Kronik

Flemming Rose: Andrej Sakharov betalte en høj pris for at forsvare individets rettigheder

Den russiske opfinder af brintbomben, Andrej Sakharov, mistede sin stjernestatus i Sovjetunionen, da han udfordrede styret og tog kampen op for menneskerettighederne. Hans forsvar for alle, der er undertrykte som følge af deres overbevisninger, er forbilledligt, skriver seniorforsker Flemming Rose om sin politiske helt
Andrej Sakharov sammen med sin kone, Elena Bonner, foran bysten til Alfred Nobel i Oslo.

Andrej Sakharov sammen med sin kone, Elena Bonner, foran bysten til Alfred Nobel i Oslo.

Agnete Brun

27. juli 2019

Da Andrej Sakharov, opfinder af brintbomben og gennem to årtier en nøglefigur i det sovjetiske atomvåbenprogram, efter en succesfuld atomprøvesprængning blev bedt udbringe den første skål, sagde han:

»Må alle vores sprængninger blive lige så vellykkede som i dag, men altid på prøveanlæg og aldrig over byer.«

Den unge atomfysikers ord vakte forbløffelse i den eksklusive forsamling af sovjetiske kolleger, militærfolk og partibosser. En marskal brød den kejtede stilhed, der lagde sig over selskabet, og fortalte en vittighed, der skar ud i pap, hvem der havde beføjelser til at afgøre, hvornår og hvordan Sovjetunionens atomvåben skulle bruges. Det var ikke et anliggende for videnskabsfolk som Sakharov.

Han følte sig ramt med et piskesvirp.

»Vi, opfindere, videnskabsmænd, ingeniører og håndværkere havde skabt et frygteligt våben, men brugen af det lå helt uden for vores kontrol,« noterede Sakharov.

»De følelser og tanker, som fyldte mig i det øjeblik, er ikke blevet mindre med tiden, og det forandrede helt og aldeles min tænkning,« tilføjede han i sine erindringer.

En russisk succes

I 1955, da episoden fandt sted, var Sakharov 34 år. Sin unge alder til trods havde han modtaget Sovjetunionens højeste civile orden flere gange. Han var blevet tildelt Stalinprisen og Leninprisen, hvor betragtelige summer – efter sovjetisk målestok – fulgte med. Han fik stillet en privatchauffør til rådighed, han havde en privilegeret bolig, adgang til særlige forbrugsvarer og en livvagt, der tog med ham på skiture og til svømning.

Da Sakharov et par år tidligere – som en af de yngste nogensinde – blev valgt ind i Videnskabernes Akademi, sagde lederen af det sovjetiske atomvåbenprogram, Igor Kurtjatov:

»Denne mand har gjort mere for forsvaret af Rusland, end alle os, der er tilstede her i dag.«

Sakharov var så vigtig for den sovjetiske ledelse, at han kun undtagelsesvist fik lov at flyve. Man var bange for at miste ham i en ulykke.

Andrej Sakharov tilhørte kort sagt den absolutte elite i sovjetstaten. Han nød privilegier og en position, som var de færreste forundt. Han var som ung også modtagelig for sovjetisk propaganda, selv om han havde mistet familiemedlemmer under de store udrensninger i 1930’erne.

Da Stalin døde i 1953, skrev han til sin hustru:

»Jeg er påvirket af et stort menneskes død. Jeg tænker på hans menneskelighed.«

Alligevel valgte han at opgive det hele. Som skåltalen i 1955 antydede, var han allerede da hjemsøgt af samvittighedskvaler.

To mennesker havde mistet livet i forbindelse med den succesfulde prøvesprængning, og Sakharov var forfærdet ved tanken om det monster, han havde været med til at skabe.

Han argumenterede for et stop for prøvesprængninger, og i en periode fulgte atommagterne hans råd. Men da partichef Nikita Khrusjtjov i 1961 over for Sakharov og andre sovjetiske videnskabsfolk bekendtgjorde, at Sovjetunionen ville genoptage sprængningerne, protesterede Sakharov til tydelig irritation for partichefen.

Sakharov mente, at det var unødvendigt, og at det atomaffald, der blev lukket ud i atmosfæren, ville koste titusinder af mennesker livet.

