Kommentar

Firmaet bag Marlboro: Det skal være slut med cigaretter i senest 2030

Tobaksvirksomheden Philip Morris støtter regeringens planer om blandt andet højere afgifter på cigaretter. Ifølge dem skal Danmark være det første røgfrie land i verden, men det vil kræve en dialog og et samarbejde med industrien, for afgifter og oplysningskampagner kan ikke stå alene, skriver firmaets kommunikationschef Charlie Stjerneklar i dette debatindlæg
En mand ryger en smøg på Toga Øl & Vinstue i København.

En mand ryger en smøg på Toga Øl & Vinstue i København.

Sofie Amalie Klougart

Debat
18. juli 2019

Højere afgift på cigaretter og flere tiltag mod rygning. Sådan lyder budskabet fra landets nye sundhedsminister, Magnus Heunicke (S), helt i tråd med regeringens forståelsespapir ’Retfærdig retning for Danmark’.

Det budskab støtter vi i Philip Morris. Her har vi truffet en beslutning, der indebærer, at vi dedikerer os til at skabe en røgfri fremtid. Det er en fremtid, der ikke inkluderer cigaretter, og vi ønsker at indfri målet hurtigst muligt.

Som ministeren rigtigt har bemærket, så er der flere danskere, der ryger i dag. Ifølge Sundhedsstyrelsens opgørelse over danskernes rygevaner er der desværre sket en markant stigning i antallet af danske rygere de seneste to år. Dette skal ses i lyset af årtiers forsøg med forbud, prisstigninger og advarsler.

Det betyder, at vi nu er i en situation, hvor næsten hver fjerde dansker ryger. Samtidig står vi ifølge Sundhedsstyrelsen tilbage med ca. 400.000 danskere, som slet ikke ønsker at stoppe med at ryge. Spørgsmålet er, hvordan vi både sikrer, at færre unge i fremtiden ryger, og hvordan vi får de rygere, der ikke ønsker at stoppe med at ryge, til at skifte fra cigaretter til mindre skadelige og røgfrie alternativer. I Philip Morris er vi klar til at bidrage til løsningen.

En national strategi

Jeg mener ligesom sundhedsministeren, at det er tid til konkrete initiativer, der reducerer antallet af cigaretrygere. Derfor støtter vi flere tiltag som f.eks. en bedre id-kontrol ved køb af cigaretter, udstillingsforbud af cigaretter og ikke mindst højere afgifter på cigaretter, der ikke skaber øget illegal handel.

Men sundhedsministeriets egen værktøjskasse kan ikke alene indfri målsætningen om en røgfri generation i 2030. Hvis vi skal skabe et røgfrit Danmark, bliver vi også nødt til at flytte de ca. 400.000 danskere, der ikke ønsker at stoppe med at ryge, væk fra cigaretterne og over til mindre skadelige og røgfrie alternativer.

Og lad mig understrege, at det allerbedste valg for dit helbred er ikke at begynde at ryge. Og ryger man, er det bedste, man kan gøre, at stoppe. Vil man ikke stoppe, så skift til et bedre alternativ. Derfor er vores vurdering, at vi i Danmark i langt højere grad skal begynde at orientere os mod skadereducerende tiltag på lige fod med andre lande, så vi giver de ca. 400.000 danskere bedre muligheder.

Vi mener, at afgiftsstigning og andre tiltag mod rygning skal ses i sammenhæng med en pragmatisk tilgang til adfærdsændringer, hvor man inddrager en national strategi for skadesreduktion. I stedet for udelukkende at fokusere på rygestop, bør der også inddrages skadesreduktion og skadereducerende produkter i Danmark. Det er dog vigtigt at understrege, at skadereducerende produkter ikke er risikofrie, men udsætter forbrugeren for færre skadelige stoffer sammenlignet med en cigaret. Denne pragmatiske tilgang har allerede vist sig succesfuld uden for Danmarks grænser.

Skæver vi til England, har man haft succes med en målrettet indsats, der tager afsæt i skadesreduktion. Det bekræfter Public Health Englands seneste opgørelse fra juli 2019. Her viser tallene, at 2,8 millioner englændere bruger e-cigaretter, og at e-cigaretten er det mest populære redskab til rygestop.

Det er en udvikling, som vi bliver nødt til at tage ved lære af i Danmark, hvis vi skal nedbringe antallet af cigaretrygere. For faktum er desværre, at mange danske rygere ikke ønsker at kvitte smøgerne. Derfor bør man – sideløbende med indsatser for fuldt rygestop og øvrige tiltag – tillade meningsfuld information til danske rygere om røgfrie alternativer som eksempelvis e-cigaretter eller opvarmet tobak, der begge er beviselige bedre alternativer til den mere skadelige cigaret.

Inddrag tobaksindustrien

Når landets nye sundhedsminister sætter en ambitiøs retning for et røgfrit Danmark, så mener vi, at han bør arbejde sammen med industrien om at finde fælles mål og konkrete løsninger. Som sagt har vi allerede påtaget os et ansvar og erklæret, at vi på sigt vil stoppe med at sælge cigaretter – og jeg forstår godt, at tobaksindustriens historie kan vække skepsis. Men vi mener altså det, vi siger.

Fremtiden er uden cigaretter. Vores konkrete målsætning er at indfri vores røgfrie vision så hurtigt som muligt. Desværre ved både vi og myndighederne, at det vil tage tid, når ca. én ud af fire danskere ryger. Rammen for røgfrihed er sat til 2030. Mit ønske er dog, at vi når det inden 2030, men det kræver dialog.

Vi tror på dialogen. Uden dialog mellem industri og myndigheder risikerer vi at spilde tiden. Ansvarlig dialog med tobaksindustrien betyder ikke, at man lægger al kritisk sans på hylden. Det bedste vil altid være at stoppe med at ryge. En ansvarlig dialog betyder snarere, at vi i fællesskab ser på, hvordan forskning, produktinnovation og teknologiske fremskridt kan bidrage til at løse en af vores helt store samfundsudfordringer, og give 400.000 danske rygere bedre muligheder.

Derfor er vores opfordring til sundhedsministeren: Lad os i fællesskab gøre Danmark til verdens første røgfrie land.

Charlie Stjerneklar er kommunikationschef i Philip Morris Denmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nis Jørgensen

Jeg troede sgu det var en Yes Men-sympatiaktion, indtil jeg fik googlet Charlie Stjerneklar.