Kronik

Jeg er barn af en alkoholiker, og jeg har brug for hjælp

632.000 danskere lever eller har levet i et hjem med misbrug. Ofte er det misbrugeren, der får hjælp og kommer ud på den anden side. Men alt for ofte glemmes de pårørende og særligt børnene, der kæmper med angst og traumer, mener Emilia Moth, hvis far er ædru alkoholiker, i dette debatindlæg
Vi, der er vokset op med forældre med et misbrug, står i en magtesløs situation, hvor angst og ensomhed er de følelser, vi kender bedst, skriver Emilia Moth.

Vi, der er vokset op med forældre med et misbrug, står i en magtesløs situation, hvor angst og ensomhed er de følelser, vi kender bedst, skriver Emilia Moth.

Sigrid Nygaard

6. juli 2019

Min far er alkoholiker. Ædru alkoholiker.

Den sætning har altid ligget forkert i min mund. Den bliver ofte sagt med skælvende stemme. Med bankende hjerte. Svagt og uigenkendeligt.

Det bliver ikke sagt med kraft, men med frygt. Men faktummet er, at det gør mig til en overlever. Men det betyder også, at jeg er fanget i en udefinerbar sorg, som samfundet omkring mig ikke ser.

Da jeg var ung teenager, oplevede jeg for første gang følelsen af at ville dø. Jeg ville dø, fordi det gjorde ondt at se min far drikke, og fordi jeg følte mig så ensom. Og jeg ville dø, fordi jeg ikke forstod hvorfor.

Jeg blev født ind i et hjem med misbrug. Jeg voksede op med tabuet, der fulgte med og lever i dag med de psykiske og fysiske følgevirkninger, der satte sit præg på mit sind, fra den dag jeg blev født.

På grund af samfundets forestilling om, hvad der udgør en alkoholiker, er det ikke kun et spørgsmål om, hvordan vi bryder tabuet, men også om, hvordan vi bryder stigmatiseringen, som følger med.

Misbrug er ikke forbeholdt en bestemt klasse i samfundet. Det findes overalt. De konsekvenser, børnene gennemlever, er de samme, hvad enten ens forældre sad på bænken eller bag en poleret villafacade på Strandvejen.

Jeg sad selv bag den villafacade, og jeg led under stigmatiseringerne, fordi mange ikke troede, at det kunne ske der. Eller måske tænkte de, at det ikke var lige så slemt, hvis det skete der.

Pårørende bliver glemt

Vi har i vores samfund en forskruet måde at håndtere misbrugere og deres børn på. Misbrugere bliver ofte hånet og fordømt. Lige indtil de bliver ædru. Så er de stærke, for »tænk at have den viljestyrke«.

Hvad børnene angår, bliver vi glemt, mens misbruget står på, men også når det er forbi. Samfundet anerkender og forstår ikke til fulde det mørkeland, som vi har stået i. Traumet, vi har gennemlevet.

Min far kom i behandling, og jeg kunne ikke være mere lykkelig og stolt. Nu har jeg ikke længere kun min far i glimt. Jeg har ham hele tiden. Det er blevet en af mit livs største gaver.

Men min far kommer hele tiden et skridt videre ud af misbruget, mens jeg føler, at jeg er blevet efterladt i præcis samme situation, som dengang han drak. Han kom i behandling, det gjorde jeg ikke.

Vi er 632.000 danskere, som lige nu lever eller har levet i et hjem med misbrug.

En tredjedel af os udvikler selv et misbrug. En tredjedel af os vil opleve en række psykiske lidelser. Den angst, jeg hele mit liv har mærket på grund af misbruget, har min krop stadig ikke forstået at lægge væk. Mange af mine handlinger og følelser skete på baggrund af misbruget.

Jeg har ikke lært at respektere, hvad jeg selv har brug for. I stedet er jeg blevet god til at undertrykke min egen smerte, sådan at der var plads til min fars.

Jeg har haft dage, hvor jeg har været fysisk og psykisk handlingslammet, og så har jeg haft dage, hvor jeg har følt så megen afmagt, at jeg har slået en knytnæve ind i væggen, fordi jeg ikke kunne udholde, at mit hjerte gjorde så ondt.

Har jeg PTSD?

Alt imens har jeg ladet som ingenting og været ’velfungerede’. Jeg har fået en uddannelse, jeg kan passe mit job, jeg har drømme, og jeg vil livet. Men noget i mig er stadig splittet i to. For nylig da jeg var til forsamtale inde i TUBA, en organisation der yder støtte til unge pårørende af misbrugere, blev der sat ord på, hvad der foregår i min krop og sind.

De symptomer, jeg har – symptomer, jeg før har slået hen som værende ’normale’ – kaldte hun for PTSD-symptomer. Hvilket mere end halvdelen af de pårørende – ifølge terapeuten – oplever.

Hvorfor er det, at vi som samfund ikke synes, at det tal er højt nok til, at der skal sættes ind? Hvorfor er det ikke højt nok til, at jeg har krav på øjeblikkelig hjælp?

