Essay

Jo, det nytter at gøre oprør – og selv den mindste protesthandling kan være med til at forrykke en global balance

Civilsamfundet er langt stærkere, end det nogle gange selv tror, skriver den amerikanske feminist Rebecca Solnit i dette essay. Hun tror på, at folkelig mobilisering, demonstrationer og protestaktioner kan få en hovedrolle i kampen for at løse klimakrisen, og hun påpeger, at andre store progressive sejre såsom slaveriets afskaffelse og sikringen af borger- og kvinderettigheder hviler på et fundament af generationers aktivistiske kamp
Civilsamfundet er langt stærkere, end det nogle gange selv tror, skriver den amerikanske feminist Rebecca Solnit i dette essay. Hun tror på, at folkelig mobilisering, demonstrationer og protestaktioner kan få en hovedrolle i kampen for at løse klimakrisen, og hun påpeger, at andre store progressive sejre såsom slaveriets afskaffelse og sikringen af borger- og kvinderettigheder hviler på et fundament af generationers aktivistiske kamp

Ritzau Scanpix

14. juni 2019

I et større perspektiv har det potentiale til at blive en revolution.

I et mindre ligner det bare løst organiserede grupper af kontrære enkeltindivider, der ikke vil indordne sig, men bare skulke, og som man let kan ignorere.

Det, vi kalder protestaktioner eller demonstrationer, udgør bare et aspekt af folkemagt og modstand, men de danner en kraft, som er så sammenflettet med både historien og hverdagslivet, at vi overser en stor del af deres gennemslagskraft, hvis vi blot identificerer den med de grupper af demonstranter, som fra tid til anden aktionerer i gader og stræder.

Sandheden er, at mennesker, der rejser sig i protest, over hele verden til alle tider har formået at gennemtvinge forandringer, vælte regimer, aftvinge rettigheder, skræmme tyranner og stoppe olierørledninger, afskovning og dæmningsbyggeri.

I 2019 markerer Storbritannien 200-året for Peterloo-massakren. Der hændte følgende: Den 16. august 1819 havde titusinder forsamlet sig på St. Peter’s Field-pladsen i Manchester med krav om valgreformer og i protest imod kronisk høj arbejdsløshed og dårlige sociale levevilkår. Myndighedernes svar på massemobiliseringen var at indsætte kavaleri med skydevåben og sabler mod den fredelige menneskemængde. 15 blev dræbt, og mellem 400 og 700 blev såret.

At nedkæmpelsen blev kaldt ’Peterloo-massakren’, var ment som en ironisk parallel til den britiske sejr over Napoleon i Waterloo fem år forinden.

Få år forinden havde demonstrerende menneskemængder i Frankrig kastet landet ud i revolution, og en stor slaverevolte i Haiti havde brudt det franske koloniherredømme. Går vi længere bagud i historien, finder vi bondeopstande og talrige modstandshandlinger i Afrika, Nord- og Sydamerika mod europæisk kolonisering, som historiebøgerne kun har registreret sporadisk og fragmentarisk.

Global superelite

Også i dag befinder vi os i en epoke, der kalder på massemodstand og massemobilisering. Ngo’er, der arbejder for skærpet indsats mod klimakrisen, en styrket feminisme i store dele af verden og kampagnegrupper mod racisme og for menneskerettigheder udgør en magtfuld protestkraft, der gennemsyrer civilsamfund verden over.

De demonstrerer imod mange forskellige ting, men i sidste ende er mange af dem især oppe imod den genopblussende autoritarisme og den fortsatte konsolidering af velstanden hos en lille og superrig, men global superelite.

Lige nu er Florida-ngo’en Coalition of Immokalee Workers i gang med at udbygge deres alliance med studentergrupper, der skal kæmpe for landarbejderes rettigheder ved at aktionere mod den landsdækkende amerikanske burgerkæde Wendy’s. De er et fremragende eksempel på, hvordan formodet magtesløse kan tiltage sig en magt, der er stærk nok i sig selv, skønt den synes at gå uden om institutionelle, militære og finansielle magtinstanser og sjældent anerkendes, dyrkes, studeres eller værdsættes nok.

Denne alliance af fagforeningsaktivister og migrantlandarbejdere fra Caraibien, Mellemamerika og Mexico begyndte allerede for to årtier siden at koordinere deres kamp for arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder fra en base i den tomatdyrkende region omkring byen Immokalee i Florida.

Det ville være let at kalde migrant-landbrugsarbejdere for magtesløse. At bekæmpe slavelignende arbejdsforhold i dag er da også en af deres mærkesager.

’Vi er alle ledere’

Men landbrugsarbejderne i Florida forstod magtens natur: For at sikre sig en anstændig løn, som de kunne leve af, ville det blive nødvendigt at lægge nogle cents på prisen per tomatbakke, men at presse deres agroindustrielle arbejdsgivere ville de ikke få noget ud af.

Så i stedet gik de efter forbrugerne, supermarkederne og de store fastfoodkæder, der systematisk og en efter en blev mål for deres kampagner, imens de udvidede deres koalition og afholdt protestmarcher og andre offentlige arrangementer.

Efterhånden begyndte deres indsats at bære frugt. De vandt Taco Bell over på deres side i 2005 og havde i 2008 vundet opbakning fra både McDonalds, Burger King, Whole Foods Market og Subway. Men de blev ved. De kæmpede imod den moderne variant af slaveri, og de fik sendt de grovest udbyttende tomatbønder i fængsel, de fik indført ordentlige arbejdsmiljøstandarder, og de fik gjort op med sexchikane og mobning under markarbejdet.

Todos somos lideres – ’vi er alle ledere’ – blev ét yndet slagord, og de insisterede på, at magten er alle steder, og at alle kunne gøre krav på at udøve den, som de selv havde gjort.

Som det også er set tidligere i historien, er det de slavebundne selv, der både vil være de første og de mest vedholdende til at stå op mod slaveri. Fra engelsk og skotsk 1700-tals-historie kender vi flere eksempler på retssager og andre metoder til at opnå frihed for slaver på individniveau. Olaudah Equiano blev kidnappet fra sin igbo-landsby i det nuværende sydøstlige Nigeria og solgt til slaveri, men siden lykkedes det ham at købe sig fri, hvorpå han i England blev en fremtrædende aktivist mod slaveriet. I 1789 udgav han en selvbiografi, der blev meget læst i samtiden og gav offentligheden et bredere og dybere kendskab til slaveriets brutale sider.

En indre revolution

Noget af det farlige ved at tænke forandring som en proces, der først og fremmest må fremtvinges gennem vold og rå magtanvendelse, er, at den overser den magt, der ligger i ikkevoldelige opstande og de andre sammenhænge, hvor individer smelter sammen til civilsamfundsgrupper, der bliver bevidst om deres styrke.

Overset bliver det dermed også, i hvor høj grad den vigtigste kamp finder sted i den kollektive fantasi og til dels bliver vundet her med ideer, bøger, taler og sågar nye ord og nye begreber for gamle dårligdomme. USA’s anden præsident, John Adams, erklærede engang, at den amerikanske revolution allerede havde fundet sted »i menneskers hjerter og hjerner«, før de åbne fjendtligheder begyndte.

Hvad er det, som kan få noget, som længe er blevet tålt, til pludselig at fremstå som utåleligt? Hvad er det, der får mennesker, som før var ligeglade med eller uopmærksomme på en uretfærdighed, til at skifte holdning? Hvad er det, der tipper balancen og får politikere til at indse, at farerne ved ikke at handle er større end farerne ved at gøre det?

Når man tænker på de store og skelsættende offentlige protesthandlinger, som opstanden imod WTO i Seattle og andre steder i 1999, de globale protester mod Irakkrigen i 2013 eller de kvindemarcher, som i 2017 fandt sted i hundredvis af byer verden over, så er der én lære, vi kan drage: Ikke bare kan de være kimen til, de kan bygge videre på forandringer, der allerede kan være indtruffet i den offentlige bevidsthed.

