Da YouTube-fænomenet Rasmus Paludan bragede igennem lydmuren til de redigerede medier i forbindelse med sin demonstration og optøjerne på Nørrebro i april, var det en undtagelse fra hovedreglen om, at de nye mediers stjerner oftest flyver under radaren i de traditionelle medier.
Stram Kurs var nemlig et YouTube-hit lang tid før, at resten af mediedanmark havde opdaget partiet.
Men Paludan er langt fra den eneste, der udøver indflydelse via de mange nye netplatforme.
Da Fie Laursen, en 22-årig tidligere deltager i realityprogrammet Paradise Hotel, i november fortalte, at hun havde tabt sig ved udelukkende at drikke vand i tre dage, hoppede adskillige børn også med på ’vandkuren’. Det fik bekymrede forældre og Fødevarestyrelsen til at reagere. Hun er nemlig en af stjernerne på den danske mediehimmel.
Hun har vundet blogpriser, har over en million sidevisninger om måneden på sin blog, næsten 100.000 følgere på Facebook og over en kvart million på Instagram.
Rasmus Kolbe, bedre kendt som Lakserytteren, er endnu større. Hans publikum tæller omkring en million danskere. Også navne som Julia Sofia og Alexander Husum har et publikum, der tæller hundredtusinder.
De ikkejournalistiske, ikkeredigerede og alt for ofte ikkeansvarlige netplatforme har fået en udbredelse, en indflydelse og en millionomsætning, som ikke er skjult – men alligevel alt for ofte overses.
Medieunderskoven
Mens vi diskuterer Radio24syvs fremtid og DR’s økonomi, vokser det, som nogle kalder medieunderskoven, til Amazonas-størrelse.
YouTube, der ejes af Google, er ved at blive en af Danmarks mest brugte tv-kanaler. Ifølge statistikkerne blev YouTube regelmæssigt brugt af 51 procent af befolkningen i 2018.
De såkaldte influencere og de reklame- og sponsorbureauer, der sælger reklamer via dem, omsatte i 2018 for mere end 100 millioner kroner ifølge en rapport fra Slots- og Kulturstyrelsen. Statistikken er endda mangelfuld, tallet er formentlig meget større og vokset til det dobbelte på kun to år.
Det er på overfladen ikke meget i forhold til den samlede reklameomsætning, men det er udtryk for en klar tendens. Rapporten viser, at omsætningen nu er meget større end omsætningen på biografreklamer.
»Væksten er bemærkelsesværdig set i lyset af et dansk reklamemarked, hvor mange af de traditionelle mediers samlede annonceomsætning står stille eller falder,« står der i rapporten.
Mig-mig-mig
I bestemte yngre målgrupper er influensernes indflydelse til at tage og føle på.
Lakserytteren, Maja Krog, Nadja Hansen og mange flere blander lystigt deres personlige holdninger – der spænder fra tandbørstning til udlændingepolitik – med reklamer i et marked, som flere etablerede reklamefolk i Mediawatch betegner som »det vilde vesten«. Det er ureguleret, på kanten af markedsføringsloven og i vild vækst.
Hemmeligheden er, at med sponsorerede influencere kan man nå præcist ind i meget veldefinerede målgrupper. Uden specifikt – som loven kræver – altid at gøre opmærksom på, at det er reklame.
Der er de senere år opstået succesrige virksomheder som Splay og Gonzo Media, der primært lever af at sælge influencerreklamer og sponsorater.
I et interview med Politiken og tidligere på året i en paneldebat i Publicistklubben sagde Rasmus Lakserytteren Kolbe, at det, han lavede, var public service og publicisme. Om det er tilfældet, står i den grad hen i det uvisse.
Det er selvfølgelig at tjene offentligheden, når han og andre af de populære influencere bruger nogle af deres hyppige indslag på YouTube, Instagram, Snapchat eller Facebook til at give gode råd om, hvordan man hjælper de gamle, lever sundt og tager hensyn til andre. Men sammenligningen halter, fordi det ikke fremgår, om der er tale om skjult reklame.
Det er det højtudviklede, profitjagende mig-mig-mig-samfund for fuld udblæsning.
Det foregår oftest på amerikanskejede platforme, hvor ansvaret – også det juridiske – fortaber sig i det globale mørke, og omfanget er langsomt men sikkert ved at indhente og kan på sigt overhale de medier, der forsøger at holde deres sti ren for skadelig sammenblanding af journalistisk formidling og reklamer.
Uden at kende det mindste til Lakserytteren, må jeg sige, at der forekommer højst særpræget, at hver sjette skulle følge dennes gøren og laden.
"Følgeriet" - som de færreste vel ved, hvad egentlig består i - er her som andre steder ikke en pålidelig størrelse. Efter min mening.
Disse såkaldte "influencere" er et simpelt bedrag af virkeligheden, og minder om Ubers bedrag om billig og bedre taxakørsel, som en fornyelse skabt ud af den moderne teknik.
Igen ser vi de ansvarlige for disse "Influencere" være udenfor den synlige kreds, som den / de reelle sælgere overfor køberne, men benytter disse "kendis influencere" som deres forlængede salgsmedarbejdere, under foregivende af et arbejdsfrit liv der går med indkøb og blogging af sine indkøb, impulsive som planlagt.
Der er så ikke meget impulsivt over den tilværelse, det er planlagt i alle detaljer med den sælgende virksomhed, og også hvordan det skal præsenteres for følgerne på alle disse sociale medier.
Det er i den sammenhæng disse "influencere" tjener deres penge og samtidig får deres sidste nye erhvervelse fra producenten, for at optræde som skjult sælger for produkterne.
Kanske journaliststanden skulle spørge sig selv, hvordan det kan være, folk hellere vil høre på oplagte løgnere/reklamesøjler end professionelle journalister? Jeg syntes ikke, det er forkert, at influencere siger mig-mig-mig, men jeg syntes, vinklen med, hvorfor folk glor på det, er mere relevant.
Nej, sikken en glad og glat laks..!
Jeg kommer i tanker om komikeren, der fornyligt blev valgt til president i Ukraine. Samt diverse besynderlige og tvivlsomme avisartikler, fordækte reklamer bl.a. med fordækte kilder og motiver. For det meste så står der stærke kapitalinteresser bagved.
Det for mig absolut mest interessante og underrepræsenterede ved medieudviklingen, f.eks. influencers der formidler nyheder eller giver deres perspektiv om nyheder, er at disse folk ikke selv bedriver opsøgende eller undersøgende journalistik. De kommenterer på en Reuters/AP historie, men undersøger for det meste ikke selv nye vinkler på en historie. Det er bare "jeg synes at.." uden viden eller indsigt.
Men det er et interessant studie i hvad popularitet gør ved *opfattelse* af viden. Vi er sociale dyr og hvis et flertal af stammen har besluttet sig for, at sådan og sådan er det, tænker mange at det må det jo være sådan. Når man ser at flere hundrede tusinde følger og liker en person og det han/hun siger, så ligner det jo nærmest hele byer der følger en given person og, tilsyneladende er enige. Så er det pludselig nemt at tro at man selv står udenfor.