Klumme

Over 3.000 drab på en måned vidner om, at Mexico er et land i krig med sig selv

Det tyder på, at 2019 bliver et nyt rekordår for antallet af drab i Mexico. Krigen mod narko, der blev erklæret i 2006, har gjort både narkokartellerne og de væbnede styrker mere onde og brutale end nogensinde, skriver antropolog María Fernanda Arellanes Arellanes fra Mexico City i dette debatindlæg
I dag er narkokartellerne så onde og brutale som nogensinde, skriver María Fernanda Arellanes Arellanes. Her er en lille figur af narkotikabaronen El Chapo.

I dag er narkokartellerne så onde og brutale som nogensinde, skriver María Fernanda Arellanes Arellanes. Her er en lille figur af narkotikabaronen El Chapo.

Pedro Pardo

Debat
27. juli 2019

Med 3.150 drab blev juli 2018 den voldeligste måned i de 21 år, de mexicanske sikkerhedsmyndigheder har ført pålidelige statistikker. Ikke overraskende blev 2018 da også udnævnt til det mest voldelige år i Mexicos nyere historie. Nu tyder foreløbige statistik fra første halvår af i år på, at 2019 vil slå den rekord.

Datamaterialet er endnu usikkert, og nogle menneskeretsorganisationer når frem til andre tal. Men den gruopvækkende statistik har også i år skabt overskrifter – også i Danmark.

Mindre opmærksomhed har der været om voldens historiske baggrund, og om hvordan den har ændret det mexicanske samfund.

Jeg er selv vokset op i en af de fattigste og mest voldelige bydele i Mexico City. Voldskriminalitet har jeg altid haft tæt inde på livet. Ikke desto mindre er det for mig og andre mexicanere indlysende, at voldskriminaliteten har ændret sig til det klart værre med krigen mod narko.

Militarisering

Krigen mod narko blev erklæret i 2006 af den daværende præsident Felipe Calderón, der svor at knuse narkokartellerne. Resultatet blev en militarisering, der ved siden af neoliberalismens implementering har været den mest skadelige proces for mit land i min levetid.

Over hele landet blev soldater indsat i tusindvis. Mexicos væbnede styrker, der er berygtet for tortur og seksuel vold, gennemførte udenomretslige kommandoaktioner og summariske henrettelser i sikkerhedens navn. Hvilket igen fik narkokartellerne til selv at opruste militært med amerikanske og russiske våben. I dag er de så onde og brutale som nogensinde.

Næsten dagligt kan den mexicanske presse berette om fund af afhuggede hoveder og massegrave. Den voldsomme korruption betyder, at det ofte er aldeles uigennemskueligt, om militæret eller narkokartellerne står bag. Nye karteller er kommet til og har ikke svært ved at rekruttere voldsparate.

Ofte er der udgangsforbud, og for mange kvinder er det blevet et spørgsmål om liv og død at vove sig ud på gaden alene.

Ufølsomhed for overlevelse

Krigen mod narko blev også et perfekt påskud for drab på journalister og aktivister. Menneskehandlen er også vokset, herunder med kvinder og børn, der bliver udnyttet i salg af seksuelle ydelser.

Mexicanerne føler sig stadig mere paralyserede, stadig mere følelsesløse, stadig mere magtesløse over for den omfattende vold. For i en krigszone bliver ufølsomhed til overlevelsesstrategi.

Med så mange hæslige myrderier har næsten hver en familie måtte begrave en eller flere af deres kære. Antallet af savnede og forsvundne siden 2006 løber op i 40.000. Menneskerettighedsgrupper har dokumenteret, at sikkerhedsmyndighederne er involveret i mindst 250 af disse tvangsforsvindinger. Andre bortføres af kriminelle bander.

Fraværende fra den officielle drabsstatistik er de migranter, som dør under forsøg på at krydse grænsen til USA, under deportation eller under tilbageholdelse i lejre. Menneskeretsgrupper har forsøgt at opgøre disse tal, men ingen ved, hvor mange uopdagede grave der findes i den nordmexicanske ørken.

At lede efter forsvundne kan være livsfarligt. Zenaida Pulido, en aktivist, der fandt over 40 lig og rasede offentligt imod dem, hun mente, stod bag flere af hendes familiemedlemmers forsvinding, blev sidste fredag selv dræbt i delstaten Michoacán.

Alle rammes

Krige har altid grumme virkninger. Alle os, som kæmper mod dem, bliver sårede.

Som Samir Flores Soberanes, en ledende miljøforkæmper, der blev myrdet for at protestere imod en gasrørledning gennem hans hjemby.

Som min fætter, der blev dræbt for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Som Raquel, datter af min kammerat Guillermo, som for syv år siden blev bortført og tvunget ud i prostitution i USA.

Hvem der stod bag, ville vi måske vide, hvis ikke den journalist, der efterforskede sagen, blev myrdet. Selv har jeg fået to dødstrusler på grund af mine offentlige protester imod kvindedrab og er sammen med to venner blevet bortført og voldtaget.

At starte en krig er meget lettere end at hele dens konsekvenser. En første forudsætning er dog, at vi erkender, at Mexico befinder sig i krig, økonomisk, socialt og militært. Drabsstatistikkerne er et umiskendeligt vidnesbyrd derom.

María Fernanda Arellanes Arellanes er antropolog og bosat i Mexico City. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Vold avler vold, hele tiden....hele tiden, det kan kun stoppes med gensidige samtaler, og en humanistisk indstiling.