Vi har det godt i Europa. Vi har gode levevilkår og gode muligheder. Vi behøver ikke føde ’buffer-børn’ for at sikre tilstrækkeligt med afkom, der kan arbejde for føden. Vores børn går i skole. Vi har hospitaler, elektricitet, rent vand, kloakering og mad på bordet.
Kulturelt set har vi adgang til en vestlig kulturarv, der rækker langt tilbage – med store tænkere og stor kunst, samtidig med at vi kan være storforbrugere af kulturel feelgood-underholdning af alskens slags. Vi tilhører kort sagt øverste lag af, hvad bogen Factfulness af Hans, Ola og Anna Rosling kalder niveau fire i kategoriseringen af leveforhold.
Vi vil imidlertid stille spørgsmålet, om al denne overflod i stedet for at medføre overskud til globalt udsyn og interesse, fører til det modsatte. Nemlig at vi trækker os ind i vores egen kulturelle komfortzone og kun nødigt skuer ud over egen kulturelle næsetip.
Fra vores udkigsposter i kulturlivet ser det sådan ud. Det lader groft sagt til, at vi er blevet kulturelt selvtilstrækkelige og ikke orker at interessere os for den store del af verden, der ikke ligner vores egen.
Ud over det moralske aspekt i, at man som borger i et overflodssamfund kun piller i egen navle, vil vi sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det rent faktisk er sundt eller klogt at forskanse sig i egen kulturelle komfortzone.
Ifølge vores opfattelse er svaret nej. Manglende globalt udsyn, også på kulturområdet, betyder, at vi misser vigtig viden og muligheder for at udvikle os. Vi risikerer samtidig at gøre os globalt irrelevante.
Usynlig kultur
Når man befinder sig i en anden verdensdel, kan man blive overrasket over det lokale vejrkort: Danmark og Europa er ikke verdens centrum! Hjemme igen glemmes det hurtigt, når man døgnet rundt spejler sig i et verdensbillede med sig selv i midten.
Vi ved godt, at der er syv milliarder mennesker på jorden, og at det europæiske ’vi’ ikke engang udgør en milliard heraf. Men nyhedsstrømmen, herunder kulturdækningen, orienterer sig stort set udelukkende mod egen andedam.
Vores medieplatforme flyder over af vestlig musik, film, tv, litteratur osv. Musikalsk er der alt fra Eurovision Song Contest til ’Spil Dansk’-dag, til opsætningen af endnu en italiensk opera og endnu en tysk symfoni, til endnu en jazzfestival eller rockfestival, hvor vi måske diskuterer kønsbalance, men stadig bliver 100 procent inden for egen kulturskive.
Vi er uendeligt langt væk fra de seks milliarder andre menneskers musik som indisk raga, vestafrikanske trommetraditioner eller kinesisk opera. Seks milliarder menneskers kultur er stort set usynlig for os.
Hvis vi undtagelsesvis bliver præsenteret for historier fra den øvrige verden, er det i stærkt afmålte doser: thailandske drenge fanget i en grotte og et par glimt fra en krig eller naturkatastrofe. Musikalsk begrænses vores udsyn til »Gangnam Style« og Bollywood.
At det nære altid vil fylde mere end det fjerne, er der mange naturlige årsager til. Men nysgerrigheden er mindre end nogensinde, samtidig med at verden uden for er større og tættere på end nogensinde.
Mindre indavl
Den klassiske komponist Claude Debussy var i slutningen af 1800-tallet inspireret af gamelansk musik, og kigger man i jazzens historie, er der tilsvarende eksempler på, hvordan kulturel nysgerrighed har drevet kunstnerisk udvikling. Det var før internettet, hvor global interesse havde svære kår. I dag, hvor vi med et klik på tastaturet kan høre musik fra hele verden, gider vi ikke rigtigt. Det er paradoksalt og tankevækkende. Jo lettere adgangen er til andres kultur, jo mindre interesserer vi os for den.
Det er godt at være bevidst om sin egen kultur. Det er endda en forudsætning for at kunne række ud over sig selv. Undertegnede er f.eks. store fortalere for, at alle skolebørn får et større kendskab til vores kulturelle arvesølv, og til at møde kunstneriske udtryk, der giver stof til eftertanke, glæde og næring til sjælen. Det er fint at starte på hjemmebanen med alt fra Kim Larsen til Carl Nielsen.
Næste skridt er imidlertid at se sig selv udefra. Det store kick ved Apollo 8-missionen i 1968 var ikke blot, at et bemandet fartøj nåede månen, men også at man på fotos for første gang kunne se Jorden, som den tog sig ud set fra rummet. Dét rykkede.
Når man møder andre kulturers musik, kan man på samme måde opdage nye ting om sin egen kulturelle planet. Vi får f.eks. anledning til at se vores egen musikkultur udefra og få perspektiv på betydningen af noder eller afrikansk rytmik i jazz.
