Selv i ferien undslipper vi ikke de tanke- og handlemønstre, vi indprentes gennem vores arbejde

I et radioforedrag om begrebet fritid, som Theodor Adorno holdt lidt over to måneder inden sin død i august 1969, causerer den tyske mestertænker over, hvordan »fritid tenderer mod sin egen begrebslige modsætning, bliver til en parodi på sig selv«.

Adornos pointe er, at vi er så »funktionsbestemt« i det senkapitalistiske samfund, at vi ikke kan slippe vores arbejde, selv når vi »har fri«. Vi sidder uafværgeligt og mekanisk fast i de fremmedgjorte tanke- og handlemønstre, vi indprentes af vores plads i den administrerede verdens store, uigennemskuelige funktionssystem.

Man kan med nogen ret indvende, at selv hvis Adornos analyse måske var gyldig for 1960’ernes lønarbejdsformer, så er nutidens arbejdsmarked netop kendetegnet ved, at det ofte giver lønmodtageren mulighed for selvrealisering på arbejdspladsen.

Adorno påpeger i en sidebemærkning, at han selv udgør en undtagelse fra reglen – at han identificerer sig så meget med sit lønarbejde som universitetsansat professor i filosofi, at arbejde og fritid for ham flyder sammen.

Men udbredelsen af muligheden for selvrealisering på arbejdspladsen har gjort, at den enkelte i højere grad identificerer sig med sit arbejde, så Adornos privilegium er i dag blevet reglen snarere end undtagelsen på den mere veluddannede del af arbejdsmarkedet.

Evner vi overhovedet at holde sådan rigtig fri i dag?

Gør jeg selv?

Ordbogen definerer begrebet ferie som »en periode, hvor man har ret til at holde fri fra skole eller fra arbejde med løn«, altså en sammenhængende periode af fritid.

Ligesom Adorno er jeg selv en slags universitetsansat politisk filosof – dog ikke i et professorat og bestemt ikke i Adornos klasse – men mit eget arbejde og min egen fritid glider nærmest gnidningsløst over i hinanden.

Jeg holder ikke op med at tænke over politik og samfundsforhold, når jeg stempler ud på universitetet.

Ofte tænker jeg bedre og skriver klarere sent om aftenen og i de hellige otte nattetimers sagte ensomhed, som arbejderbevægelsen med blod og blå mærker fik tilkæmpet de vesteuropæiske lønarbejdere, så de atter kunne møde friske og udhvilede på arbejde morgenen efter.

Jeg ønsker heller ikke fritid i stringent forstand fra mit arbejde; jeg er politisk filosof i en grad, der rækker dybt ind i mit eget selvforhold.

Mit egentlige hjem

I år holder vi det meste af vores ferie hos mine forældre på Fanø og i vores sommerhus ved Nykøbing Sjælland. Selv om jeg ikke har boet på Fanø i mange år, oplever jeg stadig den lille vadehavsø som mit egentlige hjem. På Fanø føler jeg mig rodfæstet, der har jeg altid følt mig hjemme.

Det er en ø med hundredårige traditioner for at mødes og drikke kaffepunch, når stormen raser udenfor, og med en levende, overleveret folkemusiktradition, som også på sin vis stimulerer og bidrager til at fastholde den ellers hensygnende musikalitet i mit eget liv.

Sommerhuset er et helende helle i en stresset tilværelse præget af prekære arbejdssituationer og et fortravlet småbørnsfamilieliv, der efterlader mig med lynnedslag af dårlig samvittighed. Jeg mærker det med det samme, jeg træder ind ad døren til det fine træhus med FDB-møblerne fra 1950’erne – jeg sænker skuldrene og puster ud. Det er som en tryg dyne, der lægger sig over min sjæl.

Sidste forår byggede min svoger og jeg en stor træterrasse, som vi forrige sommer og i år har nydt frugterne af. Jeg er stolt af den terrasse. Det er ikke ofte, jeg skaber noget med mine hænder, som mærkbart forskønner mit liv.

Jeg har ikke noget behov for at rejse udenlands i ferien, måske fordi jeg har studeret og boet store dele af mit voksenliv i Storbritannien og Tyskland, måske fordi jeg i nogen grad får mit rejsebehov dækket gennem arbejdet.

Lånt tid

Ville vi flyve til USA (som jeg har elsket og genbesøgt utallige gange siden jeg og to gymnasiekammerater kørte gennem det store magiske og maltrakterede land fra vest til øst og nord til syd i en gammel Ford Thunderbird i 2003) eller til Vietnam (et land som min kæreste nærer en dyb kærlighed til, som hun ønsker at formidle til mig og vores unger), hvis vi havde pengene til det? Tidligere ville jeg have sagt ja, men i dag er jeg ikke så sikker.

Bevidstheden om sammenhængen mellem vores levevis og vores stadig mere degraderede klima påvirker selvfølgelig også min lyst til at brænde mange ton fossilt jetbrændstof af alene for rejselystens skyld – men den sætter også sit præg på ferien herhjemme.

Kan man holde sådan rigtig fri og koble af på en ø i Vadehavet og i et sommerhus, som man med sikkerhed ved, vil være nogle af de første steder i Danmark til at lide druknedøden, når verdenshavene for alvor begynder at sluge de beboelige landmasser?

Ja, det kan man godt. Men bevidstheden om klimakrisen tilfører ferien en oplevelse af lånt tid. Hvis fremtiden byder på klimakatastrofer og pludselig død, så sættes det levede liv og dets aktuelle lyksaligheder på spidsen. Du ved, du har nu – dette fine øjeblik med dine kære. Du ved ikke, hvad der kommer.

Et frit liv

Jeg evner nok ikke at holde en fuldkommen apolitisk ferie. Når ungerne sover, jordbærrene er spist og rosévinen hældt op, så trænger samtalerne om demokrati, retfærdighed, samfundet, politik sig ofte på.

Jeg oplever ikke tankerne som tvang, tværtimod, men de er – som Adorno påpeger – en konsekvens af, at jeg har min arbejdsfunktion prentet helt ind i sjælen.

Jeg nyder det store privilegium at kunne bruge stort set alle mine vågne timer på at reflektere over samfundets tilstand: over de samfundsmæssige kræfter, der knægter vores frihed, og dem, som bærer et uforløst potentiale for menneskelig frigørelse.

Et frit liv er – som Kant vidste – menneskets udgang af dets selvpålagte umyndighed, i vores eget liv, såvel som i vores sociale eksistens. Det er på en måde absurd at ønske frihed fra en brug af tankens kraft, som i sig selv er frihedssøgende. Men konstant brug af tankens kraft kan sgu stadig være hårdt arbejde.

Ferie er for mig først og fremmest forbundet med umiddelbarhed. Alle, der læser disse ord, nyder godt af den ufattelige nådegave at være tildelt dette øjebliks selvbevidsthed, dette bankende hjerte i en krop i stadigt forfald – ikke af en Gud, det tror jeg ikke på, men af en række kosmiske tilfældigheder, der har konspireret til at besjæle dette legeme.

Fælles for mange af os – uanset om vi er politiske filosoffer, key account managers eller sygeplejersker – er, at vi ikke kan undslippe de tanke- og handlemønstre, vi indprentes gennem vores arbejde. Vi er de mønstre. Når gymnasielæreren har ferie, så skal han bare have læst den roman færdig, der ligger derhjemme og brænder hul i natbordet. Når lederen i det private tager fri, så skal hun bestige det bjerg, koste hvad det vil.

Ferien er ikke en mulighed for at undslippe dem, vi er – det er hverken realistisk eller ønskværdigt i nogen meningsfuld praktisk forstand. Men for mig rummer ferien ikke desto mindre en kærkommen lejlighed til at kunne sætte tankerne lidt i bero.

Når jeg er sammen med min familie, mine nære venner, min kæreste, især når jeg er sammen med mine børn, så tvinges jeg ud af de abstrakte tankemønstre, som min arbejdsfunktion har tvunget min bevidsthed ind i, og ind i umiddelbarheden. Her kunne jeg skrive noget om Hegel, men det ville være fortænkt, for det er i grunden så lige til: Det er kærligheden, der giver mig fri.

Malte Frøslee Ibsen, post.doc. i politisk teori.