Kommentar

Efter et rekordvarmt år kom klimaforskningen for alvor på dagsordenen. Det var i 1988

Varmerekorder og fakta har ikke tidligere været nok til at holde den grønne dagsorden i kog endsige oversætte den til politik og tilstrækkelige grønne løsninger. Men er der nok, der har forandret sig til, at det bliver anderledes denne gang?
Skovbrand i Yellowstone National Park i 1988. Allerede den gang kædede forskere det stigende antal skovbrande sammen med den globale opvarmning.

Skovbrand i Yellowstone National Park i 1988. Allerede den gang kædede forskere det stigende antal skovbrande sammen med den globale opvarmning.

Maury Tannen

26. juni 2019

Folketingsvalget blev et grønt valg, og den nye aftale om et reduktionsmål på 70 procent i 2030, og ikke mindst de grønne planer fra Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er en verden til forskel fra, hvad vi har set de seneste fire år.

»Danmark skal igen være en grøn stormagt«, siger Mette Frederiksen.

Men hvordan fik vi overhovedet dette regimeskifte i dansk politik, hvor den grønne dagsorden satte højredrejning og populisme skakmat – og sandsynligvis vil dominere dansk og international politik mange år frem?

Den grønne dagsorden fik vind i sejlene fra den ekstreme hedebølge i 2018. Nøjagtigt som 30 år tidligere i 1988, da klimaet for alvor kom på USA’s og den internationale dagsorden.

1988 var et ekstremt varmt år, og klimaforsker James E. Hansen fra NASA forklarede for USA’s kongres, at det med 99 procents sandsynlighed skyldtes menneskeskabt global opvarmning.

Han var den første klimaforsker, der tydeligt sagde dette direkte til politikerne. Efterfølgende har vi fået FN’s klimakonvention, Kyoto-protokollen og Parisaftalen, men klimaforandringerne bliver kun værre. Varmerekorder og fakta har ikke tidligere været nok til at holde den grønne dagsorden i kog endsige oversætte den til politik og grønne løsninger, som kan stå mål med fakta. Så hvad har forandret sig siden James E. Hansens vidnesbyrd i 1988? Og hvad betyder det for »Danmark som en grøn stormagt«?

I løbet af de seneste 30 år har vi ikke bare haft én varm sommer. I hele verden slår den ene vejrrekord den anden. Store katastrofer rammer med enorme konsekvenser for mennesker, dyr og planter. Alle kan (eller burde kunne) relatere til, at vi lever i en ny virkelighed med så store klimaforandringer, at det kræver lige så store ændringer i vores måde at indrette vores samfund på.

Naturen ødelægges

Derudover har vi ikke bare mere omfattende fakta fra naturvidenskaben. Teknologiske fremskridt har muliggjort en lang række løsninger. Og samfundsvidenskaben er kommet godt med og kan for eksempel fortælle, at de økonomiske omkostninger ved ikke at gøre noget langt overstiger omkostningerne ved den nødvendige grønne omstilling. Dette burde alle slags beslutningstagere forholde sig til og stå til ansvar for.

Forskning, dokumentarer og mange menneskers egne observationer fortæller os også i langt højere grad nu end for 30 år siden, at den politisk-økonomiske model, de fleste samfund er indrettet efter, ødelægger naturen hurtigere og hurtigere. Den er ikke kun gal med klimaet. Vi ser tydeligt naturødelæggelserne med vores egne øjne, som plastikforureningen er et godt eksempel på. Alle er med på (eller burde være det), hvad tab af biodiversitet betyder. Det var vi ikke for 30 år siden.

Klima og miljø er ikke længere kun for hippier og ngo’er. Nu drives dagsordenen af storbyer, øer, gamle virksomheder og startups, Hollywood-stjerner, paven, banker og pensionsselskaber og ikke mindst børn og unge. Den ene internationale workshop efter den anden samler disse forskellige aktører om at finde og implementere løsninger.

De unge kræver handling fra ansvarlige voksne ved deres ugentlige demonstrationer verden over. De er organiseret lokalt og internationalt i grønne foreninger. De kræver fokus på klima og miljø i undervisningen og kaster sig over grønt entreprenørskab. Og vi har fået FN’s Verdensmål som samlende global platform og arbejdsredskab.

Disse nye sociale, økonomiske og politiske kræfter, der nu er på spil for en grønnere verden, er en kæmpe forskel fra 1988.

Den grønne dagsorden bliver kun stærkere. Og ambitiøs grøn handling kun mere nødvendig. Presset og forventningerne til Danmark som grøn stormagt er derfor tårnhøje. Men Danmark kan ikke blive en grøn stormagt som tidligere, hvor stater dominerede international politik. En ny grøn stormagt må for at lykkes favne bredere ved både at lede og ledes af dette nye sammensurium af grønne aktører.

Lau Øfjord Blaxekjær er adjungeret lektor ved Færøernes Universitet.

Tilbage i 2017 blev tusindvis af hjem tilintetgjort i de dødeligste skovbrande i Californiens historie. Men lige nu er verdens lande ikke villige til at love tilstrækkelige reduktioner i drivhusgasser til at opfylde temperaturmålsætningen i Parisaftalen, skriver dagens kronikører.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Niels-Simon Larsen
  • John Hansen
  • Trond Meiring
  • Peter Knap
Thomas Tanghus, Niels-Simon Larsen, John Hansen, Trond Meiring og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi skal nok blive kursen denne gang, for klimaet giver os ikke lov til at glemme. Vejrforandringerne er tydelige i det daglige og katastroferne bliver flere, mere alvorlige og forkommer hyppigere.