Essay

Perspektivfattige sammenbrud

Fra kandestøberiet i gåafstand fra valget
14. juni 2019

Den kinesiske leder Chou En-lai (1898-1976) blev under et besøg i Frankrig engang spurgt, hvad han mente om den franske revolution. Chou svarede: Det er det for tidligt at udtale sig om.

Det er måske også for tidligt at udtale sig om konsekvenserne for Dansk Folkeparti efter folketingsgruppens fald fra tinderne ned til halveret flok reduceret i betydning ydermere berøvet de mest militante røster.

Men om partiet kan rejse sig igen er tvivlsomt. Årtiers centralstyring har ikke udviklet den kontrære kreative kultur, der er afgørende for kriseramte forsamlinger. Selv den mest middelmådige frimærkeforening overvejer alvorligt at udskifte ledelsen, når lokummet brænder. Det sker ikke i det selvbenovede, strukturelt autoritære DF, hvis evner til dialektisk tænkning ikke just er påfaldende. Dette var ganske vist partiets succes. Og måske dets finale.

Hvilke udviklingsmuligheder har grænsebomme, bagstræb, forløjet nationalromantik, fremmedangst og snæversyn? Partiet har næppe udtænkt en eneste original idé, aldrig skabt reformer og sjældent sat sig andre spor end fornærmet mistænkeliggørelse af andres historieopfattelse, forestillinger og motiver.

En skygge fra gladere dage

Da Pia Kjærsgaard efter katastrofen ved EU-valget hånede bekymrede medborgere som klimatosser, brast riget af den nu afviklede folketingsformands hånd. Børn og børnebørn i baglandet til den snævre ledelse af magtberusede mænd og Kjærsgaard erkender med ét DF’s dimensionsløshed midt i den flomme af fædrelandsforstyrret nonsens, partiledelsen har slået sig op på symboliseret i fadøl og flæskestegssandwich på ternet dug. Det var, hvad der var. Næste generation af DF-ledere har ikke mere at byde på.

DF har som sådan kort sagt ingen fremtid. Ikke set i gåafstand fra valget. Spørgsmålet er, om partiets tilbageblevne i folketingsgruppen – de få i den, der bestemmer noget – forstår at omdefinere projektet. Enten ved at skærpe tonen i en endnu mere brutal antimuslimsk, antieuropæisk, antihumanistisk parole: Det kan efter Morten Messerschmidts og Marie Krarups nye udmeldinger godt tænkes. Eller om DF modererer formen og lægger sig fast ved Socialdemokratiets yderste højre klos op ad det værste i Venstre.

Men pladsen på den position er ikke rigelig; partiets restgruppe risikerer galopperende politisk svindsot.

De mest aggressive røster blev vraget med undtagelserne af Krarup og Messerschmidt. Førstnævnte er fortsat svækket efter sin flirt med Putins russiske ortodoksi; sidstnævnte afventer afklaring i den snyderisag, partiet selv indrømmer.

DF’s mere umælende fløj står tilbage. Partisympatisørerne stemte hellere på disse folk end på Martin Henriksen-typerne. Folketingsgruppen er således en skygge fra gladere dage, da Kjærsgaard herskede. Det forstår man, hun gerne vil igen. En munter magtkamp forestår.

Et overflødigt parti

Efter den anden store nedtur i det smadrede Liberal Alliance er fremtiden her nemmere at spå om.

Allerede i indeværende valgperiode falder det kvæstede parti sammen som en overgemt soufflé. Partiets berettigelse har aldrig været indlysende; slet ikke nu, hvor stifteren er historie, og fire mand ved skæbnens ironi og valgteknikken sidder tilbage. På tømmerflåden, som Hans Engell bemærkede.

I forræderi mod paritets faldne formand står én af dem trods sen beklagelse til dagligt buksevand; en anden er totalt ude af trit med omgivelserne, som han vil asfaltere med bilbroer og motorveje; den tredje er ifølge den illoyale første lige så meget skyld i partiets deroute som den udtrådte formand.

Den fjerde og nye formand er en åbenbart umoden hedspore, hvis fanatiske afsky for det offentlige og kloge kvinder hensætter ham i den ligegyldighedens politiske afkrog, hvori partiet befinder sig.

Ikke alene faldt udenrigsminister Samuelsen så dybt, som en leder kan, også hans begunstigede søster er ude af billedet og har uden tvivl svært ved at fatte situationen. En så dyrebar person som Mette Bock, forstod man på hende selv i en sur afskedssalut, var der altså ikke plads til i dansk politik. En bitterhed så malplaceret som tankevækkende. Ministeren ville være blevet som minister, hvis hun blev bedt om dét, parat til at skippe sin plads i EU-Parlamentet, hvis hun blev valgt til dét. Karsten Hønge var i sammenligning den rene altruist.

Den afgående kulturminister indså ikke, at vælgere prompte kvitterer for grådighed og uberettiget selvovervurdering og siger nej tak.

Snart er fungerende Bock væk og efterlader sig et kulturpolitisk fallitbo. En begavet liberal tilgang kunne ellers have været et forfriskende oplæg til debat; eller med et forslidt udtryk: en udfordring i kulturmiljøerne.

