Kronik

Minimumsnormeringer kræver, at vi skaber flere veje til at blive pædagog

Aftalen mellem de røde partier om at indføre minimumsnormeringer kræver, at vi uddanner langt flere pædagoger. Det kræver et kvalitetsløft af uddannelsen, flere muligheder for merituddannelse og helt nye uddannelsesveje for folk fra andre brancher, skriver dekan på Københavns Professionshøjskole og administrerende direktør for Tænketanken DEA i dette debatindlæg
Hvis samfundet skal have adgang til flere og dygtigere pædagoger, så er der brug for at se på helt nye uddannelsesmodeller for at sikre kompetent arbejdskraft, skriver dagens kronikører.

Hvis samfundet skal have adgang til flere og dygtigere pædagoger, så er der brug for at se på helt nye uddannelsesmodeller for at sikre kompetent arbejdskraft, skriver dagens kronikører.

Jacob Ehrbahn

29. juni 2019

Med demonstrationer, tv-udsendelser og store temasider i landsdækkende aviser blev børnene bragt i centrum ved valget. Det var nyt og positivt, for 0-6-årsområdet plejer traditionelt at stå i skyggen af blandt andet folkeskolen.

Men nu er det de mindste børns tur, hvilket blev cementeret med den aftale, som Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten har forhandlet på plads.

Aftalen indeholder et løfte om at indføre minimumsnormeringer i landets daginstitutioner, så man sikrer, at pædagoger ikke står alene med for mange børn.

Det kræver ansættelse af mange flere pædagoger frem mod 2025. Men hvis samfundet skal have adgang til flere og dygtigere pædagoger, så er der brug for at se på helt nye uddannelsesmodeller for at sikre kompetent arbejdskraft.

Pædagoguddannelsen er nemlig i forvejen Danmarks klart største uddannelse, og over 17.000 studerende er p.t. indskrevet på uddannelsen. Heraf ca. 6.000 i hovedstadsområdet, hvor børnetallet jo stiger mest, og efterspørgslen efter pædagoger er størst.

Men løsningen er ikke blot at hæve dimensioneringen på uddannelsen og krydse fingre for, at endnu flere vil søge ind.

Det er heller ikke tilstrækkeligt at gå efter en reduktion i frafaldet på uddannelsen, så flere gennemfører.

I 2012 var frafaldet på pædagoguddannelsen 21,4 procent, hvilket er lavere end gennemsnittet for alle professionsuddannelser og væsentligt lavere end på de akademiske bacheloruddannelser.

Hvert år er der studerende, som i mødet med uddannelsen og børn, unge eller udsatte voksne i praktik må erkende, at de er endt på den forkerte hylde og ikke er motiveret for eller egnet til at være pædagog.

Denne type frafald er ikke nødvendigvis dårligt. Det er for dyrt at uddanne studerende, som efter endt uddannelse fravælger at arbejde inden for professionen. Så vi har brug for at tænke bredere.

Mere kvalitet og merit

For det første skal pædagoguddannelsen have et tiltrængt løft. For uddannelsen er ikke blot Danmarks største – men også den billigste. For hver gang der uddannes en pædagog, modtager professionshøjskolen 100.000 kr. mindre i taxametertilskud, end når der uddannes en sygeplejerske eller lærer.

Konsekvensen er en hverdag med mindre undervisning, mere gruppearbejde, store undervisningshold og mindre feedback. Så et kvalitetsløft vil naturligt gøre pædagoguddannelsen mere attraktiv.

For det andet skal vi have mere fokus på den såkaldte meritpædagoguddannelse, som er målrettet de nuværende pædagogmedhjælpere. Når man har arbejdet fem år i eksempelvis en vuggestue eller børnehave, så er det muligt at uddanne sig på deltid til pædagog.

Erfaringen er, at målgruppen er topmotiverede, fagligt reflekterede og afklarede i deres uddannelsesvalg. Ikke mindst de pædagogiske assistenter, der vælger at videreuddanne sig til meritpædagog.

Vi har brug for et mere systematisk samarbejde mellem professionshøjskoler og kommuner for at få flere til at vælge meritpædagoguddannelsen, som også sikrer den nødvendige finansiering til, at flere kan tage en meritpædagoguddannelse.

Nye uddannelsesmodeller

Endelig skal vi tænke mere i nye uddannelsesmodeller. Det kunne for eksempel være ved at gøre meritpædagoguddannelsen mere fleksibel, så den ikke kun sigter på medhjælpere med fem års erhvervserfaring fra området. Der er brug for modeller, som henvender sig til folk, der ønsker at lave et sporskifte.

Det kunne være ledige akademikere, som har lyst til at prøve en anden branche – og kommer med brede erfaringer og kompetencer.

Der er gode erfaringer at hente fra skoleområdet med akademikere, der ansættes i uddannelsesstillinger, mens de tager en merituddannelse. De seneste tal fra Københavns Kommune viser, at 40 procent af kommunens ledige er akademikere. Der er med andre ord et stort uudnyttet potentiale, som kan blive forløst.

