Kronik

Det er ikke en menneskeret at få så mange børn, man vil

Vi står over for massive problemer med overbefolkning, alligevel betragtes det at få børn som en ret. Det er en misforståelse, der kan ende med at koste de selv samme børn muligheden for et værdigt liv, skriver cand.mag. Signe Urdskilde i dette debatindlæg
Vi føler en ret til at producere lige præcis det antal nye mennesker, der kan gøre vores liv perfekt, spændende og lykkeligt, skriver dagens kronikør.

Vi føler en ret til at producere lige præcis det antal nye mennesker, der kan gøre vores liv perfekt, spændende og lykkeligt, skriver dagens kronikør.

Sigrid Nygaard

24. juni 2019

Der har den seneste tid været en del debat om, hvad vi skal stille op med den globale befolkningstilvækst. Der er hos mange en erkendelse af, at der burde gøres noget for at forhindre de mange alvorlige miljø- og klimamæssige og menneskelige omkostninger, befolkningstilvæksten kommer til at medføre i fremtiden.

Samtidig er der også mange, der mener, at det ville være totalitært – endda »nedrigt og perverst«, som Søren Espersen udtaler i B.T. den 20. april – at indføre for eksempel en etbarnspolitik herhjemme og i udlandet.

Modstanden mod denne slags lovgivning beror i mine øjne på manglende refleksion over, hvad det indebærer at sætte børn i verden, og under hvilke omstændigheder det giver mening at gøre det. Modstanden har mange variationer, men deles tilsyneladende af de fleste politikere. Fælles er en antagelse om, at det at få børn er en menneskeret, og at det hører til privatlivets fred at beslutte hvor mange.

Grundlaget for argumentet om, at vi selv skal bestemme, hvor mange børn vi vil have, er, at børn i dag er en del af vores selvrealiseringsprojekt. Vigtigheden af vores egen frie selviscenesættelse overskygger alt andet, og derfor mener vi, vi har ret til at få et ubestemt antal børn – uanset hvad. Vi har ’ret’ til at gøre disse nye mennesker til statister i den verden og det liv, vi skaber. Vi føler en ret til at producere lige præcis det antal nye mennesker, der kan gøre vores liv perfekt, spændende og lykkeligt.

En anden strømning i denne debat er tanken om, at vi er biologisk determinerede til at få børn for at sikre vores geners overlevelse. Eller i den mere udbredte og bløde udgave: at det simpelthen er det allermest naturlige i verden for både mennesker og dyr at få børn. Og at det derfor er unaturligt og umenneskeligt at begrænse denne naturgivne ret til selvudfoldelse af genetisk eftertidssikring.

Det måske vigtigste argument for retten til børn er, at den kærlighed, der opstår mellem forældre og børn, giver livet mening. Denne kærlighed må man ikke gå glip af. Den anses for en menneskeret.

Global udfordring

Hvis vi et øjeblik kigger ud over Danmark og vores kamp for at beholde en ubetinget ret til børn, ser vi en eksponentiel befolkningstilvækst, der inden længe ender i et astronomisk antal af verdensborgere. Enhver kan se, at befolkningstilvæksten kommer til at skabe voldsom mangel på mad, vand og sanitære forhold. At så mange flere mennesker, end vi er nu, ufravigeligt vil øge udslippet af drivhusgasser i atmosfæren. At der vil blive mangel på plads, og at dette yderligere vil true verdens dyre- og planteliv og have vidt forgrenede negative konsekvenser for verdens økosystemer.

Alligevel er det de færreste, der synes, vi har ret til at gribe ind der, hvor bidraget til befolkningstilvæksten er størst.

I visse lande, der ikke har den samme levestandard som Danmark, forstår man retten til børn anderledes. Her er børn både en byrde og en nødvendighed. Hvis de er et selvrealiseringsprojekt, er det i form af sønner, der kan være arvefølgere i en patriarkalsk samfundsstruktur. Beslutningen om antallet af børn tilhører ikke mødrene i kraft af, at de bliver nægtet adgang til prævention, viden og abort.

For disse kvinder er børn en fysisk byrde. Kærligheden til børnene hjælper måske kvinder i lande uden prævention og familieplanlægning. Men vi er nødt til at se i øjnene, at verdens kvinder lider under et ubetinget krav om at skulle være fødemaskiner. De lider fysisk under at skulle bære, føde og opfostre børn, som i mange tilfælde slet ikke får et godt liv. Men det behøver ikke være sådan.

I naturen handler det at få børn ikke om, at vi som livsvæsner har en ret til det. Strengt taget er vi blot heldige at lykkes med at få sunde og levedygtige afkom, hvis alle nødvendige forudsætninger er til stede. Vi har en naturlig drift imod at forsøge at lykkes med det, men det gør det ikke til en ret. Og det er ikke fornuftigt at prøve, hvis ikke afkommet kan overleve. Det er der, vi er nu.

Vi er ved at skabe en verden, hvor overbefolkning umuliggør vores egne geners overlevelse til næste generation. En verden, hvor mødre og fædre må se deres børn mistrives og leve kummerlige liv, hvor de er frarøvet værdighed og basale menneskerettigheder. I modsætning til dyr kan vi indregne fremtiden i vores beslutninger. Det er der ingen undskyldning for ikke at gøre, når vi så tydeligt kan se, hvad vores beslutninger vil føre til.

Børnenes rettigheder

Men i den vestlige verden insisterer vi så alligevel på vores ’ret’ til at få det antal børn, vi vil, mens vi ignorerer, hvilken verden vi overleverer til dem. Ignorerer, at der ikke er plads til, at vi benytter denne ’ret’, som det passer os. På et evolutionært plan giver det heller ikke mening at sætte flere børn i verden, end der er plads til, når disse børn risikerer at lide på grund af overbefolkning.

Men der er også meget mere end et ufordelagtigt evolutionært regnestykke i dette. Hvis vi fortsætter med at stå stejlt på en ’ret’ til at få de børn, vi har lyst til, fratager vi vores egen og andres kommende slægter deres basale menneskerettigheder. Herunder bl.a. mad, vand, husly, sundhed, tryghed og frem for alt at blive behandlet med respekt og kærlighed.

Vi bliver nødt til at indse, at vi ikke kan løbe fra de globale realiteter. Vi påvirker alle sammen hinandens levevilkår i en overbefolket verden. De børn, vi tvinger til verden, får også et liv, der er uadskilleligt fra resten af menneskehedens situation. Vi foretager et overgreb på nutidens og fremtidens børns menneskerettigheder, hvis vi ikke sammen regulerer, hvor mange børn der globalt fødes fra nu af. Så enkelt er det.

Etbarnspolitik

I rige, demokratiske lande er sagen ligetil, for der ville man kunne løse problemerne gennem en etbarnspolitik – og naturligvis uden at en sådan kollektiv beslutning skal aktivere nogen som helst form for skyldfølelse i de af os, der har fået mere end et barn allerede. Adoption kunne være åben for dem, der gerne ville have to børn og par, der ikke kan få børn. På den måde ville vi kunne give et bedre liv til rigtig mange børn. Det ville desuden klæde os at tage eksemplarisk ansvar for vores og verdens børns fremtid.

Med hensyn til udlandet står vi med den virkelighed, at mange samfund er styret af patriarkalske systemer, hvor kvinder er frataget deres menneskerettigheder, og uden vores hjælp har de ingen magt. Når man tænker på, hvilken fysisk byrde børn er for morens krop, er det ubarmhjertigt ikke at gribe ind med al den hjælp, vi kan give dem i form af viden, prævention og ret til sikker abort. Og vi skal ikke bare gøre lidt hist og pist for en eller anden lille landsby i Burundi.

Vi skal sætte dedikeret ind. Af medfølelse og medmenneskelighed. Men selv set ud fra et egoistisk perspektiv er vi nødt til at gøre det, fordi vores egne efterkommeres fremtid afhænger af det. Historien har igen og igen vist, at adgang til familieplanlægning kan være det eneste, der skal til for at begrænse børneantallet og give de børn, der bliver født, et mere værdigt liv.

Det er derfor ikke et overgreb at hjælpe familier i andre lande med at begrænse, hvor mange børn der bliver født. Det er tværtimod et svar på lidelsesråbene fra desperate, fysisk udslidte mødre (og fædre), der ikke kan give deres børn den omsorg, de fortjener. Den omsorg og kærlighed, der er deres ret.

Hvis vi tager alt dette alvorligt, er der en chance for, at livet kan give mening – også for vores børn.

Signe Urdskilde er cand.mag. i religionsvidenskab og nordisk mytologi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malte Ramskov
  • Hanne Pedersen
  • Erik Nissen
  • Jacob Johansen
  • Ervin Lazar
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Peter Knap
  • Johannes Lund
  • Lars Koch
Malte Ramskov, Hanne Pedersen, Erik Nissen, Jacob Johansen, Ervin Lazar, Peter Beck-Lauritzen, Peter Knap, Johannes Lund og Lars Koch anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Balling

@Else Marie Arevad
Godt spørgsmål! Generelt er FN delt op i underorganisationer, og de beskæftiger sig med separate emner. F.eks. kigger FAO på fødevarer og IPRES på biodiversiteten. Begge dele har overordentlig stor indflydelse på hinanden, men det nævnes sjældent i deres respektive rapporter.

FN er en politisk organisation med klassisk spin og vetoret hvis nogle lande mener at visse emner er tabu. Tag alt hvad du læser fra FN med sund skepsis.

