Klumme

May fortjener ingen medlidenhed. Hun er den værste premierminister i nyere tid

Bedrag og uærlighed var Theresa Mays regimes primære kendetegn. Fra hendes Brexit-strategi til hendes forfølgelse af migranter var hun en fiasko, skriver journalist og forfatter Owen Jones i dette debatindlæg
3. juni 2019

Spar mig for medlidenheden med Theresa May efter hendes tårevædede afskedstale.

»Ak, hun havde så dårlige kort fra starten,« udbryder folk, eller »det er vel ikke hendes skyld, at hendes bagland er sådan en flok ekstremister?« Vi må se igennem dette. May arvede ganske vist dårlige kort. Hun valgte så at hælde rigelige mængder benzin over dem og sætte ild til.

Brexit-bedrag

Lad os begynde med Brexit. Den officielle leave-kampagne og dens galde om migranter og flygtninge byggede på det fundament, hun som indenrigsminister havde skabt ved at køre varevogne med påskriften ’tag hjem’ rundt i etnisk sammensatte lokalsamfund, ved at sprede ondsindede rygter om at være ude af stand til at deportere illegale migranter, blot fordi de havde en kat, og gennem et regime, hvor homoseksuelle asylansøgere så sig nødsaget til at filme sig selv have sex for at undgå at blive afvist. Der er kun én rød tråd i Mays ideologi, og det er forfølgelse af migranter.

Da hun blev premierminister, satte hun og hendes rådgiverklike sig for at æde sig ind på UKIP’s stemmer fra 2015 for at kunne give de konservative den jordskredssejr, de i tre årtier var blevet nægtet. »Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale,« blev hendes parole, hvilket fik en katastrofal Brexit til at tage sig attraktiv ud.

Hendes allierede blandt medierne satte sig for at forfølge hendes modstandere, hvilket har forgiftet hele den politiske arena. »Folkets fjender« lød det på en Daily Mail-forside om oppositionen, med James Slack – der straks blev hendes pressesekretær – som pennefører.

Mays premierministertid vil blive husket for at have skabt en atmosfære, hvor begreber som ’forræder’ er blevet almindeligt.

Ved at udnævne Boris Johnson som udenrigsminister skubbede hun de EU-medlemslande, som hun skulle indgå en aftale med, endnu længere væk og gjorde Storbritannien til grin.

Af rent indenrigspolitiske hensyn holdt hun gang på gang flammetaler mod EU.

May havde ingen meningsfuld plan i det hele taget, hun havde kun umulige krav. Hun kunne end ikke lave en aftale med sit eget parti, og da slet ikke med 27 andre regeringer.

Med tilbageholdte tårer afsluttede May sin tale med at beskrive sin taknemmelighed »for muligheden for at tjene det land, jeg elsker«, men den eneste loyalitet hun udviste var over for sit parti.

Bedrag og uærlighed var hendes regimes primære kendetegn. Da De Konservative mistede deres flertal, blev May en zombiepremierminister. Og desværre, som enhver kender af genren kan bevidne, kan zombier udrette stor skade og er meget vanskelige at komme af med.

May førte Storbritannien mod en forudsigelig ydmygelse.

Nedskæringsregime

Men det handler ikke kun om Brexit, for vi må vurdere en premierminister på hendes egne løfter. Da hun overtog posten, erklærede hun krig mod de »brændende uretfærdigheder«, som hun korrekt havde identificeret som havende brolagt vejen mod Brexit.

Derpå brugte hun de næste tre år på at stå i spidsen for den største stigning i børnefattigdom i tre årtier; en boligkrise, der er blevet støt værre, og en afmontering af det sociale sikkerhedsnet.

Windrush-skandalen – hvor borgere af caribisk herkomst blev smidt ud af deres hjem og deporteret fra deres eget land – vil stå som en skamstøtte over Mays migrantforfølgelsesregime. Stigningen i voldelig kriminalitet vil også være et evigt minde over de katastrofale konsekvenser af den nedskæringspolitik, hun stod for.

Og lad os nu heller ikke glemme hendes udenrigspolitiske arv: salg af våben til Tyrkiets morderiske regime, støtte til saudiernes diktatur mens det regnede med britisk artilleri over Yemen, hvilket har afstedkommet nedslagtning af tusinder af uskyldige og skabt verdens værste humanitære katastrofe. Hvis du har et ledigt øjeblik til medfølelse, så send den i retning af Yemen, ikke til May.

Det vil være let for De Konservative at give hende hele skylden. Men for at parafrasere George Osborne – der selv var en kaosarkitekt – så er de alle medskyldige.

May-æraen var kaotisk, men noget meget værre kan lure forude. Indtil Storbritannien slipper fri af en regering ledet af et konservativt parti i opløsning, vil kaos ikke blot fortsætte, men brede sig. Sikke en arv at efterlade sig.

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu