I ferien afbrydes dagenes tomgang kun af sommervejrets omskiftelighed

På denne tid af året er min kroatiske have et sørgeligt syn. Græsset er fuldt af gule pletter, ja, hist og her er det ligefrem søndersvitset af solen. De lerbrune krukker og keramikvaserne står tomme. Kun nogle få hårdføre kaktusser holder stand.

Her findes ikke andre tegn på liv end rosmarinbusken, som stadig står frisk og grøn. Når jeg omtåget af dagenes kvælende varme går forbi og kommer til at stryge krydderurten med fingrene, bliver den intense duft siddende længe.

Dagene med ekstrem sommerhede i Sydeuropa er ikke bare uudholdelige. De er ubønhørlige. Men ganske som skæbnen må man acceptere dem. Lige nu handler alt om hedebølgen og om den regn, som bare ikke vil komme.

Og dog er lokalbefolkningen vant til heden. De lever med den, som man lever i et gammelt ægteskab, hvor der ikke er andet at gøre end at tage en dag ad gangen. Alle holder sig indendørs bag tilskoddede vinduer, sidder i dunkle rum som forstenede. De sidder omtrent som kaktusserne i lerkrukkerne – fåmælte og uden krav på noget, som rugede de over et nederlag.

Tid til siesta

Ud på eftermiddagen bliver det tid til at sove siesta. Selv om jeg er kommet her i 30 år, har jeg aldrig kunnet vænne mig til denne skik. Da jeg hen under aftenen omsider gør et forsøg på at lægge mig, vågner huset til live. Der skramles og råbes, vinflasker trækkes op, og der tændes op for grillen. Fra urtehaven hentes der rosmarin.

Helt frem til midnat sidder vi stadig i haven, selv om mørket for længst er faldet på. Vi taler, oprømt og højlydt. Som gjaldt det om at tage alt det tilbage, som der ikke var overskud til i dagens løb.

Hvad var dagen? Blot en transportetape. Mellem hvad? Mellem tidlig morgen og sen aften gennem et limbo, som var uden rigtig begyndelse og afslutning.

Igen og igen klasker vi os på de nøgne arme og lår. Længe ville jeg ikke tro på, at der var myg i Syden. Lykkelige mennesker! Indtil jeg også begyndte at klaske og klø mig, for vel findes de, om end så små, at de kan være svære at opdage. Ej heller hører man dem.

Her ved den kroatiske middelhavskyst kaldes de for papadaci, formentlig et låneord fra italiensk, men det gør dem ikke mindre ubehagelige.

Skorpionen er derimod harmløs. Med sin stift ceremonielle fremtoning ligner den et tegn i et urgammelt alfabet, ingen længere kan tyde. Den forbliver sin egen gåde. I bunden af en køkkenskuffe, i folden af et lagen, i en fugtig sprække i badeværelses kakkelgulv. Ingen ved, hvad den er ude på.

Først var jeg panisk bange for denne macho med høj haleføring og kløerne fremme i konstant angrebspositur, men snart lærte jeg, at den har gode grunde til at frygte de mennesker, som uden grund frygter den.

For skinnet bedrager. Skorpioner er ikke aggressive. De stikker kun, når de bliver klemt eller trængt, men hvor tilbøjelige er mennesker ikke til at ville trampe på den eller feje den væk, dette evigt miskendte væsen?

Kommer regnen dog ikke snart ...

Spørg dyrene.

Trykkende stilhed

De ved, hvad det handler om. Fuglene forstummer lang tid i forvejen. Svalerne flyver lavere end normalt og til sidst slet ikke. Himlen bliver tom, og snart trækker skyerne sig sammen. Alt står stille. Firbenet er som fastfrosset i middagsheden. Kun dets hjerte pulserer under panserkjortlen. Og så piler det pludseligt og lynsnart ned ad stenmuren. En statist i en naturfilm, som pludselig spoles frem med halsbrækkende hast.

En trykkende stilhed lægger sig over min have. Det er flyvevejr for sommerfugle. Nu sætter en af dem sig på blomsten og lukker sig selv med sine vinger, som var den en bog, der læser sig selv. Først når den er landet, ser jeg, hvor sønderslidte vinger den har. Halvdelen eller mere er væk. Var den et nødlandet jagerfly, ville den aldrig komme på vingerne igen. Men straks efter letter den igen i sin jagt på mere nektar.

Så melder en serie vindstød omsider regnens ankomst. Skodderne, som vi har glemt at fæstne, slår og smælder mod husets ydermure. Pludselig er den over os. Den kommer ind fra havet og skyller ind over hus og have som en kæmpedønning. Regnen trommer og plasker, og vinden tuder om kap hele natten.

Først hen imod daggry falder vi i dyb søvn.

Richard Swartz er forfatter. © Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.