Kommentar

Nederlagets fædre

I skyggen af flaget, der faldt i forkerte hænder
I skyggen af flaget, der faldt i forkerte hænder

Keld Navntoft

21. juni 2019

I forgangne uge for 800 år siden den 15. juni 1219 var kong Valdemar 2.’s korstogsstyrke på druk og kom herefter på spanden. Da dalede en fane ned fra oven, og de danske vandt trods alt, trods slendrian og letsindighed, Slaget ved Lyndanisse.

Fædrelandet lod vente på sig, til det begreb blev opfundet. Gud tilgodeså kongen i dennes kække initiativ til et dansk østersøimperium. Men trods himmelsk generøsitet i levering af flag blev erobringen hurtigt tabt igen. I sidste ende var det de nordtyske fyrster, der bestemte.

Valdemar og invasionsstyrken med deltagende gejstlige var en bande af rå børster. Kongemagten på den tid kan ses som en mafiøs militærjunta på få stormandsslægter, hvis sønner suppleret af professionelle slagsbrødre udgjorde kongens elitestyrke, hirden.

Alle ville have del i korstogets nådegave og ikke mindst felttogets materielle udbytte. Danerne slog hellere end gerne ihjel i korsets tegn og vandt. Men Valdemar, en klar politisk middelmådighed, tabte siden alt og blev derfor kaldt Sejr.

Flaget er et tegn, et brand

Flag falder normalt ikke ned fra himlen, hvad samtiden heller ikke hævdede. Ammestuehistorien er væsentligt yngre. Fanen var i øvrigt nærliggende for korstog og identisk med andre i tidens stil: rødt kors på hvid dug eller omvendt. Hvorledes et oprindeligt ’Dannebrog’ så ud, ved ikke en kat.

Selve Dannebrog håndteres ikke desto mindre med respekt på linje med andre nationalflag. Flag er ofte ophøjede til brug for øvrigheden. Her i landet er flaget stats- og folkeflag: Eller blev det efter 1848.

Flaget er et tegn, et brand. Det vajer over Amalienborg, sættes i lagkagen og bruges ofte fjollet.

Det kaldes sammenhængskraft.

Pas godt på flaget, siger de og mener selv at passe godt på Danmark. Sådanne udsagn er jo henrivende.

Nationalflaget indgår i den særlige liturgi, der udgør en mere påtrængende nationalisme; den hvori ordet fædrelandet ustandseligt indgår – nu i finere form med rank ryg som noget nær: feeedrela(r)ndet.

Et stærkt skrumpet dansk politisk parti giver foruden flaget, gud, konge og feeedrela(r)nd kunstigt åndedræt. I mangel af egentlige politikpunkter og ideer bliver det skamredne trespand den nye/gamle tilbageskuende hovedsag. Ydermere sætter de sig endnu tungere på Dannebrog.

Skamløst, al den stund kun 10,7 procent af vælgerne sympatiserer med partiet, og alle andre måske kunne have glæde af flaget. Men andre takker nej for ikke at blive taget til indtægt. Og for ikke at brække sig.

Overbetoning af flag og fædrelandskærlighed, hengivenhed for kongehuset for ikke at tale om det himmelvendte i brun sovs dækker erfaringsmæssigt over uklarhed i den historiske indsigt.

Fædrelandskærlighedens kursværdi diskuteres ikke, den er absolut i pari. Kærligheden bliver således en tom påstand og uindløst fordring.

Fædrelandskærlighed

Afvisning af kærlighed til fædrelandet kan misforstås og påstås som det modsatte. Men skepsis og modvilje mod højrøstet fædrelandskærlighedserklæringer er ikke kongruent med had. Snarere reservation over for folk, der til stadighed ytrer behov for skingre forsikringer.

Fortalere for fædrelandskærligheden, som denne fremstilles med kraftfuld nationalkonservativ betoning nu igen efter det indtil for nylig magtfulde politiske partis forsmædeligt nederlag, røber som antydet sjældent den viden om historien og begreberne, der udvider erkendelsen og nuancerer følelsen til glædens fylde.

H.C. Andersen skrev: Danmark, mit fædreland, dig elsker jeg. Men han elskede Danmark – ikke fædrelandet, der var den nøgterne beskrivelse: at Danmark var hans fædreland, landet med hans moders bløde stemme i æblegård og humlehave.

Andersens digt: Jeg saae det Land, refererer til Italien: Her blev digteren mand (og digter) i varmens og kunstens skønne verden (i modsætning til …) Derfor længes han tilbage med hjertet delt i to. Det ene udelukker ikke det andet.

Oven i det nyoprustede nationale beredskab efter mandattabet (der næppe forvindes) kommer fædrelandsfundamentalisternes kronologiske argument som i Rørdams nationalhenførte: Danmark i tusind år. Digtet er problematisk. Følelsen er i hvert fald ikke 1.000 år gammel. Saxos patria rimer dårligt på fortidsfolkets tilhørsopfattelse. Fædrenes land i flagets nedfaldsår og før hentyder snarere til de stadige arvefølgeproblemer i valgkongedømmernes tid med kongepartiets repeterede forsøg på at påberåbe sig arv i lige mandlig linje fra konge til konges ældste søn (og sønner).

Også folket bliver som sådant først opfundet senere.

Snarlig fordampning

Hyperliberalisternes tiloversblevne lille flok forsøger – modsat de svækkede nationalkonservative, hvis formand ikke just svælger i ansvaret for nederlaget – helt at afskrive historien. Særdeles bekvemt for de få overlevende, når kongen falder på slagmarken.

Også her griber man til revitalisering af ideologiske dyder med forklaringen: at man ikke var dét nok, man hævder at være og burde have været, så det halve havde været mere end nok.

Når hanen galer, søger stærkt idébårne, idealistiske for nu ikke at sige fanatiske grupper gerne tilbage til udgangspunktet på bodegaen ind i de trygge kerneværdier. Dér hvor alt er purt og rent, og begge slagne idépartier vil med garanti i fuld musik gennemleve et rettroens purgatorium, hvor afvigelser ikke tåles. Man kan spørge: om der er andet, de kan gøre. Det er der nok ikke.

For det store tabende partis vedkommende er den politiske hulhed lagt åben for de fleste. For det lilles vedkommende det samme – nu uden historie. Den store nedsmeltning i det lille parti er et klart varsel om dets snarlige fordampning.

Det er det også for det store, der nu er småt.

Det varer bare længere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Ribens
  • Torben K L Jensen
  • Tino Rozzo
  • Niels Duus Nielsen
  • Toke Andersen
  • Kurt Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Katrine Damm
  • Tommy Clausen
  • Lars Koch
  • Poul Anker Sørensen
  • Thomas Tanghus
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
Hanne Ribens, Torben K L Jensen, Tino Rozzo, Niels Duus Nielsen, Toke Andersen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Tommy Clausen, Lars Koch, Poul Anker Sørensen, Thomas Tanghus, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Forhåbentlig har du ret, Metz.
Desværre tror jeg ikke på det.

Myrderierne i Tyskland og i andre lande vidner om højrepopulismens fremgang.

jørgen djørup, Hanne Ribens, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Katrine Damm anbefalede denne kommentar