Pædagoguddannelsen er, heldigvis, meget sammensat, når det gælder studentergruppen. Det er den uddannelse, hvor Københavns Professionshøjskole modtager klart flest førsteprioritetsansøgninger, og det er positivt, at pædagoguddannelsen altså er et klart tilvalg for de studerende.

Til gengæld er det også en uddannelse, hvor mange ansøgere har en anden baggrund end en studentereksamen eller HF og er nye i den videregående uddannelsesverden – og derfor kan have sværere betingelser for støtte hjemmefra, når de skal finde sig til rette på uddannelsen.

Hvis man ser på pædagoguddannelsen i Finland, er billedet et andet.

Optagelseskravene til pædagoguddannelsen er meget høje, og det er kun hver tiende ansøger til pædagoguddannelsen i Helsinki, der bliver optaget.

Når det er muligt at have så strenge optagelseskrav og kun optage de allerbedste og mest motiverede, så hænger det sammen med antallet af børn i dagtilbud i Finland. Indskrivningen på dagtilbudsområdet blandt de 0-2-årige er lavere end OECD-gennemsnittet og langt under det danske niveau.

Vi står i en helt anden situation end finnerne. Deres pædagoguddannelse er mindre, studiegruppen er homogen, og de finske politikere har investeret mange ressourcer i uddannelsen.

Vores pædagoguddannelse er Danmarks største uddannelse, studiegruppen er meget uhomogen, og finansieringen af uddannelsen er dårlig. Derfor er de danske politikere nødt til at sikre et løft af pædagoguddannelsen og tænke i nye baner med andre uddannelsesmodeller.

Uddannet personale

Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten har lovet minimumsnormeringer, men det kan ikke stå alene. Vi må også forholde os til, hvor høj andelen af pædagoger og andet uddannet personale skal være.

Her er flere kommuner i gang med at vedtage en politik, hvor de sætter et minimumskrav til andelen af uddannede pædagoger i institutioner og dagtilbud. I Københavns Kommune har man for eksempel sat en målsætning om 66 procent uddannede pædagoger.

På landsplan er det i gennemsnit 60 procent af de ansatte i daginstitutionerne, der er uddannede pædagoger, men tallet varierer meget fra kommune til kommune.

Så politikerne skal have fokus på fagligheden, når de vil indføre minimumsstandarder. Det indebærer både at få videreuddannet flere medhjælpere til pædagogiske assistenter, men også at der tænkes i kurser, som kan klæde de mange vikarer bedre på til opgaven.

Mere end pasning

Uanset hvad er investeringer på børneområdet meget tiltrængte. Det er en selvstændig begrundelse, at børnene skal have det godt, mens de er i dagpleje, vuggestue og børnehave. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt.

Men det kan også vise sig at være den investering, som for alvor kan ruste de kommende generationer til et liv, som både bliver længere og sundere – men også mere udfordrende, fordi det vil kræve uendelig megen modstandskraft og vedholdenhed at leve i et samfund, som kun kommer til at efterspørge mere af sine borgere – ikke mindre.

Det største potentiale ligger i at styrke udviklingen af børnene langt mere systematisk. Ikke som modsætning til at lege, men børnene skal ikke bare passes. De skal mødes med nærvær og de bedste betingelser for at udvikle sig socialt, kropsligt, sprogligt og personligt.

Den tidlige indsats er afgørende vigtig. Der er brug for, at børnene mødes af dygtige og kompetente voksne, som både kan, vil og har mulighed for at give børnene en god nærværende og udviklende hverdag.

Men de skal altså uddannes først, og der findes ikke 10.000 flere pædagoger lige rundt om hjørnet.

Annegrete Juul og Stina Vrang Elias, hhv. dekan for det pædagogiske og samfundsfaglige fakultet på Københavns Professionshøjskole og administrerende direktør for Tænketanken DEA

En lovsikret minimumsnormering, som man har i Norge, løser ikke problemet med for få voksne til at tage sig af børnene, hvis ikke der følger penge med.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Gert Romme
  • Torben K L Jensen
  • Ervin Lazar
Viggo Okholm, Gert Romme, Torben K L Jensen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Christoffersen

Udvid koncepter vuggestue og børnehave med deltids mod mindre betaling. Det kan være 8-16 hver dag. Det betyder at der kan være fast stab med normal arbejdstid af pædagoger. Eller 4 dages uge. Eller et system hvor forældre bestiller tid i forvejen til deres børn, det betyder at institutionen får lettere ved at overholde en evt. kommende minimumsnormering uden at have for stor sikkerhedsmargin. MEN politisk er det en håbløs metode. Det vil medføre flere der går på deltid = mindre i personlige skatter og det er enhver politikers skræk at der er færre af skatteydernes penge at dele ud af.

