Jeg er barn af en alkoholiker, og jeg har brug for hjælp

Min far er alkoholiker. Ædru alkoholiker.

Den sætning har altid ligget forkert i min mund. Den bliver ofte sagt med skælvende stemme. Med bankende hjerte. Svagt og uigenkendeligt.

Det bliver ikke sagt med kraft, men med frygt. Men faktummet er, at det gør mig til en overlever. Men det betyder også, at jeg er fanget i en udefinerbar sorg, som samfundet omkring mig ikke ser.

Da jeg var ung teenager, oplevede jeg for første gang følelsen af at ville dø. Jeg ville dø, fordi det gjorde ondt at se min far drikke, og fordi jeg følte mig så ensom. Og jeg ville dø, fordi jeg ikke forstod hvorfor.

Jeg blev født ind i et hjem med misbrug. Jeg voksede op med tabuet, der fulgte med og lever i dag med de psykiske og fysiske følgevirkninger, der satte sit præg på mit sind, fra den dag jeg blev født.

På grund af samfundets forestilling om, hvad der udgør en alkoholiker, er det ikke kun et spørgsmål om, hvordan vi bryder tabuet, men også om, hvordan vi bryder stigmatiseringen, som følger med.

Misbrug er ikke forbeholdt en bestemt klasse i samfundet. Det findes overalt. De konsekvenser, børnene gennemlever, er de samme, hvad enten ens forældre sad på bænken eller bag en poleret villafacade på Strandvejen.

Jeg sad selv bag den villafacade, og jeg led under stigmatiseringerne, fordi mange ikke troede, at det kunne ske der. Eller måske tænkte de, at det ikke var lige så slemt, hvis det skete der.

Pårørende bliver glemt

Vi har i vores samfund en forskruet måde at håndtere misbrugere og deres børn på. Misbrugere bliver ofte hånet og fordømt. Lige indtil de bliver ædru. Så er de stærke, for »tænk at have den viljestyrke«.

Hvad børnene angår, bliver vi glemt, mens misbruget står på, men også når det er forbi. Samfundet anerkender og forstår ikke til fulde det mørkeland, som vi har stået i. Traumet, vi har gennemlevet.

Min far kom i behandling, og jeg kunne ikke være mere lykkelig og stolt. Nu har jeg ikke længere kun min far i glimt. Jeg har ham hele tiden. Det er blevet en af mit livs største gaver.

Men min far kommer hele tiden et skridt videre ud af misbruget, mens jeg føler, at jeg er blevet efterladt i præcis samme situation, som dengang han drak. Han kom i behandling, det gjorde jeg ikke.

Vi er 632.000 danskere, som lige nu lever eller har levet i et hjem med misbrug.

En tredjedel af os udvikler selv et misbrug. En tredjedel af os vil opleve en række psykiske lidelser. Den angst, jeg hele mit liv har mærket på grund af misbruget, har min krop stadig ikke forstået at lægge væk. Mange af mine handlinger og følelser skete på baggrund af misbruget.

Jeg har ikke lært at respektere, hvad jeg selv har brug for. I stedet er jeg blevet god til at undertrykke min egen smerte, sådan at der var plads til min fars.

Jeg har haft dage, hvor jeg har været fysisk og psykisk handlingslammet, og så har jeg haft dage, hvor jeg har følt så megen afmagt, at jeg har slået en knytnæve ind i væggen, fordi jeg ikke kunne udholde, at mit hjerte gjorde så ondt.

Har jeg PTSD?

Alt imens har jeg ladet som ingenting og været ’velfungerede’. Jeg har fået en uddannelse, jeg kan passe mit job, jeg har drømme, og jeg vil livet. Men noget i mig er stadig splittet i to. For nylig da jeg var til forsamtale inde i TUBA, en organisation der yder støtte til unge pårørende af misbrugere, blev der sat ord på, hvad der foregår i min krop og sind.

De symptomer, jeg har – symptomer, jeg før har slået hen som værende ’normale’ – kaldte hun for PTSD-symptomer. Hvilket mere end halvdelen af de pårørende – ifølge terapeuten – oplever.

Hvorfor er det, at vi som samfund ikke synes, at det tal er højt nok til, at der skal sættes ind? Hvorfor er det ikke højt nok til, at jeg har krav på øjeblikkelig hjælp?

Hos TUBA er der lige nu halvandet års ventetid på et terapiforløb, hvis du er bosiddende i København. Halvandet år fra man endelig har fundet modet til at række ud og bryde tabuet, til man kan få lov til at tale åbent om det.

Det er ikke rimeligt. Vi, der er vokset op med forældre med et misbrug, står i en magtesløs situation, hvor angst og ensomhed er de følelser, vi kender bedst.

Samfundets frygt for at italesætte et tabu eller samfundets manglende interesse i tabuets alvorlighed skal ikke være på bekostning af os. Vores barndom kommer ikke tilbage, men den er definerende for vores voksne liv på måder, få forstår. Organisationer som TUBA har brug for flere midler, så de kan hjælpe flere som mig.

Vi må sætte ind og italesætte misbrug især over for vores børn. Misbrug er så tilpas udbredt i vores samfund, at det burde være noget, vi taler åbent om i klasselokalerne, på arbejdspladser og inden for hjemmets fire vægge på linje med alle andre samfundsudfordringer, som vi står ansigt til ansigt over for.

Bryde statistikken

Staten må sætte ind og sørge for, at pårørende kan søge gratis hjælp med det samme – også sent i livet.

Det skriver jeg, fordi jeg gerne vil have en chance for at bryde statistikken, der siger, at jeg højst sandsynligt selv bliver alkoholiker. Den der siger, at jeg vil finde mig en kæreste, der selv er misbruger. Der fortæller mig, at jeg vil lide af psykiske sygdomme resten af mit liv.

Jeg vil bryde den statistik. Især fordi jeg kan mærke, at den langsomt sniger sig op på mig.

Jeg kan blive nervøs for mit eget alkoholforbrug, jeg bliver nervøs for, om jeg tror, at kærlighed er ensbetydende med, at jeg skal miste mig selv, og jeg bliver bange for, at den angst, jeg mærker – den der gør, at jeg ikke kan sove om natten – aldrig vil forlade min krop.

Hvad nu hvis 23 år uden hjælp gør, at jeg i dag som 26-årig ikke kan tage kampen op? Jeg har dog en stærk tiltro til, at jeg har magten til selv at åbne døren og lade lyset komme ind. Problemet er bare, at ansvaret ikke kun ligger hos mig.

Jeg ved, jeg har brug for hjælp. Jeg står med hånden udstrakt. Men nogen skal gribe den. Og jeg kan ikke vente i halvandet år.

Hvad folk ofte ikke forstår er, at jeg hele mit liv har tiet. Jeg troede, det var forbudt at tale om. Mange voksne omkring mig vidste, hvad der foregik, men sagde intet. Sikkert fordi vi udadtil lignede en velfungerende og ressourcestærk familie. For mange også en misundelsesværdig familie, hvor der aldrig manglede kærlighed eller omsorg. Men ikke desto mindre en familie med et misbrug.

Et sted at råbe

Dengang var jeg ikke voksen nok til at forstå, at det bundede i en berøringsangst i vores kultur, der handler om, at vi tror, vi ikke må blande os i folks privatliv. Men det er misforstået. At gribe ind, når børn har ondt, er ikke at blande sig. Det er at være medmenneskelig og modig.

Jeg havde brug for, at der var bare én uden for min familie, der sagde, at de så, hvad der foregik. Så jeg selv vidste, at jeg kunne række en hånd ud efter hjælp, og at det var okay, hvis jeg gjorde.

Jeg har altid troet, at det at føle sig bange og ensom var et livsvilkår. Hver gang en forælder drikker, bliver barnets stemme lidt mindre stærk. Netop derfor er det så svært at skulle finde modet til at råbe højt om noget, vi hele vores liv har været vant til at hviske om.

På en eller anden måde fandt jeg modet til langsomt at trodset tabuet. I mellemtiden har jeg fundet ud af, at for hver gang jeg taler åbent om det, bliver fremtiden en smule lysere og smerten en smule mindre. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle flere som mig, at det er okay at sige det højt. At vi har retten til vores stemme og vores historier. Men vi mangler et sted at råbe.