Folk engagerede sig, fordi noget tændte deres engagement. De blev klar til at handle, fordi noget gjorde dem klar. De sluttede sig til en bevægelse, fordi nogen opfordrede dem til det og faciliterede, at det kunne ske.

Kollektive øjeblikke

En godt billede på hvad der sker, kunne være de paddehatte, der skyder op lige efter et regnvejr. Det er kun frugtlegemet af en meget større underjordisk svamp, som vi ikke ser. Regnen får paddehattene til at spire frem, men svampen var der hele tiden. I live, men uset. Regnen er den forandrende begivenhed.

Tænk på Donald Trumps immigrationsforbud mod syv overvejende muslimske lande, som i januar 2017 fik amerikanere til at demonstrere i lufthavne landet over. Eller på hvordan manglen på en tilstrækkelig politisk indsats fik ngo’en Extinction Rebellion til at besætte flere centrale trafikknudepunkter i London i april 2019.

Disse offentlige aktioner får ofte helt specifikke konsekvenser. At det britiske parlament først i maj udråbte klimanødretstilstand, var utvivlsomt også en reaktion på disse aktioner, men selvfølgelig bryder de officielle magthavere – lad os kalde dem for ’overgrundsmagthavere’ – sig ikke om at anerkende undergrundsmagthaverne, men foretrækker i almindelighed at afvise, ignorere, bagatellisere eller dæmonisere dem.

Det behøver vi andre imidlertid ikke at gøre. I disse store kollektive øjeblikke træder folk i karakter, fordi de engagerer sig, og når de møder frem, oplever de ofte en ny følelse af solidaritet og styrke, som åbner op for endnu flere muligheder.

Ritzau Scanpix

I den vestlige verden blev frøene til en større offentlig kampagne mod slaveri lagt 22. maj 1787. På denne dag mødtes 12 mænd fra kvækerbevægelsen i et trykkeri i London for at lancere en kampagne, der, som Adam Hochschild beretter i sin fremragende bog Bury the Chains, skulle vare næsten 50 år for endelig at nå sit mål. Og kun en af de oprindelige aktivister levede da også længe nok til at opleve, at slaveriet blev afskaffet overalt i det britiske imperium.

Blandt de metoder, som aktivisterne i denne såkaldte abolitionistbevægelse benyttede sig af i årenes løb, var en sukkerboykot og udbredelsen af det i dag almindeligt kendte uhyggelige kobberstik, hvor man ser, hvordan afrikanere blev tæt pakket i skrogene på slaveskibene. Dertil kom en brevkampagne, der skulle engagere offentligheden, samt en vedvarende lobbyvirksomhed over for parlamentet.

I dag er disse taktikker for sociale forandringer velkendte og afprøvede, men dengang var de udtryk for en pionerindsats. I 1807 blev køb og salg af slaver forbudt overalt i imperiet, mens ejerskab af slaver først blev ulovligt efter en proces, der tog sin begyndelse i 1833. Det var ganske vist en proces, der i højere grad tog hensyn til slaveejere end til slaver, ved at kompensere førstnævnte snarere end sidstnævnte, men den udmundede ikke desto mindre i, at slaver blev sat fri og slaveri forbudt.

Smittende frigørelse

Frigørelse har noget smittende over sig, både som idé og som proces.

Et af de mest ekstraordinære begivenhedsforløb i 1800-tallet var reaktionerne fra de amerikanske kvinder, som var aktive i den amerikanske abolitionistbevægelse, men blev udelukket fra at sidde med i og tale ved Konventet mod Slaveri i London i 1840. Denne oplevelse ansporede de kvinder, der allerede havde engageret sig i kampen mod slaveri, til at blive mere bevidste om deres eget fravær af rettigheder, friheder og lighed.

