Jeg er fra Danmark, og min kæreste er fra Colombia. Vi har været kærester i snart fire år og bor sammen her i Danmark. Jeg er 26, og han er 23. Det betyder, at vi i et år endnu ikke kan få familiesammenføring, eftersom den yngste partner skal være fyldt 24, for at sammenføringen kan gå igennem.
Det betyder også, at vi gennem hele vores forhold har været adskilt gennem lange perioder. Heldigvis har jeg haft muligheden for at tage et semester på udveksling i Colombia, ligesom han kunne være i Danmark i tre måneder, mens han skrev sit bachelorprojekt.
Nu er han blevet optaget på en kandidatuddannelse her i Danmark. Det betyder, at han endelig kan bo her for en stund.
Uddannelsen er – retfærdigt nok – meget dyr, eftersom han ikke er EU-borger. Hans familie har besluttet at betale for hans studier, hvilket selvfølgelig er en privilegeret mulighed for de få. Men uden den mulighed ville han ikke få lov at være i Danmark i mere end 90 dage pr. 180 dage.
Medmindre selvfølgelig han får et job, skulle man måske tro. Men reglerne for at opnå arbejdstagervisum gør det næsten umuligt for ham at få et, eftersom hans titel som geograf ikke giver ham en plads på den såkaldte ’positivliste’, og som nyligt færdiguddannet bachelor er det højst usandsynligt, at han ville være i stand til at lande et job med en årsløn på de 426.985,06 kr., som det kræver.
Men for nu må han altså være her i 2,5 år, mens han læser, og det er selvfølgelig dejligt for os.
Dyr og lang proces
Ikke desto mindre er vi allerede i fuld gang med at finde ud af, hvad der skal ske, når de to år er gået, så vi sikrer os, at vi kender reglerne og vores muligheder i søvne, så vi er bedst muligt forberedte.
Skulle vi forsøge os med familiesammenføring efter dansk lov, er der en række krav, som vi skal leve op til. Og selv hvis vi skulle klare at navigere igennem alle kravene, er det dyrt at være et internationalt par, der gerne vil bo i Danmark.
Først og fremmest koster det at blive gift 1.650 kr. til en ægteskabserklæring. Skulle vi så efterfølgende ønske at søge om familiesammenføring, hvilket vi praktisk talt vil være nødt til, for at min kæreste kan blive her, koster processen 6.380 kr. Heldigvis for os ville han ikke blive smidt ud af landet, som flere andre par har været ude for, hvis en eventuel ansøgning skulle blive afvist, da han frem til december 2020 er her på et studievisum. Vi ville dog stadig skulle betale gebyret igen, hvis vi blev tvunget ud i at ansøge to gange.
Den udenlandske partner skal desuden bestå to danskprøver inden for det første års tid. Hver af disse prøver koster et gebyr på 2.711,17 kr.
Vi er i den heldige situation, at min kæreste var i Danmark på udveksling i 2013, hvilket betyder, at han allerede har et ret højt niveau af dansk. Derfor ville han sandsynligvis bestå den anden prøve direkte, og derfor ville vi kun skulle betale gebyret én gang. Heldige os. Heldige i to år, for det er så lang tid, den første tidsbegrænsede opholdstilladelse, der kan opnås af familiesammenførte, varer.
Efter to år skal man ansøge igen, denne gang for en periode på fire år, til et gebyr på 2.460 kr., og dernæst igen for seks år til samme gebyr. Det betyder, at bare de to første år som familiesammenførte vil koste os 10.741,17 kr.
Ud over gebyrerne skal man også stille en sikkerhed på 100.000 kr., som indefryses på en konto i ti år, så man på den måde kan sikre sig, at det offentlige ikke skal forsørge os, hvis der skulle ske noget med en af os.
Selv hvis vi arbejder og betaler skat, har vi nemlig ikke samme ret til et sikkerhedsnet som andre skatteborgere i det her land, og selv om jeg ikke håber, at det vil blive nødvendigt, finder jeg det i den grad uretfærdigt. Vi er dog endnu en gang heldige. Fordi hans danskkundskaber er så gode, ville de 100.000 kr. blive reduceret til 70.000 kr., når han består den anden danskprøve. Hurra!
Meningsløse krav
Særligt et af kravene for at opnå familiesammenføring er temmeligt vagt formuleret, og virker for mig ret meningsløst, nemlig boligkravet. Ifølge dette krav skal du og din partner eje, leje eller fremleje jeres eget sted af en vis størrelse med en separat indgang.
Vores nuværende boligsituation er den, at vi bor sammen med min bror. Det må vi dog muligvis ikke, hvis vi ønsker, at vores ansøgning om familiesammenføring skal blive accepteret. Muligvis. Det kan nemlig tale imod, at boligen kan anses for et »kollektivt boligfællesskab«. Hvorvidt det er det, er dog op til en individuel bedømmelse, og reglerne er ikke klart formuleret.
Det betyder, at vi ikke kan være sikre på, om en eventuel ansøgning, vi sender i dag, vil blive godkendt. Vi kan dog heller ikke være sikre på, at den vil blive afvist. Skulle den blive det, ville det, ifølge en ansat hos Udlændingestyrelsen, koste yderligere 6.380 kr. for en ny proces, der så ville betyde op til ti måneder på processuelt ophold.
Det ville betyde, at min kæreste ikke ville have lov at arbejde hverken betalt eller frivilligt under processen – for Gud forbyde, at nogen skulle gøre en indsats for at integrere sig i det danske samfund.
Uvelkommen
Ærlig talt gør alle disse krav, regler og udgifter os usikre på, om vi vil gå efter at blive familiesammenført i Danmark, eller om vi skal prøve lykken i at andet EU-land, fordi processen er nemmere. Ikke desto mindre føler jeg et ansvar for at blive og betale skat i Danmark, nu når jeg har modtaget hele min uddannelse på andre skatteborgeres regning.
Samtidig gør politikken på området, at jeg føler mig uvelkommen i mit hjemland – også selv om den åbenlyst er lavet til at holde andre ude end lige præcis dem fra Latinamerika. Det er åbenbart kun rige mennesker med en høj indkomst, der må forelske sig i en ikke-EU-borger.
Det er en ret skør følelse, for jeg sidder faktisk tilbage med en rigtig træls vrede rettet mod alle dem, der stemmer for hele tiden at lave strengere regler over for indvandrere, og mod de politikere, der bliver ved at indføre antiintegrationspolitik i stedet for at forsøge at løse de integrationsproblemer, der i hvert fald i nogle tilfælde er reelle.
Reglerne, deres vage formulering på visse områder, den høje pris for alle processerne, og usikkerheden om, hvorvidt reglerne fortsat vil blive strammet yderligere, er stressende og frustrerende. Og det virker for mig både meningsløst og uretfærdigt, at det at være et internationalt par medfører en så høj grad af usikkerhed og så høje omkostninger, for det lægger et stort pres på os som par. Vi er konstant nødt til at planlægge meget langsigtet inden for rammerne af temmelig skiftende kriterier for at vide, om vi overhovedet må bo i landet. I mit hjemland.
Det sjove er, at mens det i høj grad optager mine tanker, kender de fleste andre danskere sikkert ikke engang til reglerne på området. Det gjorde jeg i hvert fald ikke for bare fire år siden.
Uden folkeligt pres har politikerne meget lidt incitament til at bruge ressourcer på at ændre de meningsløse regler til det mildere. Og det er sgu pænt frustrerende. Så det her er mit bidrag, nemlig en beretning om, hvad reglerne betyder for mig personligt. Og selv om det nok ikke ændrer meget, så lad det være mit forsøg på at prøve lidt alligevel.
Pernille Bjørnskov er kandidatstuderende i interkulturelle markedsstudier.
@Pernille Bjørnskov
Jeg tog stroppeturen igennem din artikel herlige inden sengetid.
Det kommer jeg nok til fortryde - harmen dirrer jo i een efter gennemlæsning.
Og du og din kæreste er endda privilegere på en række områder - alene det, at du formår at sætte dig ind i det bevidst byzantinske system adskiller jer fra mange andre.
@Pernille Bjørnskov
Jeg tog stroppeturen igennem din artikel her lige inden sengetid.
Det kommer jeg nok til fortryde - harmen dirrer jo i een efter gennemlæsning.
Og du og din kæreste er endda privilegere på en række områder -
alene det, at du formår at sætte dig ind i det bevidst byzantinske system adskiller jer fra mange andre.
For at sige det på dansk, Danmark er en slyngel-stat. Med håb om fornuft i en ny regering....