Hos TUBA er der lige nu halvandet års ventetid på et terapiforløb, hvis du er bosiddende i København. Halvandet år fra man endelig har fundet modet til at række ud og bryde tabuet, til man kan få lov til at tale åbent om det.

Det er ikke rimeligt. Vi, der er vokset op med forældre med et misbrug, står i en magtesløs situation, hvor angst og ensomhed er de følelser, vi kender bedst.

Samfundets frygt for at italesætte et tabu eller samfundets manglende interesse i tabuets alvorlighed skal ikke være på bekostning af os. Vores barndom kommer ikke tilbage, men den er definerende for vores voksne liv på måder, få forstår. Organisationer som TUBA har brug for flere midler, så de kan hjælpe flere som mig.

Vi må sætte ind og italesætte misbrug især over for vores børn. Misbrug er så tilpas udbredt i vores samfund, at det burde være noget, vi taler åbent om i klasselokalerne, på arbejdspladser og inden for hjemmets fire vægge på linje med alle andre samfundsudfordringer, som vi står ansigt til ansigt over for.

Bryde statistikken

Staten må sætte ind og sørge for, at pårørende kan søge gratis hjælp med det samme – også sent i livet.

Det skriver jeg, fordi jeg gerne vil have en chance for at bryde statistikken, der siger, at jeg højst sandsynligt selv bliver alkoholiker. Den der siger, at jeg vil finde mig en kæreste, der selv er misbruger. Der fortæller mig, at jeg vil lide af psykiske sygdomme resten af mit liv.

Jeg vil bryde den statistik. Især fordi jeg kan mærke, at den langsomt sniger sig op på mig.

Jeg kan blive nervøs for mit eget alkoholforbrug, jeg bliver nervøs for, om jeg tror, at kærlighed er ensbetydende med, at jeg skal miste mig selv, og jeg bliver bange for, at den angst, jeg mærker – den der gør, at jeg ikke kan sove om natten – aldrig vil forlade min krop.

Hvad nu hvis 23 år uden hjælp gør, at jeg i dag som 26-årig ikke kan tage kampen op? Jeg har dog en stærk tiltro til, at jeg har magten til selv at åbne døren og lade lyset komme ind. Problemet er bare, at ansvaret ikke kun ligger hos mig.

Jeg ved, jeg har brug for hjælp. Jeg står med hånden udstrakt. Men nogen skal gribe den. Og jeg kan ikke vente i halvandet år.

Hvad folk ofte ikke forstår er, at jeg hele mit liv har tiet. Jeg troede, det var forbudt at tale om. Mange voksne omkring mig vidste, hvad der foregik, men sagde intet. Sikkert fordi vi udadtil lignede en velfungerende og ressourcestærk familie. For mange også en misundelsesværdig familie, hvor der aldrig manglede kærlighed eller omsorg. Men ikke desto mindre en familie med et misbrug.

Et sted at råbe

Dengang var jeg ikke voksen nok til at forstå, at det bundede i en berøringsangst i vores kultur, der handler om, at vi tror, vi ikke må blande os i folks privatliv. Men det er misforstået. At gribe ind, når børn har ondt, er ikke at blande sig. Det er at være medmenneskelig og modig.

Jeg havde brug for, at der var bare én uden for min familie, der sagde, at de så, hvad der foregik. Så jeg selv vidste, at jeg kunne række en hånd ud efter hjælp, og at det var okay, hvis jeg gjorde.

Jeg har altid troet, at det at føle sig bange og ensom var et livsvilkår. Hver gang en forælder drikker, bliver barnets stemme lidt mindre stærk. Netop derfor er det så svært at skulle finde modet til at råbe højt om noget, vi hele vores liv har været vant til at hviske om.

På en eller anden måde fandt jeg modet til langsomt at trodset tabuet. I mellemtiden har jeg fundet ud af, at for hver gang jeg taler åbent om det, bliver fremtiden en smule lysere og smerten en smule mindre. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle flere som mig, at det er okay at sige det højt. At vi har retten til vores stemme og vores historier. Men vi mangler et sted at råbe.

Redaktionssekretær Jon Jørgensen skriver juleklumme under arbejdstitlen ’Hvis jeg kunne drikke normalt, ville jeg gøre det fra morgenstunden’
Læs også
S-politiker Pernille Rosenkrantz-Theil har skrevet en tiltrængt bog om den socialpolitik, der alt for længe har stået i skyggen af beskæftigelsespolitikken. Velfærdsstaten svigter nemlig de mest udsatte i en grad, så socialordfører Rosenkrantz-Theil må spørge: Hvilket velfærdssamfund?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Wulff
  • ingemaje lange
  • Ervin Lazar
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Jakob Silberbrandt
  • Christel Mayland Jensen
  • Claus Bødtcher-Hansen
Peter Wulff, ingemaje lange, Ervin Lazar, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Jakob Silberbrandt, Christel Mayland Jensen og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

05/jul/2019

Kære Emilia Moth,
jeg har arbejdet som gestaltterapeut
i mere end 30 år, heriblandt med men-
nesker med alkohol-afhængighed og
især med deres pårørende og familie,
så jeg forstår dig til fulde.

Kærlig hilsen
Claus

jane emke nielsen

Du har fuldkommen ret i, at alkoholikerens børn lider mest og da de er børn også længst, hvis man ikke får problemerne bearbejdet.
Men der findes et glimrende sted at kontakte når man har brug for hjælp: al-anon
Det er skabt i sammenhæng med AA og har samme regler om anonymitet.

Søs Dalgaard Jensen, Mette Thykjær, Erik Fuglsang, charlotte keck og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
charlotte keck

Hej Emilie
Jeg var også barnet i strandvejsvillaen. Jeg forstår dig til fulde.
Jeg har lige været til mit første møde i ACA - adult children of alcoholics. Der er ingen ventetid.
Du googler bare og finder ud af hvor der er et møde i nærheden af dig.
Det tegner godt.
Det er godt du gør noget nu.

Søs Dalgaard Jensen, Alice Hjorth, Viggo Okholm, Nis Jørgensen, Susanne Kaspersen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Emilia: ja du har nok brug for støtte og hjælp og ikke mindst hjælp til at lære at det du nu lider under ikke er samfundets,din eller din fars skyld. Det e ringens skyld,men ved at erkende skal du påtage dig ansvaret for dine egne valg og så arbejde med dit sind samtidig. Jeg tror du er på vej,men et godt råd drop at det er synd for dig. Du er nået langt-held og lykke.

Jørgen Møller

Når talen om alkoholisme og dets konsekvenser i alle dets aspekter synes at være et tabu i det danske samfund er det en sandhed med visse modifikationer.
I den underste sociale gruppe har alkoholisme aldrig været fortiet. Her er der med foragt fra offentligheden blevet peget fingre af alkoholikerne. De blev og bliver højlydt kaldt 'din sut' eller 'dranker'
Denne gruppe af alkoholikere har altid været nemme at få øje på, fordi de søger sammen i små fællesskaber for at drikke, og ofte i fuld offentlighed. Der er næsten i enhver by, stor eller lille, kendt af de fleste, hvor disse fællesskaber samles, f.eks. i en offentlig park, på en bænk (alkoholikerbænken) på torvet, eller en bæverding. Derfor er der også opstået en myte om, at alkoholisme stort set kun er et fænomen blandt dårligst stillede i samfundet, og dertil nemme at forarges over og pege fingre af. Deres kendetegn er, at de stort set på alle af livets områder udråbes som 'nassere og 'samfundstabere'.
Sandheden er, at vort samfunds store antal af alkoholikere er at finde blandt de højtuddannede og rige i middel- og overklassen. Dem ser vi aldrig sidde på alkoholikerbænken eller i parken. De sidder præcis som Emilia Moth siger det skjult bag glaspartierne i deres store, flotte, mondæne villaer og drikker, ofte til maden, men nøjes ikke med et enkelt glas. De passer deres arbejde siddende bag firmaernes store skriveborde. De nasser ikke, men tildeles ind imellem skattelettelser for at kunne opretholde deres vellevned.
Ved festlige lejligheder mødes de med deres selskabsvenner. Her drikker de vine, whisky og cognac af den dyreste slags. De har råd til at være alkoholikere med stil. Dette betyder også, at man snakker aldrig med hinanden om deres alkoholmisbrug.
Det er også blandt disse folk, man finder magtens mænd og kvinder, der qua deres job må være bannerførere for borgeskabets pæne moral og samfundssind. Kort og godt må der holdes meget lav profil med deres moralske forfald, og man kan ovenikøbet få ørene i maskinen, hvis man løfter en flig af disse kendsgerninger frem i offentligheden.
Dette er en vigtig forklaring at få med, når Emilia og mange tusinde andre sidder med smerten påført dem at alkoholisme og en fordækt moral.
Min bedste anbefaling og hjælp til alle jer med disse smerter. Stil jer sammen skulder ved skulder og hjælp hinanden ud af jeres fortrædeligheder og hjælp hinanden med at holde modet og humøret oppe. Følg Emilias eksempel med at snakke højt. Det er jer, der kan få ballonen med fordærv og forfald til at revne, og vi andre har at bakke jer op.

Mette Thykjær

Al-Anon er et fællesskab af slægtninge og venner til alkoholikere. De deler erfaring, styrke og håb for at blive bedre til at takle deres liv og problemer.

I over 55 år har Al-Anon (som inkluderer Alateen for yngre medlemmer) tilbudt styrke og håb for familie og venner af alkoholikere. Man regner med, at fire menneskers liv bliver berørt for hver alkoholiker. Alkoholisme er en familiesygdom. Uanset hvilket forhold du har til en alkoholiker, og uanset om de drikker eller ej, vil alle, som har været påvirket af en andens drikkeri, kunne finde løsninger i Al-Anon, der fører til et sundere liv.
På hjemmesiden findes en oversigt over ugentlige møder i Alanon landet over. Man møder bare op - der er ingen tilmelding og alle er anonyme.
http://www.al-anon.dk/Default.aspx?nid=10
Jeg har været i Alanon de sidste 14 år. Det virker :-)
Mvh. Mette