Læserbrev

Aktivist: 90 procent af de ungarbejdere, vi besøger, bliver ikke behandlet efter reglerne

Det er mere reglen end undtagelsen, at ungarbejdere arbejder under forhold, der er i strid med lovgivning og overenskomst. Der er virkelig nogle restaurants- og butiksejere, der skal stramme ballerne, skriver aktivist i fagbevægelsens jobpatrulje Frederik Enevoldsen i dette debatindlæg
26. juli 2019

I disse uger rykker Fagbevægelsens Jobpatrulje ud i det danske sommerland for at snakke med ungarbejdere om deres rettigheder, pligter og vilkår på arbejdsmarkedet.

Sidste år foretog de mange frivillige, der driver kampagnen, over 3.000 interviews.

Desværre kunne vi – ligesom året før og året før det – konkludere, at der for alvor er brug for Jobpatruljen.

For der er altså ikke kun tale om et enkelt råddent æble i frugtskålen, det er nærmere hele grønthandleren, der er ved at gå i fordærv.

Det er nemlig mere reglen, end det er undtagelsen, at der er rod og fusk i de unges ansættelsesforhold. I 2018 var der i over 90 pct. af tilfældene brud på enten lovgivning eller overenskomst. Og det tyder ikke på at være bedre i år.

Men det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at der ikke bliver passet bedre på de yngste på arbejdsmarkedet.

Vi har brugt en hel valgkamp på at snakke om værdig tilbagetrækning – burde vi ikke også begynde at snakke om en værdig start? Det er trods alt forudsætningen for overhovedet at kunne slutte.

Der må simpelthen være nogle, der har sovet i timen, når vi gang på gang kan konkludere, at de unge mangler pauser, løfter for meget eller ikke får de nødvendige instruktioner i, hvordan man undgår arbejdsskader.

Hvis det handler om restaurants- eller butiksejernes manglende viden, så må I da endelig sige til. Jeg stiller gerne op til tavleundervisning med vores Guide til fritidsjob-bog og gennemgår reglerne fra A til Z, hvis I så vil sætte jer på skolebænken.

Hvis ikke det har interesse, så vær jeres ansvar voksent, stram ballerne og tag jer sammen. Læs op på reglerne og husk, at I er meget velkomne til at ringe til os i Jobpatruljen, når nu der tilsyneladende er så meget, I er i tvivl om.

Det er fremtidens arbejdskraft, det handler om det her, lad os nu behandle dem ordentligt.

Jeg prøver ikke at råbe efter mere i løn eller bedre rettigheder, jeg beder bare jer arbejdsgivere om at følge loven og overenskomsten. Og gør det gerne inden næste år, så jeg slipper for igen at bruge tre uger af min sommer på at forklare de unge, hvad I skulle have sagt.

Frederik Enevoldsen er aktivist i 3F og HK's jobpatrulje

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
  • Claus Bødtcher-Hansen
Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Troels Ken Pedersen og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu