Klumme

Sådan kan den nye S-regering finansiere sine ambitiøse målsætninger

Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslistens fælles papir indvarsler blokpolitikkens død, og tager man konsekvensen heraf, indser man også, at det er useriøst at kræve en fuldt finansieret plan af Mette Frederiksen her og nu. Men her er to oplagte steder at hente penge fra, skriver debatredaktør Gry Inger Reiter i dette debatindlæg
Mette Frederiksen præsenterer den nye S-regering på Amalienborg i København torsdag. Sammen med de tre støttepartier – SF, De Radikale og Enhedslisten – er Frederiksen og socialdemokraterne blevet enige om en politisk handlingsplan for Danmark, som i de seneste dage er blevet kritiseret for at mangle finansiering.

Mette Frederiksen præsenterer den nye S-regering på Amalienborg i København torsdag. Sammen med de tre støttepartier – SF, De Radikale og Enhedslisten – er Frederiksen og socialdemokraterne blevet enige om en politisk handlingsplan for Danmark, som i de seneste dage er blevet kritiseret for at mangle finansiering.

Mads Claus Rasmussen

28. juni 2019

Efter Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten fremlagde deres fælles papir »Retfærdig retning for Danmark«, har politiske modstandere og journalister primært angrebet aftalen på ét punkt: Hvor skal pengene komme fra?

Papiret indeholder både ambitiøse klimamålsætninger og »et egentligt løft af velfærden«, der ligger ud over at afbøde for konsekvenserne af, at vi bliver flere ældre. Samtidig skriver partierne i papiret, at de vil finde »ny finansiering på op imod ti mia. kr. i 2025«.

Spørgsmålet om finansieringen er altså nærliggende. Men samtidig viser det, at mange læser papiret, som man har læst regeringsgrundlagene for de seneste regeringer; man læser det uden at tage højde for, at det er en ny politisk virkelighed.

Det samarbejdende folkestyre

Aftalen mellem de røde partier er nemlig ikke et dokument, der vil fastlåse Danmark i den blokpolitik, vi har vænnet os til.

Dets formuleringer om, at »nye udgiftsdrivende forslag skal finansieres på de årlige finanslove«, at initiativerne gerne skal udmøntes »i et bredt samarbejde med Folketingets øvrige partier«, og at regeringen vil »respektere alle gældende forlig«, lægger derimod op til et opgør med blokpolitikken og en tilbagevenden til det samarbejdende folkestyre.

Et folkestyre, hvor Mette Frederiksen (S) ikke kan lave det hele med nogen, men kan lave noget med de fleste. Vi skal vænne os til, at der er forskellige politiske forhandlingsrum fra sag til sag, og det betyder også, at der formentlig vil blive åbne og brede forhandlinger om, hvordan finansieringen sikres.

Det burde Lars Løkke Rasmussen (V) faktisk ikke surmule over, sådan som han gjorde på Twitter, hvor han tirsdag aften begræd, at det røde flertal satte en »ny retning for halvdelen af Danmark«. For papirets åbenhed er en invitation til oppositionen om at samarbejde om at finde ud af, hvordan vi finder og bruger pengene klogt.

Lars Løkke & Co. gør derfor klogt i at droppe strategien om at stille sig i et hjørne og skære ansigter, mens de råber »løftebrud« og andre paroler fra blokpolitikkens tid, og i stedet gå aktivt ind i arbejdet for at sikre et ansvarligt økonomisk grundlag for den grønne omstilling og velfærden.

Bedre beskæftigelsesindsats og budgetlov

Anerkender man, at papiret indvarsler blokpolitikkens død, og tager man konsekvensen heraf, indser man også, at det er useriøst at kræve en fuldt finansieret plan af Mette Frederiksen her og nu.

Men det er stadig relevant at forholde sig til, hvilke håndtag et samarbejdende folkestyre kan dreje på for at finansiere sin ambitiøse politik. Beskæftigelsessystemet og styringen af kommunernes økonomi er to oplagte områder.

I papiret skriver partierne, at en ny regering vil »tage initiativ til en kritisk gennemgang af udvalgte reformer«, herunder reformerne på beskæftigelsesområdet.

Her er en mulighed for ikke alene at hjælpe de mennesker, der er kommet i klemme i systemet, men samtidig reformere hele beskæftigelsesindsatsen, så man fjerner nyttesløse aktiveringsindsatser og kontrolmekanismer og samtidig frigiver både penge og arbejdskraft til velfærd og klima.

Kommunernes Landsforening foreslog i 2017 en forenkling af beskæftigelsesindsatsen, som de anslog ville spare omkring 2,5 mia. kr. om året. Nogle af forslagene blev gennemført med beskæftigelsesaftalen fra 2018, men ifølge KL er der stort potentiale i en reform, der er langt mere gennemgribende.

I dag bruger kommunerne i alt 13,5 mia. kr. på beskæftigelsesindsatsen. Går man grundigt til værks, burde der være en del at hente her.

Derudover bør man gøre op med den unødvendigt restriktive måde, kommunernes økonomi er bundet af budgetloven fra 2012. Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation har kommunerne, siden loven blev indført, brugt 23 mia. kr. mindre på velfærd, end de egentlig havde råd til, af frygt for at blive ramt af økonomiske sanktioner, hvis de overskred det årlige udgiftsloft.

I papiret åbner partierne for at lave flerårige budgetter. På den måde vil et mindreforbrug kunne overføres til året efter og give kommunerne mere frihed til at levere velfærd.

En bedre beskæftigelsesindsats og budgetlov kræver samarbejde hen over midten, fordi begge dele er forligsbelagt. Men kan man tænke ud over blokpolitikkens logik, er ingen af delene umuligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Eva Schwanenflügel
  • Werner Gass
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Hanne Ribens
  • Tommy Clausen
  • Dorte Sørensen
  • Olav Bo Hessellund
  • Ole Meyer
  • Marianne Stockmarr
  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Randi Christiansen
  • Steffen Gliese
  • Poul Erik Riis
Stig Bøg, Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Peter Beck-Lauritzen, Hanne Ribens, Tommy Clausen, Dorte Sørensen, Olav Bo Hessellund, Ole Meyer, Marianne Stockmarr, Thomas Tanghus, David Zennaro, Randi Christiansen, Steffen Gliese og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Lige præcis. Hvad der sker nu, er en normalisering af dansk politik efter 18 års afsporet separatisme.

Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Peter Beck-Lauritzen, Mogens Holme, Erik Feenstra, Jan Weber Fritsbøger, Tommy Clausen, Ole Meyer, Marianne Stockmarr og Niels Bent Johansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Derudover bør man gøre op med den unødvendigt restriktive måde, kommunernes økonomi er bundet af budgetloven fra 2012. Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation har kommunerne, siden loven blev indført, brugt 23 mia. kr. mindre på velfærd, end de egentlig havde råd til, af frygt for at blive ramt af økonomiske sanktioner, hvis de overskred det årlige udgiftsloft."

Var det ikke fogh, som satte dette økonomiske hundehalsbånd på kommunerne? Det er den mest tåbelige og tyranniske centralovgivning, som er indført i nyere tid.

Werner Gass, Peter Beck-Lauritzen, Hanne Ribens, Mogens Holme, Erik Feenstra, Jan Weber Fritsbøger, Estermarie Mandelquist, Tommy Clausen, Dorte Sørensen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Marianne Stockmarr, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Niels Bent Johansen og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Rigtig god ide med en reform af beskæftigelsesindsatsen der er alt for bureakratitung. Men det er jo i sagens natur folk der sidder på kontor der kan frigøres, og det kommer der nok ikke mange Sosu'er, Sygeplejersker, Håndværkere eller Programmører ud af. I en situation med fuld beskæftigelse skal der tænkes mere i hænder end i kroner, så budgetloven er et underordnet problem.

Per Torbensen, Torben K L Jensen, Anker Heegaard og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

"I dag bruger kommunerne i alt 13,5 mia. kr. på beskæftigelsesindsatsen. Går man grundigt til værks, burde der være en del at hente her."

Så staten skal til at inddrage kommunernes penge? Det tror jeg ikke de socialdemokratiske borgmestre bliver begejstret for.

Olav Bo Hessellund

Nu er sagen jo, at Danmark som et af de få EU-lande, der står udenfor eurozonen, gennem Finanspagten har afgivet det meste af sin økonomiske selvbestemmelse - vel at mærke uden en folkeafstemning - for at kunne koordinere vores økonomiske politik i overensstemmelse med de principper, som pagten angiver.

Det overordnede princip handler om, at statens årlige driftsbudget skal vise overskud eller i det mindste balancere. Det kan være et udmærket princip i en alm. husholdningsøkonomi, men det kan lægge urimelige bindinger på samfundsøkonomien, når der faktisk er ressourcer til at imødekomme påtrængende behov. Danmark er et rigt land. Det afspejles dels i de store overskud på betalingsbalancen overfor udlandet og dels i de stigende aktiekurser siden finanskrisen. Det førende C20-indeks herhjemme er i det seneste tiår steget ikke mindre end 380 pct. Få lande kan opvise noget tilsvarende, iflg. Berl.Tid. den 20.6.

Riget fattes altså langtfra penge. Men fordi Thorning-regeringen i 2012 underskrev finanspagten - hvis ledetråd er en tysk inspireret økonomisk politik m.h.p. for enhver pris at undgå inflation - har skiftende regeringer uanset partifarve lagt snævre og snærende rammer for kommunernes budgetter for at leve op til EU-kravene. Kommunerne leverer jo hovedparten af den borgernære offentlige service. Det er en absurd situation, finanspagten har bragt os og andre EU-lande i på baggrund af de særlige tyske historiske og traumatiske erfaringer, landet har haft med inflationens ødelæggende virkninger.

Og uforståeligt er det, at finanspagtens konsekvenser for dansk økonomi ikke har været et vigtigt tema i valgkampen, når det i den grad har været bestemmende for den overordnede økonomiske styring. Men det er da fint, hvis den nye regering vil ændre budgetloven, så der kan føres en mere menneskevenlig politik på de mange områder, som har været forsømt i mange år.
Men lad os nu se ...

Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Erik Feenstra, Bjarne Bisgaard Jensen, Randi Christiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Socialdemokratiet har mindst 3 seriøse sæt af flertal, de kan operere med for at få deres politik igennem.