Læserbrev

David Rehling forsøger at bilde os ind, at R altid har stået for den rigtige økonomiske politik

Det er noget vrøvl, at det kun var De Radikale, der ville finansiere de offentlige udgifter under regeringsforhandlingerne. David Rehling glemmer partiets uansvarlighed, skriver Søren B. Andersen i dette debatindlæg
4. juli 2019

Af uransagelige årsager giver Information atter journalist David Rehling lov til at bruge avisens spalter til at bedrive propaganda for De Radikale.

Således skal vi den 1. juli atter læse, at kun De Radikale overvejede, hvordan de offentlige udgifter skulle betales under de for nylig afsluttede regeringsforhandlinger.

Vrøvl. Forhandlingerne trak ud, fordi der var en strid om finansieringen mellem De Radikale og de øvrige partier.

Enten skulle udgifterne finansieres gennem forringelser af lønmodtagerrettigheder og jagt på de arbejdsløse gennem en forøgelse af arbejdsudbuddet, som De Radikale ønskede, eller øgede skatteindtægter.

Samtidig forsøger Rehling at bilde os ind, at De Radikale altid har stået for den rigtige og sunde økonomiske politik.

Her glemmer han fuldstændig De Radikales uansvarlighed.

De har stået bag ødelæggelsen af Skat. De er den hvidvaskende finanssektors trofaste støtte. Og i 80’erne støttede de faktisk den Schlüter-regering, der skabte det største underskud på betalingsbalancen nogensinde.

Endelig kan det også undre, at Rehling fuldstændig ser bort fra den særprægede klassemæssige alliance, der stod bag dannelsen af De Radikale tilbage i 1905: husmændene på landet og det intellektuelle borgerskab i byerne.

Men det ville jo også vise, at De Radikale, på lige fod med andre partier, har deres base i bestemte samfundsgrupper med specifikke interesser.

Dermed ville det ødelægge partiet og Rehlings skønmaleri af De Radikale som det exceptionelle parti, der er frigjort fra særinteresser. Der altid har ret og aldrig tager fejl.

Med sit tv-tække fandt Hilmar Baunsgaard et nyt, snusfornuftigt ansigt til De Radikale. Han var statsminister fra 1968 til 1971.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Steen K Petersen
  • Henrik Rasmussen
  • Tom Hansen
  • Jens Falkenberg
  • Kim Folke Knudsen
  • Carsten Hansen
  • Jens Kofoed
  • Jane Jensen
  • Bjarne Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Anders Graae
  • Carsten Munk
  • Malan Helge
  • Michael Larsen
  • Oluf Husted
  • Jan Damskier
  • christen thomsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Knap
  • Marie Mollerup
  • Poul Erik Pedersen
  • Torben K L Jensen
Alvin Jensen, Steen K Petersen, Henrik Rasmussen, Tom Hansen, Jens Falkenberg, Kim Folke Knudsen, Carsten Hansen, Jens Kofoed, Jane Jensen, Bjarne Andersen, Niels Duus Nielsen, Anders Graae, Carsten Munk, Malan Helge, Michael Larsen, Oluf Husted, Jan Damskier, christen thomsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Knap, Marie Mollerup, Poul Erik Pedersen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

christen thomsen

Meget rammende kommentar. David Rehling er en yderst sympatisk og høflig person. Men hans politiske ståsted har ikke forandret sig meget siden han var - formand? - for Liberale Studenter i sin tid. Og den der dovne metaforik med det Radidkale Venstre som 'midten' af dansk politik trænger i den grad til at blive udfordret.

Torben K L Jensen, Alvin Jensen, jørgen djørup, Karsten Lundsby, John Poulsen, Susanne Kaspersen, Carsten Wienholtz, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Andersen, Steen K Petersen, Ole Henriksen, Werner Gass, Poul Erik Pedersen, Peter Høivang, Malan Helge, Oluf Husted og Jan Damskier anbefalede denne kommentar

Når man tænker på den rolle de radikale gerne vil give sig selv, kommer man uvilkårligt til at trække på smilebåndet grundet den association der dukker automatisk op, og man ser det nærmest for sig.

Kina "riget i midten" - de radikale "partiet i midten", en selvovervurdering helt uden lige.

