Læserbrev

Vi betaler med børneliv, hvis ikke vi bekæmper klimakrisen

Løser vi ikke klimakrisen, vil tusindvis af børn hvert år dø af underernæring som konsekvens. Og står man ved gravkanten, gør det ingen forskel, om barnet var dansk eller ej, skriver studerende Astrid Budolfsen i dette debatindlæg
30. juli 2019

Da jeg var 14 år gammel, begravede jeg et spædbarn, der døde som følge af underernæring. En måned senere begravede jeg et mere.

Mine forældre arbejdede for en ngo i Uganda, der drev et børnehjem, og vi fik af og til meget svækkede, underernærede børn ind.

Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så urimeligt og forkert, som når et spædbarn døde.

I dag er jeg 24 år og gravid med mit eget barn. Jeg ved, at de første 12 år af mit barns liv er der, hvor vi er nødt til at handle på klimaforandringerne, hvis vi skal holde os under 1,5 graders temperaturstigning og dermed undgå de værste konsekvenser af klimakrisen.

Hvis vi ikke formår at standse krisen, kommer mit barn til at vokse op i en verden med mindre biodiversitet, mere forurening, mere ekstremt vejr og mere krig og ufred – men dog i nogenlunde sikkerhed. Modsat børn i sydligere lande, hvor de vil være i livsfare.

Verdenssundhedsorganisationen WHO estimerer, at med den nuværende udvikling kommer der årligt til at dø yderligere 95.000 børn af underernæring mellem 2030 og 2050. Alene af underernæring.

Børnene her er også betydeligt mere udsatte for klimaskabte naturkatastrofer, krig og ufred og som flygtninge.

Penge er ikke den eneste pris, vi betaler, hvis vi ikke bekæmper klimakrisen. Vi kommer også til at betale med børneliv. Ethvert tab af et barneliv er en ubeskrivelig tragedie. Ved gravkanten gør det ingen forskel, om barnet var dansk eller ej.

Mens jeg har dyb respekt for alle de personlige tiltag, folk tager for at bekæmpe klimakrisen, mener jeg, at den handling, der virkelig er behov for, er på nationalt og internationalt plan.

Så hver eneste handling, jeg foretager mig, er en vurdering; om det koster eller giver overskud, som jeg kunne bruge på aktivisme og politisk arbejde.

Jeg er tøvende forhåbningsfuld over for de ændringer, der er kommet på bordet efter europaparlamentsvalget og folketingsvalget, men der skal handles, før det betyder noget, og jeg tror, at klimabevægelsen har meget arbejde foran sig.

Vi har et moralsk ansvar for at bekæmpe klimakrisen med næb og klører – for vores klode, vores natur, vores børn og alle andre børn, også selv om vi er et lille land.

Astrid Budolfsen er studerende

Det er nemmere fortsat at flyve og købe nyt, nyt, nyt, fordi det er nemmere at forestille sig jordens undergang, end at vi skal sænke vores levestandard. Men det virker ikke længere for mig at drukne min bekymring i kødsovs, rejser og rosé, skriver landskabsarkitekt Ziff V. Hansen i dette debatindlæg
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Kære Astrid,

Hvis du lever i en forestilling om, at stigningen i den globale middeltemperatur kan holdes under 1,5 grader, ja så er du ganske enkelt ikke godt nok informeret. Det er dit ansvar at holde dig informeret, således at du med afsæt i reel viden kan træffe valg i verden. Dit barns 'relative sikkerhed' kan du slå efter i vejviseren. Andetsteds kommer den ikke til at findes.

Så hvorfor er du egentlig godt nok informeret?

Måske er 'tøvende forhåbningsfuld' ikke helt den indstilling, som tiden kalder på?

P.S.
Døde afrikanske spædbørn sælger ikke billetter i liden Dannevang. Vi har marginalskat og køer i både supermarkedet og Djurs Sommerland at slås med, forstår du nok? Desuden kan de jo bare lade være med at være så mange, de skide afrikanere, og så ellers lade være med at vælge så åbenlyst inkompetente diktatorer og kinesiske rigmænd til at bestyre deres lande og ressourcer. Tænker de sig slet ikke om...?

Anna Dorthe Bertelsen

@Torsten Jacobsen Kære Torsten.
Det er ikke hjælpsomt med sarkasme. Vi har alle, også du, brug for håb og at møde hjælpsom, medmenneskelighed og tålmodighed fra andre. Informer RENT, når du ved noget en anden ikke ved. Endnu. Del dine overvejelser. Del dine frustrationer, så de ikke kastes ud på andre som skyld & skam. Vi er alle igang med at lære og orientere os i en verden med kæmpeforandringer og et CO2-niveau, der er højere end før i menneskehedens eksistens. Her står du overfor en ung kvinde med barn i maven og livserfaringer med barnedød, som trods min meget højere alder ikke selv har haft. Har du? Det er dét, der er artiklens budskab. Du står overfor et fint menneske, som jeg ved gør en helt masse for at tage ansvar udenfor sin egen lille matrikel. Nej, døde afrikanske spædbørn sælger ikke billetter... Det gør truede arter som Strandtudsen heller ikke, når vi aktivister mod Egholm-Motorvejen skal overbevise utålmodige bilister, der klager over kø i Limfjordstunnelen, om. at der er andre løsninger. Hvad skal du, jeg og andre, som er vågnet op udenfor illusionernes verden, gøre ved det forhold, at mange af vores medmennesker er ligeglade, klimaskeptiske, galvaniserede, fastlåste eller frygtramte, så det kan være svært at opnå en ærlig, fortrolig samtale med dem om realiteterne? Torsten, kan du oplyse mig om, hvad dagens korrekte tal er på den middeltemperatur, det er realistisk at holde Kloden indenfor, hvis det skal lykkes os at undgå de værste klimarædsler og massebarnedød? Med hvilke ord vil du udtrykke den måde, vi nutidsmennesker skal forholde os til verden og fremtiden på, hvis ikke det er "tøvende forhåbningsfuld"?