Kommentar

Udskamning af solomødre er baseret på misogyni og akademisk fake news

Soloforældre er lige så gode forældre som andre. Det er der videnskabeligt belæg for. At anklage solomoderskab for at være skadeligt for barnet er derfor misvisende. I stedet burde vi sikre bedre vilkår for at skabe familie tidligere i livet, skriver fire forskere i dette debatindlæg
6. juni 2019

I antropolog Morten Schütts kronik i Information den 28. maj bliver solomoderskab sat i scene som falsk kvindefrigørelse. Taberne er, ifølge Schütt, de stakkels børn, og ja – selvfølgelig også mændene.

Præmissen for Schütts kronik er, at mænd i det, han omtaler som mandebevægelsen, har beskrevet, at de kunne have ønsket en mere nærværende far. Det kobler han med nyere forskning, der peger på de positive effekter af involverede fædre.

At nærværende forældre er godt for børn, betvivler vi ikke. Men det er både problematisk og historieløst at udlede fra den eksisterende forskning om involverede fædre og mandebevægelsens beskrivelser af 1950’ernes fraværende fædre, hvordan det er at vokse op i en familie, skabt af en selvvalgt mor med hjælp fra en sæddonor.

Når man smykker sin kronik med titlen ph.d.-studerende, kunne læseren ellers tro, at Schütt har et forskningsmæssigt grundlag for sin påstand om, at børns trivsel afhænger af at vokse op i en heteroseksuel familie. I dag findes der dog ikke belæg for, at børn får en dårlig opvækst, hvis de vokser op med en enkelt forælder, ligesom internationale studier har vist, at børn af lesbiske klarer sig lige så godt som gennemsnittet.

Fra den psykosociale forskning ved vi, at det, der udløser problemer i børns opvækst, er spørgsmål som for eksempel fattigdom og opvækst i konfliktfyldte hjem.

Solomødre er ikke solo

Schütt skriver endvidere, at det er fristende at se solomoderskab som en form for kvindefrigørelse. Han klandrer solomødre for ikke at søge og udvælge en brugbar mand, mens (reproduktiv) tid er. Her springer kæden endnu en gang af. Talrige studier viser, at mange heteroseksuelle solomødre har levet i længerevarende parforhold, hvor manden har takket nej til børn. Det skal sammenholdes med det faktum, at hver femte mand i dag ikke får nogen børn.

Vi har ikke noget forskningsmæssigt belæg for at sige, hvad baggrunden for mændenes (reproduktive) fravalg skyldes. Her er der nemlig et videnshul. Men det betyder ikke, at vi skal gætte eller basere vores holdninger på noget, der lugter fælt af gamle kønsstereotypier.

Men er solomødre overhovedet »solo«? Tværtimod. Forskningen viser faktisk, at de ofte er kvinder med et stort netværk af andre voksne, der aktivt kan indgå i barnets ve og vel. Det være sig bedsteforældre, samboende, venner, søskende og andre voksne. Og herunder også mænd, der aktivt indgår i relationer med børnene.

Misogyne scenarier

Ligesom enlige mødre hverken er et nyt eller problematisk fænomen, er det heller ikke nyt, at mandlige misogyne debattører er på krigsstien i forhold til kvinder og deres reproduktive valg. Det nye, vi har noteret os, er, at mænds reproduktive rolle i stigende grad bliver adresseret, når kvinder får børn uden far. Det er da også den problemstilling, der for alvor optager Schütt. Skræmmescenariet er, at mændene bliver taberne i en kamp mellem kønnene.

Med en forestilling om prins Valiant som den ideelle mand, der skal redde kvinden og børnene fra at falde uden for det heteronormative ideal, fremstiller Schütt således nutidens mand som gulvmåtte for kvinden. Billedet af den idealiserede mand, der kan matche kvinden, så hun ikke skal ty til statsbetalt sæd, er dog så reduktionistisk, at man kan blive nervøs på mænds vegne over den snævre maskulinitetsforestilling, de skal passe ind i.

Flere drømmebørn

Regnbuefamilierne er kommet for at blive. Det er med andre ord ikke en skændsel, at kvinder får børn uden mænd – det er en skændsel, at Schütt påstår, at de kvinder, der ikke indgår i den heteroseksuelle kernefamilie, svigter deres børn. Det er ganske enkelt akademisk fake news.

Løsningen på, at nogle mænd kan føle sig tabt, hvis de befinder sig i en situation, hvor de ufrivilligt ikke er i parforhold og ønsker sig børn, skal derfor findes et andet sted end i udskamning af kvinder, der får børn alene og et statsligt stop for gratis fertilitetsbehandling.

I stedet har vi brug for en kvalificeret diskussion af mænds reproduktive liv, ønsker og drømme. Sidst men ikke mindst har både mænd såvel som kvinder brug for bedre vilkår for at skabe familie tidligere i livet, så de ikke står for sent og opdager, at de ikke fik de børn, de drømte om.

Stine Willum Adrian, lektor, AAU, Janne Rothmar Herrmann, professor mso, KU, Charlotte Kroløkke, professor mso, SDU, Anna Sofie Bach, postdoc, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lotte Schack
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
Lotte Schack, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

(Ingen der har opdaget kronikken endnu?)
Det er altså ikke misogynt at påstå, at børn af soloforældre kan risikere blive socialt udsatte med kun en forælder i en familie, der skal bære alle byrderne. Det er derimod misogynt at påstå, at enlige mødre og solomødre er dårlige mødre. Det er der ingen videnskabelige beviser for, at de er.

Og stop så med at sidestille 'regnbuefamilier' med solomoderskab. Regnbuefamilier er alternative familieformer bestående af LGBT-par og LGBT-grupper af flere forældre. Det er begrebsforvanskning at bruge dette begreb om heteronormative familiekonstellationer såsom enlige mødre.