Da partiledelsen ignorerede advarslen, brød Sakharov sammen.

»Det var det ultimative nederlag for mig. Der blev begået en frygtelig forbrydelse, og jeg kunne ikke hindre den! Jeg blev overvældet af min magtesløshed, bitterhed, skam og ydmygelse, og mit hoved sank ned på skrivebordet. Jeg græd.«

Betalte en høj pris

Det blev begyndelsen til et åbent brud med myndighederne, tab af officiel status og privilegier og indtræden i en ny rolle som paria i det sovjetiske samfund, en yndet genstand for myndighedernes og statspropagandaens chikane og forfølgelse, deportation og overvågning, som først sluttede 20 år senere, da han i forbindelse med lanceringen af Mikhail Gorbatjovs reformer i 1986 fik mulighed for at vende tilbage til Moskva fra sit eksil i den lukkede by Nisjnij Novgorod.

Sakharov fortrød aldrig bruddet, for til gengæld for tabet af privilegier og status vandt han en indre frihed, og han opbyggede gradvist en moralsk autoritet, der i løbet af 1960’erne og 1970’erne gav ham en enestående position i konflikten mellem øst og vest og endte med, at Nobelkomiteen gav ham fredsprisen.

Ikke desto mindre tvivlede Sakharov selv på nytten af sin kamp for menneskerettigheder og demokratisering af Sovjetunionen. Da en svensk journalist overrasket spurgte, hvorfor han så alligevel havde truffet et valg med så dramatiske konsekvenser for sig selv og sine nærmeste, lød svaret:

»Tja, det er vel nødvendigt at skabe idealer, selv om man ikke kan se, hvilken vej man skal gå for at nå dem, for hvis der ikke er nogen idealer, så er der intet håb, og så befinder man sig i totalt mørke, i en håbløs blindgyde.«

Han konkluderede:

»Hvis et menneske undlader at tie, betyder det ikke nødvendigvis, at han håber at opnå noget. Det kan være, at han overhovedet ikke nærer nogle forhåbninger og alligevel taler, simpelthen fordi han ikke kan tie stille.«

Det er den første grund til, at jeg ser Sakharov som rollemodel. Han praktiserede, hvad han prædikede, selv om han betalte en høj pris for det.

Han nøjedes ikke med at ytre sine holdninger hjemme ved køkkenbordet, men udfordrede Kreml åbent. Og han skrev ikke bare kritiske og indsigtsfulde essays og gav interviews til den udenlandske presse. Han rejste også land og rige rundt for at støtte politiske fanger. Han mødte op i retssale for at vise sin solidaritet og for at påkalde sig omverdenens opmærksomhed, når anderledes tænkende blev dømt for deres dissens.

Sakharovs nobelforelæsning indeholder en liste over politiske fanger, som hans hustru remsede op under ceremonien i Stockholm mellem alle de kloge refleksioner om fredens forudsætninger.

Sakharov skrev under på appeller og protester mod Kremls initiativer, deltog i demonstrationer og ringede til topfolk i partiet for at lægge et ord ind for folk, der var blevet arresteret.

Når man læser og lytter til Sakharov bliver man slået af hans totale mangel på forfængelighed og lyst til at bestemme over andre mennesker. Hans stemme er altid rolig og velovervejet, befriet for hadefulde udfald mod fjender og meningsmodstandere.

Individets frihed

Den anden grund til, at Sakharov er et forbillede, udspringer af hans syn på individet og dets rettigheder samt relationen mellem det enkelte individ og dets frihed på den ene side og samfundet og internationalt samarbejde på den anden.

Sakharov var socialliberal og bekendte sig længe til en naiv forestilling om, at socialismen og kapitalismen kunne forenes, men i alt, hvad han foretog sig, var individet og dets rettigheder den ultimative målestok.

Individet var den vigtigste minoritet i ethvert samfund uanset politisk og økonomisk indretning, og det var individet, der nød rettigheder, ikke stater, kulturer, religioner og nationer.

For Sakharov var tolerance og individuel frihed centrale i kampen for en bedre verden, hvor målet aldrig kunne hellige midlerne. Han var en ægte internationalist, men mistede aldrig jordforbindelsen og hengav sig aldrig til ønsketænkning.

Han var engageret i det enkelte menneske, og så det som sin opgave at forsvare alle, der var blevet genstand for forfølgelse og undertrykkelse som følge af deres overbevisninger, og for ham var der en direkte forbindelse mellem det engagement og håndteringen af de trusler og udfordringer, som verden stod overfor.

Det kan vi alle sammen stadig lære noget af.

Flemming Rose er seniorforsker ved tænketanken Cato Institute og medlem af Ytringsfrihedskommissionen.

Serie

Højrefløjens helte

I denne kronikserie skriver nogle af Danmarks førende højreorienterede stemmer om deres politiske idol. Hvad har vedkommende betydet for dem? For verden? Hvad kan vi lære af idolet i dag?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Hans Aagaard
  • Arne Albatros Olsen
Peter Beck-Lauritzen, Hans Aagaard og Arne Albatros Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bindesbøll

Tak til Flemming Rose for en fin hyldest til modige Sakharov.

Det fortjener gæve og modige Sakharov - plus hans modige hustru/enke, Jelena Bonner.

At turde lægge sig ud med "systemet", selv som kendt og priviligeret VIP-Sovjet person, der tilhørte de "priviligerede" fortjner ros og historisk hukommelse.

Overfor Putins Auktokrati har Rusland også brug nye Sakharov/Bonner modige dissidenter.

Efter dagens modige demonstrationer i Moskva mod Putins diktatur, kan man kun håbe der dukker aktiv støtte frem til vore dages "Sakharov-dissidenter". Det ville dermed være fint om Flemming Rose fremover "forlænger" sin støtte fra gamle dages oprørere mod Sovjetsystemet - som humanist Sakharov - til vore dages lige så modige (og ikke voldelige) oppositionsfolk, rundt omkring i Rusland.
Tak -

Morten Hansen

Hvor er det godt at læse Flemming Roses modige forsvar for en dissident, der ellers er totalt miskrediteret...

Nååå nej, det er jo også rigtigt; Sakharov er generelt anerkendt og beundret i en grad, så Europa-Parlamentets fornemmeste menneskerettigheds-, fritænker- og dissidentpris er navngivet efter ham. Bortset fra enkelte overvintrede Sovjetsympatisører og dem med ret firkantede russisk-nationalistiske holdninger med fokus på “statssikkerhed”, så er Sakharov jo typisk anset som et godt eksempel på en “good guy”. En holdning jeg i øvrigt deler.

Og når Sakharov så ovenikøbet talte imod et regime, der for de fleste herhjemme næppe stod deres hjerte nær dengang, for slet ikke at tale om idag, ja så ser vi endnu engang et eksempel på, at der bliver løbet vidt åbne historiske døre ind. Men det er jo også så dejligt bekvemt, at minde os om, hvor grimme de var, derovre på den anden side af Jerntæppet - for så bliver det jo en lille smule lettere at lege “Kold Krig anno 2019” og trække “Pas på de røde!”-kortet til festlige indenrigspolitiske lejligheder.

Det ville være rart, hvis Rose kunne “nøjes” med at konstatere, at han var på den vindende side i den Kolde Krig (som vel nok de fleste vest for Jerntæppet) og ikke forsøge at agere “kontroversiel debattør” ved at tage en af de mindst kontroversielle eksempler på en dissident op (for slet ikke at tale om en, hvis budskaber var så bekvemme for Roses egne synspunkter).

Mere interessant ville det have været, om Rose i det mindste havde blot nævnt, hvad der skete med en mand på den anden side af Jerntæppet, der på mange måder var et spejlbillede af Sakharov: Robert Oppenheimer. Efter at have stået fadder til Manhattan-projektet og nået berømmelsens tinder, oplevede han selv tvivl, der meget lignede Sakharovs og han blev i den grad også “tromlet” af “systemet” under den tidlige Kolde Krigs hysteriske “Reds Under the Bed”-klima i USA; ikke mindst for hans uvilje i at give sig i kast med projektet med at udvikle brintbomben.

Brintbombe-projektet blev i stedet personificeret ved en af de mere, skal vi sige kulørte (eller snarere rabiate), personer i det amerikanske militære forskningsmiljø: Edward Teller. Han skulle senere få en rolle som klakør for Reagans håbløse sorte pengehul, der i folkemunde blev kendt som Stjernekrigsprojektet. En praktisk uigennemførligt og ubrugeligt system, der blev genoplivet med lige så lidt succes ift. reelle resultater af Bush Jr.

Og før der er nogen, der råber “Whataboutism!”, så er ovennævnte alternative eksempler IKKE nævnt for at skabe en ækvivalens mellem Vesten og den hedengangne Østblok. De er i stedet fremhævet, fordi de IKKE foregik under autoritære regimer, men derimod i frie, demokratiske stater i Vesten og dermed indeholder lektier, der er langt mere relevante for vores, nuværende situation, end en lovprisning af Sakharov, der er ret “gratis” og ligger lige til højrebenet (pun intended), hvor velfortjent den så end måtte være ift. manden selv og hans gerninger.

Ole Frank, Achim K. Holzmüller, Niels Duus Nielsen, Carsten Wienholtz, Carsten Svendsen, Thomas Bindesbøll, Karsten Aaen, Karsten Nielsen, Carsten Mortensen, Nis Jørgensen og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Måske Rose lige skulle tænke på, at vi her i DK, og i de andre skandinavise lande, forlængst har opnået det ægteskab mellem kapitalisme og socialisme, som Rose kalder for 'naivt'....! Og det går meget godt i de her lande!

Ole Frank, Niels Duus Nielsen og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Nu hedder denne agurketids-kronikserie i 'den mindst ringe avis' jo udtrykkeligt 'Højrefløjens helte', og er det så ikke lidt småligt at brokke sig over Flemming Roses bidrag til samme?

i betragtning af alle de ubehageligheder Flemming Rose allerede har pådraget sig i forbindelse med sin ufrivillige medvirken til morskaben i form af Cirkusrevyens opdaterede udgave i sommeren 2006 af besættelsestidsatiren fra Hornbækrevyen anno 1944 'Vi er alle i samme båd'. Nu blot med tegneren Roald Als på tegneblokken og skuespilleren Ulf Pilgaard med pegepind og rumsterstang på scenen.

Ole Frank, Erik Fuglsang og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Thomas Bindesbøll

Synes en del vanligt kloge hoveder herinde ikke sondrer mellem både historie, fakta og de vilkår enhver "Sakharov-type" måtte have haft.

Sakharov (over)levede under Stalin-tiden siden under den efterfølgende lidt mindre voldelige (med dog stadig voldelige og repressive Sovjetmagt overfor egne kritiske borgere. Det kunne også retteligt kaldes diktatur. Og bedse husket som et sådant, især af hensyn tuil alle dettes systems mange totalt uskyldige ofre. Punktum. Plus et andet P-ord: "Proportioner".

Det gælder derfor også sammenligninger med Oppenheim, og den modbydelige omgang "McCarthyisme" som prægede USA i 1950'erne. Ja, det var noget svineri.... Men der var dog ikke nogen amerikanske "Gulag-lejre" elelr lignende dødelige repressioner over anderledes tænkende.

Må jeg venligst derfor lige igen minde om ordet "proportioner" ? Tak.

Sluttelig: Flemming Rose og jeg har haft utallige glødende debatter, både offentligt og privat, både om de massive russiske krigsforbrydelser under Jeltsin og Putin i Tjetjenien, samt om kilder og dokumentation om samme. Det har ikke skortet på krydsende klinger med gnister på.

Men manden har altid stillet op til en debat, både offentligt og privat. Det skal han derfor have med, som ros - også til almindelig oplysning for andre her. Han er til at have en dialog med, uanset hvor uenige man er.
Ligesom gæve Sakharov blandt megen anden fornuft sloges for: Dialog fremmer forståelsen.
Det behøver ikke kun være en floskel. Som Sakharov selv viste. Han bør huskes som, en hædersmand, med både (dårlig) samvittighed (A- og B-bomber), ligesom Oppenheim, men også som en siden modig kritiker af ethvert repressivt system.

Dét er hans gode eftermæle - og værd at huske. Og respektere.

Ole Frank, ulrik mortensen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar