Kommentar

Før var ukrudt ledsaget af skyld og skam, men nu får skvalderkålen lov at blive stående

Jeg er vokset op på landet, hvilket betyder, at ukrudt er lig med dovenskab, sløseri, udygtighed og almindelig laden stå til. Det er kort sagt flovt. Men i dag ved jeg, at der skal være plads til vild natur i haven, skriver journalist Karen Syberg i dette debatindlæg
Jeg er vokset op på landet, hvilket i sig selv betyder, at ukrudt naturnødvendigt(!) er ledsaget af skyld – eller i det mindste skamfølelse. Ukrudt i bedene står og råber op om dovenskab, sløseri, udygtighed og almindelig laden stå til. Det er kort sagt flovt. Nu er skyldfølelsen pist væk, og nye anvendelses- og oplevelsesmuligheder åbner sig, skriver Karen Syberg.

Jeg er vokset op på landet, hvilket i sig selv betyder, at ukrudt naturnødvendigt(!) er ledsaget af skyld – eller i det mindste skamfølelse. Ukrudt i bedene står og råber op om dovenskab, sløseri, udygtighed og almindelig laden stå til. Det er kort sagt flovt. Nu er skyldfølelsen pist væk, og nye anvendelses- og oplevelsesmuligheder åbner sig, skriver Karen Syberg.

Bjarne Holm Jakobsen

Debat
15. juli 2019

Engang havde jeg 30 meter staudebed. To meter bredt. I dag er det fyldt med skvalderkål, gederams og brændenælder, iblandet høstanemoner, gyldenris, akelejer og staudekornblomst – kort sagt de få stauder, der har været i stand til at hævde sig på naturens præmisser.

Bedet forfaldt, efterhånden som ryggen blev mere og mere genstridig, og i årevis undslap der mig dybe sukke, når jeg betragtede staudebedet. Men i dag ved jeg, at der skal være plads til vild natur i haven.

Jeg har lige været ude og kigge på det igen. Anledningen var, at jeg læste en kronik i Politiken af økologiprofessor Stiig Markager, der hævdede, at det ville bidrage væsentligt til løsning af klimaproblemerne, hvis alle, landbrug og haveejere lod 15 procent af deres jord henligge som natur. Landbruget kunne lade de dårlige, vandlidende, lavtliggende jorder være uopdyrkede, haveejerne kunne lade 15 procent at haven henligge som naturgrund.

Jeg vurderer, at mit staudebed bidrager væsentligt til at bringe den vilde natur i min have op på de 15 procent.

Egentlig er skvalderkål jo køn, når den blomstrer, og de små nye blade, der er helt blanke og lysegrønne og ligner en lille troldehånd, smager glimrende blendet sammen med skyr eller yoghurt og lidt salt. Faktisk var det vist, fordi den er spiselig, at munkene i sin tid indførte skvalderkål. Den kan også bruges mod gigt, har jeg hørt, og man kan farve uld med den. Den har det bare med at brede sig uhæmmet. Men mit staudebed grænser op til en græsplæne, der bliver slået, så skvalderkålen får ikke lov til at brede sig.

Gederamsen har jeg selv plantet ind, fordi jeg synes, den er smuk. Den får lov at brede sig inden for de afstukne rammer. Ligeså med høstanemonerne, som dog nok skal flyttes snart, da de er ved at kvæle de pæoner, der har overlevet i et hjørne. Dem vil jeg gerne bevare.

Ændret ukrudtssyn

Men netop fordi jeg ikke længere orker det samme som før, er det en dejlig lettelse, at mit syn på ukrudt har ændret sig. Jeg er vokset op på landet, hvilket i sig selv betyder, at ukrudt naturnødvendigt(!) er ledsaget af skyld – eller i det mindste skamfølelse. Ukrudt i bedene står og råber op om dovenskab, sløseri, udygtighed og almindelig laden stå til. Det er kort sagt flovt.

Nu er skyldfølelsen pist væk, og nye anvendelses- og oplevelsesmuligheder åbner sig. Jeg hader normalt almindelig brandbæger – ikke mindst fordi den er så pokkers almindelig – men lige uden for det store vindue ved min sommerarbejdsplads vokser der en klynge. Vinduet når næsten ned til jorden, så jeg har en glimrende udsigt til planterne. De ville tidligere skånselsløst være blevet fjernet.

Og så havde jeg aldrig opdaget den lille fugl, der er så let, at den kan slå kløerne om en brandbægerstilk højt oppe i luften og gøre sig til gode med de hvide frø, der afløser den lille grimme gule blomst. Jeg kan få øje på endnu en blomst, der er sprunget i frø i dag, så nu sidder jeg og venter på den lille fugl. Angiveligt skulle planten være giftig for heste, men små bitte fugle kan åbenbart godt klare den.

Også den vilde storkenæb i rosenbedet får lov til at blive. Den udgør faktisk et kønt bunddække, og den er et eldorado for insekterne, både honningbier, de vilde bier, små og store humlebier og svirrefluer. Man kan bruge overraskende lang tid på at sidde og iagttage, hvordan de flyver fra blomst til blomst og samler ind.

Og søreme om ikke storkenæbbene har søskende i græsplænen i lillebitte udgave. Bittesmå katost (tror jeg nok) på størrelse med min lillefingernegl titter op på én blandt klynger af bellis.

Det (næsten) eneste, jeg ikke kan forsone mig med, er kvikker og præstelus. Og de er til gengæld uudryddelige. Præstelusene knækker i ét væk, hvis man forsøger at hive dem op, og kvikrødder har små spidse udvækster, som de skynder sig at smide, når de bliver fjernet. Så har de noget at spire af igen.

Men nu kan jeg høre, at jeg er på vej ind i min sædvanlige lamenteren over ’uønskede vækster i Karens have’, så jeg holder her!

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Måtte ejendomsmæglere og nye huskøbere læse med her!
Ak ja, der er vist lang vej igen, men godt begyndt...

Anker Heegaard

Min samvittighed blev straks bedre da jeg læste din kommentar.
Jeg har tidligere stået på lur, for at angribe ukrudtet, i samme øjeblik det brød jordskorpen. Det gør jeg ikke længere.
Min køkkenhave, mine jordbærbede og bede med krydderurter og blomster ligger på snart 10'ende år brak, efter at jeg opgav kampen mod dræbersneglene.
Det der overlever det overlever, og krydderurterne har spredt sig til …… overalt.
Bier, fugle og pindsvin synes at bifalde min laden stå til, og haven er blevet til et lille bidrag til insekternes trivsel.
Med tiden håber jeg at lære, at bære over med min manglende indsats for min snorlige have, for helt vænnet mig til haveanarkiet, det har jeg ikke.