Kronik

Nedlæg Integrationsministeriet

Ved at oprette et særministerium for flygtninge og indvandrere har man skabt så meget fokus på det særlige ved at have en indvandrerbaggrund, at det overskygger alt det almindelige. Den nye regering bør rykke opgaverne tilbage til de relevante fagministerier, skriver journalist og forfatter Ole Hammer i dette debatindlæg
Integrationsministeriet har været med til at skabe så meget fokus på det særlige ved at have en indvandrerbaggrund, at det overskygger alt det almindelige – alt det fælles for de mennesker, der bor i Danmark, skriver dagens kronikør. Her er fungerende integrationsminister Inger Støjberg sammen med norske kollega på besøg på et asylcenter i Næstved.

Integrationsministeriet har været med til at skabe så meget fokus på det særlige ved at have en indvandrerbaggrund, at det overskygger alt det almindelige – alt det fælles for de mennesker, der bor i Danmark, skriver dagens kronikør. Her er fungerende integrationsminister Inger Støjberg sammen med norske kollega på besøg på et asylcenter i Næstved.

Finn Frandsen

19. juni 2019

Nu har en ny regering chancen for at nedlægge Integrationsministeriet. Tiden er inde.

Eller rettere: Tiden er inde til, at de enkelte fagministre træder i karakter og tager sig af indsatsen over for indvandrere og flygtninge på linje med andre opgaver i deres ministerier.

Det vil sige; gøre arbejdet med indvandrere og flygtninge til en almindelig del af samfundets opgaver – og ikke fortsat være en særforanstaltning placeret i et særligt ministerium.

Integrationsindsatsen formes

Oprindeligt lå arbejdet med indvandrere og flygtninge også i de enkelte fagministerier.

Under den daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) blev der i løbet af 1990’erne udviklet en relativt sammenhængende integrationspolitik i Danmark – selv om der også den gang var meget, der kunne forbedres.

Efter et ihærdigt forarbejde vedtog Folketinget tilbage i 1992 »Beslutningsforslag om bedre integration af indvandrere«.

Forslaget blev fremsat af Socialdemokratiet med Birte Weiss som ordfører og var skelsættende. Det bestod af en række integrationsfremmende foranstaltninger, som blev udmøntet op gennem 90’erne, herunder Integrationsloven af 1998.

Et vigtigt formål med Integrationsloven var at almindeliggøre integrationsarbejdet med flygtninge og samtidig give andre indvandrere bedre muligheder for at klare sig i det danske samfund.

Hidtil havde myndighedsansvaret for flygtninge ligget hos Dansk Flygtningehjælp, og andre indvandrere fik i meget begrænset omfang støtte til at blive integreret.

Der var således ikke tale om en kritik af Dansk Flygtningehjælp, men tværtimod om at bringe flygtningehjælpens erfaringer ind i kommunerne.

Det skete i en relativt tæt dialog med interesseorganisationerne på området, både de danske organisationer og indvandrerorganisationerne, f.eks. Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og INDsam. Også arbejdsmarkedets parter og Kommunernes Landsforening, KL, deltog aktivt. Nævnet for Etnisk Ligestilling (1997-2002) blev det nye samarbejdsorgan.

Metodeudviklingen tog fart, og stadig flere sagsbehandlere, pædagoger, lærere og andre fagfolk tog del i arbejdet.

Integrationsloven var et resultat af et grundigt og omfattende udvalgsarbejde, hvor fagministerier, KL, arbejdsmarkedets parter og en række frivillige organisationer i fællesskab gennemgik de eksisterende indsatser og udformede grundlaget for en lov, der samlede integrationsindsatsen.

Antallet af nyankomne flygtninge var steget, og ikke mindst indsatsen over for de ca. 18.000 flygtninge fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien gav os vigtige erfaringer med modtagelsen af større flygtningegrupper.

Men også ankomsten af de palæstinensiske og andre flygtninge fra Mellemøsten bidrog til at forbedre indsatsen. Og kommunerne og andre aktører blev stadig bedre til at håndtere opgaverne.

Med Indenrigsministeriet som koordinerende ministerium blev der skabt en sammenhængende politik.

Efter overflytningen af myndighedsansvaret for flygtningearbejdet fra Dansk Flygtningehjælp til kommunerne var det hensigtsmæssigt for en periode at samle indsatsen i ét ministerium.