Dette blev langtfra Mette Bocks bedrift, kun nedskårne, lemlæstede kulturinstitutioner og vrede kulturarbejdere, der i ministerens forfloskede metaforer som svar på alle bønner bare skulle lægge ledige legemsdele på gloende kogeplader. Reklamer i radioen klarede resten, såfremt nogen havde mod til at springe op på en brændende platform og tænke ud af boksen.

Heri lå partiets selve fødselsskade, som en ny formand ikke kurerer: Den hellige hyperliberalismes bedrevidende tillid til den privatiserede foretagsomheds uendelige styrke – uden andre grænser end den skævvredne fantasi, de mindre faste i troen ubegribeligt ikke deler.

Historiebøgerne levner næppe megen plads til Mette Bock. Kun for initiativer til flere forringelser samt forsøget på at destruere noget så sjældent som en ny succesfuld public serviceradio – dertil sønderlemmelsen af DR.

Broderen derimod vil stå som den selverklærede bedste udenrigsminister i danmarkshistorien, i hvis korte embedsperiode det blev lysende klart, hvor effektivt ministeriet er blevet ødelagt under de borgerlige regeringer. Denne skandale forvaltede Samuelsen mådeligt videre mod afgrunden.

Dér ligger arven fra et overflødigt parti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Ribens
  • Tino Rozzo
  • Hans Larsen
  • Ib Gram-Jensen
  • Chris Ru Brix
  • Frede Jørgensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Trond Meiring
  • Malan Helge
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
  • Lars Koch
  • Tommy Clausen
  • Poul Anker Sørensen
  • Palle Pendul
Hanne Ribens, Tino Rozzo, Hans Larsen, Ib Gram-Jensen, Chris Ru Brix, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Malan Helge, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Lars Koch, Tommy Clausen, Poul Anker Sørensen og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Ugens højdepunkt. Hver uge!

Hanne Ribens, Tino Rozzo, Lars Koch, Ete Forchhammer , Hans Larsen, Dagmar Holdensen, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Tommy Clausen, Malan Helge og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Afviklingen af Danmark er allerede godt på vej, måtte man forstå på Marie Krarup i Deadline, hvor hun fremkom med en ret omvendt analyse af hvordan demokratiet bliver undermineret af muslimers valgdeltagelse.

Thi de pågældende ghetto-beboere havde formastet sig til at stemme på de partier, der vil dem det godt, og ikke truer med massedeportationer og øde, kuldslåede lejre i det nordlige Grønland.

Men den imponerende valgdeltagelse forskrækkede den ellers så modige Putin-fan Marie Krarup, idet hun mente at 'parallelsamfundet' nu havde haft held til at kuppe demokratiet via de Radikale og Enhedslisten, der uden at vide det nu ville tillade de muslimske horders indtog i dansk politik.

Om føje år eksisterede Danmark således ikke længere, fordi alle de familiesammenførte ville erstatte folkekirken med moskeer, og indføre halalkød i Snapstinget.
Eller noget lignende.

Demokrati er kun for de 'rigtige' danskere, ikke for dem i ghettoerne, der ikke forstår man skal stemme på dem der vil eksportere én så langt væk som muligt..

Hvor er det ærgerligt, de ikke lytter.

Olaf Tehrani, Lars Koch, Chris Ru Brix, Niels Duus Nielsen, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring, Tommy Clausen og Malan Helge anbefalede denne kommentar
Claus Høyer

Det var eddermaneme hård kost at høre Marie Krarup sidde og sige at man går ind for en nedbrydelse af det danske samfund hvis man ikke 'kæmper for kristendommen og det danske kongehus' foruden alt det andet forvrøvlede sludder om danskhed, muslimer og hvad ved jeg. Tak for kaffe. Og tænke sig at ghettoboerne formaster sig til at stemme, det er åbenbart vejen til afvikling af det danske samfund.

Respekt for den unge mand der bevarede roen, på trods af Marie Krarups perfiditeter. Jeg er ikke sikker på at jeg kunne have gjort det samme.

Se gårsdagens indlæg i DR2 Deadline - hvis du tør. Det er bestemt ikke for sarte, demokratisk indstillede sjæle.

Hanne Ribens, Lars Koch, Hans Larsen, Frede Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Stærkt, Metz!

Og ja, Marie Krarup er skræmmende at høre på. Gisp.

Hanne Ribens, Tino Rozzo, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Claus Høyer
14. juni, 2019 - 01:59:
"Respekt for den unge mand der bevarede roen, på trods af Marie Krarups perfiditeter. Jeg er ikke sikker på at jeg kunne have gjort det samme."

Den unge mand er Tarek Hussein, debattør, jurist og iværksætter, som her skriver om sin oplevelse med vanlig velformulerethed :

https://www.altinget.dk/artikel/tarek-hussein-antidemokraterne-i-df

Lars Koch, Ete Forchhammer og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Marie Krarups konspirationsteori deles af koryfæer som Anders Bering Breivik samt massemorderen /terroristen, der myrdede muslimer i Christchurch, New Zealand.

Pietro Cini, Hanne Ribens, Ete Forchhammer og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar