Kronik

Fagbevægelsen skal ind i klimakampen

Der er intet arbejde på en død planet. Alligevel har vi i den danske fagbevægelse alt for længe været tavse i klimadebatten. Det skal være slut nu, for fagbevægelsen har en vigtig rolle at spille, skriver tømrer Helga Mathiassen og bygningssnedker Bodil Signe Wedele i dette debatindlæg
Der er intet arbejde på en død planet. Alligevel har vi i den danske fagbevægelse alt for længe været tavse i klimadebatten. Det skal være slut nu, for fagbevægelsen har en vigtig rolle at spille, skriver tømrer Helga Mathiassen og bygningssnedker Bodil Signe Wedele i dette debatindlæg

Sofie Holm Larsen

3. juli 2019

I fagbevægelsen har vi altid været stolte af at kæmpe for en bedre tilværelse for de kommende generationer. Desværre ser fremtiden sort ud for de børn, der lige nu løber rundt på legepladserne.

Klimaforandringerne vil sende milliarder af mennesker på flugt, der vil komme kamp om plads, mad og drikkevand. I Danmark er det stadig et fremtidsscenarie, mange steder i verden er klimakatastrofen allerede en realitet.

Vi har kun ganske få år til at afværge katastrofen – og det kræver store forandringer. Vi skal omlægge produktionsystem, transportsektor, fødevareproduktion og forbrugsvaner. I den omstilling har fagbevægelsen en vigtig rolle at spille.

For det første bør fagbevægelsen arbejde politisk for at sætte fart på den grønne omstilling.

For det andet skal vi kæmpe for en retfærdig omstilling, der ikke efterlader regningen til dem, der har mindst, mens de rigeste fortsætter festen på første klasse. Og så skal vi i fagbevægelsen forholde os til, hvordan det arbejde, vi udfører, påvirker klimaforandringerne.

Ikke alle job er gode

Globalt set tilhører langt de fleste danskere nok den gruppe, der bliver nødt til at skrue ned for forbruget af materielle goder, flyrejser og røde bøffer.

Det er måske derfor, det er svært for mange fagforeninger at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. En fagforening skal jo pr. definition kæmpe for bedre vilkår for alle de kolleger, der er medlemmer. Skal man så pludselig gå ud og sige, at vi skal skrue ned for den velstand, vi har tilkæmpet os?

Vi mener ikke, at det er fagforeningernes rolle at prædike om folks privatforbrug. I det hele taget mener vi, at det er de store spillere, der skal rykkes ved.

Så fagbevægelsen skal i gang med at arbejde aktivt for en omlægning til mere miljøvenlige produktionsformer. Fagbevægelsen skal lægge pres på politikere og virksomheder for at begynde at producere og bygge bæredygtigt.

Vi skal ikke længere juble over enhver slags arbejdspladser. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad vi skaber, når vi er på arbejde, og ikke finde os i, at vi med vores arbejdskraft er med til at forstærke klimaforandringerne.

Et eksempel kunne være den nye gasrørledning, Baltic Pipe, der skal gå tværs over Danmark og fragte naturgas fra Nordsøen til Polen. Ja, det er mange arbejdspladser, men det er arbejdspladser, der vil skabe noget, der skader vores børn, og det skal vi aktivt sige nej tak til.

Fagbevægelsens budskab til politikerne må være: Vi ved, at omstillingen vil koste nogle arbejdspladser, men det er vi klar til – for vi ved også, at nye arbejdspladser vil opstå. Samtidig vil vi sikre os, at ikke en eneste af dem, hvis job forsvinder, bliver efterladt på perronen.

Omskoling og genanvendelse

Vi arbejder begge i byggebranchen, der står for op mod 40 procent af verdens CO2-udledning. Det er ubegribeligt, at mere bæredygtigt byggeri ikke forlængst har vundet frem.

Vi skal bruge mindre miljøbelastende byggematerialer og genbruge mere. Det skal være slut med at udbygge lufthavnene og bygge nyt frem for at renovere.

I byggebranchen vil en grøn omstilling både koste nogle job og bringe en række nye med sig. For eksempel er der et kæmpe potentiale i at genbruge byggematerialer, men det er ofte en arbejdstung opgave at omforme byggematerialer fra ét formål til et andet, hvilket er med til at gøre projekterne dyre.

Hvis man lagde afgifter på nye materialer og til gengæld gav tilskud til genanvendelse af byggematerialer, ville det give et større økonomisk incitament til genbrug.

Sådan et tiltag skal besluttes af politikerne, men vi i fagbevægelsen, der har tæt kendskab til de forskellige brancher, bør være med til at udvikle den slags forslag.

I omstillingen til grønnere job er bedre og mere efteruddannelse helt afgørende.

Her er det fagbevægelsens fornemmeste opgave at slås for gode muligheder for den nødvendige efteruddannelse. Det betyder for eksempel, at der skal være løn under efteruddannelsen, så det rent faktisk er økonomisk muligt for folk. Klimaforandringerne er vores fælles problem, og derfor må det også være fællesskabet, der betaler for den nødvendige omskoling.

