Kronik

Vi skal lære at opsøge stilheden for dens egen skyld

I dag er der smurt kommunikation ud over det hele. Vi snakker og snakker. Ligegyldigt indhold, hjulene brager derudad. Vi frygter stilheden, men vi har brug for den. Ikke for at blive mere produktive, men for at kunne lytte til os selv, skriver Jakob Kvist i dette debatindlæg
I dag er der smurt kommunikation ud over det hele. Vi snakker og snakker. Ligegyldigt indhold, hjulene brager derudad. Vi frygter stilheden, men vi har brug for den. Ikke for at blive mere produktive, men for at kunne lytte til os selv, skriver Jakob Kvist i dette debatindlæg

Mia Mottelson

6. juni 2019

Først var der Brinkmann med Stå fast, så kom slowness-bevægelsen, mindfulness og et mylder af andre initiativer, der skal fungere som terapi for sundhed og det gode liv. Seneste skud er stilhed. Psykologerne og selvudviklingskursisterne er allerede hoppet med på vognen. Middelklassen har ondt i livet, og nu skal stilheden, brugt gennem buddhismen i århundreder – også spændes for produktivitetens vogn.

Her ser vi vor tid i en nøddeskal: Vi opdager noget for efterfølgende at instrumentalisere det, som middel til et mål. Intet får lov at have værdi i sig selv, fordi det skal kunne bruges, måles og vejes. Hvad mister vi ved det? Vi mister den forskel, som disse fænomener kunne gøre i vores liv.

Stilheden giver liv og skaber rum for nye tilblivelser. Tænk blot på, hvad du læser nu. Var der ingen mellemrum, ville der være uoverskuelige mængder af information, som ville fremtræde som støj og kaos. Stilhed sikrer mening.

I storbyerne stiger støjforureningen stødt. Bevægelsen ind i støjen repræsenterer en flugt fra sig selv og det at leve. For at leve er at ville, og ville er at sætte værdier. Og den manøvre kræver tilbagetrækning, eftertænksomhed og stilhed.

Stilheden kræver, at man forholder sig til sig selv. Det skræmmer de fleste, da det indre er ukendt land.

Et ordsprog lyder: »Inderst inde er vi alle sammen langt ude.«

Inderste inde tilhører vi den ydre verden, der i bund og grund er styret af begivenheder og tilfældighedernes spil. Stilheden betyder, vi trækker os tilbage fra støjen. Gemmer telefonen væk, afskærer os fra det sociale. Men at forlade det velkendte for at begive sig ud på en ensom rejse er meget at forlange af det hypermoderne menneske.

Stilhed for produktivitet

Kapitalen har en veludviklet evne til at indoptage alt i sin konstante udvidelsesproces. Kapitalismen lever af kraftfelter uden for sig selv, som den senere hen kan indoptage. I dag synes kapitalismekritik at være mere accepteret end tidligere. Det er gået op for folk, at kapitalismen har mange bagsider. Desværre har reaktionerne været mere vind til den ekstreme nationalisme, hvilket afslører vores ringe sans for at gøre egentlig modstand.

En af de mange bagsider af kapitalismen er stress og depression, hvilket er dyrt for mange arbejdspladser. Men bare rolig, løsningen er klar: Nu er det muligt at hyre en stilhedsekspert.

Desværre bliver stilheden ikke brugt som reelt modstandspotentiale. For indførelsen af stilheden har et klart strategisk mål: at sikre produktive ansatte. Vi fortsætter med at løbe kapitalens ærinde. Men vi kan trøste os med, at selv direktøren for Amazon, Jeff Bezos, benytter sig af stilhed.

Instrumentaliseringen af stilheden afslører, at vi har kastet håndklædet i ringen. Vi ser det som mere sandsynligt, at jorden går til grunde, end at kapitalismen afskaffes, som en slovensk intellektuel har udtrykt det. Vi tror ikke på, at vores handlinger reelt kan gøre en forskel.

Det er meget foruroligende, fordi vi synker længere og længere ned i det tomme arbejde. Lænkerne strammes, men vi ser dem ikke. Men vi mærker deres effekter. Psykiske lidelser eksploderer. At vi tror, at stilhed, mindfulness og coaches skulle være seriøse elementer i udøvelsen af modstand mod kapitalismen, afslører, at vi ikke evner at se de større strukturer, der producerer disse umenneskelige scenarier, vi gennemgår i denne tidsalder.

Frygt for stilheden

I dag er der smurt kommunikation udover det hele. Vi snakker og snakker. Ligegyldigt indhold, hjulene brager derudaf. Vi deltager i møder, hvor der på en time i gennemsnit produceres information svarende til, hvad der kan stå på 22,5 A4 ark. Det er meget information, og hjernen er da heller ikke gearet til så megen information.

Når vi holder pauser, smalltalker vi og producerer mere kommunikation. Hjernen arbejder på højtryk.

Indretningen af vor tids hypermoderne samfund tillader produktionen af enorme mængder information. Mere end vores hjerne kan rumme. Vi frygter stilheden, fordi der ikke noget, som vi kan læne os op ad.

