I disse dage kan jeg mærke, hvordan det trækker i mig: Om lidt er det sommerferie!
Det er skønt at tænke på og tale om. I sidste uge sad jeg sammen med en stor gruppe jævnaldrende venner mellem 25 og 30 år. Vi talte om ferieplaner, og det gik op for mig, at der ikke var én, der havde planlagt en rejse, der involverede fly. Folk skulle ud at sejle kano i Sverige, cykle langs den danske Vesterhavskyst, til festivaler på danske småøer og så videre.
Det scenarie ville være utænkeligt for få år siden.
Min generation, der er født i starten af 1990’erne, er vokset op med en idé om, at der er noget fint og næsten ædelt ved at rejse ud og se verden. Dem af os, der blev født ind i middelklassen, oplevede gennem vores barndom, at lange udlandsrejser blev mere og mere almindelige. Efter en lang sommerferie havde flere klassekammerater som regel været på New Zealand, Borneo eller Hawaii.
Men allerede dengang vidste de voksne vel, at de lange rejser var med til at undergrave den sårbare natur, som man gerne ville opleve? Der var vel en gryende erkendelse af, at den form for forbrug ikke er langtidsholdbart?
I slutningen af 00’erne kunne jeg foretage mine egne valg, og jeg fortsatte ufortrødent med at flyve. Jeg købte en flybillet for 19 kroner fra Billund til London og tog på weekendtur med min kæreste. Jeg var lidt stolt og følte mig global og supermobil – lige det, der var brug for i fremtiden.
I gymnasiet talte vi meget om, at fremtiden er global, og at alle vigtige problemer derfor kræver globale løsninger. Det er, tror jeg, egentlig helt rigtigt, men vi snakkede ikke så meget om, hvad vores rolle i den globale verden er. Når vi rejser rundt i verden, som om det er et stort safariland, er vi så en del af problemet eller løsningen?
I år skal jeg og mine venner så ikke ud og flyve for at få varmen. Jeg tror, at det er gået op for os, at det ikke er kedeligt eller bagstræberisk at holde ferie i det område, hvor man i øvrigt lever.
Vi kan lave tusind ting, der ikke kræver, at vi sætter os op i et fly, og vi kan vende tilbage og være lige så mættet af indtryk, som vores sidekammerat i 4. klasse, der havde været to måneder i New Zealand. Den erkendelse er kommet til mange andre før mig, men jeg mærker også, at det er noget, der sker for mange lige nu.
Min tidligere højskolelærer formulerede det på den simple måde: Hvis man er 50 mennesker, der skal deles om maden på en buffet, kan man ikke gå både anden og tredje gang, hvis buffeten er ved at være tom. Vi kan ikke fortsætte med at forbruge og rejse som hidtil. Buffeten er ved at være tom.
De ældre skal lære det
Det er min fornemmelse, at den erkendelse ikke helt er slået igennem hos de flyvende bedsteforældre. Den generation, der har voksne børn og små børnebørn, friværdi og masser af energi. De er i fuld gang med at udleve deres anden ungdom og planlægger straks en udlandsrejse, når de hører om noget, der inspirerer dem.
Sat på spidsen kan man sige, at de flyvende bedsteforældre allerede har været ved buffeten både anden og tredje gang, og vi bliver nødt til at fortælle dem, at der ikke bliver en fjerde gang. Heldigvis kan vi også fortælle, at det ikke nødvendigvis behøver føre til afsavn.
Jeg tror, at de ved det – et eller andet sted. I deres egen ungdom var flyrejser langt mindre tilgængelige, og folk var som konsekvens mere til stede der, hvor de var. Jeg har i mange år været dybt misundelig på de fællesskaber, som de kunne skabe dengang. Alt det man kunne nå sammen, når halvdelen af ens venner ikke var bortrejst hele tiden. De erfaringer er vi ved at genopdage i min generation.
Inspirer dem
Jeg tror ikke, at vi får flere til at ændre adfærd ved at rette på dem eller udskamme dem. I stedet skal vi fortælle om de oplevelser, vi får, når vi ikke tager langt væk. Derfor vil jeg opfordre dig, der holder ferie et sted, hvor det ikke er nødvendigt at flyve hen, til at sende et postkort til dine flyvende forældre og bedsteforældre her i sommerferien. Fortæl om alt det fede, du har oplevet. Måske læser de det og tænker, at næste år kunne man også holde ferie på Anholt ved Limfjorden eller i Småland.
Det er fedt at rejse langt væk, men klimakrisen har gjort det nødvendigt, at vi ændrer adfærd. Det kan dog også ende med at bære noget positivt med sig. Måske kommer vi til at se hinanden mere og have det sjovere med at lave ting sammen, når vores venner og familie ikke holder ferie i hver deres ende af verden.
For en god ordens skyld skal det siges, at jeg helt sikkert kommer til at flyve igen. Der er ikke nogen, der er clean i klimaspørgsmålet, og slet ikke mig. Men jeg synes, det er værd at lægge mærke til, at det ikke længere er nødvendigt at rejse langt væk for at være med i fællesskabet. Tværtimod.
Ebbe Hejlskov Bertelsen er studerende
Så kom der endnu et indlæg i Informations tilsyneladende nye serie om de unge, kloge og ordentlige menneskers belærende fortælling om blandt andet min generations totalt forfejlede måde at have været på kloden på.
Jeg kommenterede for nyligt et ligende indlæg, hvor jeg og en del andre blandt andet skrev, at vi ikke er inden for den skive, den studerende Ebba Hejlskov Bertelsen skyder med meget skarpt efter.
Jeg falder fuldstændigt udenfor den skive, da jeg blandt andet det meste af mit liv har befundet mig i Danmark og ikke i en flyvemaskine på vej hen til de steder på den anden side af kloden, den studerende mener at kunne finde de fleste af os. Jeg har faktIsk også været noget, jeg først for nyligt fik sat etikette på af en tidligere lokal formand, da hun lavede et selvmål ved at fremstamme ordet: klimatosse.
Jeg vil meget gerne diskutere klima og en masse andet vigtigt med mennesker i alle aldre, men jeg orker ikke den slags generaliseringer, vi igen mødes med her.
Beklager fejlskrivning af fornavnet, som skulle have været Ebbe. Det ændrer dog ikke noget i indholdet.
Når nu Ebbe er lidt flyvsk (hehe) i sit debatindlæg, så tillader jeg mig også at være det i min kommentar.
Jeg er selv fra slut-firserne, men stadig en del af den aldersgruppe som Ebbe nævner sig selv i. Det er min klare opfattelse, at jeg allerede har været ved buffetbordet mht. flyrejser en del flere gange end mine bedsteforældre når at komme til i deres levetid. De var svende og piger på gårde i deres ungdom, og når min morfar tog en feriedag, ja så var det altså for at tage cyklen(!) fra Køge til Roskilde Dyrskue og tilbage igen. De lange (med lange mellemrum) ferier jeg kan se i familiealbummet går til Norge, Sverige eller Tyskland og transportmidlet er et folkevognsrugbrød og ikke fly.
Senere i livet er det kun, når den næste generation af familien arrangerer familieture, at de kommer ud og flyve. Hvis det stod til dem selv, ja så ville det altså maks blive til en bustur til det nordtyske for at høre Hansi Hinterseer sammen med resten af pensionistforeningen, men for det meste bare en biltur for at besøge venner og børnebørn.
Hvis man endelig skal pege fingre af andre end sig selv, så må det da være vores forældres generation vi skal have fat i. Det er dem, der er rundet af økonomisk opgang, at komme på boligmarkedet på et godt tidspunkt og charterrejser. Og så har de flere år at flyve i end deres forældre.
Jeg synes nu stadig, at det vigtigste er at kigge indad. Det er fedt, at der er flere i vores generation, der igen tager på cykelferie osv. Mon det også har noget at gøre med, at vi selv er blevet ældre, og efterhånden har set både Berlin, New York og Tokyo? At mange Københavnere aldrig har set vadehavet og ditto Aalborgensere Møns Klint? Eller fået sig en krølle-bølle på Bornholm.
At ungdommen gerne vil ud og opleve og udforske verden synes jeg heller ikke man skal tage fra dem. Det er vigtig at få udvidet sin horisont, og den horisont skal ikke slutte ved landets grænser. Problemet er, at alternativerne til flyrejsen er så latterlige ift. pris, tid og service. Og det kommer fra en, der lige er kommet hjem fra en 15 timers bustur fra Bruxelles. Rejsen var dyrere end en flybillet, der ville tage under 2 timer. Bussen var 2 timer forsinket inden den dukkede op, og det var ikke noget vi fik at vide før vi allerede havde stået og ventet i halvanden time. Fra bussen ankom, smed passagerer af, læssede os på og kørte igen, gik der 10 minutter. Det betød, at der hang en fyldt skraldepose ved vores sæder og halv fyldte plastikflasker kurede hen ad mellemgangen da vi kørte. Og de 2 timers ventetid? Ja der stod vi på en parkeringsplads uden tag (heldigvis regnede det ikke, men det er der jo ingen garanti for).
Vi kiggede også på mulighederne for en togbillet, men her ville den billigste løsning koste 3 gange så meget, tage 18 timer og med 6 togskift undervejs.
Ja undskyld, nu er jeg vist kørt af sporet.
Det er klimamæssigt en skidt ide at rejse til Anholt, da det kræver seks timers færgetur på diesel, men derudover et godt indspark. Det er ellers en dejlig ø.
Min partner var med på oprydningsholdet efter Jellingfestivalen. Jeg fik levende beskrivelser af affaldets omfang, tilstand og lugt.
Rend mig - med ungdommens bedrevidende klimaindstilling!
Ebbe Hejlskov Bertelsen, internettet er lige så stor en forureningskilde som flytrafikken er det. Og lige som flytrafikken kun kender en vej, menlig kraftig stigende de kommende årtier, kender internettrafikken kun den samme vej.
Så hvad med at ungdommen vender blikket lidt indad og stopper kraftigt op med særligt forbrug af streaming og sociale medier, hvis drift forårsager et hidtil helt uhørt stort forbrug af el og elektronik.