Torben K L Jensen, Alvin Jensen, Kim Houmøller, Karsten Lundsby og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Generelt kan det bemærkes, at hr. Rehling tenderer til en idealistisk analyse af den politiske historie. Ifølge Rehling foregår den politiske udvikling i et lukket parlamentarisk rum, hvor de interne styrkeforhold mellem partierne oftest er udslagsgivende for den politisk parlamentariske udvikling.
I en tidligere offentliggjort kommentar er Rehling inde på den parlamentariske udvikling i årene efter afslutningen på 1. verdenskrig, herunder kommenteres også "Påskekrisen i 1920". Denne krise var en krise for det parlamentariske system, fordi den daværende konge (Chr. d. 10) afskedigede den regering der havde ledet landet siden 1913 - og var en radikal mindretalsregering. Det var en krise, fordi kongehuset jo formelt ikke kunne blande sig i hvilken regering landet havde. Regeringen blev sammensat og godkendt af Rigsdagen (På daværende tidspunkt Folketing og Landsting, hvor Folketinget havde den afgørende stemme). Rehling forklarer Chr. d. 10's handling ud fra en modstand mod regeringens politik i grænsespørgsmålet. Kongen ønskede Flensborg med i det danske rige, trods et tysk flertal i byen - modsat regeringen der stod fast på at grænsespørgsmålet skulle afgøres ved hjælp af demokratisk flertal. Regeringen var altså i konflikt med kongen, på dette punkt.
Det er dog imidlertid ikke den eneste forklaring på modstanden mod den Radikale regering i 1920. Den reguleringspolitik, regeringen havde ført under 1. verdenskrig med det mål at sikre befolkningen et nødtørftigt livsgrundlag (som påpeget af Rehling) havde ført til ganske meget modstand, blandt de grupper i samfundet som kunne tjene gode penge på krigsproduktion og forsyninger af de krigsførende parter. Landbruget og skibsfarten var de to erhverv, som særligt så misbilligende på at reguleringspolitikken begrænsede deres indtægter. En begrænsning der blev indført for at forhindre hjemmemarkedets priser i en lodret himmelflugt - og dermed forarmelse af store grupper i samfundet. Disse to erhvervs frustrationer steg, i takt med krigen. De kulminerede efter freden i 1918, fordi de jo havde forventet at krigens afslutning ville betyde normale tilstande: afviklingen af de regulerede priser. Men: dette modsatte den radikale regering sig, under henvisning til at forholdene ikke var normale - trods fredsslutningen var der stadig vareknaphed og social nød.
På den baggrund: der var altså flere forskellige magtfulde grupper, som helst så den radikale regering forsvinde langt væk fra jordens overflade. Disse grupper påtog sig den (naturligvis) helt uegennyttige opgave det var, at rådgive kongen om hvilken regering der bedst tjente landets interesser. - Og kongen lyttede villigt, uden alt for megen tanke for hvad han indlod sig på, og afskedigede regeringen. Påskekrisen var en realitet.
Som demonstreret ovenfor: der må flere lag med, hvis man skal forstå en enkeltstående hændelse i landets politiske historie. At begrænse analysen til det rent parlamentariske niveau, som Rehling gør det i sin fremstilling af Radikale Venstres historie, giver ikke en retvisende historisk forståelse - snarere tværtimod.
Metodisk kan Rehling anbefales at læse Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse bd 1 -3 (1912 - 1914), idet bogen plæderer for et opgør med forestillingen om at der kun findes én udviklingens vej. Nej, man må studere en historisk udvikling ud fra den grundtanke, at der er tale om komplekse årsagsforhold. Politiske magtforhold er derfor kun et niveau, i den samlede historie.
mvh. poul.

Alvin Jensen, Bent Gregersen og Allan Madsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Tilføjelse: ved nærmere granskning af egen tekst har jeg opdaget en fejl. Udgivelsesåret for Curt Sørensens bogværk er, naturligvis, ikke 1912 - 1914 men 2012 - 2014. Beklager fejlen.
mvh. poul.

Kim Folke Knudsen

@Søren B Andersen

Jeg synes, at det er meget unuanceret billede, du giver af David Rehling og dernæst af Det Radikale Venstre. Som jeg parentes bemærket opfatter som to forskellige aktører.

1. Information er uafhængig af politiske interesser. Det betyder, at vi alle bliver konstruktivt udfordret med forskellige meninger i avisens spalter. Det opfatter jeg som en del af demokratiet. Information er ikke noget propaganda organ for Det Radikale Venstre. Alle kan komme til orde i Information lige fra vælgeren der så en mulighed i Rasmus Paludan til Enhedslistens støtter og til dem, som slet ikke ser sig som en støtte for noget dansk parti.

2. Morten Østergaard var Skatteminister i lidt over 7 måneder i løbet af år 2014. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre som du påstår, at Det Radikale Venstre på 7 måneder har kørt SKAT i sænk. Der har været så mange Skatteministre i perioden efter omstruktureringen af SKAT i år 2007, at næsten intet parti foruden Alternativet og Enhedslisten kan sige sig fri for et medansvar for den fejlslagne udvikling i SKAT. Det er hele Danmarks ry som Velfærdsstat, der er blevet undergravet med denne sag om SKAT og det ene parti har næppe noget at lade det andet parti høre for. Med en undtagelse. Det var nok Venstre som var mest drivende i den oprindelige plan med at centralisere SKAT og afskaffe de kommunale pantefogeder til fordel for nye systemer. Det slog fejl, og det tror jeg faktisk selv Venstre har lært af. Vores forrige Skatteminister Karsten Lauritzen Venstre tog ihvertfald de første skridt til en nødvendig genopretning af SKAT. Men der er langt igen før vi er i hus med den sag.

3. i 1980´erne nærmede det danske statskasseunderskud sig -80 mia. kr. og det skulle finansieres til en rente langt over det nuværende niveau. Derfor valgte Det Radikale Venstre at lægge deres støtte hos den borgerlige blok ( V,C,M,Q),fordi Anker Jørgensen ikke havde mulighed for at gå i Folketinget med de nødvendige besparelser, da LO var imod fra starten af. Betalingsbalanceunderskuddet er en anden sag, det handler om bytteforholdet mellem Danmark og Udlandet. Mig Bekendt så har USA er meget stort betalingsbalanceunderskud, men der er ikke nogen lande og finansielle institutioner som for alvor tvivler på den amerikanske stats betalingsevne.

Hvidvask skandalen i Danske Bank. Jeg tror ikke, at der er et eneste parti i Danmark, som hylder denne praksis i Danske Bank. Men det er ikke alle pengeinstitutter, som er impliceret i Hvidvask sager og det er nok heller ikke alle filialer i Danske Bank, som er syltet ind i denne sag. Det Radikale Venstre er indstillet på at styrke Finanstilsynet med yderligere kompetence og hvis der kan placeres et juridisk ansvar for evt. ulovligheder, så bør det ske men med respekt for retsstatens principper.

Jeg selv har igennem mange år fundet det rimeligt, at der indføres en skat på finansielle transaktioner gerne efter aftale i EU regi.

Om de arbejdsløse. Jeg hylder ikke afkortningen af dagpengeperioden til 2 år ledsaget af flere andre stramninger. Det var en alt for hård forringelse af dagpengesystemet. Men jeg synes heller ikke, at det kan være meningen med et forsikringssystem, at borgerne kan modtage dagpenge i over 4 år ja måske op til 7 år i træk. Der skal være et jobskifte inden da. Ingen kommer i arbejde ved at fremvise et cv, hvor det står. Jeg har været på dagpenge 6-7 år i træk.

Venstrefløjen skal passe på med at ønske sig ændringer, der ikke kan lade sig gøre på kort sigt. Vi ser nu, at der er alt for få, som søger ind på sygeplejerske uddannelserne og på SOSU uddannelserne og på Pædagogstudium. Det nytter ikke noget at kræve minimumsnormeringer, hvis der ikke er arbejdskraft til at udfylde stillingerne. 19 års udlændingepoliitk, som har gået med opskriften at jage udlændinge ud af det danske arbejdsmarked: Det har nok heller ikke lige været særligt befordrende for at løse rekrutteringsproblemerne. Der skal et langt og sejt træk til, hvor sygeplejersker og pædagogers arbejdsforhold skal forbedres gennem et løft af de økonomiske rammer for Kommunerne og Regionerne. Samtidig skal uddannelserne gøres attraktive og så kan vi med tiden arbejde hen imod at få minimumsnormeringer i vores daginstitutioner.

Den økonomiske realisme handler om at vise, hvorledes vi når vores politiske mål. Der synes jeg ikke Det Radikale Venstre er så ringe endda. Som borgerlig sindet tillader jeg mig at holde øje med, at skatteskruen ikke får for mange nøk op ad. Der må være grænser for, hvor meget af ens indkomst og tjente penge, som skal afleveres til fællesskabet. Hvor den grænse ligger det er der nok rigtig mange meninger om. Erhvervslivet og virksomhederne er Danmarks råstof nr. 1. Dem skal vi beskatte med rimelighed men ikke brandbeskatte, for så skyder vi os selv i foden.

Der hvor man kunne starte det er de store multinationale selskaber, som laver konstruktioner, hvor de bevilger sig selv nul skat og overflytter overskud til lande med lav eller ingen skat.

Niels K. Nielsen, Peter Gløde og Jørn-Erik Rasmussen anbefalede denne kommentar
michael andersen

Det kan da ikke komme som en overraskelse at information ligesom politiken er højtaler for liste b. De er jo vist før, at rigtig rigtig mange journalister stemmer på liste b, derfor den total mangel på kritik af partiet.

Martin Clante

Jeg læser næsten altid David Rehlings artikler i Information med stor fornøjelse, selvom jeg bestemt ikke deler hans begejstring for Radikale Venstres økonomiske politik eller De Radikale i det hele taget. Men jeg finder det betryggende, at der er plads til politiske forskelligheder i Information, så avisen ikke ikke ender som en selvfed venstresnoet platform for de rigtige meninger. Lykkeberg rules – og tak for det.

Poul Erik Pedersen

Martin Clante 11.7.2019, 16.33: enig, der skal naturligt nok være plads til politiske forskelligheder. På linie hermed bør der derfor også være plads til, at vi, som læsere, kan diskutere de grundantagelser der ligger i de artikler Information offentliggør.
Historikere af faget diskuterer jo også livligt historiske fremstillinger og historiske værker anmeldes, kompetent, i Informations spalter. På samme vis bør også David Rehlings historiske redegørelse for Det Radikale Venstres politiske udvikling også kunne gøres til genstand for debat og kritik. Min pointe, at Rehling betragter den politiske udvikllng som en aktivitet der foregår i et lukket rum, synes jeg blev bekræftet også i de senere artikler. Bemærk at 1970-ernes og 1980-ernes forsvarspolitiske konflikter, i Rehlings optik, kunne reduceres til et socialdemokratisk drilleri af den siddende borgerlige regering, under Poul Schlüters ledelse. Ikke et ord om de folkelige bevægelser som mundede ud i en stærk fredsbevægelse, som tog politisk stilling til våbenkapløbet. Det på trods af at Information lagde spalteplads til netop disse diskussioner, på trods af at Information faktisk foretog en kursændring fra at være ubetinget fortaler for NATO-medlemsskabet i de første mange år efter 1945! Og på trods af at Børge Outze selv var del i en kritisk diskussion af bladets linje (se hertil Ole Langes bog om Outze), på dette område.
Disse bevægelser var en del af et bredere politisk opbrud, som både kom til at påvirke venstrefløjen, herunder Socialdemokratiet, og hele resten af det politiske landskab. I tillæg hertil kom miljøbevægelserne og dialogen med dissidenterne i østeuropa i årene efter 1968 også til at betyde forandringer af den politiske analyse. Man kan vel, positivt formuleret, sige at netop disse folkelige bevægelser kom til at danne baggrund for den miljø- og kilmabevidsthed, vi har set har været med til at ændre det politiske landskab efter det seneste valg her i landet.
Den aktuelle politiske dagsorden er radikalt forandret, netop i kraft af at den politiske udvikling ikke lader sig reducere til det parlamentarisk lukkede rum - et forhold jeg påpegede ved tidligere lejlighed.
mvh. poul.