Kunne vi omskole/efterskole nogle af disse mennesker der har valgt forkert bane eller bare gået træt i deres erhverv, ville det blive win/win.
Dem der er gået træt i sit erhverv kunne få sig en ny start i en branche med nogle henrivende små væsner.
Til gengæld ville børneinstitutionerne få tilført "nye" (for branchen) typer af mennesker, med hver deres forskellige erfaringer.
Jeg ville især lægge vægt på det der med forskelligheden, da den helt automatisk vil indgå i opdragelsen af de små.
Og da ingen mennesker i udgangspunktet er bedre egnet til passe børn end andre (det udelukkende er et spørgsmål om hvad vi ønsker give videre til børnene),
bør der åbnes op for, også folk med kun 8.kl (f.eks nedslidte håndværkere med mesterlære som baggrund) kan modtage en merituddannelse hvor de egentlige pædagogiske fag bør prioriteres.
De nedslidte kunne gå på deltid med en løn der svarer til pensionen.

Ps.
Ib Christoffersen.
Med Statens solbriller for øjnene kan det være lige gyldigt om vi skal betale pædagoger eller pensionister, da pengene kommer samme sted fra.

Jan Weber Fritsbøger

"Men det kan også vise sig at være den investering, som for alvor kan ruste de kommende generationer til et liv, som både bliver længere og sundere – men også mere udfordrende, fordi det vil kræve uendelig megen modstandskraft og vedholdenhed at leve i et samfund, som kun kommer til at efterspørge mere af sine borgere – ikke mindre."
jeg håber virkelig IKKE den beskrivelse af fremtiden bliver virkelighed,
efter min mening har vi nået ( og endda overskredet ) grænsen for hvor meget der skal ydes, det er jo et levn fra den evige væksts tid, som alene af hensyn til miljø og klima bør være slut,
fremtidens mennesker skal forbruge og dermed også producere langt mindre, end vi gør i dag,
der skal arbejdes meget mindre også på grund af robotoficering af produktionen,
men det giver jo heldigvis også flere resurser til bløde fag som pædagoger,
så hvis vi kan indse idiotien i vækst, der hvor overfloden er indført, og dermed kun tillader vækst for de fattige vil fremtiden kunne blive et fremskridt sammenlignet med nutiden.

vi kan måske i samme omgang slå et slag for en frivillige et-barns politik, så hjælper vi både institutionerne, klimaet og forældrene, der så ikke længere behøver prædikatet: fortravlede småbørnsfamilier.

Mogens Holme, Anker Heegaard, Søren Kristensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Søren Jensen

Hørt. Vi har lavet et samfund hvor pædagoger og lærer er de voksne mennesker, som tilbringer mest tid sammen med vore børn. Hvis det absolut skal være sådan, så skal vi for børnenes skyld sikre at pædagoger og lærer udover at være kvalificerede og motiverede og har tid også føler sig godt tilpas på jobbet. At passe børn er både et stort ansvar og tillidsfuldt erhverv. Det skal også være attraktivt. Som samfund må vi vise pædagoger og lærer at vi værdsætter dem højt, med gode lønninger, gode nomeringer og gode arbejdsforhold. Hvis lærere og pædagoger mærker at de har samfundets tillid, opbakning og har de nødvendige ressourcer, så gør de og så et bedre job. Vi får gladere børn, færre utilpassede, flere der klarer sig godt, får gode uddannelser. Vi skal huske at børnenes fremtid og så er vores fremtid og så elsker vi dem jo højt. Børnene skal have det bedste og når nu mor og far ikke kan få lov at være hjemme og tage sig af dem, så skylder vi dem idet mindste, at sikrer det bedst mulige for vores stedfortrædere.

Søren Kristensen

Det kan jo være at minimumsnormeringer i sig selv skaber så gode arbejdsforhold at nye pædagoger vælter ind i faget.

Viggo Okholm

Det bliver ikke en let proces at ændre på tilværelsen og menneskesynet/børnesynet omkring vore børn.
Under alle omstændigheder skal besparelserne forsvinde og der skal findes en model som giver mulighed for flere kvalificerede medarbejdere i en god blanding af uddannede og mennesker ude fra,som gerne vil børn og mennesker, her mener jeg forældre og evnen til at få en ligeværdig dialog uden løftede pegefingre.
Jeg mener man skal væk fra at unge kan blive pædagog bare ved at have en studenter-eller HF eksamen. De skal ud i livet først og se sammenhænge og livs vilkår, det kan så være svært hvis der ikke er arbejde-hvilket er et dilemma.
Mit indtryk på afstand er så at pædagog seminarier ikke har den standard som de havde engang.
Selve strukturen i daginstitutioner må også gerne komme væk fra områdeledelser med de mange trin fra medhjælperen på gulvet og overlederen som ikke ser de mennesker hun er leder for mere end en gang om måneden. hvis kvaliteten skal højnes skal alle ansatte have viden om planer og udførelse-skellet mellem de der bestemmer og dem der tager slæbet skal udviskes, uanset at de uddannede må påtage sig ansvaret. Mener en pensioneret pædagog/leder m.v. gennem ca 35 år og stadig aktiv som frivillig.