Formand Lars Werges dramatiske afsked afslører et journalistforbund i dyb identitetskrise

Dansk Journalistforbund er i krise. I weekenden gik forbundsformand Lars Werge af. Han følte ikke længere, at han havde sin hovedbestyrelses tillid efter sin pressemeddelelse om fyringen af Øjvind Hesselager, chefredaktør for forbundets organ Journalisten.

Efter at have rost Hesselager behørigt skrev Werge i meddelelsen: Hesselagers »journalistisk kompromisløse linje har også slidt på relationen mellem parterne«.

Werges (eller Hesselagers?) formulering udløste en storm på Facebook og i Journalistens kommentartråd, hvor snesevis af kritikere udtrykte dyb bekymring for medlemsbladets integritet og uafhængighed.

Bladet har igennem de senere år drevet kritisk journalistik. Også i forholdet til sin egen udgiverorganisation, hvor Journalistens journalister blandt andet afslørede en grim sexchikanesag og dårlig økonomi.

På den baggrund mente kritikerne, at selveste ytrings- og pressefriheden var truet. I sit afskedsbrev på Facebook tilbageviste Werge på det kraftigste kritikken. Han er – og var – en kompromisløs tilhænger af bladets uafhængighed og frihed, skrev han. Men han følte altså, at han havde mistet opbakningen i sin hovedbestyrelse.

Den nye formand, Tina Johansen, forstod godt kritikken af den famøse sætning, men afviste, at Werge havde mistet opbakning. Hun er ligesom Lars Werge rundet af Ekstra Bladet, hvor det er en del af kulturen at hejse den kritisk-journalistiske fane meget højt og have stærke følelser omkring den.

Det er i princippet fint, men det er uforståeligt, at en organisation, der rummer langt flere kommunikationsfolk end klassiske, fastansatte journalister i den grad kan fejlhåndtere kommunikationen omkring en fratrædelse. Fra den uheldige formulering til den følelsesbetonede reaktion fra både den afgåede og den nye formand er det gået galt.

Identitetskrise

Formandsskiftet i Dansk Journalistforbund afdækker en dybere identitetskrise.

Med omkring 15.000 medlemmer har journalisternes gamle organisation udviklet sig til at være en paraplyorganisation for forskellige faggrupper, hvor ansatte journalister er i mindretal.

Et af kritikpunkterne mod den fyrede Hesselager har været, at medlemsorganet i sit stofvalg klart prioriterede klassiske journalistiske historier om journalistik, mens faglige diskussioner og nyheder om kommunikation og nye medieformer blev negligeret.

Med andre ord: At medlemsbladet ikke reflekterede virkeligheden hos en meget stor del af medlemmerne. Og måske at forbundets øverste ledelse heller ikke gjorde det.

Det er påfaldende, at formandens afgang i høj grad var et resultat af indlæg på sociale medier – og manglende forståelse for den digitale shitstorms hurtighed og ikke mindst den hurtighed og præcision, som kræves for kommunikationsmæssigt at imødegå den.

Journalisternes organisation er i splid med sig selv.

Når et fagforbund bestående af både kommunikatører og journalister oplever en ledelseskrise, der primært skyldes dårlig kommunikation efter følelsesladede, hurtige facebook- og blogindlæg, er formandens spontane afgang et symptom på et langt mere fundamentalt problem.

Ja, et fagforbund skal sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for sine medlemmer.

Men en større og større del af medlemmerne er nu freelancere og medlemmer af et prekariat, hvor man for at overleve bliver nødt til at veksle mellem traditionel journalistik – med dertilhørende gamle og fine principper om at være kritisk og uafhængig – og på den anden side kommunikationsopgaver, hvor andre principper gælder.

En anden meget stor gruppe er fuldtidsprofessionelle kommunikationsfolk i det offentlige eller erhvervslivet.

Journalistforbundets ledelse er ikke lykkedes med at finde eller udøve en favnende politik, som alle medlemmer kan spejle sig i.

Det er en ualmindelig svær opgave i en tid, hvor den digitale og økonomiske udvikling truer journalistikken, hvor sociale medier uden principper, ansvar eller regler stormer frem, og hvor kommunikatørerne påvirker og ændrer samfundssamtalen.

Journalistforbundets balancegang mellem gamle, stærke principper (og dertilhørende stærke følelser) og den mediemæssige nye virkelighed kræver nytænkning og is i maven.