Kommentar

Nej, hænderne er ikke varmere i det private, Mia Amalie Holstein

Det stigende omfang af rigide regler i den offentlige sektor, som ifølge Cepos’ velfærdspolitiske chef skulle få hænderne til at isne, er netop et resultat af den markedsgørelse, hun forfægter, skriver Karen Mølbæk i dette debatindlæg
20. juni 2019

Jeg skriver en sjælden gang imellem et debatindlæg, når jeg bliver ophidset af et synspunkt i den offentlige debat. Det skete lørdag den 15. juni, hvor Mia Amalie Holstein, som er velfærdspolitisk chef i Cepos, i Information argumenterede for den påstand, at »hænderne nemt isner og bliver kolde i en offentlig ansættelse, hvor der er mange rigide regler, mens hænderne generelt er mere varme i den private sektor«.

Hun blev som den første interviewet til artikelserien »Det borgerlige Danmarks genrejsning« og kom med et bud på, hvordan de borgerlige kan »kapre godheden og retfærdigheden tilbage fra venstrefløjen«.

Medarbejdernes motivation

Jeg er enig med Mia Amalie Holstein i, at varme hænder tilhører en motiveret medarbejder. En medarbejder, der anstrenger sig for at gøre sit arbejde godt og nødigt går på kompromis med sin faglige stolthed. Men jeg er uenig med Holstein, når hun argumenterer for, at man nødvendigvis må være mindre motiveret, når man er offentligt ansat, fordi der her er mange rigide regler.

Motivation afhænger som bekendt af mange faktorer – blandt andet ledelse. Og at privatansatte ledere er bedre end offentligt ansatte ledere, findes der mig bekendt ikke valid dokumentation for.

Dernæst vil jeg indvende, at store organisationer som regel er bureaukratiske og har mange regler. Erfaringerne fra mit eget arbejdsliv viser slående ligheder mellem en stor dansk kommune, hvor jeg arbejdede tidligere, og en stor dansk produktionsvirksomhed, hvor jeg også har arbejdet, hvad angår den bureaukratiske indretning.

Endelig vil jeg anføre, at det stigende omfang af rigide regler i den offentlige sektor netop er et resultat af sektorens markedsgørelse, hvor økonomisk tankegang har erstattet et tillidsbaseret menneskesyn og en fagprofessionel orientering. Skiftende regeringer har indført en stadig stigende strøm af regler og krav om dokumentation og kontrol i forsøget på at konkurrenceudsætte og derved effektivisere den offentlige sektor.

Fællesskabet vinder ikke på egennytte

I sin argumentation for, at liberalismen er god og ikke egoistisk, refererer Mia Amalie Holstein til økonomen Adam Smith, der hævder, at »alle borgere vinder, hvis individet handler af egeninteresse, for da går markedet og fællesskabet også frem«.

Det er korrekt, at markedsøkonomien historisk set har bevirket, at velstanden er steget, og at samfundskagen er blevet større, men om fællesskabet – forstået som den offentlige service – er blevet bedre, det afhænger af, hvor stor en andel af sin indtægt den enkelte borger har bidraget med til de offentlige kasser. Om fællesskabet vinder, afhænger således af »den rette regulering« af markedskræfterne, som Mia Amalie Holstein selv påpeger længere henne i interviewet.

Ligeledes dokumenterer den franske økonom Thomas Piketty, at nok er velstanden i verden steget i dette århundrede, men uligheden er også voksende. Fællesskabet mellem mennesker er altså ikke blevet beriget af den stigende velstand.

Frivillige fællesskaber er ustabile

Hvad er så den gode borgerlige idé om fællesskab, hvis fællesskabet i form af den offentlige sektor ikke er positivt? Ifølge Holstein er det gode fællesskab identisk med de »frivillige fællesskaber i civilsamfundet«.

Ingen vil være uenig i, at frivilligt arbejde er godt – både for den, der yder, og for den, der nyder godt af hjælpen. Spørgsmålet er bare, om den offentlige sektor skal basere sin service på frivillighed, således at det for eksempel bliver nødvendigt, at pårørende støtter op om eller helt overtager plejen af et ældre familiemedlem. I så fald er frivilligheden netop ikke karakteriseret ved at være frivillig og lystbetonet, men er blevet tvungen. Og så er der risiko for, at servicen bliver ustabil, og at kvaliteten forringes.

Er hænderne så varmere i det private? Nej, mener jeg. Varmen i hænderne afhænger af medarbejderens motivation og faglige stolthed – ikke af om han/hun er ansat af en offentlig eller en privat arbejdsgiver.

Er den offentlige sektor mere bureaukratisk, og har den flere rigide regler end den private sektor? Nej, mener jeg. Bureaukratiet følger af størrelsen på organisationen – ikke af om den er offentlig eller privat. Og i øvrigt er regler om kontrol og dokumentation opstået i forsøget på at markedsgøre den offentlige sektor.

Er fællesskabet om frivilligt arbejde bedre end fællesskabet i den offentlige sektor? Nej, mener jeg. Frivilligt arbejde er godt, ingen tvivl om det, men frivilligt arbejde er netop karakteriseret ved at være lystbetonet og dermed ustabilt i sin leverance. Og derfor er det en dårlig idé at basere den offentlige sektors service helt eller delvist på frivillig arbejdskraft.

Karen Mølbæk, cand.mag. og gymnasielærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Niels Duus Nielsen
  • Jane Jensen
  • Ib Gram-Jensen
  • Espen Bøgh
  • Ebbe Overbye
  • Henning Kjær
  • Werner Gass
  • Lise Lotte Rahbek
Morten Lind, Niels Duus Nielsen, Jane Jensen, Ib Gram-Jensen, Espen Bøgh, Ebbe Overbye, Henning Kjær, Werner Gass og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ikke privat kontra offentlig virksomhed der udgør grundlaget for de flere og flere rigide regler.
Det er manglen på tillid til dem der har de varme hænder for enden af deres arme!

Når man ikke har tillid til, at de varme hænder gør det der er rigtigt i den givne situation, så laver man regler. Først kun få, men der kommer altid flere og flere.

Når man så mener at menneskelig omsorg koster for meget, kommer der de mange rigide regler.
Regler der bestemmer hvad man må, og især hvad man ikke må hjælpe med; hvor mange minutter den enkelte handling må tage etc etc.

Konkurence på pris medfører indsnævring af de opgaver der løses og så kører møllen.
Frustrerede varme hænder, der ikke må løse opgaven på en for dem rigtigt, faglig som menneskelig, måde.

Cepos kan aldrig, ud fra sit udgangspunkt, løse dette dilema.
Du får hvad du betaler for!

Erik Fuglsang, Jørgen Christian Clausen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Jeg tror der er masser af evidens for, at offentlige virksomheder sander til i bureaukrati og ineffektivitet og at de mennesker, som er overladt til især pleje- og omsorgssektoren ofte oplever mangelfuld pleje og omsorg.
Derfor er det fristende at konkludere som Mia Amalie Holstein: Den private og målrettede foretagsomhed er langt mere effektiv og dermed også bedre til at levere specifikke kerneydelser til de mennesker, der har behov for dem.
Men det er en fejlkonklusion.
Op gennem 00'erne oplevede Sverige en lang række skandaler på adskillige af landets plejehjem. Historierne om misrøgtede ældre stod i kø: Gamle mennesker som havde ligget i deres egen urin og afføring i et døgn eller mere, ubehandlede liggesår, der havde udviklet sig til alvorlige betændelsestilstande og død. Mennesker, som aldrig kom ud af deres senge eller blev vasket, fordi der simpelthen ikke var personaleressoucer til at hjælpe med det selvfølgelige. Rædselslisten var omfattende og chokerede hele det offentlige Sverige.
Fælles for alle plejehjemmene var, at de var privat drevet af virksomheder, der havde budt sig til i forlængelse af den svenske regerings store udliciteringsplan.
Rationalet bag planen var fuldstændig identisk med den argumentation Mia Amalie Holstein lægger for dagen, nemlig at privat foretagsomhed optimerer processer på en helt anderledes effektiv måde end tilsvarende i en offentlig drevet institution. Og dermed vil man opnå en kvalitetsgevinst for de samme penge.
Rationalet overser imidlertid én fuldstændig afgørende præmis. Det forekommer næsten trivielt at måtte konstatere det, men det er tilsyneladende nødvendigt: Private virksomheder eksisterer ene og alene for at skabe profit. Punktum. I det omfang det overhovedet lader sig gøre, vil enhver privat virksomhed tillige søge at maksimere profitten over tid. Punktum.
Og det var præcis hvad der skete i Sverige. Punktum.

Morten Lind, Ebbe Overbye og Herdis Weins anbefalede denne kommentar