@Pernille Bjørnskov
Tak fordi du skriver artiklen jeg aldrig fik skrevet, for det virkede ligeså uopnåeligt som alt andet i processen med at få lov at være sammen med den man elsker i sit hjemland.
I mit tilfælde endte det med at vi gik fra hinanden og han flyttede hjem til Argentina og arbejder nu som sikkerhedsrådgiver for regeringen. I KBH kunne han få lov at sælge billetter til kanalrundfarten. Alt det du nævner er en brøkdel af hvad man går igennem, og det er svært at forklare andre de urimelige krav der stilles til højtuddannede udlændinge der kan bidrage til det danske samfund fra første dag. Kommentarerne er altid 'Det kan ikke være rigtigt, der er noget du må have misforstået'.
Og det er ubeskriveligt hvad det gør ved et forhold og fremtidsplanerne. Jeg håber det går Jer bedre end det gjorde for os.
Som en person der selv har været igennem processen kan jeg kun sige at det er en uanstændig og meget kompleks process der synes at være designet så så mange på forhånd giver op. Noget at det værste ved processen er, som Pernille også nævner, usikkerheden omkring hvorvidt reglerne bliver strammet yderligere. Siden mine kone og jeg fik bevilliget familiesammenføring (hvilket ikke er så lang tid siden) skal man nu lægger 100.000 istedet for ~56.000 i depositum i 10 år. Havde vi ansøgt en måned tidligere var de kun blevet låst i 5 i år i forhold til de 10.
Her er der noget for afbureaukraterne at tage fat på, men det vil også vise sig, at der er mange der har politisk interesse i at oprette, vedligeholde og udbygge den slags bureaukrati.
»Det er en ret skør følelse, for jeg sidder faktisk tilbage med en rigtig træls vrede rettet mod alle dem, der stemmer for hele tiden at lave strengere regler over for indvandrere, og mod de politikere, der bliver ved at indføre antiintegrationspolitik i stedet for at forsøge at løse de integrationsproblemer, der i hvert fald i nogle tilfælde er reelle.«
Den vrede har jeg følt siden Fogh åbnede op for at lave politik med Dansk Folkeparti, men den er kun blevet mangedoblet efter jeg selv blev familiesammenført i 2012. Staten er blevet min fjende – og ikke i overført betydning. Der er sket et tillidsbrud, som sandsynligvis aldrig vil gå over.
@Camilla Wendt 12.59
Hvad er der galt med at sælge billetter på kanalrundfarten?
Jeg har hidtil fravalgt forsøg på familiesammenføring med min kone - og det betyder, at vi veksler mellem at leve sammen i Vietnam, i Danmark og ind imellem hver for sig i hver sit land. Vi kunne formodentlig få familiesammenføring i Danmark - men det kommisærvælde, der hersker i Danmark, er så nedværdigende, at vi ikke har gjort forsøget. Vietnam er langt mere åbent og venligtsindet end det danske xenofobiske demokratur.
Tja: Mit ældste barnebarn giftede sig i Zambia med lederen af studenter organisationen der., de har umiddelbart ønske om at leve der,men hendes studier står i vejen og det er svært at læse jura derfra-,han mangler kandidaten,men det er ikke umiddelbart ikke lige til at læse her.
De kommer så også i et dilemma,som mange andre. Kærligheden som sådan har ingen grænser,men det skal systemet så nok sørge for den får af skræk for at almindelige muslimer og andre i fattige og uroramte lande ikke skal være her. Så kære unge forelsk jer ikke i en fremmed fra kloden omkring os,det ender med gråd!
Tja: Mit ældste barnebarn giftede sig i Zambia med lederen af studenter organisationen der., de har umiddelbart ønske om at leve der,men hendes studier står i vejen og det er svært at læse jura derfra-,han mangler kandidaten,men det er ikke umiddelbart ikke lige til at læse her.
De kommer så også i et dilemma,som mange andre. Kærligheden som sådan har ingen grænser,men det skal systemet så nok sørge for den får af skræk for at almindelige muslimer og andre i fattige og uroramte lande ikke skal være her. Så kære unge forelsk jer ikke i en fremmed fra kloden omkring os,det ender med gråd!
Ja, den er gal med respekten for vore borgerlige rettigheder i Danmark. Desværre har alle regeringer siden århundredsskiftet ligget under for den samme filosofi, og selv har jeg set måbende til hele vejen, og endnu mere måbende, siden jeg i 2005 mødte min kone. Vi giftede os i 2006 og kan nok ikke se freem til at få fælles adresse, fordi det i enhver henseende er så ydmugende at bede om lov hos øvrigheden til at leve sammen med sin elskede. Men det er jo kun fordi, det politiske establishment tolker vælgerne som værende tilhængere af den strammest mulige udlændingepolitik. Men foreneligt med vore menneskerettigheder er det ikke.
Vi skal så måske være lidt håbefulde, for den kommende statsminister har i dag sagt, at det måske bliver mere integrationsindsats for dem, der er her, end kage for at fejre stramninger.
- og en lille kommentar til ønsket om at give tilbage for sin uddannelse: det er jo dine forældre, der har betalt den.
Ja – det er en stakkels trøst for dig, men ”danskheds-tossernes” magt er i aftagende, de bliver færre og ældre.
Processen er utroligt ydmygende. Min mand og jeg er ligesom Jer priviligerede, hvilket har betydet, at vi har haft råd og overskud til at finde andre muligheder for ar bo sammen i Danmark til jeg var 23.5 år, som var det tidspunkt man på daværende tidspunkt kunne indsende ansøgningen, når den eneste partner var under 24 år gammel. Derudover ved jeg fx modsat størstedelen af dem jeg selv har læst med på DTU, at en kandidatuddannelse på DTU koster 220.000 kr eller 55.000 kr per semester skulle det tage dig mere end to år at blive færdig. Du skal selvfølgelig også kunne forsørge dig selv i de to år, da du jo som ikke EU-borger selvfølgelig ikke har ret til SU. Personligt for os ser vi uddannelse som en investering og at tage en kandidat i USA ville have kostet min mand det samme - og i sidste ende fik han et legat fra den danske stat, som giver legater til “dygtige” udlændinge.
Jeg synes også virkelig, at det er grotesk, at sikkerhedsstillelsen er fordoblet, siden vi selv søgte i 2015. Jeg kan fortælle, at det i hvert fald hos min bank kostede i omegnen af 2.000 kr i administrationsgebyr at få oprettet depotet til sikkerhedstillelse. Depotet skal fornys efter de to år. Jeg er ikke sikker, da reglerne er blevet ændret, men i slutningen af min mands danskundervisning, blev reglerne også ændret, så det ikke længere var gratis.
Derudover er der selvfølgelig goder, som du som udlænding ikke nødvendigvis har ret til. Min mand har, selvom have været medlem af en a-kasse i al sin tid på det danske arbejdsmarked, mistet sin ret til dagpenge skulle han gå hen og miste sit job. Og hvis I ligesom os måske tænker på at løbe et hus på et tidspunkt, så har det i hvert fald været vores opfattelse, at banken ser på os med en større usikkerhed, da min mand ikke har permanent opholdstilladelse.
Det er den økonomiske side af udfordringerne, hvilket vi har kunne løse personligt og der måske mere har været ramt af de strukturelle regler. Fx måtte vi søge om dispensation, så jeg kunne tage på et udlandsophold i forbindelse med mit arbejde for den danske stat, da min mand ville blive tilbage i Danmark og passe hans arbejde. Hverken min mand eller jeg tør sige ja til muligheder for at flytte midlertidigt til udlandet for at arbejde for en dansk virksomheds afdeling i et andet land, før min mand er dansk statsborger. Nogle gange tænker jeg, at vi ville være bedre stillede med at flytte tilbage til Californien. Til glæde for min danske familie, har min mand imidlertidig forelsket sig i Danmark. Når han maler med sin mormor i Californien, er det ikke de gyldne bakker han vælger at male, men Møns klint eller gule raps marker. Når han spiller violin spiller han nordisk folkemusik. Selv efter næsten 5 år i Danmark. tager han stadig billeder hver gang, han ser Storebæltsbroen. Min mand besluttede sig for mange år år siden, da han fra toppen af Vor Frelser Kirke på Christianshavn, så alle fordboldbanerne i København, at han godt ville sige sit gode job i Californien op og flytte til Danmark for mig. En beslutning han tog efter vi havde kendt hinanden i 9 måneder og boet sammen i Californien i 3. For os var det let. Vi var forelskede og begge sikre på, at det skulle være os for al tid. Vi er utroligt priviligerede og jeg kan ikke brokke mig. Vi har et godt liv i Danmark, men det er ikke fair, at jeg skal have lov til at bo med min mand, mens andre danskere hvis eneste forbrydelse er at elske en udlænding ligeså meget som jeg elsker min, ikke kan få lov,
Jeg havde det "held", da jeg for 8 år siden var midt i papirarbejdet i forbindelse med ægtefællesammenføringen, på polterabenden, at støde ind i den lokale konservative folketingsmand.
Det gav mig en mulighed, som jeg til fulde brugte, for i klare og utvetydige vendinger at fortælle ham, hvad jeg mente om ham og hans partis politik. Ordene dyb inderlig afsky, indgik i det jeg højlydt fremførte.
Jeg blev selvfølgelig smidt ud af værtshuset. Men hvor føltes det godt, at have haft muligheden. Og jeg fortryder ikke et eneste ord jeg sagde. Tværtimod.
@Torben Ethelfeld 15. juni, 2019 - 10:55
Nej, Torben - det duer ikke med værtshusudskældninger af politiske modstandere.
Selv en konservativ MF'er skal kunne gå på værtshus uden at blive overfuset.
Hi, please reade the article my husband wrote https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9541818/for-fattig-til-at-elske/
And also read the comments of the people :)
Når det gælder giftemål...
Folketinget kan stifte love om vilkår for danskeres ”hjemførsel” af en udenlandsk ægtefælle, eksempelvis krav om kaution eller forsikring. Man må dog ikke lægge urimelige hindringer i vejen for danskernes ret til, at gifte sig med en udlænding og som en naturlig konsekvens heraf – få ægtefællen og dennes eventuelle børn til Danmark.
Når en dansker har giftet sig med en udlænding skal denne person og eventuelle børn ikke på nogen måde tvangsindlægges til alle mulige duelighedsprøver med mindre, vedkommende ønsker dansk indfødsret. Det er det synspunkt vi i årtier har anvendt på nordiske borgere og det gælder naturligvis også for alle andre landes borgere.
Det er en grov krænkelse af danske statsborgere, der har giftet sig med en udlænding, at skulle leve i uvished om deres ægtefællers fremtid her i landet. Det behøver de heller ikke, for de kan kræve deres ret efter Menneskerettighedskonventionens art. 8,12 og 14, som er dansk lov. L.285 af 1992-04-29.
Morten Damborg
dit svar til:
@Camilla Wendt 12.59
Hvad er der galt med at sælge billetter på kanalrundfarten?
Der er da ikke noget galt i at sælge billetter til kanalrundfarten, men jeg vil da føle mig som komplet idiot, hvis jeg skal bruge flere år på en uddannelse, der kan bruges til andet. Jeg vil da ngt foretrække at starte med at sælge billetter og tjene en løn.
Man kan vel stadig tage 3 måneder til Sverige og så vende tilbage efter EU-reglerne?
Ikke at det gør de danske regler mere acceptable, men for de fleste vil det være noget nemmere, end det her beskrevne.
Da vi søgte fik min kone i hvert fald 5 års midlertidig ophold, som uden andet end en ansøgning blev vekslet til en permanent, da den udløb.
Nidkærhed!
Jeg håber at de politikere der for tiden forhandler regeringsgrundlag og sammen skal prøve at etablere en ny fælles retning for Danmark, godt kan se at vi som land ikke kan have en liste der kaldes 'positivlisten'.
Måske har Socialdemokraterne fået lovet for meget på integrationspørgsmålet, til at man på dette spørgsmål kan nå til enighed. Men at have en liste i et velfærdsland, der kaldes 'positivlisten', burde få alle som er bekendt med vores fælles Europæiske historie til at mane til besindelse. Og omgående ændre på den omtalte lovgivning på området.
Hvis ikke politikerne kan komme til enighed og dermed netop skabe et mere lige Danmark for alle. Vil jeg gerne personligt appellere til at etablere et samarbejde med 'Wonderful Copenhagen', hvor vi laver en kampagne eller en piece der skal informere unge udenlandske studerende, unge på 1 års arbejdsvisum, andre unge der 'positivt' vælger at komme til Danmark for at opholde sig en rum tid for at lære om vores kultur og omvendt dele deres erfaringer med os - om hvordan vores lovgivning, diskriminerer kærligheden, i det ulykkelige tilfældet at De skulle komme til at forelske sig i en 'dansker'. Vi oplyser 'OBS' om så mange andre vigtige anliggende til vores borgere og udlændinge der besøger os. Så hvorfor ikke på forhånd oplyse om den umulige kærlighed. Og det ville være passeligt at lave kampagne 'jinglen' på melodien, 'har du penge så kan du få og har du ingen så må du gå'. Solidaritet som en pluralistisk sammenhængskraft er ikke given og bestandig, og bliver hurtigere end man kunne frygte til det nidkære i os.
Min mand henviste tidligere til den omtalte kronik i Jyllands-posten og nævnte at man kunne læse kommentarene. De er desværre blevet slette. Og det er en skam for de fortalte faktisk mere end hvad kronikken berettede om. De beskrev meget tydeligt hvad nidkærhed er. Nidkærhed er afledt af middelnedertysk ‘nit’ og ‘leve’ også betegnet som ‘skinsyge’. Vel kærlighedens modsætning. Så er det vel egentlig op til politikerne om de vil skabe et fælles retning der basere sig på kærlighedsbudskabet eller det nidkære bæst der også er en del af os såfremt det fremelskes tilstrækkeligt.
https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9541818/for-fattig-til-at-elske/
Sendt fra vores kærligheds-eksil væk fra Danmark.
Der er en elefant i rummet, men lad os nu bare sige, som det er:
Langt de fleste danskere har generelt intet problem med eksempelvis europæere, amerikanere eller vietnamesere kommer hertil som led i et ægteskab. De er generelt velkomne, vel sagtens fordi de opleves som et positivt bidrag til det danske samfund, og fordi de fleste danskere har stor forståelse for, at forelskelse ikke stopper ved landegrænserne.
De fleste danskere begræder, at det er skønnet nødvendigt, at reglerne skal være så restriktive, at netop de omtalte og lignende grupper har så svært ved at få adgang hertil. De restriktive og rigide regler er imidlertid tænkt som et værn mod eksempelvis arrangerede ægteskaber, og det går ulykkeligvis ud over de reelle ægteskaber.
At disse generelle og restriktive regler så i nogle tilfælde rammer fuldstændig vilkårligt og urimeligt, er der ulykkeligvis også eksempler på.
Måske kan der mobiliseres et flertal for at lempe reglerne i det nye Folketing ?
@Pernille Bjørnskov. Jeg forholder mig til 24-års regelen og pengedelen: Grundliggende handler jo om at man ikke må forskelsbehandle (det er jo et af tidens største mantraer). Og som påpeget ovenfor, er reglerne jo netop tænkt som et værn mod tvangsægteskaber. Der er for nyligt lavet en stor dansk undersøgelse som viser at loven virker efter hensigten. Der er klart færre tvangsægteskaber efter indførsel af 24-års regelen. Regelen vurderes at være til STOR gavn, særligt for muslimske piger og drenge. Men når man ikke vil forskelsbehandle, ja så rammer reglen jo også utilsigtet til tider. Det er en uomgængelig konsekvens. Hvis den store kærlighed kun kan forløses ved at bo sammen PERMANENT, og dette absolut ikke kan vente til begge er fyldt 24, ja så må man jo flytte hen hvor der IKKE er en 24-års regel (Sverige, eller Columbia måske), og så nyde kærligheden dér til at starte med. Det kan vel ikke være så forfærdeligt - ellers kan man måske lune sig ved at det "offer man lider" pga. 24-års reglen er et værn mod andres ulykkelige kærlighed (tvangsægteskaber). Og det bliver direkte tåkrummende pinligt at læse hvor meget der snakkes om penge i artiklen. Herregud, så tjen da de penge for dælen. 11.000 kr. og 70-100.000 kr. til depot (du får dem igen). Hvor lang tid kan det tage? Er kærligheden ikke det værd? Er du studerende - så sæt studiet på pause et år, og få tjent de penge. Måske bliver det kærlighed til døden jer skiller. Større bliver det ikke. Stop selvmedlidenheden - kom ud af starthullerne!
Og komplet idiotisk (sorry) bliver det da at beskylde skiftende regeringer for at føre "anti-integrationspolitik". Skiftende regeringer har i over 30 år gjort alt hvad de kunne finde på, og bruger svimlende summer på diverse integrationstiltag! Selv en Manu Sareen har udtalt at han er træt af at høre på den plade om at det er samfundets skyld når integrationen ikke virker! Men har artiklens forfatter nogle tricks som endnu ikke er afprøvet, så er jeg sikker på enhver politiker - hele landet - tørster efter din indsigt!