyldighed? Krænkelser mellem kæn - begge veje er jo IKKE ok. På ingen måde. Men er det kun, eller mestendels, de sexuelle krænkelser, eller påståede krænkelser
der skal omtales og forsøgt ændret på? ELLER kan man som en af mange der får sin mangeårige bolig revet ned om ørene på sig, - fordi der skal føres en IKKE effektbevist symbolpolitik, på, det som anses som ghetto, går ud i medierne - skriver en bog og deltager i debatter som en der føler sig krænket over regeringens politik?.

Personlige krænkelser er jo aldrig acceptabelt. Men der er jo sådan noget som personlige grænser der giver en vis forskel i "krænelsesfaktoen.

Gider I lige være naive - tak. Jeg følte mig krænket i folkeskolen, fordi de kvindelige lærerer gav pigerne højere karakterer?

Er det eks. krænkende at man under DBBF (Basketball) lader U15 drengehold, i bedste række, SELV kan aftale indbyrdes under en kamp, at der spilles med str. 7 bold. Men pigerne må IKKE ?

Så - slap lidt af. Er det en alvorlig krænkelse, så skal de anmeldes, og naturligvis tages alvorligt FØR en anmeldelse er proportional. Men er der et sted man kan henvende sig??

Morten Simonsen, Martin Nielsen og christian christensen anbefalede denne kommentar

Træls for dig og trist at høre om dine oplevelser med politiet, men desværre ingen overraskelse. Politiets voldskultur udgør nemlig et centralt aspekt i krænkermentaliteten. Når det så er sagt, så tillad mig lige at mansplaine, hvorfor 'andre' (mest mænd) har et problem med offerrollen. Det er -surprise- fordi vi selv er socialiseret til IKKE at tage den på os. Og det netop fordi vi alle sammen er opvokset med tæsk, ydmygelser og mobning i skolegården. Derfor ser du at mænd undrer sig over behovet for at sætte egne lidelser i centrum, fordi det centrale i mænds kønsidentitet bygger på et dogme om den ukrænkelige maskulinitet og styrken i ikke at fremstå svag, hvilket er lig med den visse død socialt (underlagt patriarki). Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det nu er hensigtsmæssigt,men svaret er, at uanset hvor ædelt man bærer sig ad, så synes flertallet nu engang at mænd der 'klynker' ikke er værd at høre på, for i realiteten har 100% af manderacen grund til at gøre det, og det ville hurtigt blive almindeligt og ikke for alvor rykke os nogen vegne som art udover på det spirituelle plan.

Det er også derfor du ser at folk som Ålbæk og Trier går fri, fordi de konsekvent lyver sig fra konsekvenserne og slipper af sted med det. For det er sikkert og vist, at enhver som indrømmer sin brøde og skyld for evigt har alt at tabe og intet at vinde ved at lade sig dømme som krænker, og ingen mænd nogensinde vil risikere deres rygte og offentlige omdømme på at indrømme egen svaghed, fordi det er så grundlæggende i modstrid med alt hvad den hegemoniske maskulinitet bygger på, nemlig ære og heltegerning, og når ens handlinger er i modstrid med ens eget selvbillede, så er man underforstået ikke (længere) en rigtig mand. Det er naturligvis og uden tvivl et luksusproblem, men det er nu engang bare sådan det er.

Kvinder kan slippe af sted med at indrømme voldtægtsfantasier https://www.kvinderudenfilter.dk/mette-moff/forladt-liderlig/ uden konsekvenser, mens mænd risikerer deres liv i fængslerne på at fuldbyrde brudstykker af en allerede kollektivt vedtagen patriarkalsk undertrykkelsesdominans, fordi kønsfællenormen er så stærk en drivkraft, at andre mænd i sidste ende er villige til at slå de medlemmer ihjel, der afviger fra sagaen - både emotionelt og sædeligt. Men er dødsens ræd for at bryde med flokmentaliteten, og de har god grund til det. Så for at opsummere igen: at være krænker er kun uden konsekvenser, så længe man benægter det til det sidste. For bøjer man af, har man tabt. Både hos flertallet af kvinder, men i særdeleshed hos de voldsparate kønsfæller, der ser deres egen position i hierarkiet truet af dissidens. Velkommen til virkeligheden for den anden halvdel af menneskeheden. Feminisme eller ej. Mænd kan ikke vinde uanset hvad de gør 'rigtigt'. Patriarkiet er for stærkt.

Frank Hansen, christian christensen og Sara Hauge anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Der er næppe mange "folk" der har svært ved at unde nogen en offerrolle, hvis der er tale om konkrete velunderbyggede eksempler på overgreb. Problemet er den generaliserede offerrolle, der bruges som feministisk magtmiddel i kønsrelationerne, ved mere eller mindre at inddrage alle kvinder til offerrollen og henvise alle mænd til skammekrogen, som værende enten krænkere, eller en slags medskyldige. Dog fortrinsvist hvide vestlige mænd, der må bære byrden på alles vegne, så feministerne kan frasværge sig racisme, og holde fokus på fjendebilledet.

Når Meetoo har fået negativ presse, skyldes det jo også alle de generaliseringer og tvivlsomme anklager der har fundet sted i kampagnens kølvand. At forholde sig kritisk til en sværm af anklager der ofte slet ikke kan underbygges, er ikke at overtage offerrollen (som om der kun findes disse to identiteter: offer eller krænker!), men en nødvendig tilgang, hvis man vil opretholde et nogenlunde civiliseret samfund.

Det hjælper heller ikke på velviljen overfor offerrollen, når den suppleres af en slags krænkerrolle, hvor nogle mænd, måske for at udjævne ansvaret for deres personlige svagheder, generaliserer dem ud på alle mænd med "vi mænd"-postulater om mænds kedelige egenskaber.

Morten Simonsen, Martin Nielsen, Tino Rozzo, Jonathan Larsen, Frank Hansen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Jeg glemte at tilføje: Problemet med offerollen er ikke rollen i sig selv, men den forventning der ligger i at nogen har magten i offer-krænker-relationen og derfor kan påkalde sig svig og smerte. Et klart fjendebillede og alle kan identificere sig med den. Men går vi hen og bliver abstrakte og udpeger alle mænd som potentielle krænkere qua voldtægtskultur, som du dermed er offer for, så mister du folk, fordi mænd som sagt selv har ting med i bagagen som ville berettige til akkurat samme faktuelle opinionsstandpunkt, som du indtager, når du bekendtgør dig selv som kronisk 'svagelig' [krænket i fysisk forstand]. Det er en position og et standpunkt, som kun kvinder kan indtage troværdigt under de nuværende herskende samfundsforhold, idet det for mænd overhovedet ikke ville give mening at bekende sig som offer for alle mænd eller "maskuliniteten", som de jo selv drager både fordele og nytte af uagtet dens selvskadende virkning på aktørerne. For hvis alle grundlæggende er ofre for nogen eller noget, så bryder verdensordenen sammen, og så kan kapitalismen ikke fungere, da den bygger på individuel herskermagt på kryds og tværs. Det ville naturligvis være godt, hvis det skete, men så ophører al dynamik også i ikke-queer-relationer, som 80% af verden består af, og det ville flertallet af begge køn næppe kunne bære, hverken eller.

Michael Andresen

Jeg skrammer mig simpelthen så meget på mit køns vegne. Undskyld, undskyld, undskyld. Nogen af os er desværre nogle svin.

@Peter Jensen - netop de mænd som har taget livet af sig i forbindelse med konkrete anklager er værd at nævne. Metoo har ikke været uden omkostninger på mændenes side. Deres selvbillede er blevet rystet i sin grundvold - på godt og ondt. Men at give kvinderne skylden for de dødes egen svaghed, det er alligevel at gå for langt. Men ser man på tonen i Sverige, kan man godt tale om en decideret heksejagt med uunderbyggede anklager i bl.a. Aftonbladet, hvor medier lod sig rive med af en lynchstemning og hetz på SoMe. Snakker vi derimod om Danmark og visse andre steder i verden, er jeg tilbøjelig til at være uenig. Debatten har været sober og veldokumenteret i de sager, hvor navngivne kvinder er trådt frem og således har underbygget den journalistiske etos med troværdige bevisbyrder. De anonyme shitstorme derimod har været et rædselsvækkende billede på, hvad nutidens kvinders magtfulde sociale netværk vitterligt er i stand til at udrette i fælles forening. Facebook har givet dem en hidtil uset platform at agere på, som slår mænds gængse socialfora med adskillige banelængder - med undtagelsen af de hyperrigestes globale konglomerater. Bedst sammenlignet med offentligt 'landsbysladder'. Det kan både bruges og misbruges.

Ole Frank, Peter Jensen og Jonathan Larsen anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

“Hvis vi ikke gør det, får jeg virkelig ondt i kuglerne,« eller ladet mig overmande; bare ligget fladt på madrassen og stønnet af en form for høflig smerte.”
Det er ikke et overgreb. Her er det din egen opdragelse og selvopfattelse, Du skal kigge på.

“Jeg forestiller mig, at flere kvinder må have oplevet samme lettelse under #MeToo. Da de stod frem og fortalte, at grænseoverskridelser, seksuelle overgreb og sjofelheder fra overordnede er daglig kost og har været det længe”

Her er jeg enig. #Metoo debatten er nødvendig. Debatten er skinger, hysterisk og ond, men måske desværre nødvendig, hvis den skal trænge igennem hos alle individer, kvinder som mænd. Bare vi husker, at der også på et tidspunkt skal komme tilgivelse. Ellers ender det med, at vi bliver immune, når der hele tiden skal bæres brænde til bålet.

“Og jeg stopper først, når mænd stopper med at begå overgreb.”
Du er på en mission, der kommer til at vare hele livet. Jeg håber din kamp for retfærdighed, ikke ender med et had til alle mænd, for så gavner din kamp intet.
Respekt.

Bjørn Pedersen

Krænk endelig den gode stemning. Faktisk vil jeg gerne opfordre ikke Sille Berthelsen, men alle kvinder, til at blive bedre til brug af vold. Ja, vold. Ikke simpelt selvforsvar, men grov, rå og brutal vold, med død til følge hvis der er tale om ligeså grov voldtægtsforsøg. Kvinder har i århundreder fået at vide, at volden er maskulin, at det er mandens rolle at forsvare kvinden...

Og hvad har det bragt med sig? At både mænd, men især kvinder ikke kan, ikke vil, betragte volden som en nyttig, nødvendig og undervisende del af samfundslivet. Se og lær jer at bruge volden, og overskrider en mand jeres seksuelle grænser, så hold ikke igen på nogen måde. Det er kun gennem vold og truslen om vold at man kan opdrage voksne mennesker. Voldsbrug i Danmark er for det meste begrænset til politi, til retsvæsenet som helhed, men hvis man ikke kan eller vil vente på disse instanser...?

Der skal blot et par års historier om blødende wannabe voldtægtsmænd i medierne før mænd, der kunne finde på at begå voldtægt eller lign. overgreb fremover vil fange sig i at tænke: "Ej, det kunne jo være hun smadrer mig med sit medbragte knojern og skærer mine boller af med hendes cigarklipper". Vold og frygt: Det er det der skaber respekt, hvor ingen hidtid har eksisteret og dét fundament man siden tidernes morgen har bygget al civilisation på.

Lars Steffensen

"I januar offentliggjorde lektor ved Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet Camilla Møhring Reestorff en undersøgelse, som viste, at de ni største danske mediers dækning af #MeToo på Facebook i overvejende grad var negativ."

Det er virkelig oprørende. Enhver feministisk kampagne har naturligvis ret til at blive taget alvorlig og omtalt i positive vendinger. Alt andet ville da være et overgreb og et knæfald for partriarkatet!

Runa Bejstrup og Ulrik Bjørn Jeppesen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Jens Jensen
Selvforsvar er vold. Det er netop at udvande ordet "vold"'s betydning, kun at anvende ordet når man vil beskrive noget man finder negativt. Men uagtet ordbogsdefinitioner er jeg glad for at vi dog er på bølgelængde. Så mangler man jo bare kvinderne.

Krænkelseskultur i det seksuelle spektrum er ikke mænd mod kvinder, det er klamme svin mod dannede mennesker der kender forskel på dit og mit.

Jeg går ikke rundt og gramser på folk men folk, kvinder, har alle dage gramset på mig i nattelivet. Fremmede mennesker jeg aldrig har mødt har set det som deres ret at tage mig på skridtet, røre ved mine arme eller mit bryst, løfte op i min trøje/t-shirt osv. osv. Da jeg var yngre og arbejdede i nattelivet sagde jeg ikke fra som man burde gøre. Da jeg begyndte at gøre det sidst i tyverne skal jeg love for at krænkekvinderne ikke brød sig om at en mand havde en holdning til deres ufatteligt klamme opførsel. 10 ud ad 10 gange jeg har sagt fra er jeg blevet anklaget for at være homoseksuel. Fordi en heteroseksuel mand skal jo selvfølgelig altid have lyst når en fremmed kvinde synes han skal have lyst. Han må ikke afvise hende for det såre hendes følelser og straks bliver hun aggressiv og anklagende. Nu er han pludseligt et svin og det skal gerne råbes så højt at hele beværtningen har fattet at manden der ikke vil røres ved er en klam stodder.

At mænd tager lettere på den slags er en skam. Vi burde alle råbe op og få brudt tabuet omkring krænkerkvinder og -mænd.

Martin Nielsen, Jonathan Larsen og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Jeg kan huske, at jeg var til noget lebbelørdag i Sarajevo i 99, hvor jeg også så nogle kvinder blive sexuelt krænket, det var grimt.

Hvis adfærd fører til krænkelser, igen og igen
Er det på tide ændre adfærd.

Lars Steffensen, Martin Nielsen og Runa Bejstrup anbefalede denne kommentar

Jeg syntes det er godt for vores oplysning, med den personlige fornemmelse, og beskrivelse af at blive krænket. Tak for det. Samtidig har jeg det svært ved at alle kvinder sættes som ofre og alle, kun hvide mænd sættes som krænkeren. For gør det at samtalen flyttes fra krænkelsen, og til kønspopolisme. Jeg har da set talrige hvide mænd blive krænket af andre hvide mænd, eller drenge for den sags skyld. Jeg har også set hvide mænd blive krænket af farvede mænd. Jeg har set mænd blive krænket af kvinder i magtfulde positioner, også hvide mænd. Jeg har set kvinder blive krænket af kvinder. Også kvinder blive krænket af mænd. Altså sådan at det giver men. Debatten kunne bruge mere fokus på krænkeren og de mekanismer der understøtter krænkelsen, som der er eksempler på i indlægget.

Runa Bejstrup

Nu har jeg arbejdet 31 år som skraldemand på en containerplads og de allerfleste mænd jeg har arbejdet sammen med har været søde og rare.
Der har været et par stykker som har overskredet mine grænser,og jeg er ikke sart,det kan man ikke være i mit erhverv,men min grænse er min krop og min person.Der gider jeg bare ikke høre dumme kommentarer eller forsøg på at røre ved mig.
Det har jeg så klart og tydelig forklaret dem på godt skraldespansk og derefter havde jeg ikke nogen problemer fra deres kant.
Og tro nu ikke at jeg ikke har har den dybeste sympati med de kvinder som er blevet voldtaget og mishandlet på det groveste.
Jeg var selv med til at kæmpe for kvindehuse i mine unge dage og nu findes der heldigvis centre de fleste steder i hele landet hvor man kan flygte fra en voldelig mand.
Men en vigtig ting som vi lærte hinanden dengang i kvindebevægelsen var at hvis man lægger sig på gulvet bliver man brugt som dørmåtte og man har selv bedt om det.

Lars Steffensen, Ole Frank, Gustav Alexander, Poul Bundgaard, nils valla, Markus Lund og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Viggo Okholm,

Jeg kan godt se hvordan mit indlæg kan virke ramt. Det der udløser 'tonen' om man vil, er nærmere at jeg oplever en enorm dissonans mellem kønnenes interaktion i praksis, samt måden det beskrives på i diverse klummer, indlæg og spalter.

Jeg tror at det er en meget almen oplevelse blandt mange mænd, at høre deres eget køn omtalt med hån og had; som fjender og krænkere, der kun kan agere forkert, hvis de udlever deres 'maskulinitet' eller whatever. Samtidig ser man i parforhold et udbredt behov for den maskuline mand med stoiske dyder. Det producerer en del frustration at opleve disse forhold så massivt anderledes, samtidig med at man dagligt kan gå ind på information og læse om hvorfor man også er en nar, fordi man er født med en penis. Det værste forbliver dog mænd, der pudser deres egen glorie ved konsekvent at undskylde på sit egets køns vegne. Tal for jer selv og fej for egen dør - andet er patetisk og leflende i mit perspektiv. Men det er selvfølgelig en helt anden snak.

Angående de fine ord og teorier, så tror jeg ikke at min kritik flugter langt fra helt klassiske 70'er feministers syn på den moderne feminisme.

Jeg tror på mange måder ikke at vi er uenige - men jeg kan ikke komme overens med dit 'vi' i 'vi mænd'. 'vi mænd' har aldeles ingen tendenser, som du kan generalisere således og du bør i det hele taget tale for dig selv og ikke 'os' som mænd. Jeg véd at jeg ikke går rundt og har en tendens til at krænke. Har du det? Det tænker jeg ikke at du har, hvorfor jeg simpelthen ikke forstår dit 'vi'. Hvad gør dig i stand til at tale på kønnets vegne kollektivt? Mine fine ord og teorier var netop ment som et argument for at der ikke kan findes et sådant vi, da 'mænd' ikke tilhører en global kabale, der i fællesskab drager nytter af kvinders undertrykkelse via alt fra systemisk samfundsmæssig dominans på makroplan og ""manspreading"" i bussen i hverdagen på mikroplan. Det er ikke foreneligt med en materialistisk forståelse af menneskets væsen og følgende interesser.

René Arestrup

Kernen i denne problemstilling er, at mænds og kvinders seksualitet er forskellig.
Og det er begrædeligt, at det ene køns seksualitet, i en moderne feministisk lighedsforståelse, bliver fremstillet som entydig problematisk.
Vi kan smøre seksualiteten ind i nok så meget civilisations-fernis, det ændrer ikke en tøddel ved de instinkter, vi er drevet af.
I den forstand er det uomgængeligt at kvinder, i hvert fald lejlighedsvis, vil føle sig krænket af en ekspressiv og udfarende maskulin seksualitet.
Det er ikke et forsøg på at forsvare voldtægt eller seksuelle krænkelser i øvrigt, blot en konstatering af en åbenlys diskrepans mellem kønnene.