Resultatet blev på længere sigt suffragettebevægelsen, hvis kamp skulle få et endnu mere langstrakt forløb end kampen mod slaveri. 80 år skulle der gå, før den amerikanske forfatning blev suppleret med det 19. tillæg, som fastslår, at ingen må fratages stemmeret »under henvisning til deres køn«. (Vi kæmper i USA endnu for at få retten til at stemme uden hensyn til race kodificeret i Forfatningen). Men suffragettebevægelsen spredte sig ikke desto mindre til lignende bevægelser i flere lande verden over.

Tilsvarende inspirerede den sorte borgerretsbevægelse i USA lignende bevægelser for lighed og retfærdighed for andre racegrupper – fra latinoer til asiatiske amerikanere og oprindelige amerikanere. Skelsættende for disse grupper blev besættelsen af øen Alcatraz for 50 år siden, og senest så vi for tre år siden, hvordan de stadig mere omfattende protester ved Standing Rock imod Dakota Access-rørledningen udviklede sig til en kampagne, der kom til at gå langt videre end sine oprindelige grænser og oprindelige mål.

Jeg beskriver disse store offentlige aktioner som høsten af frugter, der stammer fra frø, der blev sået længe før. Og de modne frugter bærer endnu flere frø:

Den stærke modstand ved Standing Rock inspirerede Alexandria Ocasio-Cortez til at stille op til kongresvalg, og hendes succes og efterfølgende aktivisme har igen været ekstraordinær i sin dedikerede indsats mod klimakrisen, navnlig i forbindelse med udspillet om en Green New Deal.

Standing Rock-protesterne blev ifølge mange iagttagere katalysator for en ny stolthed og følelse af styrke, ligesom den førte til indgåelse af nye alliancer og heling af gamle sår. De satte oprindelige folks rettigheder og jordejerskabs-spørgsmål på dagsordenen, så de blev oplevet som nærværende og vedkommende for ikke-oprindelige amerikanere.

Præcis ligesom den ligeledes lange kampagne imod den foreslåede Keystone XL-rørledning fra Alberta, Canada, til Nebraska i Midtvesten fungerede den som et praktisk lærestykke for mennesker over hele kontinentet. Og derudover gav den en større offentlighed indsigt i rørledningernes afgørende betydning for rentabiliteten i udvindingen af fossilt brændstof, og om olieinteressernes farlige og stærke greb om vores politikere.

Direkte aktion

Der er ikke mange aktionsformer, der er mere direkte end teltlejre med hundredvis af aktivister eller protestmarcher med titusinder af deltagere. Men det betyder ikke, at disse aktioner får direkte og umiddelbare konsekvenser. Og det betyder ikke, at kun direkte og målbare interventioner nytter noget. Hver enkelt handling er med til at rykke på verdens balance, men nogle gange vil disse ryk aldrig blive bemærket, eller deres virkninger vil først vise sig lang tid efter eller geografisk langt fra der, hvor de fandt sted.

På St. Peter’s Field i Manchester blev ubevæbnede mennesker massakreret af væbnet kavalerier. Det er let at fremstille denne nedkæmpelse som et nederlag, men episoden var ifølge mange historikere med til at forrykke balancen på en sådan måde, at spørgsmålet om universel stemmeret for mænd blev stadig mere presserende, hvilket 13 år senere førte til reformloven fra 1832.

Den avis, hvor dette essay oprindelig blev bragt, The Guardian, blev ligefrem grundlagt i kølvandet på Peterloo-massakren for »varmt at advokere for reformerne«, så den tekst, du læser nu, er på den led en fjern og uforudset konsekvens af massakren.

Volden vandt altså ikke på længere sigt. Nok blev demonstranter dræbt, såret, skræmt og spredt, men den dræbte ikke ideen om retfærdighed, ja, tværtimod kan man sige, at massakren kom til at understøtte denne idé.

Ved Standing Rock gik hyrede voldsbøller og politistyrker ganske vist til angreb på demonstranterne – ofte med stor brutalitet – men det stoppede ikke deres engagement, håb, ideer eller politiske bevidsthed. Vold er bedre til at intimidere end til at konvertere.

»Man kan plukke så mange blomster, man vil, men ikke stoppe foråret«, skrev Pablo Neruda engang.

Det er en smuk sentens, hvis bogstavelige sandhed muligvis kan blive undergravet af klimakrisen eller af de katastrofer, den bærer i sig: Foråret kom i år til Mozambique i form af ødelæggende oversvømmelser, til det centrale USA som bizarre sene snestorme, til Antarktis som rekordvarme temperaturer, mens kirsebærtræerne i Japan sprang tidligere i blomst end nogensinde før.

Vi stoppede måske ikke foråret, men vi forstyrrede det. Jordens og alle levende tings fremtid afhænger nu af, om vi som reaktion på klimakrisen gør nok for at begrænse dens følger. Om vi reagerer med en radikal omstilling af energiproduktion og forbrug, af vores landbrug og skovbrug, og af vores prioriteringer og opfattelser.

Også udbredelsen af denne erkendelse er i det store og hele vokset frem nedefra takket være indsatsen fra græsrodsklimaaktivister fra Filippinerne til Alaska, der på de seneste ti år har opnået forbløffende resultater fra lukning af kulkraftværker, stop for kul- og naturgasterminaler, for rørledninger og fracking (med direkte forbud mod det sidste i nogle amerikanske stater, især New York og i nogle lande, herunder Frankrig, Tyskland og Irland).

En teknologisk revolution inden for vind og solenergi har åbnet op for, at vi kan lade de fossile brændstoffer bag os og træde ind i en ny grøn epoke, men skal dette scenarie blive virkelighed, må modstanden maksimeres imod de store fossile energiselskaber, profitmagere og statsmagter, der hellere tilgodeser dem end deres egne borgere.

Dette er en konflikt, der sætter de unge, hvoraf nogle sandsynligvis vil leve længe nok til at opleve de 22. århundrede, op mod gamle. Og som sætter fattige befolkninger i det globale syd, der mærker klimakrisens konsekvenser allerede nu, op imod de rige og op imod de nordlige befolkninger i de lande, som i høj grad bærer et ansvar for klimakrisen.

Dette vil være og har allerede længe været en konflikt mellem de tilsyneladende magtesløse mod de tilsyneladende magtfulde. Vi bliver derfor nødt til at huske på progressive demonstranters tidligere sejre og på protestens magtmuligheder, men også på kunstens, fantasiens transformationer og den omfattende civile ulydigheds indflydelse.

Denne gang står vi dog over for meget mere end en konflikt. Svaret på klimakrisen må blive en omdannelse af hele vores livsform fra konkrete transportsystemer til mentale grundopfattelser. Nogle har allerede erkendt, at vi lever på en jord, hvor alting er smukt og skræmmende sammenkoblet. Hvor det kul, vi afbrænder i dag, har alt at gøre med fremtidens klima, hvor skovene er den mest elegante teknologi til optagelse af kuldioxid – og hvor de unge nu leder os ældre.

Greta Thunberg er måske den mest berømte enkeltperson i en ny generation af klimaaktivister, men den tæller også de unge sagsøgere i klimaretssagerne i Oregon (se artikel på side 38, red.) og de unge ledere af Sunrise Movement og Extinction Rebellion-bevægelserne.

Jeg fremhæver disse ved navn, fordi de er synlige for mig i Vesteuropa, men jeg ved, at enestående unge aktivister er i sving over hele verden – herunder de 25 aktivister i alderen fra syv til 25 år, som netop har vundet en retssag i Colombia om at stoppe skovrydninger i Amazonlandet, og digteren Aka Niviana, der har øget bevidstheden om den accelererende isafsmeltning i Grønland.

Og jeg ved, at den magt, de har, og som vi har, kan være tilstrækkelig stærk til at få bugt med denne største af alle kriser, hvis vi bare indser det, forestiller os en anden verden og realiserer den ved hjælp af de værktøjer, vi altid har haft, men hvis styrke vi ikke altid har forstået. Hvis bare ...

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu