Danmark har en af verdens største offentlige sektorer, finansieret af verdens næsthøjeste skattetryk. Alligevel har venstrefløjen haft held med at skabe en myte om, at den offentlige sektor hvert år udsultes, og valgkampen handlede for hovedparten af partierne om at love borgerne at bruge flest muligt af deres egne penge på mere offentligt forbrug.
Men alt for stor en del af de offentlige udgifter anvendes på bureaukrati og pseudoarbejde. Som tidligere embedsmand i Udenrigsministeriet har jeg været vidne til, hvordan simple opgaver tog uforholdsmæssig meget tid.
Når ministeren f.eks. skulle orienteres om et udenlandsk statsbesøg, skulle jeg som yngste medarbejder udarbejde et notat med informationer om det forestående besøg. Herefter skulle notatet kontrolleres af en fagkonsulent, en specialkonsulent, derefter en souschef og endelig en kontorchef, inden det gik videre op til direktionen. Hele processen blev håndteret gennem et it-system, som kun var delvist implementeret, fordi der var problemer med at få alle medarbejdere til at tage systemet i brug.
Og ligesom jeg sad der og brugte timevis på tomt arbejde, der ingen forskel gjorde for Danmarks udenrigspolitik, sidder der hver dag tusindvis af HK’ere og djøf’ere og udarbejder notater, skriver rapporter, afholder seminarer, workshops og deltager i alt for lange møder med alt for mange deltagere, uden at det direkte understøtter kernevelfærden.
Det fortsætter år efter år, fordi der hersker en enorm vidensasymmetri imellem ministeren og embedsmændene, i forhold til hvad embedsmændene anvender deres tid på. Derudover er ministrene politikere og ofte slet ikke interesseret i de forvaltningsmæssige aspekter af deres ressortområde.
Ryd op
Når politikerne hiver sygeplejersken, pædagogen eller politibetjenten frem som eksempler på faggrupper, hvor der godt kunne bruges et par ekstra hænder, har de formentlig ret. Men problemet er, at selv om de afsætter en pulje penge til f.eks. sundhedsområdet, ser vi alt for tit, at pengene ikke når ud til de såkaldt varme hænder.
Sundhedsområdet er det område, der har fået tilført flest ressourcer de seneste år. Men alligevel hører vi ofte om, hvordan borgere ikke får tilstrækkelig behandling, og hvordan sundhedspersonalet føler sig presset. Det kunne jo hænge sammen med, at der mellem 2007 og 2016 er kommet ca. 30 procent flere administrativt ansatte i regionerne, mens antallet af social- og sundhedsmedarbejdere faldt med 30 procent. For mange af de afsatte midler er altså endt i administration og bureaukrati alt for langt væk fra patienterne og fagpersonalet.
Inden de nye ministre går i gang med at udvikle ny politik, burde de rydde op i deres ministerier og tage kritisk stilling til de opgaver, som medarbejderne i ministeriet og de tilhørende styrelser er ansvarlige for.
For ministerierne får hurtigt deres helt eget liv, og en opgave bliver hurtigt til tre nye projekter, da ingen har interesse i at nedlægge deres eget arbejde, og kontorcheferne nødigt vil mindske antallet af medarbejdere og dermed tabe præstige i det ministerielle hierarki.
Der er dermed intet pres for at mindske antallet af udgifter, men derimod tusindvis af ideer til nye udgiftsposter. Læg dertil, at ingen har hånden på kogepladen; selv om et område åbenlyst har været underlagt mangelfuld ledelse, som f.eks. ved EFI-skandalen i skat, bliver de ansvarlige ledere ikke stillet til ansvar, men går derfra med fede bonusser.
Hvis man undlod at genansætte en række af de kolde hænder, som ikke bidrager med reel kernevelfærd, kunne der frigives milliarder, som kunne anvendes i den offentlige sektor eller på skattelettelser. Det ville dermed ikke være nødvendigt at tilføre endnu flere penge til den offentlige sektor.
Så længe ingen interesserer sig for det spild af ressourcer, der hver dag finder sted i den offentlige sektor, er der kun én måde at finansiere venstrefløjens ønsker om nye udgiftsposter på, og det er gennem skattestigninger, hvilket vil skade den økonomiske vækst og velstanden for danskerne.
Og presset for mere forbrug har inden ende, for som simpel politisk teori tilsiger, vil der uanset statens størrelse altid være et pres på et øget offentligt forbrug, da borgerne aldrig (uanset kvaliteten) stiller sig tilfredse med status quo.
Der er kun én vej til at løse dette problem, og det kræver, at de nye ministre går i gang med det kedelige rugbrødsarbejde; med at rydde op i mængden af bureaukrati og pseudoarbejde i den offentlige sektor. Sæt i gang.
Louise Siv Ebbesen er managementkonsulent.
Hvordan er det lige?
Er konsulenter kolde hænder der ikke bidrager med reel kærnevelfærd og hvor der kan frigives milliarder?
Tjah - for et stykke tid siden læste jeg om et projekt, som skulle være målrettet en særlig udsat/sårbar gruppe af arbejdsløse. Et beløb omkring de 75 mill. kr. var der sat af til formålet.
Hovedparten af pengene blev brugt til konsulenter, der stod for projektbeskrivelse, planlægning, udvikling af kontrol- og evalueringssystem mm.
Tilbage til selve den direkte indsats for gruppen blev et beløb omkring 18-19 millioner kr !
Ja middelklassen kunne have sparet mange milliarder hvis blå blok havde fokuseret på deres kerne-ideologi; at alle offentlige udgifter til velfærd skulle væk, i det mindste den del som ikke hører til kernevelfærden. Men det ville have bevirket at samfundet havde endt der hvor USA er, med grotesk ulighed - et rent paradis, for de rige.
Detroit ligner en by som er sønderbombet efter en krig. Billederne af madkøer og overfyldte sheltere som videresender de hjemløse til teltbyer viser tydeligt at ulighed ikke er vejen frem, hvis man sammenligner Danmark med USA er det tydeligt at fattigdom er uhyre ineffektivt.
I stedet for gik blå blok efter magten, og at omdanne landet fra et socialt samfund til et erhvervs- og konkurrencemareridt, de opdyrkede konsulentvirksomheder med det formål omdannede landes sjæl. Samtidigt med at de private virksomheder tager over, får de større og større politisk magt. De største skandaler knytter sig til de store konsulenthuse McKinsey, Bain eller Boston Consulting Group samt Discus og Deloitte.
Artiklen er sprængt fyldt med den neoliberale ideologi. Det er forhåbentlig sidste bølgeskvulp fra en neoliberal nedskæringsideologi, som har skabt så stor splittelse mellem befolkningsgrupperne: De offentlige udgifter er spild af ressourcer. Presset for mere offentlig forbrug har inden ende. Kampen imod venstrefløjen som ønsker omfordeling fra de rige til de fattige. Venstrefløjens ønsker nye udgiftsposter gennem skattestigninger, hvilket vil skade den økonomiske vækst og velstanden for de rige danskerne.
Alle ved jo at politikerne ikke har tid til at rydde op i ministerierne. Løsningen er naturligvis at ansætte et par konsulentvirksomheder - jo flere jo bedre :( I artiklen beskrives netop konsulentvirksomhedernes primære formål; at føre ideologisk politisk kamp mod venstrefløjen og at multiplicere sig selv.
Hvor meget politisk skyts mod venstrefløjen kan man få for 11 mia. pr. år? Staten bruger flere penge på konsulenter end på statskirken. Fuldstændigt groteskt!
Det har aldrig været meningen at offentlige velfærdsmidler skulle gå til private firmaer, som fjerner ilten fra de socialt udsatte. 160.000 har nu ingen penge overhovedet pga. nedskæringerne - ingen indtægter fordi der skulle pumpes penge ud til private aktører og konsulentvirksomheder. Der er ikke længere nogle penge at hente i bunden af samfundet, og derfor er nedskæringsprojektet håbløst.
Sundhedsområdet er det område, hvor der er skabt størst ulighed. Konstant hører vi om, hvordan borgere i bunden af samfundet ikke får tilstrækkelig behandling, mens middelklassen og op, opvartes i hoved og røv. Hvis man undlod at genansætte en række af de kolde konsulentvirksomheder, som ikke bidrager med velfærd, kunne der frigives milliarder, som kunne anvendes i den offentlige sektor og måske fjerne en del af den groteske børnefattigdom.
Konsulentfirmaerne Discus og Deloitte har i mange år udformet det sociale- og beskæftigelsesområde efter deres egen neoliberale ideologi. Konsulentfirmaet Discus var netop hovedarkitekterne bag førtids- og fleksjob reformen, efter henstilling fra EU.
McKinsey har blandt meget andet været involveret i massefyringer i Skat, som efterfølgende kæmper med milliardtab, indkøb af kampfly på suspekt grundlag og offentlige spareplaner uden faglig fundering, ligesom McKinsey-netværket også rækker helt ind i Dong-skandalen. Tidligere såvel som nuværende McKinsey-konsulenter har tætte forbindelser i toppen af det danske samfund.
Konsulenthuset McKinsey & Company er nærmest blevet symbol på den neoliberale, økonomiske hensynsløshed. Skal fagligheden afspores til fordel for besparelser og fyringer under dække af smarte effektiviseringer og omstruktureringer, står McKinsey altid klar med en rapport og et gummistempel, til gengæld, selvfølgelig, for millioner af skattekroner.
Mckinsey-netværket, består af både nuværende og tidligere konsulenter som forfordeler hinanden med ansættelser og kontrakter. Den offentlige sektor bliver ikke mindre af at de private firmaer får opgaverne, tværtimod ser vi at der pumpes milliarder ud til opgaver som private læge-konsulenter, jobcenter-coaches etc, dette er stik imod hensigten med de neoliberales Minimalstat, grådigheden overtrumfer ideologien. Virksomhederne burde være beskæftiget med at skabe nye produkter, men i stedet for har de slået sig op på at leve af offentlige penge.
Det er ligegyldigt, at de tog fejl 1., 2. og 3. gang – de får lov til at forsøge endnu en 4. gang – selvom alting efterhånden sejler takket være deres dagsorden. Havde man lyttet til fagligheden og fornuften, så havde vi i dag undgået en masse rigtigt dyre fejlskud, som har kostet velfærd, tryghed, sikkerhed og arbejdsmiljø. Man havde sandsynligvis haft en billigere og mere effektiv offentlig sektor.
Swissair bad McKinsey udforme en overlevelsesstrategi, som de fulgte trofast, indtil de gik bankerot i 2001. Enron betalte McKinsey 10 millioner dollars om året for deres ”gode råd”, som udmøntede sig i hele 20 projekter, inden også de gik bankerot. McKinsey stod bag privatiseringen af de britiske jernbaner, som overgik til det det private selskab Railtrack, der kollapsede efter flere togulykker med dødsfald. McKinsey havde anbefalet besparelser på infrastrukturen, hvilket angiveligt var medvirkende årsag til ulykkerne.
Inden de nye ministre går i gang med at udvikle ny politik, skal de rydde op i forbruget af konsulentvirksomheder, og omdirrigere pengene til det sociale område igen. 11 milliarder mere hvert år til de socialt udsatte er en start, der viser at politikerne forstår, hvad der er sket under Lars Løkke Rasmussen. Sæt i gang.
Tak for "indsparket", du lyder troværdig og det kan sikkert siges om andre offentlige institioner, supersygehusene (dyre "mursten" fremfor personale!), jobcentre (gad vide, hvor mange der får job derigennem?), regionerne og kommunerne! MEN, mantraet er: kontrol, kontrol, kontrol. Tillid har svære kår, men det vil være billigere og bedre for borgerne, som retteligen betaler for servicen. Borgerne betaler for den idiotiske bureaukrati, med deraf følgende "benspæn", når de har brug for hjælp!
Dit indlæg er indsigtsfuldt, og du kunne starte med at fyre dig selv og i stedet lade dig ansætte som en velfærdens fodsoldat, der advokerer for kollektiv generalstrejke i din branche. PS: Jeg er postarbejder, og sommetider ved dagens ankomst har jeg ikke engang mulighed for at gå på toilet - så pressede er vi en gang i mellem. Især dagen efter weekenden. Det er om at være strategisk med sit indtag af væske og vente til før midnat.
Skribenten har ret. På lange stræk. Problemet er blot, at det er meget svært at føre de rette snit.
Der findes jo også 'kolde hænder', som udfører et helt nødvendigt arbejde. Tænk blot på Skat.
Samtidig er det offentlige system karakteriseret ved komplekse og hierarkiske organisations-strukturer, med en ansvarsfordeling, som ofte er temmelig diffus.
Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at organisere systemet anderledes, uden at gå på kompromis med det faktum, at vi lever i et politisk demokrati - der som bekendt ikke er verdens mest effektive styreform.
Jeg synes, at der er et par debattører her der burde tage en dyb indånding og så læse Louise Siv Ebbesen's debatindlæg én gang til.
Det er IKKE et indlæg for at ansætte flere konsulenter, men netop et forsvar for 'de varme hænder', der ikke bør syltes ind i kontrol og overvågning.
Jeg er selv civilingeniør (DTU), civiløkonom (CBS) og medlem af DJØF, har haft flere direktørstillinger osv - men så bliver det ikke værre ;).
Jeg har det meste af mit liv arbejdet i det private erhvervsliv, men jeg har også prøvet at været arbejdsløs, og - qua min uddannelse og ledelseserfaring - prøvet at været i aktivering som konsulent i Jobcenteret, og organisationskonsulent i et center i en kommune. Det var en øjenåbner!
Kors, hvor er det offentlige system syltet ind i reguleringer og atter reguleringer! Intet i sammenhæng med den private industri.
I den private industri skal vi naturligvis overholde en hel del regler om miljø, arbejdsforhold, sikkerhed, produkterne skal være ufarlige, osv ... men det er for intet at regne med det regelsæt offentligt ansatte er underlagt, når de gør deres bedste for at betjene borgerne.
Og nej! Det er IKKE jurister, økonomer, ingeniører osv. der har fundet på alle disse regler - det er de politikere, vi har stemt på! Os, der har lidt forstand på arjbejdssociologi ville - ligesom Loise - rydde op i dette regelmorads.
PS: Og jeg stemte liste Ø forleden dag ;)
"Jeg er selv civilingeniør (DTU), civiløkonom (CBS) og medlem af DJØF, har haft flere direktørstillinger osv - men så bliver det ikke værre ;). "
Jov. Hvis du også er Københavner.
Astrup
Jup.