Klumme

Sovjet-skræmmebilleder er uden effekt – for de unge er socialisme noget nyt og uprøvet

For de unge er socialisme ikke noget hedengangent og dysfunktionelt, men noget løfterigt. De føler intet ansvar for den kuldsejlede realsocialisme i Østeuropa, men er til gengæld vokset op med en kapitalisme, som ikke længere fungerer, skriver kulturchef på Aftonbladet Åsa Linderborg i dette debatindlæg
En mand står foran en Lenin-statue på Lenin-pladsen i Yakutsk, en af verdens koldeste byer.

En mand står foran en Lenin-statue på Lenin-pladsen i Yakutsk, en af verdens koldeste byer.

Bjoern Steinz

Debat
20. juni 2019

En excentrisk ven forærede mig en rejse til Uljanovsk, så nu har jeg set Lenins fødeby, små 900 kilometer øst for Moskva. Centrum domineres af et gigantisk Leninmuseum, som fortæller alt, hvad der er værd at vide om bolsjeviklederens liv og gerning. I montre på montre udstilles fotos og avisklip, og intet synes at have ændret sig siden indvielsen i 1974.

Til næste år fylder Lenin 150 år, men da vil museet være lukket for renovering, oplyser personalet. De har i mange år efterlyst bevillinger fra bystyret til modernisering af udstillingen, men først nu er der penge på vej.

En af kvinderne hvisker, at ’renoveringen’ kan være et påskud for at lukke udstillingen permanent.

»Lenin er blevet farlig igen, og derfor gør de sådan.«

Uden for museet står medlemmer af kommunistpartiet og fører kampagne for at bevare det, præcis som det er.

Tabt guldalder

Om tidspunktet for renoveringen er tilfældigt eller en bevidst politisk beslutning, er svært at gennemskue – hidtil har kun lydt uklar mumlen fra bystyret side. I 2017 havde Putin svært ved at finde ud af, hvad han skulle stille op med 100-årsjubilæet for Den Russiske Revolution. Hammer og segl, som stadig findes overalt, er begyndt at symbolisere en mytisk guldalder.

Ganske vist måtte man dengang ikke sige alt, hvad man mente og tænkte, men det må man for så vidt heller ikke nu. Og i al fald var der social tryghed. Man vidste, man fik sin løn og pension, og ingen behøvede tigge på gaden.

Dengang var det partiet, der mæskede sig på fællesskabets bekostning – i dag er det oligarkerne.

Uljanovsk er en stille og venlig by, hvis vigtigste indtægtskilde og største industri er bilfabrikken AvtoVAZ – bedst kendt for sine Lada-modeller. Her kan en arbejder tjene mellem 20.000 og 27.000 rubler om måneden svarende til mellem 2.100 og 2.800 kroner. Vil man være sikker på, at få enderne til at mødes, kræves dog to job.

Arbejdsmarkedet er i dag fuldstændig afreguleret. Dog findes en russisk mindsteløn, men den svarer kun til 570 kroner om måneden ifølge Dagens Industri. Intet under, at så mange søger til Europa for at finde bedre betalt arbejde. Eller at de lokale butikker og restauranter savner kunder.

Ikke længere fyord

Også på Hotel Oktober var tiden gået i stå i etableringsåret, men det lykkedes mig dog at komme på internettet. På The Economists hjemmeside fangede en nyhed mit blik: 51 procent af amerikanerne mellem 19 og 29 år ser i dag socialisme som noget positivt.

Frimarkedsorganet var selvsagt oprørt over det, men hvordan kan det være, at socialisme ikke længere er et fyord for så mange amerikanere?

Muligvis længes de tilbage til, hvad de forestiller sig var en tryggere tid med en større udviklingsoptimisme. Tre ud af fire amerikanere har ikke oplevet reallønfremgang i de seneste 40 år. 50 millioner må overleve på statslige madkuponer – ironisk nok arbejder mange af disse working poor på McDonald’s og i Walmart. Selv ikke en universitetsuddannelse kan længere garantere et liv i materiel velstand i USA.

Bernie Sanders går endnu en gang til valg på at ville forhøje mindstelønnen, mens Trump nøjes med at sige, at han »elsker« de lavtlønnede.

For den nye generation af unge amerikanere er socialisme ikke noget hedengangent og dysfunktionelt, men noget nyt og uprøvet. De var kun børn, da Tvillingetårnene blev angrebet, er vokset op i finanskrisens skygge og føler intet som helst ansvar for den kuldsejlede realsocialisme i Østeuropa. De har aldrig været nyttige idioter for diktaturstater, men har til gengæld erfaret en kapitalisme, som ikke længere fungerer. Ganske som teenagerne i Uljanovsk.

Når Bernie Sanders taler om socialisme, ynder han at trække Sverige og Danmark frem som forbilleder. Som svensk socialist kan det ærgre mig grænseløst, for sandheden er, at privatiseringer og formuekoncentrationer er i gang med at smadre det, som engang var verdens mest lige land. Så ville jeg meget hellere bo i det Sverige, Sanders taler om.

Uanset hvad har noget ændret sig. Antisocialister kan ikke længere skræmme masserne med Lenins Sovjet.

I stedet burde de forholde sig til sagen: At vi så vidt muligt bør være fælles om at eje og beslutte. Vi kunne jo kalde det demokrati.

© Åsa Linderborg og Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Igen en glimrende klumme fra Åsa Linderborg.

Niels-Simon Larsen

Der er nogle enkelte russiske forfattere, der skriver om fortiden. En af dem, Svetlana Alexievich, har skrevet om sovjetmennesket. Meget lærerigt.

Lars Rasmussen

En død idé: socialisme med et menneskeligt ansigt.

En sød idé: socialisme med et barnligt ansigt:

(...)

En dag kom følgende opslag nede på elevatordøren, hvor i almindelighed alle bekendtgørelser hang for beboerne:

»Alle børn i denne gård indbydes til møde i morgen klokken tre under trapperne, hvor fåreskindet ligger. Der vil fremkomme vigtige forslag. Gratis adgang. For dem fra nabogården: entré to pebernødder«.

Der var ingen underskrift.

Lalas mor var den første som lagde mærke til opslaget. Hun læste det først med, derefter uden lorgnet og råbte straks på husforvalteren på anden sal. Husforvalterens medhjælper kom til syne.

»Men hvad tænker De på, kammerat Polaitis?« sagde Lalas mor. »Hvordan kan De tillade sådan noget?« og hun pegede med håndtasken på opslaget. »Man ødelægger vore børn for os - og De tier. Hvorfor siger De ingen ting? Min Lala vil ikke gå derhen, og det er ikke det, der tæller, men princippet - princippet!«

Kammerat Polaitis kiggede nærmere på opslaget, snøftede og sagde:

»Jeg ser ikke noget mærkeligt i det, borgerinde. Børnene har ret til at organisere sig for at beskytte deres særlige interesser«.

Lalas mor sank en klump af forargelse og prustede:

»Interesser. De må vel først lære at pudse næsen. Jeg er aldeles sikker på, at det er Jura i lejlighed nr. 18, der har skrevet det. Og sådan en skal være søn af en kancelliforstander«.

Kancelliforstander Selesnov, en gnaven fyr med en nyresygdom, skelede til opslaget og tænkte:

»Jeg genkender Juras skrift. Jeg ved ikke, hvad der skal blive af drengen - vel noget i retning af en eventyrer som Pilsudski«.

(...)

Jura Selesnov stod oppe på en gammel stol og skulle netop til at åbne mødet. Viktor, 12 år og partiløs, stedfortrædende dirigent, kom hvert øjeblik farende hen til ham for at få instrukser.

»Jura, der er kommet en pige fra nabogården med en baby, kan han overdrage hende sin stemme eller hvordan?«

I dette øjeblik afgav babyen selv sin stemme, så trommehinderne var ved at sprænges på mødets deltagere.

»Kammerater!« Jura forsøgte at overdøve babyen. »Kammerater, jeg gør opmærksom på at stemmeret har kun de, der kan gå. De øvrige afholder sig fra at stemme. Stemmer kan ikke overdrages andre. Talerne bedes indtegne sig. Vi har kun kort tid. Emne: »Nyvalg af forældre««.

Lala trængte sig frem til Viktor, bleg og med skinnende øjne, og sagde stille:

»Kan jeg blive indtegnet. Jeg vil gerne sige noget. Skriv: Lala fra femte«.

»Om hvilket spørgsmål ønsker De at udtale Dem, kammerat?«

»Om understrømper som klør - at vi ikke behøver have dem på, og meget andet«.

Jura bankede i vindueskarmen med en peberkage og begyndte.

»Kammerater, jeg vil sige nogle ord. Alle folk, metalarbejdere, butiksfolk, endog skopudsere har deres forbund som beskytter dem mod udbytning, men vi børn har ingen ting. Hver af forældrene, moderen eller faderen - særlig hvis han har en nyresygdom - kan behandle os efter forgodtbefindende. Sådan kan det ikke gå længere. Vi må opstille en række fordringer og udarbejde en parole som passer til vores tid. Hvem er for, og hvem er imod, og hvem afholder sig fra at stemme?«

»Her er Jakob Mitrochin indtegnet«, oplyste Viktor. »Han vil tale om spørgsmålet ørefigner, men han er her ikke«.

Jura rynkede panden og sagde alvorligt: »Optaget, tænker jeg. Han udebliver nok ikke uden grund. Han må have noget vigtigt for. Lad ham blive stående som indtegnet«.

Mødet forløb stormende. Spørgsmålene var så mange og af så smertefuld natur, at det var umuligt at forholde sig tavs. Man talte om, at forældrene endog havde gået så vidt som til at forbyde børnene at lege i de kommunale gårde, hvilket var helt utilladeligt. Man talte også om at det var uomgængeligt nødvendigt at vaske støvlerne i vandpytter, og om meget andet.

(...)

Vera Inber, fra novellen “Lalas interesser” (citeret fra Bo Nielsen (red.), Slaviske noveller, side 37ff.).

Randi Christiansen, Niels-Simon Larsen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Åsa Linderborg, Nu var Sovjetunionen altså kommunistisk. Ikke socialistisk.

Aleksander Laursen

Nu er socialisme også et vidt begreb ligesom kapitalisme er det. Der er dansk version af kapitalisme og der er amerikansk.

Der var Jugoslaviens kommunisme, Cubas og så var der Sovjets. Ikke alle har været lige succesfulde.

Cuba har udrettet meget men har stadig dysfunktionelle sider (som alle systemer gennem tiden). Overvej hvad Cuba kunne udrette uden en handelsembargo fra EU og USA.

Jeg tror alt hvad der hedder højre og venstre er fallit. Vi skal have en resursebaseret økonomi som Venusprojektet foreslår. Nok er kommunismen mere moralsk anlagt end kapitalismen, den tager bare ikke hensyn til begrænsede resurser.

Randi Christiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Der er ingen lande, der har kaldt sig kommunistiske. Men socialistiske. Om de så har været det, kan sikkert med en vis ret diskuteres.

Randi Christiansen

Selv vækst, forbruger-og konkurrencestatens privatkapitalister vil hævde, at de er socialister = socialt bevidst.

Når systemerne kollapser, er det fordi, biotopens grundlæggende lovmæssigheder ikke respekteres.

Jeppe Lindholm

Der findes kun en holdbar politik, hvis der vil skabes stabilitet og et godt liv for alle. Og det er den midtsøgende politik. En politisk vej, som har været bærende i Danmark op til tiden før Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 og startede med sin omvæltning af Danmark fra velfærdsstat til et minimalistisk velfærdssamfund betinget af private initiativer gennem forsikringer, hvis hovedformål er maksimal profit generering frem for at tilgodese mennesket og det samfund vi alle skal leve i.