Mere fritid

En fremtid med mindre forbrug og færre flyrejser er ikke kun et nødvendigt onde. Man kan også se det som en kærkommen mulighed for at veksle lønstigninger til mere fritid.

Vi skal producere og forbruge mindre – så lad os deles om den velstand, vi har, og alle sammen gå lidt ned i arbejdstid.

I januar udkom en rapport fra det amerikanske forskningsinstitut Anonymous Research, hvor en række forskere peger på, at kortere arbejdstid vil betyde lavere CO2-udledning.

Det er ikke nødvendigvis lavere arbejdstid, der er højest på flertallet af vores kollegers ønskeliste. Men det er en vigtig debat, som må rejses – også af fagbevægelsen.

Mange synes, det lyder urealistisk at gå ned på en kortere arbejdstid og samtidig være i stand til at holde lønniveauet.

Men for det første er der flere forskellige eksempler på, at nedsat arbejdstid faktisk har øget produktiviteten og dermed ikke har været en udgift for arbejdsgiveren. For eksempel på it-virksomheden IIH Nordic, som Information skrev om i juni.

For det andet er det uden tvivl mere urealistisk at fortsætte i samme spor, hvis vi ønsker at bremse klimaforandringerne.

Send regningen til de rige

Følger man klimadebatten i Danmark, får man en fornemmelse af, at nogen opfatter kampen for klimaet som noget lidt elitært. Det er i virkeligheden lige modsat. Klimaforandringerne hænger nemlig uløseligt sammen med den stigende ulighed.

Det er de velstillede, der vil kunne flytte væk, når vandstandene stiger, og store områder bliver ubeboelige. Det er de rigeste, der til det sidste vil kunne fortsætte den luksuslivsstil, som dybest set bærer skylden for den krise, vi står i. De fattigste vil blive ramt hårdest.

Ifølge AE-rådet udleder den rigeste femtedel af danskerne dobbelt så meget CO2 som den fattigste femtedel. Globalt er forskellen langt mere ekstrem. Derfor er det kun rimeligt, at de rigeste betaler en større del af udgifterne til den grønne omstilling. Den dagsorden, synes vi, at fagbevægelsen skal være med til at sætte.

Fagbevægelsen burde stille sig i spidsen for et krav om, at der bliver indført ekstra topskat for de allerrigeste, højere arveafgift, formuebeskatning, beskatning af aktieoverskud.

Denne form for ekstra beskatning af de allerrigeste kan jo ses som en klimaskat – en slags afgift for at forurene vores fælles atmosfære. Siden vi ikke kan forbruge ubegrænset, må det være dem, der vælter sig i unødig luksus, der skal spare først.

Vi skal alle være med til at nedbringe CO2-udledningen, men den overflødige luksusyacht må ryge før almindelige menneskers bil.

Når politikerne igen og igen foreslår flade klimaafgifter, der vil ramme de lavestlønnede og dem, der bor i udkantsområderne, hårdest, er det måske ikke så underligt, at nogen ser klimakampen som elitær. Flade afgifter kunne for eksempel følges ad med en opdateret grøn check, der kompenserer dem med de laveste indkomster. Brændstofafgifter bør gå hånd i hånd med et tilskud til mere miljøvenlige alternativer.

Der er intet arbejde på en død planet. Så lad os i fagbevægelsen presse på for at skabe arbejdspladser, der ikke kun giver et godt arbejdsliv og en god løn, men også gavner fremtidige generationer.

Det nytter ikke at vende det blinde øje til klimakrisen og blot kæmpe videre i samme retning. Vi bliver nødt til at inddrage nye metoder, alliancer og mål, hvis vi ikke skal blive taberne i klimakampen.

Helga Mathiassen og Bodil Signe Wedele er hhv. tømrer og bygningssnedker og er begge aktive i 3F

Socialdemokratiet på vej til regeringsforhandlinger. Det vil være oplagt for en ny regering at invitere erhvervslivets ledere til at indgå en ny kontrakt med samfundet om at bidrage til den grønne omstilling, skriver Rune Lykkeberg.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benjamin Bach
  • Thomas Tanghus
  • Bjørn Pedersen
  • Minna Rasmussen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ervin Lazar
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Peter Knap
Benjamin Bach, Thomas Tanghus, Bjørn Pedersen, Minna Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Ervin Lazar, Kurt Svennevig Christensen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Weber Fritsbøger

måtte disse tanker brede sig om en steppebrand i fagbevægelsen, og iblandt lønmodtagerne, og vigtigst lad os se handlinger fra politikerne i denne ånd.
nu har vi gennemlevet en periode med de værste regeringer i dansk moderne historie,
ville være fantastisk hvis Mette F. forstår alvoren og handler som foreslået,
og dermed bliver leder af en af de bedste regeringer i dansk moderne historie,
muligheden er klart til stede og første skridt er et endeligt opgør med ideen om at vækst er nyttigt for samfundet.

Anker Heegaard

Jeg er stort set enig i langt de fleste betragtninger, men en enkelt skiller sig ud.
I mener ikke, at det er fagforeningernes opgave at blande sig i medlemmernes forbrugsvaner?
Der er jeg lodret uenig.
Jeg arbejder selv på en stor virksomhed med produktion, udviklingsafdeling, et stort salgsapparat og stor administration. Blandt mine kolleger mærker jeg kun i meget ringe grad, at de som enkeltindivider tager noget som helst ansvar for klimakrisen.
Den mest almindelige holdning er, at "nogen" må komme med retningslinjer for hvad man skal gøre ved problemerne, og at ingenting skal komme på deres eget initiativ .... groft beskrevet.
Her mener jeg at fagforeningerne, som har kontakten til de fleste mennesker på arbejdsmarkedet, har ikke blot et ansvar, men et KÆMPE ansvar.
Befolkningen skal uddannes i kendskabet til hvilke af deres vaner der er klimabelastende og hvilke der er skånsomme for klimaet. Kun få opsøger selv denne viden og det er en katastrofe i katastrofen.
De mange knapper og håndtag som befinder sig i folks private hjem, og i deres levevis, er blandt de vigtigste at få indstillet i de rigtige positioner.
Det er også fagforeningernes opgave at få deres medlemmer til at indse vigtigheden af den omstilling ..... ellers bliver fagforeningerne også lige meget.

torben - nielsen

Man kan selvfølgelig godt argumentere for at fagbevægelsen også skal til at føre klimakamp.

Men så må man også acceptere, at når man henvender sig, så svarer de:

Nej, - vi har ikke tid til at hjælpe dig med din afskedigelse, men du kan få vores seneste brochure om hvorledes du rejser klimavenligt.

Gustav Alexander

Hvis Enhedslisten, SF, Alternativet og nu også fagbevægelsen skal kæmpe klimaets sag, hvem er så tilbage til at kæmpe arbejderens sag?

I forfatterens fint skitserede forslag, er der jo egentlig mange gode idéer. Det er dog vigigt at fagforeningernes engagement ifht den grønne omstilling altid har en socialt regulerende effekt. Det er ikke deres job at agitere for hurtigere omstilling. Det er deres job at sørge for at omstillingen bliver socialt bevidst, at toppen betaler omstillingen og at lønmodtagernes sociale og økonomiske stand ikke forværres og endda forbedres. Det er særlig vigtigt, når politikere på venstrefløjen i stigende grad sætter klima over lønmodtagere.

Frederik Groth Nordstrøm

Jo, alle skal med i klimakampen. MEN: Fagbevægelsen har først og fremmest en opgave i at fastholde medlemmer. På min lille arbejdsplads er 2 ud af 8 medlemmer af en gul "fagforening", dvs. Uorganiserede. Hvis man skal have fagbevægelsen med på denne ellers rigtig gode idé, skal man tvinge de gule til at bidrage lige så meget.

Helga Mathiassen

Hej Anker Heegaard
Tak for din kommentar! Jeg mener også at vi allesammen har et ansvar for at gøre noget ved vores privatforbrug, leve-vaner osv. Men jeg synes ikke vores fagforeningen skal spille rollen som moralens vogter. Fagbevægelsen er selvfølgelig en bred betegnelse. Vi skal allesammen tage diskussionen med vores kolleger åp arbejdspladsen, men jeg synes ikke at min fagforeningen skal fortælle mig, hvordan jeg skal bruge mine penge. Til gengæld synes jeg at fagbevægelsen skal være med til at ændre på de strukturer, der går det meget svært at rykke noget som privatperson. F.eks. ved at presse på politisk for at få en mere bæredygtig produktion. Eller ved at turde tage diskussionen om, om vi ikke skal kæmpe for kortere arbejdstid. Eller ved at få vores egne pensionskasser til at droppe investeringer i kul og olie (!!!)

Helga Mathiassen

Hej Torben Nielsen, Michael Andresen og Gustav Alexander. Tak for kommentarerne. Jeg er langt henad vejen også blandt dem der synes at fagbevægelsen skal passe på med at lave alt muligt andet end sin kerneopgave. Men læg mærke til at alle de forslag vi kommer med også er helt arbejdsmarkeds-orienterede. Den grønne omstilling handler rigtig meget om arbejdsmarkedet og derfor skal vi i fagbevægelsen have indflydelse. Den omstilling som vi står overfor kommer jo i stor stil til at betyde forandringer i arbejdspladserne - derfor skal fagbevægelsen være med til at sikre efteruddannelse og omskoling.
Måske skulle overskriften på kronikken have været "Klimaet er også arbejderklasens kamp". For det er jo i stor stil arbejderne, der vil blive ramt af klimaforandringerne. De rigeste vil kunne flytte sig (i hvert fald i starten), store virksomheder tjener allerede nu penge på klimaforandringerne, men mange tusinder af mennesker rundt i verden allerede lider under konsekvenserne.
Selvfølgelig tager fokus på grøn omstilling tid fra nogle andre ting. Men det er jo ikke den enkelte faglige sekretær eller sagsbehandler som kører sager for medlemmerne der skal bruge en masse tid på det. Jeg synes bare at vi i fagbevægelsen også skal have visioner for hvordan arbejdsmarkedet skal udvikle sig - og der er den grønne omstillings efter min mening meget meget vigtig ligenu.