Klumme

Alle, der vil være ny leder af de britiske konservative, burde gennemgå et terapiforløb først

Vores giftige politiske system belønner alle de forkerte karaktertræk og producerer de værst tænkelige ledere, skriver den britiske journalist George Monbiot i dette debatindlæg
18. juni 2019

Det er jobbet, ingen ved sine fulde fem vil påtage sig. Jobbet, der er dømt til at ende i nederlag og ydmygelse, som Theresa May måtte sande. Kun personer i besiddelse af umådelig selvovervurdering og umætteligt magtbegær vil ønske at gå efter det. Enhver, der er vanvittig nok til at ville afløse May, burde nærmest være diskvalificeret på forhånd.

Hvad er godt lederskab?

Psykologen Michelle Roya Rad har opstillet en liste over den gode leders egenskaber. Blandt disse er fairness og objektivitet, ønsket om at tjene samfundets vel snarere end sig selv; mangel på interesse for berømmelse og opmærksomhed og instinktiv modvilje mod at omgå sandheden og fremsætte løfter, der ikke kan indfries.

I tidsskriftet Journal of Public Management kunne man for nylig læse om de egenskaber, som så karakteriserer ledere af en psykopatisk, narcissistisk eller magtkynisk personlighedstype – de omfatter: manipulative tilbøjeligheder, lethed til løgn og bedrag, fravær af samvittighedsnag og empati og begær efter beundring, opmærksomhed, prestige og status.

Hvilken af disse lister beskriver bedst de kandidater, der bejler til at blive den nye leder af de britiske konservative?

Falske selvbilleder

Freud hævdede, at »grupper antager en leders karaktertræk«.

Jeg vil snarere sige, at de magtfuldes private tragedier bliver til offentlige tragedier for dem, de vil dominere. For nogle mennesker er det lettere at lede en nation, sende tusinder i døden i unødvendige krige og skille børn fra deres familier, end det er at bearbejde deres egne traumer.

Fænomenet slår markant igennem i britisk politik. Psykoterapeuten Nick Duffell har skrevet om »de sårede ledere«, som blev skilt fra familien i barndommen og sendt på kostskole. Som overlevelsesstrategi har disse ledertyper allerede tidligt lært sig selv at fortrænge deres følelser og skabe et falsk selvbillede, der udstråler selvsikkerhed.

Men bag masken findes en dyb usikkerhed, der igen avler en uimodståelig trang til magt, prestige og opmærksomhed. Resultatet bliver et system, der »frembringer personer, som fremstår langt mere kompetente, end de i realiteten er«.

Trump er et oplagt eksempel.

»Hvis præsident Obama havde lavet de aftaler, jeg har lavet,« tweetede han i forrige uge, »ville alle korrupte medier have hyldet ham som helt fantastisk … Men trods rekordgode resultater (...), får jeg nul anerkendelse!«

Ingen magtfuldhed synes at kunne tilfredsstille Trumps trang til selvhævdelse.

Et dybereliggende problem er de systemer, der muliggør, at sådanne ledertyper kan trives. Giftige personligheder blomstrer i giftige miljøer.

En undersøgelse i Journal of Personality and Social Psychology påviser, at det sæt af psykopatiske træk, der sammenfattes i personlighedstypen ’frygtløs og dominerende’, er knyttet til en adfærd, som generelt er værdsat hos ledere, såsom at træffe dristige beslutninger og mase sig selv frem i rampelyset.

Hvis psykopatiske træk er en nødvendighed eller fordel for at begå sig i et system, må der være noget galt med systemet.

Tænksom og selvkritisk

Skal vi udforme en mere effektiv politik, kunne det være nyttigt, hvis vi først besluttede os for, hvilken slags mennesker vi gerne ser repræsenterer os, og så skabe et system, der kan bringe dem frem i forreste geled.

Jeg ønsker at blive repræsenteret af mennesker, som er tænksomme, selvkritiske, forankrede i virkeligheden, og som søger samarbejdet. Hvordan ville et system, der gav optimal plads for sådanne mennesker, se ud?

Det ville ikke være et rent repræsentativt demokrati, for det fungerer ud fra princippet om formodet samtykke: ’I valgte mig for tre år siden, og jeg kan derfor gå ud fra, at I har indvilget i den politik, jeg fører, uanset om jeg nævnte det inden valget.’

Det system belønner de ’stærke og beslutsomme’ ledere, som så ofte fører deres nationer på katastrofekurs.

Et system, der modererer repræsentativt demokrati med deltagerdemokrati – borgerting, borgerinddragende budgetlægning, offentlig diskussion – vil efter alt at dømme bane vejen for mere lydhøre og hensyntagende politikere. 

Lad os gentænke politik og udvikle systemer, der opmuntrer til venlighed, empati og emotionel intelligens. Og lad os skrotte de systemer, der baner vej for mennesker, som skjuler deres indre smerte ved at dominere andre.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
  • erik riiskjær
  • Cristina Nielsen
Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, erik riiskjær og Cristina Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu