Drop true crime – lysten til morbid underholdning skal ikke stilles med andre menneskers tragedie

I foråret fortalte en god veninde, der er ansat på et større dansk medie, at hun arbejdede på en podcastserie om et brutalt og bestialsk mord. Som mange andre har gjort over de seneste år, vil hun opspore kilder, dykke ned i politirapporter og prøve at komme til bunds i sagen.

Der var bare et problem, som bremsede processen:

»Lidt etiske udfordringer,« som hun kaldte det.

Mere præcist er dommen anket, den påståede morder fastholder sin uskyld, og i øvrigt er de pårørende ikke interesseret i opmærksomheden. Men den slags kan man jo »løse« og »omgå«, sluttede hun og beroligede sine ambitioner.

Det er helt forkert og egoistisk. Rigtige mord er ikke underholdning. Og de etiske »udfordringer« er i virkeligheden store, blinkende stoptegn, der signalerer, at vi alle sammen skal bremse op og tænke os om.

Hun er nemlig ikke alene med sin fascination af ægte mord. True crime-genren blomstrede op i 2014 med en journalists undren over en teenagers angivelige mord på sin kæreste. Det blev til podcastsuccesen Serial.

Siden er genren eksploderet, og der findes i dag adskillige podcasts, film, tv-serier og artikler, der dykker ned i ægte mordgåder.

I flere tilfælde sker det uden samtykke. Senest er filmen Detainment om et mord på en toårig begået af en tiårig ligefrem blevet Oscarnomineret. Forældrene vidste ikke, filmen eksisterede, før den var udkommet.

Uskyldige anklaget

Som det første på journaliststudiet lærte jeg, at man skal behandle sit stofområde sagligt og korrekt. At man som journalist har magt, og den skal man være ydmyg over for. Bring aldrig en historie, hvis der er tvivl om sandheden. Men samme hensyn og forståelse synes skaberne af true crime-journalistik ikke at være tynget af.

Her følger lytteren journalistens vej gennem dokumenters og kilders modsatrettede forklaringer. Ofte skifter journalisten selv mening flere gange undervejs: Nu tyder det på, at manden har begået mordet. Nu gør det ikke. Som lytter gætter man med. Hvem kan gerningsmanden mon ellers være? På nettet er der lange diskussioner, hvor der spekuleres i mulige gerningsmænd.

Det er ikke rimeligt, at ægte mennesker, der af det etablerede retssystem er frifundet eller end ikke har været anklaget, bliver mistænkeliggjort.

Netop her overhaler true crime-genren formiddagsavisernes kriminalstof, som ganske vist også kan være tabloidt og upassende, men som dog er underlagt presseetiske retningslinjer om sandhed og saglighed. Inden for true crime-genren, er den største succes ofte, at forfatteren efterlader affyrede haglgeværer med løst krudt. Ingen svar, kun flere spørgsmål.

Ulækker fascination

Et af de helt fundamentale problemer ved genren er altså, at den negligerer basale presseetiske principper. Det er også tilfældet med en af de største danske succeser – den omdiskuterede podcast Mørkeland.

Her hygger værterne sig med særlige juleudgaver kun med »julemord« og med lejlighedsvis teenagefnisen, når de hver uge gennemgår to mordsager, de har googlet sig frem til. Det i sig selv er udtryk for en ulækker fascination og mangel på empati.

Uden at varsle eller bede om tilladelse fra de pårørende og baseret primært på andres mediers gengivelser, fortæller de i en uformel tone om detaljerne af de mord, de har fundet frem til i løbet af ugen.

Helt rimeligt er de blevet hårdt kritiseret for deres manglende forståelse for andet end egen karriere. De har forsvaret sig med, at de skam tager mange etiske hensyn. Det indebærer, at alle mord skal være begået for mindst ti år siden.

Men hvem er de til at bestemme, at nogens sorg og tragedie bliver allemandseje efter ti år?

For otte år siden mistede jeg en veninde. For kortere siden en forælder. Den sorg, jeg for evigt bærer over de tab, må aldrig blive genstand for andres underholdning. Og da slet ikke på en måde, hvor det skal komme som en overraskelse, fordi det pludselig er samtaleemne i bussen.

Dyrkelsen af andres tragedie må have en ende. Når du slår benene op efter en lang arbejdsdag, skal det ikke være til lyden af noget, der har bragt andre så meget smerte. Stil dine lyster med fiktion i stedet.