I Norden går mediernes oplag op, mens resten af verden kæmper med abonnementstrætte kunder

Vi bruger flere og flere penge på medier, underholdning og kommunikation.

Den del af familiebudgettet, som i tidernes morgen blev brugt på et telefonabonnement, et par avisabonnementer, radio-/tv-licensen og biografbilletter er svulmet voldsomt.

Nu skal hele familien have smartphones, tablets og computere, der er kabelpakker, bredbåndsforbindelse og licensen er der fortsat, selv om den snart udfases, så vi skal betale lidt mere i skat.

Dertil kommer Netflix, HBO, Spotify og måske – for under en fjerdedel af befolkningen – også et avisabonnement.

Abonnementstræthed

Men, fortæller sidste uges Digital News Report fra Reuters Institute of Journalism i Oxford, noget tyder på, at forbrugerne er ramt af ’abonnementstræthed’, subscription fatigue.

I det første år efter Donald Trumps indsættelse som præsident steg antallet af avisabonnementer pænt, formentlig som en reaktion mod præsidentens voldsomme og hadefulde angreb mod pressen.

Det kaldte forskerne The Trump Bump, og nu fortæller de os, at kurven er fladet ud.

Den nye rapport fra Oxford fastslår også, at meget tyder på, at det kun er de største og mest velorganiserede medier, der synes at høste frugterne af den kolossale stigning i antallet og brugen af digitale og mobile nyheder. Mindre aktører over hele verden kæmper bravt for at skaffe flere abonnenter.

Abonnenter er for de fleste den vigtigste vej til indtægter, fordi Facebook og Google fortsat støvsuger alverdens nyhedsmedier for annonceindtægter. I Danmark alene tegner de to virksomheder sig for over fem milliarder – en tredjedel af den samlede annonceomsætning.

Rapporten fortæller også, at selv i lande, hvor en pæn procentdel af forbrugerne rent faktisk abonnerer på et nyhedsmedie, abonnerer de kun på ét af slagsen.

Det gør konkurrencen om abonnenterne benhård, og rapporten advarer også om, at den globale udvikling tyder på, at det er de allerstørste, der bliver større, mens de mindre får det sværere og sværere.

Den abonnementstræthed, som rapporten omtaler, handler ikke kun om nyhedsmedier. Den rammer selv i meget betalingsvillige lande især de yngre forbrugere; dem alle er mest interesserede i at tiltrække. De bruger deres penge på streamingtjenester som Netflix, HBO og Spotify.

Nordisk optimisme

På Folkemødet var jeg ordstyrer i en debat mellem cheferne for Berlingske, Børsen, Egmont og Zetland.

De mente, at vi stod over for en dansk ’guldalder’ for medierne og byggede bl.a. deres optimisme på, at stort set alle danske medier oplevede en stigning i antallet af digitale abonnementer.

Det er selvfølgelig vigtigt at nævne, at Dagbladet Information er et af de danske nyhedsmedier, der har oplevet den største procentvise stigning i antallet af betalende brugere de seneste år.

Spørgsmålet er, om den globale abonnementstræthed rammer Danmark, der ifølge rapporten sammen med Norge og Sverige er de eneste lande, hvor både mediernes troværdighed og betalingsvilligheden er svagt stigende. Vi ved ikke, om det er en midlertidig optimisme, og vi ved ikke, hvorfor eller hvor længe det varer.

I Norden har vi fortsat en god økonomi, stabile demokratier og en højtudviklet teknologisk infrastruktur. Men vi er efterhånden også nogle af de få lande i verden, der ikke har store, dybt utroværdige tabloidaviser.

Vi har ikke landsdækkende sensationsaviser med millionoplag, som f.eks. britiske The Sun, der dagligt propaganderer for Brexit. Vi har ikke dybt politiserende tv-kanaler som Fox i USA, men derimod public service-kanaler, der er forpligtet til at drive balanceret og troværdig nyhedsformidling.

At disse særlige nordiske omstændigheder skulle give anledning til optimisme om, at danske medier går en guldalder i møde, skal nok tages med et stort gran salt.

Den endelige afgørelse ligger hos de danske familier, hvis medie- og underholdningsforbrug er steget langt mere end velstanden.

Men det handler også om at overbevise de yngre generationer om nødvendigheden af professionelle nyhedsmedier. Der er nemlig små globale tegn på, at en meget lille, men stigende procentdel føler, at de ikke har brug for dem.