Der findes fuldkomment lydisolerede rum. Der berettes om, at folk bliver sindssyge af at opholde sig for længe i dem. De fleste hallucinerer, fordi hjernen ikke kan forholde sig til, at omgivelserne ikke tilbyder sanseindtryk, den kan fortolke på vante måder. I lydisolerede rum bliver det muligt at høre støjen inde i os selv.

Uden formål

Problemet i dag er, at alt er skabt i de økonomiske skabeloners navn. Alt skal tjene som middel til kapitalens formål om konstant vækstskabelse. Derfor kan filosofi, psykologi, kunst og østlig visdom med mere indgå i kapitalens kredsløb. Den triste meddelelse er, at disse agerer krykker for kapitalen. At tænke noget, som ikke er et middel til et formål, synes at være meningsløst for de fleste. Men netop det er noget, som kan gøre en forskel i vores liv.

Forestil dig at skulle følges til bussen med en ven. Man vælger at tage en rute, som ikke er den korteste. Ens ven spørger, »hvorfor tager vi den vej?« »Hvorfor ikke?« svarer du. Din ven reagerer med, at den anden vej er den hurtigste. Han undrer sig over, at han skal argumentere for det. Og det er sådan, vores tilværelse er indrettet i dag. Vi skal være effektive (hurtige) og omstillingsparate (klar til nye opgaver).

At foretage sig handlinger uden formål er livgivende. Men det er noget, som skal erfares og ikke blot noget, som abstrakte tanker kan kompensere for. Det er med andre ord kropslige erfaringer. Derfor kan jeg kun appellere til, at man selv prøver det.

Lad passere

I meditation trækker man sig ind i kroppen og isolerer sig fra den støjende omverden. Man mærker kroppen. Prøv for eksempel at sæt dig ned og fokusér på din vejrtrækning. Mærk den, lyt til den. Lad det, som buddhismen kalder for monkey mind, passere.

Hjernen går her lidt i tomgang. Den producerer en fortælling med dig selv som hovedperson. En fortælling om din egen position i det sociale. Pointen er nu ikke at fortrænge disse fortællinger, men at lade dem passere. Lad dem blomstre i fuldt flor. Dette giver en bevidsthed om, at det er en menneskelig ting at have tanker om social status. De er ikke alt for brugbare, men sådan fungerer hjernen. Øvelsen består i at overkomme dem.

Man kan opnå hyperopmærksomhed. Her er tale om en ren anskuelsesform. Man mærker, hvordan man tænker med kroppen. Her er rum for ærlighed overfor sig selv og dermed muligheden for at afdække, hvilke mønstre man til daglig er tilbøjelig til at optræde i. Hvad påvirker mig? Hvor påvirket er jeg egentlig? Det afslører illusionen om vores frihed. Vi føler os kun frie, fordi vi mangler sproget til at artikulere vores ufrihed.

I stilheden bliver det muligt at producere nye tanker og ord. Når vi bruger ord, arbejder vi i og med virkeligheden. Vi opholder os i verden på nye måder. En stor hollandsk filosof sagde, at vi endnu ikke ved, hvad en krop er i stand til. Han var ophav til mange flotte tanker – også det meget vigtige spørgsmål: Hvorfor jagter vi vores undertrykkelse, som gjaldt det vores liv? 

Det kræver engagement og anstrengelse at komme derhen, hvor livet slår sine folder. Det gør alt, hvad der er, sjældent og værdifuldt. Første skridt er at vågne op.

Jakob Kvist, cand.merc.fil og skolepædagog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jørn Andersen
  • Ervin Lazar
Niels-Simon Larsen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Jørn Andersen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

"At foretage sig handlinger uden formål er livgivende". Det er vel også et formål?

Midt i al denne valgstøj og i et stille øjeblik i morgenlyset, læste jeg dette. Og jeg blev langsomt og stille, glad over det, jeg læste. For jeg har ofte brug for at stå på broen over motorvejen og iagttage tidens tempo og intense jagten ind i fremtiden. Hvor skal alle disse mennesker hen i deres tempo så højt, at de ikke engang selv, kan følge med. Og så tænkte jeg, at det er den kapitalistiske tolkning af begrebet velfærd, der skaber og styrer dette hæsblæsende univers. I starten stod jeg alene, der på broen over motorvejen, men nu kan jeg glædes over, at vi står side om side og venter på, at farten tager af, fordi bilisterne opdager, hvor mange mennesker, der bliver kørt over. Tiden er inde til at stoppe op og gentænke fundamentet for vores velfærd. For valget af penge som vores mål, har gjort os fattige og ensomme. Valgresultatet er den kæp i hjulet, der lige nu giver os muligheden for, at stoppe op. Vælgerne har talt og vi vil og har brug for en velfærd, der i langt højere grad måles på trivsel og tid til hinanden.

Steen Bahnsen, Jørn Andersen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

En komponist, bl. a., sagde: "pauserne er det vigtigste i musikken!"
Men der er forskel på pauser, nogle har en levende understrøm som pibler frem på den anden side af pausen, andre er stillestående, døde.

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar
Steen Bahnsen

Ete citat: "...nogle har en levende understrøm som pibler frem..." - et smuk og samtidig præcis iagttagelse...og det er dén "pause" der er vigtig. Som skal søges efter og som kan befordre en evt. sand udvikling af vores latente muligheder, vores reelle indsigt. For dér kan vi opleve en forbindelse til noget MEGET større...blive en del af det. Deltage. Det er nærmest HELLIGT... Og netop derfor er det beskæmmende, når man ser erhvervslivet udnytte den energi der kan findes dér, i stilheden, til verdslige formål, så at sige. Man stjæler fra det højere og omsætter det til noget lavere...man forråder på den måde livet - det eneste vi har - eller ihvertfald KAN have, forudsat vi véd hvordan - og gør det nødvendige - jævnligt, for det kan ikke fastholdes, da det er i konstant bevægelse. Kan vi blive en virkelig del af dette "åndedræt", kan vi leve i denne levende understrøm - i det mindste en gang imellem....? Vil vi prøve? (Tak for artiklen...)

Jorn Johansen

"Weaponizing" er et ord fra engelsk der på dansk betyder "få til at være eller blive et våben". Det er lige præcis det der sker hele tiden når opmærksomheden ikke bruges ("vågenheden"?). Stilheden våbengøres til et våben mod.... "Stilhedens våbengørelse gøres til et våben mod" stilheden" og mod dem der benytter stilheden til andet end udkomme for egen vindings skyld...osv. osv. Manglen på opmærksomhed genererer uendelige rækker af årsager og virkninger i ekstremernes skygge: Ond-god; god-dårlig; grim-smuk; rig-fattig; dum-klog osv. osv.
Der findes et tibetansk ord: tendrel. Det beskriver netop det problem der opstår ved den våbengørelse (-ificering) som vi accepterer sker i vores dagligdags uopmærksomheder. ”Tendrel” kan oversættes med "tegn på lykkeligt/heldigt/gunstigt sammentræf". Og det siger vist sig selv at det sammentræf er et rum mellem de begivenheder vi er uopmærksomme på, og at det intet har med Disneyagtig "happy ending" at gøre, men meget mere har med et specielt velrettet los et vist sted så vi kommer til at gøre det der skal til.
Pointen i ”tendrel” er at det velrettede los ligger i sammentræffet. Det er derfor det er et lykkeligt tegn. Vi kan alle uden undtagelse betjene os af det hele tiden, og vi kan alle blive dygtigere til at være opmærksomme på det. Og ikke kun fordi vi lærer at betjene os af en eller anden ny teknik der alligevel snart vil blive "våbengjort".

I’m not the body, i’m not even the mind. Det er no go for den vestlige hjerne, det er urealistisk, men god artikel som ego’et æder til morgenmad.

Torsten Jacobsen

Jeg er kun vågnet op én gang, og det var ikke just nogen behagelig oplevelse. Desværre kan jeg ikke falde i søvn igen.

"Der er ingen bund!"

Således lyder den, min lektie: Når og hvis man først giver slip på vante forestillinger, så kan man kun klamre sig til sig selv, og intet andet. Verden mister alt indhold, kun formerne står tilbage, larmende men tomme.

Den anden side af 'de frelstes' mønt er således præget med defaitisme, fatalisme, mørke. Og stik mod positiv forventning er det ikke alene et spørgsmål om 'engagement' og 'anstrengelse' - altså et valg muligt at øve afgørende indflydelse på - når man sådan ved egen vægt enten går til bunds eller løftes op mod lyset..

Livet slår sine folder allesteds, skulle man mene. Som oftest i en form for krampe. Og mens man naturligvis må respektere og tildels tro på en påstand om, at 'det sande liv' skam findes lige om hjørnet, hvis blot man med 'engagement' og 'anstrengelse' efterstræber det, så bliver det for undertegnede pludselig meget svært at skelne mellem en kapitalistisk instrumentalisering og så en 'sand' og 'villet' åndelig åbenbaring af altings forbundethed.

"Hvad der er tilgængeligt for dig, er ikke med nødvendighed tilgængeligt for mig." Sådan lyder menneskenes første lov.

Skoven er mørk, og menneskene går så nemt vild..

En problemformulering..

Niels-Simon Larsen

Tak for kronikken.
Stilheden i sin egen ret.
Der er ikke et politisk parti, der har stilhed på programmet. Det ville være samfundsnedbrydende, en torpedo mod forbrugersamfundet, en kæp i hjulet på konkurrencesamfundet.
Stilheden mellem mennesker er sårbar. Der skal næsten intet til for at ødelægge den. En dum bemærkning er nok. Desuden er den frygtet af mange. Stilheden kan være farlig - for hvad kan man dog ikke blive konfronteret med, ganske uforberedt...
Taler man om stilheden, er der ikke stilhed mere. Alligevel skal der tales om den.