Kronik

Vi afkræves frivilligt arbejde på alle fronter. Det lægger et enormt pres på den enkelte

Juleafslutninger, lejrture, stævner, forældrebestyrelser, rengøring på mormors plejehjem og cv-pleje. Der er høje forventninger til, hvordan vi bruger vores sparsomme fritid. Men frivilligt engagement skal aldrig forventes eller kræves, for så er det ikke længere frivillighed, skriver cand.mag. Eva Hjelms i dette debatindlæg
Der er de senere år kommet et stadigt større fokus på frivillighed, og det forventes efterhånden nærmest, at folk bruger en del af deres fritid på frivilligt arbejde, skriver dagens kronikør. Her er det Pia Bregenholt, som arbejder frivilligt for Ældre Sagen, hvor hun arbejder med demente.

Der er de senere år kommet et stadigt større fokus på frivillighed, og det forventes efterhånden nærmest, at folk bruger en del af deres fritid på frivilligt arbejde, skriver dagens kronikør. Her er det Pia Bregenholt, som arbejder frivilligt for Ældre Sagen, hvor hun arbejder med demente.

Sille Veilmark

29. juli 2019

Gennem de senere år er der kommet et stigende fokus på frivillighed – på hvordan folks tid bruges uden for arbejdet. I privatsfæren er der et hav af aktiviteter i børnenes skoler, fodboldklubber, spejderforeninger, musikskoler osv., der kræver forældreopbakning og tid.

I det offentlige er der øget politisk bevågenhed i form af støtte til frivilligcentre, kurser for frivillige, tilbud om rådgivning og sparring for frivillige, ja, ligefrem frivilligpolitikker. Overalt ser man, at de frivillige supplerer, måske endda overtager opgaver i det offentlige – selv om det sidste ikke officielt er tilladt.

Også på det private arbejdsmarked er det i fokus: Ethvert cv indeholder mindst én sætning om ens engagement i diverse frivillige aktiviteter. Frivillighed er udtryk for social kapital og overskud, det er hot, værd at lufte og investere i.

Og det er jo godt, for frivilligt arbejde gavner, når det er bedst, både den frivillige, såvel som det område vedkommende bruger kræfter på. Det kan øge livskvaliteten, skabe fællesskab, give identitet og ligefrem redde liv. Og det er der som udgangspunkt ikke noget skidt at sige om.

Men det er værd at se på, hvordan frivillige indsatser efterhånden tages for givet, samt på de mekanismer, der gør en i udgangspunktet positiv ting til endnu en stressfaktor.

Gensidig guilt tripping

Lad os starte med privatlivet. Uanset om det er kernefamilier, enlige med børn eller sammenbragte familier, er det som regel sådan, at børnene alle går til en-to aktiviteter om ugen.

Tilknyttet disse aktiviteter er der gerne tre-fem årlige aktiviteter, der kræver forældreengagement – fastelavn, luciaoptog, juleafslutning, lejrture – og oveni det de timer, der lægges i stævner, konkurrencer, opvisninger etc. Gang det med et par børn, og læg så de arrangementer, der foregår i forbindelse med skole og fritidsklub oveni – det løber op!

Måske derfor ser man mange steder, at foreninger har problemer med at skaffe nye bestyrelsesmedlemmer og frivillige.

En svømmeklub i Vejle tog nye metoder i brug og udskrev bøder til forældre, der ikke deltog i nok aktiviteter for elitesvømmeholdet. Betalte man ikke bøderne, kunne barnet risikere at blive smidt af holdet. I det mindste er det da klar snak – men antageligt er det ikke den enlige mor med natrengøringsjobbet, der kan stille med timer eller penge lige til den klub.

Igen – det er jo skønt, hvis ungerne har en fest, og der sker noget. Men har de nødvendigvis brug for flere aktiviteter? Er der behov for, at svømmeklubben, hvor barnet vel primært skal lære at svømme, også holder juleafslutning? Lider barnet nød, hvis den aktivitet ikke blev til noget?

Sikkert ikke – men ve den, der siger det højt.

Som barn gik jeg til en aktivitet per skoleår, og der var højst en begivenhed årligt, som forældre deltog i. Har jeg lidt store afsavn af den grund? Nej. Men af uvisse årsager er min generation og de yngre kammet helt over, i forhold til hvad folk (især forældre) føler sig forpligtet til at engagere sig i.

Især vi kvinder har en cocktail af høj grad af gensidig guilt tripping og en ’hvis ingen andre vil, så må jeg jo’-mentalitet, der holder mange fast i en konstant, høj grad af forpligtelse. Hvis det ikke er i regi af skolen eller fritidsaktiviteterne, er det i den gode sags tjeneste – Røde Kors, Børns Vilkår, Kræftens Bekæmpelse etc.

Udfordringen er, at alt er i en god sags tjeneste, hvilket lægger et enormt pres på den enkelte. Det handler jo bare om et par timer af dit liv, ikke sandt?

En, to, mange … Jeg kan tillade mig at sige det, for jeg har selv været en af dem, der harcelerede over andres sløvhed, at det altid var Tordenskjolds soldater (læs: MIG!), der skulle stå for det hele.

Lige indtil det tidspunkt, hvor jeg selv brændte sammen, måtte sige nej til alting og erkende, at verden klarede sig fint uden mig og alskens overflødige aktiviteter, jeg arrangerede.

I den periode opdagede jeg udfordringen ved bare at sige nej. Der skulle altid kobles en forklaring på:

»Vi har travlt, Ellen skal det, og Katrine skal det, og så har vi også lige arrangeret sommerfest.«

Jeg gav mig selv en øvelse: Næste gang jeg blev spurgt, om det var, fordi vi skulle noget andet, jeg ikke kunne deltage, ville jeg svare »næh« eller måske endda »ja – jeg skal ligge på sofaen med en bog«. Det er faktisk væsentligt sværere, end det lyder!

De ufrivillige

Hvis vi ser på det offentlige, er der flere og flere velfærdsopgaver, der lægges over til frivillige. Det kan være i den ’bløde’ ende, som aktiviteter på ældrecentre, lektiehjælp til udsatte børn etc., eller i den mere krævende ende, som f.eks. at pårørende skal skifte sengetøj eller stå for rengøring.

Her er der opstået betegnelsen ’de ufrivillige’, da de pårørende bliver set som en ressource, men jo ikke selv kan vælge til eller fra, om de er det. I mange og lykkelige tilfælde gør frivillige det gladeligt, men andre føler det som et pres og et misbrug af deres kræfter.

Og dilemmaet bliver mere og mere presserende, for er en opgave først blevet gjort frivillig, er sandsynligheden for at den ryger tilbage i offentlige hænder nærmest ikkeeksisterende. Hvor efterlader det dem uden ressourcestærke pårørende?

Der er selvfølgelig et minimumsniveau af service, men det bliver i sagens natur sænket, jo større pres, der er på de offentlige budgetter, især inden for sundheds- og plejesektoren.

Hvad sker der i en kommune med få ressourcestærke borgere, men med samme besparelseskrav som andre kommuner? Der er naturligvis opmærksomhed på denne ubalance fra offentlig side, men tendensen er klar og udviklingen potentielt problematisk.

Stressende frivillighed

Hvis vi vender blikket mod det private arbejdsmarked, er udfordringen en lidt anden med det stigende fokus på folks fritid. Der er nemlig prestige i, at cv’et viser, hvor aktiv man er i sin fritid.

Som jobsøgende skriver man ikke, at man helst kobler af ved at se Netflix, spille League of Honour eller læse dameblade. Så er det bedre at være med i nogle bestyrelser – børnehaven, idrætsklubben, spejderforeningen eller lignende. Dyrke mountainbike/løbe marathon/gå til crossfit eller i det mindste elske at rejse/lave mad/opleve naturen med venner og familie.

Giver det virkelig nødvendigvis bedre medarbejdere?

Spørgsmålet står åbent, for jeg har ikke svaret.

Også for allerede ansatte, kan der være et pres. I 2016 udkom bogen Topledere dyrker da triatlon!, om tendensen til at man på topniveau dyrker ekstremsport.

En psykolog udtalte i den sammenhæng, at de værste ledere er »unge skaldede mænd, der løber maraton«, fordi mentaliteten om at presse sig selv til det yderste blev overført til virksomhedskulturen og dermed øgede presset på den enkelte til at være aktiv i sin fritid.

Igen: Det er ikke nødvendigvis et problem – men med den eksplosive stigning i stressygemeldinger i disse år, er det måske værd at se på både de synlige og de usynlige ambitionsniveauer, der er i spil på arbejdspladsen.

Uanset om vi anskuer det fra privatlivet, den offentlige eller den private sektor, peger pilen hen mod det samme: at hvad end vi er arbejdsgivere, kolleger, forældre, naboer eller venner, skal vi holde op med at tage andres tid og engagement for givet.

Frivillighed er og skal være, noget den enkelte vælger til. Når folk tilbyder deres tid, er det en gave – og gaver skal man ikke regne ind i sit budget. Frivillighed skal aldrig forventes eller kræves, da dens værdi dermed ophæves. Så lad os bestræbe os på at lade de frivillige være frivillige – helt frivilligt.

Eva Hjelms, cand. mag og projektleder

Tandlæge Karin Kornø Rasmussen bruger en del af sin fritid på at hjælpe andre. Det kan være hjemløse og stofbrugere i København, det kan være fattige børn i Jerusalem eller fattige i Nicaragua. »Alt det fnidderfnadder, der kan være i ens hverdag, sættes i relief, når man så tæt på ser, hvordan andre kan have det‚« siger hun.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helle Winum
  • Espen Bøgh
  • Brian W. Andersen
  • Anders Olesen
  • Bjørn Pedersen
  • Steen K Petersen
  • Ole Frank
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Anders Reinholdt
  • Carsten Svendsen
  • Jørgen Wassmann
  • June Beltoft
  • Jane Jensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Hans Larsen
  • Troels Ken Pedersen
Helle Winum, Espen Bøgh, Brian W. Andersen, Anders Olesen, Bjørn Pedersen, Steen K Petersen, Ole Frank, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Carsten Svendsen, Jørgen Wassmann, June Beltoft, Jane Jensen, Maj-Britt Kent Hansen, Hans Larsen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Fuldstændig enig. Er disse mennesker klar over at alle mennesker har et begræset antal hjerteslag? Jeg tror det ikke. Neil Armstrong ruller i sin grav...

I ideen om Borgerløn/basisindkomst indgår arbejde, der ikke er lønarbejde - frivilligt arbejde.
Interessant med denne indgangsvinkel, baseret på ægte frivillighed og interesse, som kronikken beskriver.
Det svarer til, at den enkelte selv vælger kontanthjælp uden betingelse, som arbejdsprøvning og diverse bureaukratiske ordninger.
Dette princip skal selvfølgelig ikke bruges til at undgå normale ansættelser, f.eks i plejesektoren.

Muligheden for tilslutning til denne reformation begrænses af vanetænkning og topstyringslyst hos politikerne.

Philip B. Johnsen

Kære Eva
Perfekthedskultur er politiske skabt.

Pseudo økonomi og hjernevask det er hvad hele sagen handler om, et årelangt gruppepres til indoktrinering, som ‘ikke’ appellerer til personlig dømmekraft eller selvstændig tænkning, ligesom en saglig diskussion af indholdet helt og aldeles undgås.

Har du tænkt over, hvorfor arbejdes der så meget på at optimere din tid, når forbruget af vare samlet set må nedsættes?

Det er Earth Overshoot Day i dag, har du tænkt over, hvorfor ingen politikere kommentere dette?
Det er politisk panik før lukketid ‘Kejserens nye klæder’ hvor alvoren stiger i takt med latteren aftager efter tæppet går ned.

Med venlig hilsen
Philip B. Johnsen

Bjarne Bisgaard Jensen, Steen K Petersen, Ole Frank og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Efter at have et børn i skolealderen i 9 år har jeg endnu til gode at se en Far opfordre andre til at bage bolder på forældreintra. Eller for den sags skyld andre aktiviteter.

Torsten Jacobsen

Jeg fristes til at citere mig selv, sådan lidt fra år tilbage. December 2015, for nu at være mere præcis:

--

[...]

Herr Hviidjuul
Det var nu ikke ment som en kompliment..

Herr Sortseer
Nej, det tør siges. Man hvad kommer Deres mening dog mig ved? Jeg forstår nok at danne min egen. Den er nok for mig. De kunne lære af mit eksempel, Herr Hviidjuul. Har man sine meningers mod som skjold, er man ikke så sårbar for de dømmende pile, som uafladeligt regner ned over vi stakkels mennesker. Og det fra snart sagt alle retninger. En stærk karakter, kaldte man det vist, førend den slags gik helt af mode.

Herr Hviidjuul
Ak, hvis blot det var så simpelt..

Herr Sortseer
Men det er så simpelt, min herre! Blot er tiden ikke længere moden! Hvad var det den kære Mads Holger skrev forleden? Åh jo: ”..Vi er blevet en nation bestående af sådanne identitetsløse, der porøst brister ved det mindste skub!” En herlig metafor, synes De ikke? Så rammende og præcis! Jeg lo, det indrømmer jeg gerne. Selv en blind høne kan snuble over et korn i ny og næ. Quod Erat Demonstrandum!

( https://www.information.dk/kultur/2015/12/gode-liv-soeren-huss#comment-1... )

--
Fat mod, Eva!