Giv borgerne en bæredygtighedspyramide, så vi kan se, hvad der batter

Der er grund til at ønske den nye regering tillykke med danmarkshistoriens stærkeste klimamandat fra os borgere og takke den for at kvittere med at sætte så massivt fokus på bæredygtighed og klima.

Spørgsmålet er så bare, om regeringen har borgerne med i ligningen, når vi skal nå de 2030-mål, som vi er så katastrofalt langt fra at nå. Det fremgår ikke helt så klart.

Hvis alle lever som os, er der brug for fire jordkloder. Det er primært vores livsstil, den er gal med. Vi misbruger og overforbruger big time. Derfor gælder det om at give os borgere maksimal mulighed for at handle bæredygtigt med både hjerne, hjerte og fødder.

Jeg foreslår dels en bæredygtighedspyramide, der kan guide os til at agere så bæredygtigt som muligt i alle hverdagens gøremål, og dels, at det skal kunne betale sig at agere bæredygtigt.

Desværre bidrager markedsmekanismerne ikke til dette. Det skyldes blandt andet et aktiemarked med en systemfejl i form af en kortsigtet blindhed over for en vares træk på jordens ressourcer.

Den bedste guideline til at hjælpe os er helt overordnet, at regeringen sikrer, at vi betaler det, varer og tjenester reelt er værd. Forslaget om at indregne trækket på ressourcer i Finansministeriets regnemaskine er en god start.

Bæredygtighedspyramide

Der er også brug for en bæredygtighedspyramide, som omsætter FN’s 17 verdensmål til hverdag – lidt som vi kender det fra madpyramiden.

Konkret har vi stort set alle ’ingredienserne’ til pyramiden, for alle brancher er i gang med indekser, der udregner alle former for aftryk. Men de skal omsættes til hverdagshandlinger, til dig og mig.

I en ny undersøgelse, vi har foretaget i #iLoveGlobalGoals, siger over 40 procent af danskerne, at de har svært ved at finde ud af, hvordan de kan bidrage til gøre en bæredygtig forskel. Det er jo en kæmpe falliterklæring.

Pyramiden skal vise, hvilke handlinger der batter i dit hjem, på dit job, i skolen, når du køber ind, når du investerer, rejser, ja, lever dit liv. Én handling kan så påvirke mange forskellige verdensmål, men det er sådan set også en central pointe, at man i én gerning påvirker klode og mennesker på mange måder.

Hvem skal så finde på, hvilke handlinger der skal indgå i pyramiden?

De bør komme fra borgerne selv, og så bør de mest effektive forslag komme med ind i pyramiden. Eksperter hjælper med at pointgive den enkelte handling alt efter effekt og gennemslagskraft.

Allerhelst bør de unge være i front for projektet, for vores undersøgelse viser, at de helst vil, og hvis de starter nogle gode vaner, vælger at arbejde på de bæredygtige arbejdspladser og namer og shamer efter pyramiden, så følger resten med.

Det skal kunne betale sig

For at pyramiden ikke blot bliver en løftet pegefinger, skal regeringen hjælpe os med en gulerod, der belønner dem, der agerer bæredygtigt. Alt for ofte oplever vi at være til grin, fordi det er dyrere at tage det rigtige valg. Det er uholdbart.

Hvis det bæredygtige valg ikke også frister svage sjæle som mig og mange andre, får vi aldrig den rette skala i projektet.

Det betyder, at regeringen med udgangspunkt i pyramiden bør nudge og prisdifferentiere og dermed hjælpe os alle til at forstå, at et havebord til 130 kr. måske nok har kostet jord og mennesker mere at producere, hvis man udregner det totale aftryk.

Måske skulle man give tilskud til de skræddere, der lapper tøj, eller de håndværkere, der reparerer vores havebord.

Regeringen kunne jo selv gå foran. Hvor ville det være skønt, hvis en udflyttet styrelse blev indrettet med genbrugsmaterialer.

Start med at købe konsekvent bæredygtigt ind selv, det er pinligt, så lidt det sker i dag. Man kunne også støtte oprettelse af lokale deleordninger, med alt fra græsslåmaskine til it-udstyr. Og hvad med billigere lån til bæredygtige boliger?

Hvis vi får udbredt en forståelse af varers reelle pris, og den samtidig ikke er for langt fra det, der står på pakken, så kunne der måske gå sport i det. Tænk, hvis vi i Danmark startede en bølge af bæredygtighedstosser ikke bare i ord, men i hverdagshandlinger.

Hvis vi borgere får mulighed for at gøre verdensmål til hverdagsmål, der hvor vi lever vores liv, går i skole, tjener vores løn, investerer vores pension, kan man skabe en demokratisering af viden og incitamenter, som giver handlekraft og ikke modløshed, som mange oplever i dag.

Hvis det lykkes, vil regeringen kunne samle dem, der er bange for at miste vores nationale identitet og vores grænser, og dem, der er bange for, hvad vi gør med jordens ressourcer.

Som antropologen Bruno Latour beskriver, så kommer angsten samme sted fra. Skellet mellem de nationale og de globale er med klimaudfordringen ikke en relevant sondring – for i sidste ende går det ud over os alle.

Lotte Hansen er stifter af den frivillige forening #iLoveGlobalGoals og partner i Hansen & Ersbøll Agenda