@Malte Ramskov
Det du beskriver er lineær vækst, hvor den årlige tilvækst er konstant. I virkeligheden er befolkningstallet steget noget som minder om eksponentielt.

Hvis du har 100 kr og finder en utopisk bank som giver f.eks. 2% rente på dit indlån, så har du efter et år 102 kr fordi renten er 0,02*100 = 2 kr. Året efter får du rente af de 102 kroner, altså 0,02*102 kr = 2,04 kr. I starten ligner det lineær vækst fordi du får ca. 2 kr i rente om året.

Formlen for eksponentiel vækst er:

Xt = X0(1+r)^t

hvor

Xt er værdien for tidspunktet t
X0 er værdien ved start (t=0)
r er den årlige vækstrate
t er tid

Efter 20 år vil dine 100 kr derfor være blevet til

100(1+0,02)^20 = 149 (kr)

Dvs at efter 20 år får du ikke længere 2 kr i rente men 2% af 149 eller 3 kr pr år. Efter 35 år er dine penge vokset til det dobbelte

100(1+0,02)^35 = 200 (kr)

På det tidspunkt stiger dit indlån med 4 kroner om året selvom vækstraten stadig er den samme. Hvis renten var lineær ville du f.eks. få de samme 2 kr tilskrevet hvert år. Så ville du efter 35 år have

100+35*2 = 170 (kr)

Det er den eksponentielle vækst som står for de sidste 30 kr. Kigger vi på 100 år vil du med lineær rente (vækst) få

100+2*100 = 300 (kr)

Med eksponentiel vækst får du derimod

100(1+0,02)^100 = 724 (kr)

Eller over dobbelt så meget.

Det sidste år (før du når 100 år) vil du med lineær rente stadig få 2 kr. Med eksponentiel rente får du 14 kr i rente det sidste år. Her begynder forskellen på de to typer vækst at være tydelig.

Jan Weber Fritsbøger

jeg vil påstå at hvis alt blev optimeret for at gøre det muligt ville jorden kunne bære en befolkning på 20 mia, men det ville selvfølgelig kræve at vi alle var fattige og nøjedes med kun at få dækket de mest basale behov, omvendt hvis alle skulle have en gennemsnitlig dansk materiel levestandard er tallet nok snarere 2 mia, den lader vi lige stå lidt

er det muligvis en ren uartighed og et udtryk for grådighed, når danske politikere taler om at øge væksten i Danmark ??
det synes jeg det er !

Morten Balling

@Jan Weber Fritsbøger

Jeg er ked af at skuffe dig, men uden fossile brændstoffer (og det pjat skal vi holde op med), så vil landbruget blive ligesom i år 1900, bortset fra at vi har fældet skov og dermed forøget landbrugsarealet til det dobbelte.

Dengang var vi ca. 1,5 milliard, så hvis vi ganger med 2 lander vi på at kloden i så fald vil kunne holde liv i 3 milliarder. Læg til det at global opvarmning reducerer den årlige høst, og at vi er ved at løbe tør for fosfor (gødning). I praksis er det svært at få sådan et system til at holde liv i meget mere end en milliard, og hvis du forestiller dig 10-15 milliarder som skal slås om mad til én milliard, så vil jeg mene at et kollaps er uundgåeligt.

I så fald mister vi muligheden for at brødføde en milliard, og havner i en postapokalypse, hvor man må leve af primitivt landbrug, jagt og hvad man kan samle op fra jorden. Sidst vi levede på den måde kunne planeten holde liv i en million.

René Arestrup

@Morten Balling
Ja, jeg er bange for at det bliver 'jernnæven' - og det bliver uden tvivl en grim omgang.
Personligt kan jeg glæde mig over at jeg formentlig ikke er her mere, når det virkelig begynder at spidse til.
'Desværre' har jeg været så letsindig at sætte børn i verdenen - og det er den eneste omstændighed, der får mig til at reflektere seriøst over dit i alle mulige andre sammenhænge absurde forslag.
Men det går jo ikke. Jeg klamrer mig til livet som de fleste andre gør og tanken om at jeg skulle ofre mig i en større, altruistisk sags tjeneste, rummer ikke blot en rem af vanvid, men udelukker også enhver form for håb, uanset hvor spinkelt det forekommer.

Morten Balling

@René Arestrup

Når gyllen rammer den store ventilator så er jeg ret overbevist om at etikken ryger ud af vinduet. Eller måske opdager vi hvad etik i virkeligheden er for en dims.

Else Marie Arevad

Niels Duus Nielsen skriver: "Hvis man kunne bringe de fattige lande op på en levestandard, hvor staten har råd til at holde liv i de gamle, vil fødselstallet falde helt af sig selv i løbet af en generation eller to."
Sandt i princippet, men ikke realistisk. Hvem er "man", der kan (og vil) bringe de fattige op på den levestandard inden for en overskuelig fremtid?

Niels Duus Nielsen

Morten Balling og Rene Arestrup: Der er i nyere tid blevet gennemført en del ufrivillige sociale eksperimenter, hvor mennesker er blevet forholdt tilstrækkelig næring til basal overlevelse. De fleste af den slags eksperimenter går inder navnet "hungersnød".

Det er dokumenteret af sociologer, at etikken ændrer sig i de befolkninger, der er ramt af hungersnød. Jeg læste for år tilbage en analyse af skreddet i normerne på Afrikas Horn, hvor det for halvtreds år siden var umoralsk at stjæle slik fra børn. Men efter mange års misvækst og sult er det i vore dage blevet højstatus at stjæle brødet id af munden på de fattige, fordi det viser en overlegen overlevelsesvilje. Pirateriet i farvandene ud for Afrikas Horn skal vurderes i dette lys.

Jeg husker ikke navnet på den konkrete bog, jeg henviser til ovenfor, men her er en artikel, der siger nogenlunde det samme:

"In an elegant set of 3 experiments the authors showed that people are more willing to cheat in a task to win a food or water prize when they are in a hungry or thirsty (visceral) state.
In each case the instances of winning were substantially beyond the 50% wins one would expect from chance, ranging from 68–80%.

Further the cheating did not seem to correlate with the perceived economic value.

This suggests that the cheating and reduction in moral behaviour applies solely to items that will immediately fulfill the visceral need."

https://medium.com/@arifakhtar/does-being-hungry-or-thirsty-alter-your-m...

René Arestrup, Morten Balling og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Malte Ramskov og Morten Balling,
Jeg kan anbefale: "Befolkningens vækst" af P. C. Matthiessen!

Jeg tror ikke man skal fundere for længe over hvor mange Jorden kan mætte.
Fertiliteten vil helt sikkert falde ganske automatisk hvis vi nærmede os en grænse.
Det nok ikke meget anderledes end det er for en kartoffelmark eller rosenbed. Mangler der næring bliver tilvæksten mindre.

Jan Weber Fritsbøger

morten balling heldigvis så tager du fejl i dine konklusioner, der findes andre veje end tilbage til stenalderen,
min pointe var at overbefolkning ikke kun handler om antal mennesker, eller at overbefolkning ikke er årsagen til klimaproblemet,
problemet vi har skabt handler om grådighed og hyperoverforbrug, og at aflede diskussionen fra det faktum, ved at gøre det til en spørgsmål om overbefolkning er ødelæggende for vores chance for at vælge den rette kurs ud af problemet,
som jeg ser det er det empatiforladte hyper-egoister som vælger fokus på overbefolkning, fordi de ikke vil undvære en krumme af deres overforbrug for at sikre rum for hele menneskeheden,

vi andre er villige til at give endda store afkald, vel at mærke så længe at det sker i et vist fællesskab med alle som overforbruger,
er jo meningsløst hvis jeg skruer ned, og andre med langt større forbrug så skruer op, selvom de allerede har fuldt blus på forbruget,
faktisk har jeg allerede ændret en del i rigtig retning og forventer derfor at der snart kommer mere skred i en generel udvikling væk fra vækst til de rigeste,
vækst bør være forbeholdt dem som ikke får alle behov dækket dvs de fattige her i verden, vi andre skal ikke have mere,
og globalt set skal der ikke være vækst men derimod mild recession i takt med at alt overflødigt forbrug udfases.

Henrik Brøndum

Hvis der skæres ned på børnefødslerne vil det gå mest ud over piger, da kineserne og inderne ikke er ene om helst at ville have drengebørn. Kan familien overleve dette? Ja vel nok i de højere kredse, men jeg tror ikke udsynet til de lavere klasser med et stort kvindeunderskud bliver særlig kønt.

Poul Erik Riis

Den indiske delstat Kerala nåede ifølge en bog om Kerala i 1987 ned på en fertilitet på 2,1. Hele Indien lå dengang på 4,3. Kerala var lige så fattigt som resten af Indien, målt i BNP per indbygger, men bogen peger på, at Kerala sammenlignet med resten af Indien havde gode sundheds- , fødevare- og skoleprogrammer, gode pensionsordninger og en lav børnedødelighed. Et højt undervisningsniveau for børnene gør det relativt dyrt at opfostre børn, og gode pensionsordninger og en høj grad af social sikkerhed gør det unødvendigt at investere i børn som social sikkerhed. Så en lav befolkningstilvækst kan opnås ved gode velfærdsordninger, også i en stat, der er dybt fattig. Det skal dog nævnes, at de gode velfærdsordninger var opnået gennem årtier og havde deres basis i stærke folkelige bevægelser i Kerala.

Kilde: Franke og Chasin, ”Kerala. Development through Radical Reform”, 1994.

Sider