Kronik

Geeti Amiris ferie: Albanien er et studie i, hvad den stigende ulighed i Danmark kan føre til

Da jeg første gang besøgte Albanien i 2012, tænkte jeg ikke meget over uligheden, de mange bortrejste fædre, der søger lykken i Europa, og de dyre private strande. Jeg nød bare en ferie, der var billigere end billig. Det er anderledes i dag: Den stigende ulighed i Danmark har gjort noget ved mig, og jeg bemærker en ambivalens ved at være tilbage, skriver forfatter Geeti Amiri i dette debatindlæg
Da Geeti Amiri besøgte Albanien i 2012, tænkte hun ikke så meget over uligheden, som hun gør, når hun besøger landet i dag. 

Da Geeti Amiri besøgte Albanien i 2012, tænkte hun ikke så meget over uligheden, som hun gør, når hun besøger landet i dag. 

Privatfoto

Debat
22. juli 2019

Et par timers kørsel væk fra Albaniens hovedstad, Tirana, ligger byen Fier. I skrivende stund er jeg på ferie her med min store familie.

Jeg rejste første gang til landet i sommeren 2012, hvor jeg endnu havde et billede af Østeuropa som værende et delkontinent, hvor alle ligner hinanden, alle taler ens, alle forstår hinanden, og alle er desperate efter at komme til det forjættede Vesteuropa.

Jeg fandt dengang ud af, at bortset fra min sidste fordom om Albanien, passede ingen af de andre.

For ud over, at alle albanere vil til Europa, er Albanien langt fra at være som de andre østeuropæiske lande. Turismens feber har endnu ikke grebet fat om landet, og trods mange års forsøg er Albaniens håb om at blive optaget i EU endnu ikke blevet indfriet. Og det stiller Albanien nederst i hierarkiet.

Gangternes paradis

Sidst jeg var her, valgte jeg at forlænge ferien med en uge, og skulle dermed køre tilbage til Danmark i stedet for at flyve komfortabelt. Ved enhver grænsekontrol oplevede jeg, at mit provisoriske pas ikke gav anledning til ballade, men det gjorde min svogers derimod – han er albaner.

Hele turen tilbage var han udelukkende en albaner, der søgte mod Europa og ikke hjem.

Til trods for, at han dengang var britisk statsborger og bosat i Sverige.

Fier har smukke strande, og er man villig til at køre et par timer sydpå, vil man komme til Vlora, hvor strandene er endnu smukkere.

Gangsternes paradis, hvor de unge og smukke solbader på de private strande, der ligner scener fra 1990’ernes P. Diddy-musikvideoer.

Kører man yderligere sydpå, vil man komme til Saranda, hvor de dyre biler på europæiske nummerplader står parkeret langs stranden og konkurrerer med hinanden, imens bilejerne viser trofækonerne frem nede ved vandet.

I Fier er alle huse custom-made, som man ville sige på engelsk. Der er få regler for husbyggeri, og de fleste huse er også bygget af ejerne selv. Går man en tur langs en vilkårlig vej i byen, vil man opleve huse i alskens former og pastelfarver med vinstokke, der udgør et slags tag på husene.

Albanerne er godt nok overvejende muslimer, men de fleste spiser svinekød og drikker alkohol. De er nærmere et kulturelt folkefærd end et religiøst et.

Når de ældre kvinder går med tørklæde, er det mere for at signalere en vis position i familien end et religiøst tilhørsforhold. Og de unge kvinder nærmer sig ikke tørklædet, fordi det er ikke, hvad populærkulturen dikterer af moderigtighed. Mændene er først religiøse, når de ikke kan hævde sig kulturelt, og en albansk mand kan positionere sig, hvis han kan bygge et hjem til sin familie.

Deraf husene ved vejene, hvor ingen ligner hinanden. Hvis der skal opsummeres en regel for husbyggeri i Fier, må det være, at de alle er bygget for at opfylde kravet om, at en mand skal kunne forsørge sin hustru og familie og stille et hus til rådighed. Og det hus skabes ved at bo forhutlet i Europa næsten året rundt og arbejde til under minimumlønnen i det pågældende land.

I Albanien er drømmen for mændene at arbejde i Europa og sende pengene hjem igen.

Albanien er de evigt bortrejste fædres land.

Nutidens gæstearbejdere

Hjemme i Danmark har fremmedarbejdere ændret betydning igennem tiden. Mens det engang blev brugt til at omtale de fremmede arbejdere, der blev inviteret til at komme og arbejde, bruges det nu om de arbejdere, som danskere ikke nødvendigvis havde regnet med ville komme, men ikke desto mindre har været med til at præge debatten om et Europa i forandring.

Et dansk arbejdsmarked, hvor danske håndværkere oplever konkurrence på ulige vilkår.

For det er svært at konkurrere med nogen om lige arbejdsvilkår og hertil lønninger, når idealerne om det gode liv ligger så langt væk fra hinanden.

I Albanien er drømmen ikke en charterferie om året og julegaver til børnene. Det er først og fremmest tre måltider om dagen og et hus at blive gammel i.

Derfor vokser de fleste albanske børn op med en far, de sjældent ser. En gang om året bringes familien sammen, typisk når der er sommerferie, men det meste af tiden er faren et sted i Europa, imens moren tager sig af børnene. De familier, der har glæden af at være samlet året rundt, oplever til gengæld ulykken ved et samfund, der trods gratis skole- og sundhedstilbud ikke kan skabe lige vilkår for alle sine borgere.

Dette får jeg mulighed for at opleve på nærmeste hold.

Til lægen

Min niece har fået et slemt udslæt på benene, og håndkøbsmedicinen slår ikke til.

Kontrasten mellem rig og fattig er til at blive dårlig af, mens vi sidder i venteværelset på det offentlige hospital.

Vi nåede ellers lige ind ad hovedindgangen på det private hospital og mærkede den kølige aircondition og mødte en smuk receptionist med lys hud og rød læbestift, der stod klar til at tage imod os. Her er hospitalsudstyret moderne, og der er ingen grænser for behandlingsmulighederne.

Men min svogers far insisterede på det offentlige. For nok skaller malingen på væggene, venteværelset er spartansk indrettet, hospitalsudstyret har set bedre dage, og modtagelsen på det offentlige hospital sker af en bidsk sygeplejerske, men i det mindste kan han hjælpe os på det offentlige hospital.

Min svogers far er nemlig vores tolk, fordi engelsk er kun forbeholdt de privilegerede – selv om man er læge.

På det offentlige hospital har uniformerne set bedre dage. Lægen har set bedre dage. Han sidder bag et skrivebord, der mest af alt ligner noget fra en Røde Kors-genbrugsforretning. Livstræt undersøger han min nieces ben.

Lægen skriver en recept og fortæller min svogers far, at min storesøster ikke skal være bekymret. Min niece har fået en allergisk reaktion, som vil gå over om nogle dage.

Jeg kan se skepticismen i min storesøsters blik. Hun stoler ikke på lægen og skæver allerede til det private hospital, før hun har forladt det offentlige. De må kunne gøre noget bedre, kan jeg høre hendes hjerne brumme.

Drikkepenge

Da vi skal til at rejse os op, gør min svogers far tegn til, at min storesøster skal give lægen nogle penge. For sådan fungerer det her. Man giver lægen ’drikkepenge’.

Jeg bliver dårlig af synet af min søster, der febrilsk og forlegent fisker albanske sedler frem af tasken og uden at tælle giver lægen et bundt af taknemmelighed.

Det bør ikke være sådan, men det er nemt for mig at sidde på min moralske høje hest og mene det, når jeg til daglig bor i et land, hvor læger har en af de højeste anerkendelser og lønninger.

Vi forlader lægens konsultation, og jeg når at kaste et hurtigt blik på de mennesker, der sidder i venteværelset.

Alle ser meget ældre ud, end de er.

Alle sidder og håber, at lægen mod nogle drikkepenge kan lindre deres smerte.

Ingen i venteværelset har råd til at krydse gaden og sidde i det kølige venteværelse og drikke en kop europæisk kaffe, imens de venter på lægen.

Det bør ikke være sådan her, siger jeg til min storesøster. Jeg mærker øjeblikkeligt mit afsavn til Danmark, mit hjemland, som mine forældre forlod deres hjemland for, så jeg kunne vokse op i lighed.

Da jeg besøgte Albanien tilbage i 2012, tænkte jeg ikke meget over uligheden, over de mange bortrejste fædre, der søger lykken i Europa, jeg tænkte ikke meget over de dyre private strande.

Jeg nød bare en ferie, der var billigere end billig. Men jeg har det anderledes nu.

Den stigende ulighed i Danmark, som jeg har vidnet siden 2012, har gjort noget ved mig, og jeg bemærker en ambivalens ved at være tilbage i Albanien. For er en europæisk familie som min en del af løsningen på Albaniens ulighed – eller er vi en del af problemet?

Jeg tager telefonen frem og tjekker datoen og mærker en lettelse over, at trods de smukke strande og pastelfarvede huse, så er jeg hjemme i mit København lige om lidt.

Geeti Amiri er forfatter og lærerstuderende

Serie

Min politiske ferie

Det private er igen blevet politisk. Vi holder hinanden oppe på, hvorvidt vores livsstil lever op til vores idealer. I denne kronikserie holder Information skribenterne oppe på deres ferievalg: Er det konsistent med deres politiske overbevisning og selvforståelse?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Den stigende ulighed i Danmark, som jeg har vidnet siden 2012, har gjort noget ved mig, og jeg bemærker en ambivalens ved at være tilbage i Albanien. For er en europæisk familie som min en del af løsningen på Albaniens ulighed – eller er vi en del af problemet?"

Geeti Amiri, her ville det have været rigtig godt med nogle konkrete eksempler på hvad du mener med den stigende ulighed her i Danmark, for trods alt er vi vel ikke nået ned til det albanske niveau i sundhedsvæsenet endnu.. Eller hur?

Ikke fordi jeg er uenig med dine betragtninger, men fordi de ellers er lette at affeje.

Tak for en god kronik :-)

Allan Stampe Kristiansen, Ole Frank, Anne Mette Jørgensen, ingemaje lange og Lisbeth Glud anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Tankevækkende! Kunne ønske et særtryk lagt på alle charter-flysæder?
Også en lille tanke værd hvad så mange danske "strandturister" overser? Tja, læs fx Hus Forbi; "vi" er allerede gode til at overse og acceptere ulighed herhjemme - blot fordi dens tunge ende er værre og større bag strandene ude?

Minna Rasmussen, Anne Mette Jørgensen, Lisbeth Glud og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

hvor jeg endnu havde et billede af Østeuropa som værende et delkontinent, hvor alle ligner hinanden, alle taler ens, alle forstår hinanden, og alle er desperate efter at komme til det forjættede Vesteuropa. Skriver Geeti Amiri.

Når nu Geeti Amiri havde dette billede af Østeuropa, så må jeg sige at det var da vist det mest bemærkelsesværdige billede at have af et område, ikke mindst Balkan hvor der de sidste 25 år har været borgerkrig, bombninger og folkemord bl.a. på grund af mange års fjendskaber, splittede nationer og en ulmende uro. Gamle autoritære, kommunistiske og korrupte styrer afløst af supernationalistiske kleptokrater. Ikke mærkeligt at hun blev overrasket.

Mette Poulsen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Da jeg var ca. 15 år( 1967) besøgte jeg, Den rejsende Højskole i Ulfborg. De var ved at rejse en vindmølle. Året inden oplevede jeg den karismatiske leder på Rantzovsminde efterskole. Nu husker jeg ikke hans navn. Det er min hjerne der ikke kan huske navne. Sorry.
Min far var højskoleforstander og interesserede sig naturligvis om dette nye fænomen.
Efterskolen var fantastisk og en slags kopi af den engelske kostskole, Summerhill.
I midtfirserne fra den græske ø, Korfu kunne man se til Albanien. Senere erfarede jeg den grådighed og manipulation, som ham der( navn ? ) der drev ham.
Savages rose roste, Albanien til skyerne. Føj.
Er socialismen noget vi håber på, fordi vi tror mennesket er bedre end det er?
Hvorfor kan vi ikke finde ud af at være ordentlige?
Hvorfor vinder egoismen. Hvorfor vinder svindlere? Hvorfor vinder skiderikkerne?
Er vi alle ulve i fåreklæder?

Minna Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Anne Mette: Er det Amdi Petersen du tænker på?
Savage Rose? Ja de har været hele vejen rundt, men Annisette har stadig det samme budskab til mennesket og det er vel i grunden ikke så galt!

Minna Rasmussen, Vivi Rindom og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar