Kommentar

På YouTube er højreradikal propaganda forklædt som underholdning

YouTube har både kunstnerisk og underholdende indhold, men platformen er også ideel til at snige hadske politiske budskaber ind i underbevidstheden på et bedøvet internetpublikum, skriver Daniel V. Jørgensen i dette debatindlæg
I vores søgen efter mere og mere larmende indhold på internettet har det brutale opgør med det elitære og politisk korrekte været en sikker vinder i kampen om folkets opmærksomhed. Vi elsker derfor at se Rasmus Paludan bryde med alle normer, når han råber »homo« og »hottentotter« af folk på sin tur gennem landet, skriver Daniel V. Jørgensen

I vores søgen efter mere og mere larmende indhold på internettet har det brutale opgør med det elitære og politisk korrekte været en sikker vinder i kampen om folkets opmærksomhed. Vi elsker derfor at se Rasmus Paludan bryde med alle normer, når han råber »homo« og »hottentotter« af folk på sin tur gennem landet, skriver Daniel V. Jørgensen

Emma Line Sejersen

19. juni 2019

Hvad skal du bruge de næste 20 minutter af dit liv på?

Hvad med at gennemprygle et par hundrede videoklip på YouTube med alt fra en kat ridende på en robotstøvsuger til en eksploderende fyrværkerifabrik?

Så smag lidt på en compilation-video på YouTube.

En compilation på YouTube er en samling af korte videoklip, der er sammensat til en længere video på mellem 10-60 minutter. Mange af disse compilation-videoer har en titel, der indikerer det generelle indhold, som eksempelvis Old People Falling Compilation.

Andre compilation-videoer samler forskellige typer klip med alt fra nyhedsindslag og filmklip til overvågningsoptagelser af barslagsmål og mobilvideoer af folk, der falder på cykel.

Disse mere alsidige compilation-videoer kaster os rundt mellem mange forskellige former for genrer af videoklip, så man på få minutter kommer hele den emotionelle palet igennem.

Overraskelse, glæde og frygt sender svedperler frem på panden. Det er hæsblæsende og utroligt stimulerende, og det er nok derfor, YouTube-compilations er et voksende fænomen.

Denne form for indhold er underholdende, men det bør tages alvorligt. For det kan også nemt bruges som et propagandistisk værktøj, ideelt egnet til at snige politisk ladede budskaber ind i underbevidstheden på et bedøvet internetpublikum.

YouTube-kunst

Compilation-videoer er i sin natur videocollager, der sender tankerne tilbage til den revolutionerende anti-kunstbølge, dadaismen (ca. 1915-1924), der med en abrupt og antielitær stil både provokerede og begejstrede.

Tag eksempelvis Marcel Duchamps Fountain fra 1917, et liggende urinal signeret R. Mutt. Urinalet – et hverdagsobjekt, der normalt ikke regnes for skulpturkunst, bliver her præsenteret i en ny kontekst som et unikt kunstværk.

Samme tranformation gennemgår nyhedsklippet af en tsunami, i det øjeblik den afløses af en video med en person, der excellerer på et surfbræt. For når disse små videoklip sammensættes i en compilation, bliver klippene en del af en større kunstnerisk helhed.

Set i det lys bør disse YouTube-compilations, som al anden kunst, tages for værende mere end blot tankeløs internetunderholdning. Lader man sig suge ned i compilation-dybet, vil man hurtigt opleve videoklip, der virker politisk grænsesøgende.

Tag for eksempel BEST MEMES COMPILATION V49. Efter blot 27 sekunder ses en video af en sort mand, der breakdancer med en havestol rundt om benene. Titlen på klippet er: »black dude finds a chair and doesn’t know how to act«. Få minutter senere bliver de småracistiske undertoner afløst af en tirade mod dyrevelfærd i et angreb på dyrerettighedsorganisationen PETA, hvis logo gentagne gange bliver flankeret af store bøffer og bunker af stegt bacon.

YouTube-kanalen Freememeskids, som står bag denne compilation-video og flere andre, har ikke nogen offentligt erklæret politisk dagsorden, men det er tydeligt, at afsenderen ikke er bange for at træde folk over tæerne.

Skjult propaganda

At dyrke den grænsesøgende humor synes dog i disse tider at være et greb, der især underbygger megen højredrejet retorik, hvor kampen mod den politiske korrekthed er blevet en blodig slagmark.

Utilsigtet eller ej bliver denne type videoklip med småprovokerende ytringer rettet mod forskellige etniciteter og politiske overbevisninger en forlængelse af en helt særlig politisk dagsorden, der påvirker publikum lige midt i internetunderholdningens dulmende virkelighed.

I vores søgen efter mere og mere larmende indhold på internettet har det brutale opgør med det elitære og politisk korrekte været en sikker vinder i kampen om folkets opmærksomhed.

Vi elsker derfor at se Rasmus Paludan bryde med alle normer, når han råber »homo« og »hottentotter« af folk på sin tur gennem landet. Det er, præcis som Duchamps liggende urinal, provokerende og yderst underholdende.

Hvad der er mindre underholdende er, når et sådant ’provo-kunstværk’ springer ud af skærmen og genererer 63.500 stemmer ved et folketingsvalg. Når den hadske retorik er blevet gentaget nok gange til, at 63.500 borgere forstår den som en gangbar politik, ja, så bevæger vi os tættere på Helvedes forgård.

Derfor bør man være opmærksom på de syrnede frugter, der kan gemme sig både i disse compilation-videoer, men i sandhed også på YouTube generelt.

For platformen er et fantastisk sted at sælge propagandistiske symboler og beskeder forklædt som slet skjult underholdning. Og som Rasmus Paludan har gjort os alle opmærksomme på i de forgangne måneder, er YouTube især en platform, som mange børn frekventerer.

Så husk at tage din internetforbindelse alvorligt – det er vor tids navlestreng til både ubegrænset viden og nye kunstformer såvel som en yngleplads for de mest radikale politiske ideer.

Daniel V. Jørgensen, cand.mag. i filosofi og kommunikation

Rasmus Paludan kom ikke i Folketinget, men med mere end 25 millioner visninger på YouTube har han sat et solidt aftryk i ungdomskulturen. Og det forsvinder ikke, bare fordi valgkampen er ovre
Læs også
Videodelingsplatforme som YouTube er blevet et springbræt til berømmelse for børn og unge, der kan have fans og følgere i hundredtusindevis. Skærmene er deres scene, og indholdet skal være underholdende og gerne humoristisk – også når det er på andres bekostning
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christel Mayland Jensen
  • Olaf Tehrani
  • Alvin Jensen
Christel Mayland Jensen, Olaf Tehrani og Alvin Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis politisk propaganda på youtube er forkert, så må det være fordi, at det sammenlignes med noget rigtigt, skal jeg så forstå, at de etablerede medier er det rigtige, mon ikke man er lidt bedøvet efter en omgang tv2 news. På youtube er der Martha Agerich på DR er der Christoffer.

Lars Løfgren, Anders Mørk og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Propaganda på de sociale medier sker i alle politiske retninger. Det er et ukritisk sted, hvor det desværre er nemt at forføre folk.

Jørn Mortensen

Har man blik for at spotte politisk propaganda på Youtube, må det være forholdsvis enkelt også at have øje for den propaganda, der latent er en central del af de officielle danske mediers nyhedsformidling, specifikt i udvalg og vinkling af emner og temaer samt i valg af indbudte 'debattører". Den danske konsensus er langtfra politisk neutral.

Claus Nielsen, Christel Mayland Jensen, Lars Steffensen, Niels Duus Nielsen, Bjørn Pedersen, Lars Løfgren, Jens Erik Starup, Ebbe Overbye og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er sandt, Jørn Mortensen, og for mange, der har været vant til et samfund, der havde en tendens imod det fællesskabsorienterede, er det svært at vænne sig til, at det nu i mange år for f.eks. journalister har været en selvfølge at indtage en liberalistisk grundholdning.

Bjørn Pedersen

Der eksisterer allerede YT compilation videoer med positive budskaber, såsom "people are awesome" compilations og compilations med "good samaritans".

Hvis det så ikke skulle fungerer som godt nok modstykke til videoer med højreorienterede budskaber, er der jo rig mulighed for at lave sine egne compilation videoer.

Niels Duus Nielsen

Hvis man følger lidt med, vil man vide, at det virker som om det især er højreekstremister, der på den hårde måde, (altså ved permanent at få lukket sin konto), får frataget deres betingede ret (betinget af YouTubes forretningsvilkår) til at udtrykke sig frit på youtube. Det er i hvert fald dem, der brokker sig mest højlydt.

Men ekskluderingen af bl. a. Alex Jones fra de tre store sociale medier satte således en større debat i gang i USA, hvorfor paraplykoncernen Alphabet (som ejer Google og Youtube) eksperimenterer med knap så hårdhændede metoder over for de politiske dissidenter. Man skulle jo nødig miste sin indtjening.

Man vil derfor vide, at YouTube har en mindre aggressiv metode til at begrænse uønskede teksters/videoers udbredelse: Brugerne rammes gennem algoritmer, der styrer brugeren bort fra det kontroversielle materiale og i stedet i retning af mainstreammedierne. Denne metode anvendes mod både højre- og venstreorienterede youtube-kanaler. Ingen får frataget noget, intet slettes, det bliver blot meget sværere at finde kritiske holdninger på nettet, mens det bliver nemmere at finde de kommercielle aviser og tv-stationer, som man i sin tid søgte til youtube for at blive fri for.

Og endelig vil man vide at youtubes stærkeste våben i kampen mod ytringsfriheden er den såkaldte "demonetization", som rammer alt, der blot på mindste måde er politisk ukorrekt eller marginalt stødende. Skaberne af det kontroversielle materiale forhindres i at modtage de reklameindtægter, som kan gøre en karriere som indholdsskaber (content creator) til en levevej. I stedet kanaliseres disse reklamepenge tilbage til de stor mediekoncerner, som således udskyder deres uundgåelige dødskamp.

Kombinationen af de to sidstnævnte metoder betyder, at man som bruger ikke kan finde de relevante nyhedshistorier, og at man som skaber ikke får penge for det, som man skaber. For tiden er det den ukomiske højreorienterede "komiker" Stephen Crowder, der ikke længere får del i Googles reklameindtægter. Materialet får lov at blive stående, men gemmes nu på side 117 på Googles hitliste, og skulle man mod forventning alligevel finde det, honoreres skaberen ikke for sit arbejde. Flere og flere skabere lader sig derfor crowdsource via Patreon.

Ergo: Den største fare på nettet er ikke de højreorienteredes budskaber, da disse budskaber kan imødegås med lidt almindelig kildekritik og kritisk argumentation. Den største fare for en demokratisk diskurs - hvor ALLE synspunkter, også de mest marginale, har en ret til at blive ytret - er den selvregulering, som de sociale platforme udfører, og som på uigennemskuelig vis prioriterer nuttede dyr og gennemtygget regeringspropaganda frem for kontroversielt nyhedsstof.

At det lige er de højreorienterede, der rammes, ser jeg som en taktisk manøvre: De højreorienterede samfundskritikere er generelt så dumme, at de åbenlyst overtræder en lang række injurie- og racismeparagraffer, så de er relativt nemme mål for de store medieplatforme, som har relativt nemt ved at legitimere deres privatiserede censurbestræbelser.

Den venstreorienterede kritik - som for tiden har ret gode kår i USA - rammes indirekte: Allerede nu demonetiseres der over en bred kam, og det vil blive værre, i takt med at algoritmerne finjusteres.

Så hvis vi følger den opfordring til accept af de store mediekoncerners angreb mod det frie ord, som Daniel V. Jørgensen formulerer mellem linjerne, vil vi i sidste ende afskaffe den demokratiske samtale.

Lars Steffensen

Der er pt. et lovforslag under udarbejdelse, der kan "klippe pladerne" for sociale mediers uheldige kombination af censorisk magt og manglende ansvar for indholdet på deres platform.

De må derefter vælge mellem magten til at bortcencurere uønskede holdninger og retten til at undrage sig ansvaret for indholdet.

De bliver altså herefter enten som teleselskaber, der ikke kan begrænse deres brugeres ytringsfrihed eller som udgiver, der er ansvarlige for deres udgivelser.

Niels Duus Nielsen

Lars Steffensen, det lyder for mig som et falsk dilemma - enten er de sociale medier ansvarlige for indholdet, hvorfor de selvfølgelig tager den store slettelak frem og sletter alt, hvad der kan tænkes at være blot på mindste måde stødende, eller også er de ikke ansvarlige, hvorfor de selvfølgelig ikke vil slette noget som helst, der kan tjenes penge på. Den sidste løsning er i den grad tillokkende for alle parter (undtagen for puritanisterne), at jeg ikke kan forestille mig en stor social platform, der ikke vælger at lade brugerne vedblive med at være ansvarlige for det indhold, de uplioader.

Den nuværende situation er opstået, fordi de sociale medier selvfølgelig ikke ønsker at påtage sig ansvaret for alt, hvad bindegale mennesker kan finde på at poste på nettet; derfor forsøger de at vise verden, at de har styr på problemet. Hvad de overhovedet ikke har, fordi det er et falsk problem i en verden, hvor ytringsfriheden er Gud.

Giv de sociale medier samme lovgivningsgrundlag som teleselskaberne, og lad staten være den instans, som regulerer ytringsfriheden. Det betyder selvfølgelig, at alle de bindegale mennesker fremturer med at shitposte, men det er da bedre end at ødelægge debatten på nettet.

Måske er problemet, at brugerne afskriver sig ejendomsretten til deres kreationer og overlader den til de sociale medier, der som ejer af materialet selvfølgelig også er ansvarlige for det? Det ville stille internetgiganterne i et sandt dilemma: Enten opgiver de ejendomsretten til folks uploads, hvilket går ud over indtægterne fra deres datamining, eller også fastholder de den, hvilket potentielt går ud over deres reklameindtægter.

Jørn Mortensen

Steffen Gilese: Danske journalister ved DR og på TV2 er ikke just liberale i deres såkaldte neutralitet. Den offentlige, danske konsensus, når den udtrykkes via ovennævnte medier, har en klar drejning mod de venstreorienterede synspunkter. Det er jo her den latente samfundslykke ligger i hi uanset de mildest talt mislykkede historiske forsøg med socialistiske statsdannelser.

Helene Kristensen

Sært nok, så springer disse venstresnoede journalister ud som højreorienterede politikere, når de går ind i politik. F.eks. Ole Andreasen: Venstre, Morten Løkkegaard: Venstre, Mads Holger: Konservative, Paula Laurrain: Konservative, Uffe Elleman:n Venstre, Mette Bock: Liberal Alliance, Ole Birk: Liberal alliance, Mads Fuglede: Venstre.

Jørn Mortensen

Helene Kristensen, "There is more to the picture Than Meet the eye". Muligvis opfattede de personer du nævner, at DR's konsensus ikke gav plads til en alsidig journalistisk formidling og derfor søgte til andre platforme, der i højere grad kunne honorere deres personlige holdninger og ikke at forglemme, karrieremuligheder.