Paradigmeskiftet

Efter valget i 2001 oprettede den nye VK-regering så et særligt integrationsministerium med Bertel Haarder (V) som den første integrationsminister.

En god idé, som bare kom 20 år for sent. Men hvor myndighederne i mange år havde gjort meget ud af samarbejdet med interesseorganisationerne og havde placeret centrale opgaver hos andre aktører, flyttede den nye integrationsminister opgaverne tæt på sig selv.

Ministeriet satte selv aktiviteter i gang, lavede kampagner, undersøgelser og projekter, overtog informations- og dokumentationsarbejdet og ansatte sagsbehandlere i et hidtil uset omfang.

Ministeriet købte nye aktører til at bidrage til dokumentations- og udredningsarbejdet – ikke mindst konsulentvirksomheder, som er ’meningsløse’ i modsætning til de ’meningsbærende’ humanitære organisationer, der hidtil havde været vigtige samarbejdspartnere.

Det store dilemma har altid været, hvor meget forskellighed det danske samfund vil eller kan acceptere. Den generelle holdning har nok altid været, at assimilation trods alt er det bedste. Og netop det spørgsmål er i stigende grad kommet til at præge den offentlige debat.

Det blev tydeligt med regeringsskiftet i 2001.

Dér oplevede vi et regulært ideologiskifte – eller paradigmeskift, som det kaldes i dag. Målet var ikke længere integration. ’Muligheder’ blev erstattet af ’krav’. Tonen blev skærpet, og stramninger har domineret politikken på området lige siden.

Integrationsministeriet har med sine mange initiativer gennem årene været med til at skabe så meget fokus på det særlige ved at have en indvandrerbaggrund, at det overskygger alt det almindelige – alt det fælles for de mennesker, der bor i Danmark, uanset hvornår de er kommet hertil.

En overflytning af opgaverne til fagministerierne kan bidrage til at ændre dette fokus.

Ligestilling kræver lige stilling

Den offentlige sprogbrug er skærpet i takt med stramningerne i indvandrerpolitikken.

Det er bekymrende. Ordentlig omtale af andre mennesker og en anerkendende tilgang er alfa og omega, uanset hvilken vej man i øvrigt vælger i integrationsarbejdet.

Det er for eksempel krænkende at høre et daværende medlem af Folketinget under en debat i folketinget sige, »at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre«.

Som en modvægt er mange folkelige bevægelser og enkeltpersoner så aktive som nogensinde i støtten til en anstændig flygtninge- og indvandrerpolitik. Der er i tidens løb opstået rigtig mange lokale initiativer, og der opstår hele tiden nye.

Man er ikke nødvendigvis et problem, bare fordi man er indvandrer eller efterkommer af en indvandrer. Man er heller ikke et problem, fordi man har en anden religion end den danske version af kristendommen.

Med det fokus, Integrationsministeriet har skabt omkring både det at være indvandrer og det at have en anden religion, er det – for mange – vanskeligt at blive en almindelig del af det danske samfund.

Det er ganske enkelt stigmatiserende.

Selvfølgelig er der udfordringer i integrationsarbejdet, og selvfølgelig er der udfordringer i socialt udsatte boligområder.

Men det er udfordringer, som sagsbehandlere, sprogundervisere, pædagoger og andre fagfolk er i stand til at håndtere, hvis de får den nødvendige opbakning, herunder at grundholdningen er, at nyankomne indvandrere og flygtninge som udgangspunkt anses for ligeberettigede med andre borgere.

Den opbakning kunne fagfolkene få hos de forskellige fagministerier, som kunne indarbejde integrationsprogrammer og indsatser på samme måde, som de løser andre opgaver for befolkningsgrupper, der har behov for en særlig indsats.

De erfaringer, der er gjort i Integrationsministeriet kan overføres til fagministerierne og dér indgå i sammenhæng med indsatser over for andre borgere, der har behov for offentlig støtte.

En almindeliggørelse af indvandrer- og flygtningemodtagelsen vil berige det danske samfund.

Ole Hammer er journalist og forfatter til ’Bidrag til Danmarks indvandringshistorie – halvtreds år i frontlinjen’

Andreas Kamm stopper som generalsekretær efter 38 år i Dansk Flygtningehjælp.
Læs også
I dag byder Danmark kun hjerteligt velkommen til udlændinge, hvis det er pandaer, skriver Mustafa Kemal Topal i dagens kronik.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Elisabeth Andersen
  • Kenneth Jacobsen
  • Viggo Okholm
  • Flemming Berger
  • Niels Duus Nielsen
  • Jens Kofoed
  • Tino Rozzo
  • Britta Hansen
  • Christian Mondrup
  • Marie Jensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ervin Lazar
  • Marianne Stockmarr
  • Hans Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Steffen Gliese
  • Werner Gass
Elisabeth Andersen, Kenneth Jacobsen, Viggo Okholm, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Jens Kofoed, Tino Rozzo, Britta Hansen, Christian Mondrup, Marie Jensen, Maj-Britt Kent Hansen, Ervin Lazar, Marianne Stockmarr, Hans Larsen, Dorte Sørensen, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Werner Gass anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

LIge som ministeriet som nævnt i artiklen kom for sent, gør dette indlæg det også - eller rettere: det vill have været virkelig velgørende for 16 år siden, hvor det begyndte at blive tydeligt, at vi var på afveje.

Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Karsten Lundsby, Kirsten Lindemark, Rolf Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Ervin Lazar, Marianne Stockmarr, Carsten Munk, Rikke Nielsen, Dorte Sørensen, Tommy Clausen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- men ellers er det jo til at gennemskue, at den mest ideologiske regering, dette land har kendt i nyere tid, systematisk nedbrød den ekspertise og saglige praksis, der i de første årtier med modtagelse af flygtninge var blevet bygget op - også i kontrast med det ulovlige regime, der var blevet gennemført i justitsministeriet under Ninn-Hansen.

Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Mogens Holme, Thomas Tanghus, Karsten Lundsby, Kirsten Lindemark, Nette Skov, Susanne Kaspersen, Rolf Andersen, Gitte Loeyche, Allan Stampe Kristiansen, Ete Forchhammer , Ervin Lazar, Carsten Munk, Dorte Sørensen, Tommy Clausen, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Der var engang..
Tusind og en nats eventyr.

Torben K L Jensen, Nette Skov, Allan Stampe Kristiansen, Ervin Lazar og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Super kronik, der står i skarp kontrast, til den modbydelige og ødelæggende retorik,
der er kommet fra noget der har kaldt sig integrationsministeriet.

Karin Hansen, Eva Schwanenflügel, Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Mogens Holme, Karsten Lundsby, Kirsten Lindemark, Tino Rozzo, Susanne Kaspersen, Rolf Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Ete Forchhammer , Marianne Stockmarr, Steffen Gliese, Rikke Nielsen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

Integrationsministerium, vor herre til hest, undskyld udtrykket. men det er i den grad et ministerium, der ikke integrerer, men disintegrerer.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Mogens Holme, Karsten Lundsby, Kirsten Lindemark, Nette Skov, Susanne Kaspersen, Gitte Loeyche, Allan Stampe Kristiansen, Britta Hansen, Marianne Stockmarr, Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- men man kan jo sige det samme om Beskæftigelsesministeriet.

Eva Schwanenflügel, Elisabeth Andersen, Vivi Rindom, Mogens Holme, Karsten Lundsby, Kirsten Lindemark, Susanne Kaspersen, Allan Stampe Kristiansen, Britta Hansen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Et sobert indlæg fra en gammel veteran der med sit historiske tilbageblik giver et klart billede af hvilket morads det er der kendetegner situationen. Tak Ole. Men måske det er tilstrækkeligt med en hovedrengøring? Første trin skulle i så fald være at puste lysene ud på lagkagen!!

Eva Schwanenflügel, Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Karsten Lundsby, Kirsten Lindemark, Nette Skov, Susanne Kaspersen, Allan Stampe Kristiansen, Britta Hansen, Ete Forchhammer , Steffen Gliese og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Stig Bang-Mortensen

Det er ærgeligt at basal forvaltning er blevet politiseret i den grad det er blevet.
For ca. 25 år side opstod Jernbanetilsynet. Så blev det til Trafikstyrelsen, så blev det til Trafik-og Byggestyrelsen og senest Trafik- Bygge- og Boligstyrelelsen. I al den tid har det heddet Eisenbahn Bundes Amt i Tyskland. Det giver klart fokus og ikke den fovirring blandt de ansatte om hvor fokus nu er efter den seneste politiske rokade.

Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Lundsby, Kirsten Lindemark, Susanne Kaspersen, Carsten Munk, Ete Forchhammer , Steffen Gliese og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Stig Bang-Mortensen, i Tyskland har man jo også bevaret en demokratisk ejerstruktur for DB.

Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, Niels Duus Nielsen, Karsten Lundsby, Susanne Kaspersen og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Jan Andersen

Vi har i løbet af 20 år set, at næsten hele statens sjæl er skiftet ud. Hvert år bruger regeringen 11 milliarder på konsulentfirmaer for at ødelægge landet socialt set.

Efter at Anders Fog Rasmussen fik magt, blev den Neoliberale plan hurtigt rullet ud: Massive skattelettelser til de rige, ødelæggelse af fagforeningerne, deregulering af virksomhederne, privatiseringer, outsourcing, konkurrence og New Public Management i offentlige tjenester. Da krisen i 2008 kom, var det tid til at slå til: Ved hjælp af konsulentvirksomheder, liberale journalister og politiske rådgivere blev elementer af neoliberalismen, specielt dets forskrifter for pengepolitik, vedtaget af et flertal i folketinget.

Danmark gik fra socialstat til sociopat-stat. Alt hvad der var værd at kæmpe for, blev suget ud af samfundet; retfærdighed, valgfrihed og medbestemmelse, nu handlede det om at beskytte de velhavendes formuer. I stedet for frihed, fik vi en overvågning som langt overgik DDR-tidens vildeste fantasier.

Statens magt over borgerne blev udbygget til det groteske, og den sociale kontrol stressede syge mennesker ihjel. Man forlod visionen om et samfund, hvor fattigdom var unødvendig. CentrumHøjre som stemte på S R V K LA og DF sad på hele magten, medierne og formuen i Danmark, meningsdannerne blev hævet op i den øvre middelklasse, købt og betalt.

De Danske Neoliberalister investerer massivt i tænketanke, lobbyfirmaer og liberale medier, og de sørger for at placere deres egne i ledende stillinger i staten, i råd og udvalg i ministerierne og sågar som chefer i socialcentrene. De liberale ledere sørger for at alle institutioner skærer ned, f.eks. er Skat bevidst ødelagt, for der igennem at skaffe penge til skattelettelserne til de rige.

F.eks. lagde politikerne socialvæsenet ind under Beskæftigelsesministeriet, og der er resultatet, at erhvervslivet frit kan indsætte private aktører til at stresse de socialt udsatte ihjel. Konsulentfirmaet Discus og embedsmændene designede og gennemførte loven om førtidspension og fleksjobordningen.

Bjarne Corydons venner skabte fattigdom, ulighed og nedværdigende social kontrol, som forhindrer de socialt udsatte i at komme sig og få det bedre. Kræftsyge mennesker jagtes ud i endeløse ressourceforløb, selv om de kun kan klare 2 timer om ugen.

Det står værre til i Finansministeriet end det gør i Skat, det er på tide at fyre samtlige ansatte og starte forfra, ellers får vi ikke standset dette vanvid. Derefter må de politiske partier luge ud i de værste sociopater, som ingen føling har med de lidelser de påfører.

Omdannelsen af landet bliver massivt finansieret af overklassen, finanssektoren og virksomhederne. Der er tale om et omfattende netværk af rige virksomhedsejere, akademikere fra øvre middelklasse og sympatiserende journalister. På trods af den overdådige finansiering, ved de fleste knapt nok hvad der foregår. Nedskæringerne overfor de fattige orkestreres af Finansministeriet, og nedskæringerne af antal offentlige ansatte styres af Moderniseringsstyrelsen, derfor skal styrelsen nedlægges.

I disse dage ser vi hvordan erhvervslivet rager magten til sig, idet de sidder i råd og udvalg på Christiansborg, og udvider deres egen magt; erhvervslivet sidder med i 39 ud de i alt 47 arbejdsgrupper.

"I 24 af arbejdsgrupperne sidder erhvervslivet endda helt alene, eller kun sammen med embedsfolk fra ministerierne og eksperter. I alt har regeringens ministre udpeget ikke mindre end 298 repræsentanter fra virksomhederne, men kun 36 repræsentanter fra fagbevægelsen, grønne organisationer og andre NGO’er. Erhvervslivet dominerer i udvalg og råd". https://arbejderen.dk/indland/regeringen-spørger-vennerne-til-råds

Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, Elisabeth Andersen, Vivi Rindom, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mogens Holme, Karsten Lundsby, Anne Mette Jørgensen, Kirsten Lindemark, Carsten Munk, Steffen Gliese, Birthe Lauridsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Massive problemer forekommer mig at være en vild overdrivelse, Hossein Yazdani.
Nogle gange virker det også til, at folk, der er flygtet eller rejst fra Mellemøsten, regner med at få opbakning fra 'det nye land' til at fortsætte en dissidentvirksomhed.
Mens man skal være velkommen til det, så er forholdene i vestens demokratiske stater, at de giver folk et stort spillerum for at indrette sig indenfor samfundets vide rammer.

Albert Frederiksen

@Gliese
Det er muligt at 33 mia ikke er massive problemer, men hvis man læser ministeriets økonomirapport, kan man se at rapporten kun medtager de direkte udgifter, og ikke prissætter den nedslidning af retsvæsenet, skolen og sundhedspersonalet, som indvandringen har medført. Og for god ordens skyld, indtægterne fra anden etnisk baggrund sundhedspersonale er medregnet, de 33 mia er et nettotal. Som er langt højere hvis man tæller førnævnte faktorer med.
Så om ikke massive problemer, dog alvorlige problemer.

Steffen Gliese

Tænk, Albert Frederiksen, det påstås ellers, at det modsatte er tilfældet. At de 33 mia er inkl. alle udgifter, men minus indtægterne.
Imidlertid er 33 mia, der cirkulerer internt i den danske økonomi ikke noget, man bør bekymre sig om.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Nu jamrer alle over den mislykkede integration. Skulle perioden med Nyrup ved magten være særlig dygtig til at integrere ? Fake news er det såmænd.

Eva Schwanenflügel

I forhold til hvad er integrationen mislykket?
Det burde der snarere spørges om.
Ellers bliver det blot en argumentation, der minder om den 'Flat Earhers' bruger; at enhver fejl er en indrømmelse, der giver validitet.

jens peter hansen

At fx gymnasieelever flygter fra indvandrerdominerede gymnasier, at tolerante forældre sætter ungerne i private skoler for at undgå de " sorte" at mange indvandrerkvinder ikke er på arbejdsmarkedet et da problematisk.

Eva Schwanenflügel

@ jens peter hansen

Ja, her sætter du fokus på virkelige problemer. Og italesætter samtidig et problem vi har med etnicitet.
For hvad er der med de "sorte"?
Det er et ildeset og nedsættende ord i Danmark, (omend ikke i USA), fordi vores diskurs har været fobisk på området.
Selvfølgelig er der altid vanskeligheder med integration, det siger næsten sig selv.
Men hjælper det at marginalisere og udskamme?
Skal der ikke finde en mere positiv behandling sted i politik og praksis? Ikke særbehandling, men ligemæssig behandling?

jens peter hansen

Jeg har undervist elever med al anden enf dansk baggrund med stor glæde. Når gymnasieungdommen ikke vil de andre har vi et åbentlyst problem som forsøges pakket ind og viser at de problemer fx vestegnen havde nu også forekommer andre mere "tolerante" steder . Funktionel racisme kalder jeg det. Man siger et men handler modsat. Det viser desværre hykleri og holdningsmæssig tvetale. Det et ikke de rigtige meninger der står for integrationen. Det er handlinger.

jens peter hansen

Det er vist svært at give et konkret svar herpå, ES. Men pæredanske skulle måske turde at sætte deres børn lidt mere i spil og så være aktive over for børn og forældre med fremmed baggrund. Desværre ser det ud til at det krakelerer med venskaber på tværs i 15-16 års alderen.

Eva Schwanenflügel

Måske er det at alle mennesker gerne vil føle sig påskønnet, ikke overvåget.

Det er nedrigt at overvåge folk og trampe på deres rettigheder, som det sker alle steder i verden.

jens peter hansen

Nu skriver jeg med mine stive fingrer, så helt kort. I teenagealderen blivet mange piger med indvandrerbaggrund overvåget af familier og bekendte, mens pæredanske får mere frihed. Det betyder at de muligheder de meget unge har bliver bundet op på deres kulturelle baggrund og man holder derfor sammen med dem man ligner. Drenge i begge grupper har større frihed og holder derfor oftere sammen. På gymnasierne bliver de pæredanskes "vilde" liv derfor en drøm for eleverne i grundskolen, mens indvandrerne ikke er tiltrukket af noget der ligger uden for deres muligheder eller vil være så grænseoverskridende at familien siger stop. Danske elever vil ikke på et gymnasium hvor der ikke har en ungdomskultur der passer til drømmen om fest og ballade.