Svalerne er nogle banditter! Ikke banditter i habitter, nej, svaler er banditter i kjole og hvidt med svalehale og kridhvidt skjortebryst. I år har vi så mange, at de dominerer hele gårdspladsen.
Vipstjerterne havde fundet sig til rette i en gammel svalerede længst væk fra portrummet. Svalerne havde ikke brugt den i flere år, men se, om de ville finde sig i de små fredelige vipstjerter. Ud med dem og halvdelen af reden med i købet.
Heldigvis har vipstjerterne vist fundet et sted ude i indkørslen. Sikkert i stengærdet, der markerer skellet, der har de i det mindste ruget før, og det er i indkørslen, man indimellem får øje på dem nu.
Men svalerne tolererer bare ikke, at andre fugle flytter ind. Hvis en fugl har nået at lægge æg i en ledig svalerede, kan de finde på at kitte hele reden til, så forældrene ikke kan komme ind, og æggene kan få lov at ligge og rådne i mørke.
Umuligt redebyggeri
Og det er jo ikke, fordi svalerne skal bruge den.
Tværtimod er de i år helt vilde med at bygge nye reder, men uheldigvis har et af parrene sat sig i hovedet, at de vil bygge rede på lampen i portrummet.
Den hænger, så vi passerer direkte under den, når vi går fra den ene længe til den anden. Vi ville gå rundt med svalelort i håret hele sommeren, hvis de fik lov at bygge der. Ergo satte vi en stor plastikpose rundt om lampen.
Så byggede svalerne bare uden på plastikken. En kost, og reden gled nærmest ned af sig selv. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis der kom unger i sådan en rede. For det første ville reden ikke være stor nok, for det andet ville den havne på brostenene, så snart ungerne blev større og tungere.
Men svalerne byggede en ny rede. Der kom mere plastik op. Svalerne byggede endnu en rede. Mere og mere yderligt og umuligt. De seneste uger har det nærmest hørt til de faste rutiner at feje en påbegyndt svalerede ned fra portlampen. Hvornår mon de fatter det?
Det er ikke, fordi de mangler redeplads. Der er flere tomme familiereder i portrummet, som ellers har været benyttet år efter år. I to af dem ligger svalemødre også på rede i år, men der er to dejligt store reder, som stadig er ubenyttede. Snup dog dem!
Men svalemødre har deres egen vilje. Det er mor, der bestemmer, hvor familieforøgelsen skal finde sted. Far klistrer nogle klatter op på en bjælke og spørger ’her’? ’Nej’, siger mor, ’det skal være dér.’ Og så må far i gang dér og ikke her. På den måde er portrummet blevet forsynet med to splinternye reder, heldigvis på steder hvor de gerne må være. Til gengæld er plastiksvalerne nu begyndt at bygge lige midt over køkkenindgangen. Suk!
Tordenvejr
Måske nærmer svalernes byggelyst sig en fiks idé på grund af den seneste tids rigelige nedbørsmængder.
Der er dejligt mudder overalt, det ville jo nærmest være en skam at lade det gå til spilde, når man nu er svale. Så når de ikke suser rundt på gårdspladsen i kvidrende cirkler, kan man se dem spadsere adstadigt rundt og samle mudder mellem brostenene. Så ligner de virkelig middagsherrer eller dirigenter på vej til koncert.
Vi andre er mere ambivalente over for regnen. Regn, ja tak, gerne, men ikke skybrud, der smadrer storkenæb til jorden og får blomsterne på nevadarosen til at klaske sammen.
Og helst heller ikke tordenvejr, tak. Forleden nat følte man sig nærmest hensat til den røde løber i Cannes – hvis det altså ikke var, fordi man lå ned i sin seng og forsøgte at sove. Men hvem kan sove, når det blitzer gennem øjenlågene i ét væk i timevis? Og hvem kan sove, når man ligger og lytter efter, om lynet slår ned?
Det gjorde det én gang, lyn og tordenbrag var så samtidige, at jeg troede, det var slået ned i et af havens træer. Det var det heldigvis ikke, men man farer jo op og må ud og kigge efter. Jeg kan ikke fordrage tordenvejr.
Det tror jeg heller ikke, svalerne kan. I det mindste sidder de i rederne og pipper forsagt, midt om natten hvor selv svaler ellers plejer at sove.
Så noget kan vi blive enige om.
