Klumme

Sådan kan den nye S-regering finansiere sine ambitiøse målsætninger

Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslistens fælles papir indvarsler blokpolitikkens død, og tager man konsekvensen heraf, indser man også, at det er useriøst at kræve en fuldt finansieret plan af Mette Frederiksen her og nu. Men her er to oplagte steder at hente penge fra, skriver debatredaktør Gry Inger Reiter i dette debatindlæg
Mette Frederiksen præsenterer den nye S-regering på Amalienborg i København torsdag. Sammen med de tre støttepartier – SF, De Radikale og Enhedslisten – er Frederiksen og socialdemokraterne blevet enige om en politisk handlingsplan for Danmark, som i de seneste dage er blevet kritiseret for at mangle finansiering.

Mette Frederiksen præsenterer den nye S-regering på Amalienborg i København torsdag. Sammen med de tre støttepartier – SF, De Radikale og Enhedslisten – er Frederiksen og socialdemokraterne blevet enige om en politisk handlingsplan for Danmark, som i de seneste dage er blevet kritiseret for at mangle finansiering.

Mads Claus Rasmussen

28. juni 2019

Efter Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten fremlagde deres fælles papir »Retfærdig retning for Danmark«, har politiske modstandere og journalister primært angrebet aftalen på ét punkt: Hvor skal pengene komme fra?

Papiret indeholder både ambitiøse klimamålsætninger og »et egentligt løft af velfærden«, der ligger ud over at afbøde for konsekvenserne af, at vi bliver flere ældre. Samtidig skriver partierne i papiret, at de vil finde »ny finansiering på op imod ti mia. kr. i 2025«.

Spørgsmålet om finansieringen er altså nærliggende. Men samtidig viser det, at mange læser papiret, som man har læst regeringsgrundlagene for de seneste regeringer; man læser det uden at tage højde for, at det er en ny politisk virkelighed.

Det samarbejdende folkestyre

Aftalen mellem de røde partier er nemlig ikke et dokument, der vil fastlåse Danmark i den blokpolitik, vi har vænnet os til.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Eva Schwanenflügel
  • Werner Gass
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Hanne Ribens
  • Tommy Clausen
  • Dorte Sørensen
  • Olav Bo Hessellund
  • Ole Meyer
  • Marianne Stockmarr
  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Randi Christiansen
  • Steffen Gliese
  • Poul Erik Riis
Stig Bøg, Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Peter Beck-Lauritzen, Hanne Ribens, Tommy Clausen, Dorte Sørensen, Olav Bo Hessellund, Ole Meyer, Marianne Stockmarr, Thomas Tanghus, David Zennaro, Randi Christiansen, Steffen Gliese og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Lige præcis. Hvad der sker nu, er en normalisering af dansk politik efter 18 års afsporet separatisme.

Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Peter Beck-Lauritzen, Mogens Holme, Erik Feenstra, Jan Weber Fritsbøger, Tommy Clausen, Ole Meyer, Marianne Stockmarr og Niels Bent Johansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Derudover bør man gøre op med den unødvendigt restriktive måde, kommunernes økonomi er bundet af budgetloven fra 2012. Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation har kommunerne, siden loven blev indført, brugt 23 mia. kr. mindre på velfærd, end de egentlig havde råd til, af frygt for at blive ramt af økonomiske sanktioner, hvis de overskred det årlige udgiftsloft."

Var det ikke fogh, som satte dette økonomiske hundehalsbånd på kommunerne? Det er den mest tåbelige og tyranniske centralovgivning, som er indført i nyere tid.

Werner Gass, Peter Beck-Lauritzen, Hanne Ribens, Mogens Holme, Erik Feenstra, Jan Weber Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Tommy Clausen, Dorte Sørensen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Marianne Stockmarr, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Niels Bent Johansen og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Rigtig god ide med en reform af beskæftigelsesindsatsen der er alt for bureakratitung. Men det er jo i sagens natur folk der sidder på kontor der kan frigøres, og det kommer der nok ikke mange Sosu'er, Sygeplejersker, Håndværkere eller Programmører ud af. I en situation med fuld beskæftigelse skal der tænkes mere i hænder end i kroner, så budgetloven er et underordnet problem.

Per Torbensen, Torben K L Jensen, Anker Heegaard og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"I dag bruger kommunerne i alt 13,5 mia. kr. på beskæftigelsesindsatsen. Går man grundigt til værks, burde der være en del at hente her."

Så staten skal til at inddrage kommunernes penge? Det tror jeg ikke de socialdemokratiske borgmestre bliver begejstret for.

Olav Bo Hessellund

Nu er sagen jo, at Danmark som et af de få EU-lande, der står udenfor eurozonen, gennem Finanspagten har afgivet det meste af sin økonomiske selvbestemmelse - vel at mærke uden en folkeafstemning - for at kunne koordinere vores økonomiske politik i overensstemmelse med de principper, som pagten angiver.

Det overordnede princip handler om, at statens årlige driftsbudget skal vise overskud eller i det mindste balancere. Det kan være et udmærket princip i en alm. husholdningsøkonomi, men det kan lægge urimelige bindinger på samfundsøkonomien, når der faktisk er ressourcer til at imødekomme påtrængende behov. Danmark er et rigt land. Det afspejles dels i de store overskud på betalingsbalancen overfor udlandet og dels i de stigende aktiekurser siden finanskrisen. Det førende C20-indeks herhjemme er i det seneste tiår steget ikke mindre end 380 pct. Få lande kan opvise noget tilsvarende, iflg. Berl.Tid. den 20.6.

Riget fattes altså langtfra penge. Men fordi Thorning-regeringen i 2012 underskrev finanspagten - hvis ledetråd er en tysk inspireret økonomisk politik m.h.p. for enhver pris at undgå inflation - har skiftende regeringer uanset partifarve lagt snævre og snærende rammer for kommunernes budgetter for at leve op til EU-kravene. Kommunerne leverer jo hovedparten af den borgernære offentlige service. Det er en absurd situation, finanspagten har bragt os og andre EU-lande i på baggrund af de særlige tyske historiske og traumatiske erfaringer, landet har haft med inflationens ødelæggende virkninger.

Og uforståeligt er det, at finanspagtens konsekvenser for dansk økonomi ikke har været et vigtigt tema i valgkampen, når det i den grad har været bestemmende for den overordnede økonomiske styring. Men det er da fint, hvis den nye regering vil ændre budgetloven, så der kan føres en mere menneskevenlig politik på de mange områder, som har været forsømt i mange år.
Men lad os nu se ...

Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Erik Feenstra, Bjarne Bisgaard Jensen, Randi Christiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Socialdemokratiet har mindst 3 seriøse sæt af flertal, de kan operere med for at få deres politik igennem.

Spare :
- Nedlæg Jobcentrene og fritstil personalet - Overlad jobformidling til arbejdsmarkedets parter.
- Udgifterne til ekspertbistand ifb sagsbehandlinger.
- Udgifterne til kunstigt arbejde. Arbejdsgiverne må selv betale det nødvendige personale.
- Afskaf dagpengesystemer, kontanthjælpen, feriepenge/fond, SU, børne/ungeydelse, diverse pensionsordninger og efterløn.
- Skatteligning af nuværende sociale ordninger.(personale)
- Afskaf gensidig forsørgelsespligt og kommunernes kontrollerende funktioner.
- Undgå derved ankesager, retssager og alt administration forbundet hermed.

Indfør i stedet UBI-Basisindkomst (borgerløn):
- Betingelsesløs, selvvalgt, individuel.
- Også til deres børn.
- Skattefri - unødvendig pengecirkulation undgåes.
- Udbetalt af SKAT, som har systemerne i forvejen - "negativ skat".
- Forbedret folkesundhed og personlig frihed for dem, der i forvejen har det svært.

Der burde ikke være ret lang betænkningstid for den nye regering, der allerede tumler med beslægtede problemer og udsigt til løftebrud.
Den kan jo konsultere Alternativet, om ikke dette store alternativ lyder godt.

Vi ser statistikker om mangel på arbejdskraft, både i det private og i det offentlige.
Forklaringen er, at vi laver det forkerte, men det synes politikere af alle slags ikke.
De vil bare indkalde hjælpetropper fra udlandet.

I den nye regering ønsker man flere ansatte, hvor der mangler og mange endda flygter fra, men ingen bud på hvordan det løses.
I et privat firma, der kørte efter samme model som landets offentlige sektor, ville aktionærene hurtigt kræve ledelsen udskiftet.
I politik gælder det samme, men her får vi bare mere af det samme.

Derfor er medicinen, som beskrevet herover, krydret med mindre stat, mere kommunalt selvstyre.