Kommentar

Sæt en stopper for stalking på statens regning

En stalker kan i dag misbruge en fri proces, hvor staten afholder sagsomkostningerne, til ikke alene at ødelægge økonomien for ofret, men også fortsætte chikanen ved at trække sagen i langdrag, skriver Jørgen Maibom Dall socialrådgiver i dette debatindlæg
6. juni 2019

I mine mere end 25 år som socialrådgiver har jeg arbejdet med mange belastede mennesker og fået indsigt i mange lys- og skyggesider hos menneskeracen. Jeg så en ny side for et par år siden, da en af mine nærtstående blev udsat for massiv stalking i forbindelse med en skilsmisse.

Ved at stå på sidelinjen til det har jeg for alvor erkendt, at offeret skal være umådeligt stærk for at overleve måneder og års massiv chikane. Det er også gået op for mig, hvordan lovgivningen kan blive et instrument for den fortsatte chikane.

Ofrene rammes to gange: af stalkeren og af en mangelfuld lovgivning. Stalkeren har naturligvis krav på retssikkerhed, men vi efterlader reelt ofrene retsløse.

Rundt i manegen

Verden er underlig. De fleste mennesker tager afstand fra stalking. Formodentlig undtaget stalkerne, der tilsyneladende ser det som deres livsopgave at genere andre mennesker mest muligt. Men ved du, at staten rent faktisk er med til at understøtte stalkerens chikanerier og terror? At lovgivningen er medvirkende til, at ofrene lades fuldstændig alene tilbage?

Vi taler så meget om, at vi lever i et retssamfund. Og i et retssamfund skal den anklagede have mulighed for både at gøre indsigelser, opnå fri proces og få beskikkede advokater, når en sag kører. Fri proces betyder, at statskassen betaler retsafgiften og salæret til advokaten. Hvis du taber sagen, betaler statskassen også sagsomkostningerne til modparten.

Og her har vi det groteske. Stalkeren kan trække en sag ud i årevis godt støttet af det offentlige, der afholder regningen til stalkerens advokatudgifter. Dig og mig, med andre ord.

Ofrene skal tåle, at stalkeren har nogle retskrav, som offeret ikke har – og ofte slet ikke kan komme i nærheden af.

Afgørelser udsættes i det uendelige, fordi stalkeren bevidst gør alle mulige krumspring og indsigelser for at trække sagen i langdrag og køre offeret endnu mere træt og endnu mere rundt i manegen. Eller stalkeren udebliver fra retsmøder den ene gang efter den anden af alle mulige mystiske grunde. Støttet af en lægeattest kan alt udsættes gang på gang. Og da der hver gang kan gå lang tid, inden næste retsmøde kan berammes, skal man ikke være den store matematiker for at regne ud, at det alene kan trække sagen ud i en uendelighed.

Hver gang nogen taler om at indskrænke mulighederne for bevidst at bruge retssystemet til at fortsætte chikanerierne, lyder der vilde protester.

Men husk på, at der altid er ofre i kølvandet på stalkerens rettigheder. Vi lider af udtalt berøringsangst for at udarbejde en lov, der effektivt sætter grænser for stalkernes muligheder for at køre rundt med offeret i retssystemet i årevis. Det er fy at sætte spørgsmålstegn ved nogle menneskers retssikkerhed, som jeg gør her; eller bare forsøge at sætte en grænse.

Fri proces

Et eksempel fra praksis i kølvandet på en skilsmisse: Såfremt stalkeren ligger under beløbsgrænsen for at få fri proces og dermed betalt advokatbistand, koster det ikke en klink at gøre indsigelser mod alle mulige detaljer i sagen og dermed trække sagen i langdrag.

Såfremt offeret ligger bare nogle procent over denne beløbsgrænse, skal offeret betale i omegnen af 2.500 kroner i timen af egen lomme til advokatbistand. Har stalkeren som erklæret mål at genere modparten mest muligt, herunder at ødelægge vedkommendes økonomi fuldstændigt, er det jo ikke vanskeligt at regne ud, at sagen ustandseligt trækkes i langdrag, når det er en gratis omgang for stalkeren at gøre indsigelser mod stort set alt, mens offeret skal betale en tårnhøj timeløn til advokatbistand af egen lomme, hver gang et nyt spørgsmål skal besvares.

At offeret ligger et par procent over beløbsgrænsen for fri proces, betyder faktisk ikke, at offeret er mangemillionær. En almindelig lønarbejder med pensionsordning kommer hurtigt over denne beløbsgrænse og står så med tårnhøje sagførerregninger den ene gang efter den anden. Til udelt morskab for stalkeren, der jo udmærket kender vores skæve retssystem og driver sagen til det yderste. Som har en interesse i, at sagen trækkes længst muligt for at genere offeret mest muligt.

Er det retssikkerhed? Og for hvem?

Jeg mener ikke, at nogle mennesker skal fratages deres retssikkerhed, men jeg savner mulighed for effektiv indgriben, når nok er nok. Ikke mindst når en stalker bevidst bruger en fri proces til ikke alene at underminere og ødelægge økonomien for modparten, men også får lov til at holde en sag i gang i en uendelighed alene med det formål at skade modparten og fortsætte sin psykiske terror.

Jørgen Maibom Dall er socialrådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Henning Kjær
Eva Schwanenflügel og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

06/jun/2019

Stalking ???

Hvad vil stalking, sådan helt enkelt, i praksis sige ?

Og hvad kan man (samfundets retsvæsen) i praksis
gøre for effektivt at stoppe denne form for adfærd ?

Venlig hilsen
Claus