Vi modvirker også kulturel indavl, når vi interesserer os for andres kultur. Inspiration udefra udvikler vores kultur, og kulturelle nyskabelser opstår ofte i kulturelle møder. Det viser historien, og det er værd at huske – vi skulle jo helst ikke ende som et kulturelt amishsamfund.
Uholdbar situation
Man er nødt til at spørge: Hvad skyldes egentlig den manglende kulturelle nysgerrighed? Hvad holder en potentiel perlerække af kulturelle Apollo-missioner tilbage?
En simpel årsag kan være, at vi føler os truede. Det er ofte forklaringen, når folk bliver sig selv nærmest i stedet for at række ud. Måske frygter vi, at vores kultur vil vise sig ikke at være den suveræne eller dominerende i mødet med andre kulturer. Måske er vi bange for at føle os små? At leve i velstand er helt åbenlyst ikke lig med mentalt, kulturelt og menneskeligt overskud.
En anden forklaring kan være bekvemmelighed eller åndelig dovenskab. At vi ganske enkelt ikke ser nogen nødvendighed i at bevæge os.
Hvad enten der er tale om angst eller dovenskab, er situationen uskøn og uholdbar. Om ikke så længe – i år 2100 – er der 11 milliarder mennesker på jorden. Og ’vi’ udgør stadig kun en mia. Hvad betyder det for vores kulturelle komfortzone?
Et godt bud er, at vores kulturelle parader medfører præcis det, vi frygter, nemlig at vores kultur bliver tromlet ned, fordi vi står naive, uforberedte og med ryggen til, når vi bliver bombarderet af kinesisk, indisk eller afrikansk kultur. Hvis vores kulturelle frembringelser udvikles i uvidenhed om andre måder at gøre tingene på, ved vi jo ikke, om de kan bestå en kulturel tryktest.
Kulturudveksling
Noget andet er, at det mindset, der skal til, for at vi kommer positivt videre på kloden, kræver en global bevidsthed og interesse. Vi kan ikke løse de store grænseoverskridende udfordringer alene – det skal ske i større fællesskaber. Og her er kulturen et godt sted at starte. Hvis vi står helt uforstående over for andres kultur, er det også meget sværere at kommunikere om andre emner; det kan være tech, fødevarer eller vindmøller. Omvendt er det lettere at kommunikere med dem, vi kulturudveksler med.
Kort sagt er vores kultur, vores planet og vi mennesker på alle måder bedst tjent med at være kulturelt nysgerrige frem for dovne eller frygtsomme.
Så lyt til de seks milliarder andre menneskers musik. Gå til indiske, afrikanske og kinesiske koncerter – de findes også her i Danmark. Gå på jagt på internettet, dyk ned i historierne, og bliv klogere på kulturelle udtryk, der ikke ligner dem, vi kender. Læs en bog, og se en film, som finder sted uden for vores vestlige kulturkreds. Vi har en ’Spil dansk’-dag, hvad med en ’Spil globalt’?
Vær med til at kræve en mediestrøm, der i højere grad afspejler verden udenfor, og bed vores kulturinstitutioner gøre det samme.
Lad os sætte os selv en smule i perspektiv og komme ud af vores kulturelle komfortzone.
Maria Frej er kulturordfører for SF i Københavns Borgerepræsentation
Lars Møller er stifter af Global Jazz Explorer Institute
Hvad "global bevidsthed" er der ved at lykke til musik på sprog du ikke forstår? Hvordan kan du forstå verden uden at forstå verdens sprog? Svaret er det kan du ikke. Du bliver ikke mere "global" af at lytte til "global musik", som jo sådan set bare er lokal eller national musik fra andre steder på kloden?
Jeg holder selv af russisk folkemusik, aramæisk og arabisk kristen musik og salmer og mongolsk folk-heavy metal. Og jeg falder løbende over nyt på YouTube (en vestlig platform, i øvrigt). Gør det mig mere "global"? Det gør mig til andet end en person, der lytter til musik jeg synes lyder fedt. Måske synger mongolerne en sang, der glorificerer folkemord og de arabiske hymner om homoseksuelle som dæmoner. I så fald vil jeg nok ikke længere synes deres musik er så fed...
Du kan ikke forstå verden hvis du - bogstaveligt talt - ikke forstår verdens mange sprog. Så "føler" du vlot verden. Og det er at leve en løgn. Det er fake news. Det du blot ser når du føler verden, er de følelser du selv føler, reflekteret tilbage til dig selv.
Ikke dermed sagt at din ide om at tiltrække kunstnere fra ikke-vestlige lande ikke er god, for det er den. Så har kunstnere jo selv mulighed for at agere live tolk for publikum. For man kan uden sprog ikke selv forstå den andens verden.
*Det gør mig ikke til andet end... skulle der stå.
Bjørn:
Nu mener jeg så at musik generelt godt kan opleves nærværende uden at forstå sproget- jeg tror langt de fleste ikke studerer teksten hver gang vi hører vores vestlige musik.
Noget helt andet så burde vore musikkanaler og medier i langt højere grad spille musik fra de forskellige verdensdele ind imellem, det vil kunne få vore nye medborgere til at høre mere af "vores"musik iblandet andre nyheder og kulturindlæg, og samtidig blev vi "tvunget" til at forstå det "fremmede " bedre.
Jeg mener, at kronikkens præmis er totalt skudt ved siden af!
Danskere bliver ikke nedgroede nationalchauvinister fordi P3 ikke spiller nok (for danskere) fremmedartet musik. Og min åbenhed og accept for fremmede kulturer er ikke opstået, fordi jeg har købt afrikansk stammemusik eller læst mellemøstlig lyrik - den er heller ikke hæmmet af, at jeg foretrækker at lytte til rockmusik fra perioden 1960-1990.
Jeg er helt sikker på, at det eneste udkomme af, at pålægge P3 at spille i timevis af mellemøstlig musik, ville blive, at Dansk Folkeparti råbte op om muslimsk overtagelse af Danmarks Radio, og krævede yderligere nedskæring af bevillingerne til DR. Det ville kun være vand på de indskrænkede og fremmedfjendskes mølle.
Jeg har nu i en del år interesseret mig for japansk musik.
Og ikke så få gange er jeg løbet i i fanatisk troende danskere, der føre sig frem med "sluk for det perker musik".
Viggo, jeg er helt enig i at musik, uanset sprog, kan "opleves nærværende". Jeg studerer netop heller ikke teksterne på alt det udenlandske musik jeg hører, som ikke er på engelsk eller tysk. Film og bøger kan, oversat, føre til forståelse... men selv her kan en kulturel "tolk" være nødvendig for rigtigt at forstå den pågældende kulturs kulturhistoriske kontekst.
Og jeg nyder da netop også følelserne der flyder når jeg lytter til ikke-vestlig musik. Men jeg bedrager ikke mig selv til at tro, at jeg dermed forstår den lyriske verden jeg er en gæst i.
Undertonen i artiklen er lidt ubehagelig.
Lytter du til vestlig musik er du nok et lidt slet menneske.
Formentlig ældre hvid heteroseksuel mand.
Hold nu op.
Hvor er tolerancen blevet af.
Altså den tolerance der giver plads til forskelligheden i DK.
Og plads til os med kakkelbord, dieselbil og brændeovn.
Og som måske hører Kim Larsen.
Jeg læser ikke romaner på fransk. Jeg læser franske romaner oversat til dansk. Jeg kan ikke fransk, og jeg gider ikke lære det (eller kan ikke, har ikke tid, det er ikke nødvendigt). Så jeg må forlade mig på, at de bliver oversat korrekt, og at de rette romaner bliver oversat. Til det har vi folk, der er uddannede og eksperter i lige præcis denne funktion. De oversætter fransk til dansk og ved, hvad bør komme mig til gode.
Jeg gider heller ikke stammemusik, 12-toners eller russisk kinddans i valsetakt. Til gengæld gider jeg godt "vestlig" musik, der er influeret deraf og oversat af eksperter og nedtonet til mit primitive øre.
Er det åndelig dovenskab? Nej, det er en erkendelse af, at jeg er en del af verden, og at vi alle har vores plads og områder for ekspertise. Det er erkendelsen af, at vi alle er et og derfor NETOP ikke alle behøver gøre os den ulejlighed at lytte til alverdens specifikke toner eller sprog.
Oveni så har der fra politisk side været ting som DVD regioner og diverse ophavsrettigheder, der effektivt forhindrede lovlig adgang til disse ikke vestlige kultur produkter.
Det er stadig i dag ikke til at skaffe en nyere Japansk film med danske undertekster. Og dem der er med engelske undertekster må som regel ikke sælges her.
Måske er det egentlige emne her snarere dansk/nordeuropæisk "normalkultur" i starten af det 21. århundrede end "vestlig" der her er temaet? Alt mder kommer fra Europa, selv de vestlige dele, ligner vel ikke nødvendigvis det de fleste af os kender godt?
Her vil jeg lige gøre lidt reklame for Roskilde Festival (som jeg ikke arbejder for).Siden 80'erne har festivallen præsenteret musik fra de andre verdensdele og på højt niveau.Der har været rigtig mange bands fra Mali og andre afrikanske lande.Det er her,jeg har lært den afrikanske musik at kende,ikke på mine rejser i Afrika.I år var der også musik fra tyrkiet og mellemøsten,brasiliansk musik fra den største scene og et helt fantastisk "balkan brass" fra Makedonien.For nogle år siden åbnedes festivallen med Et klassisk syrisk orkester på Orange Scene,med kor og mange gæstemusikere. 2 timer.Og der var publikum til det.
Men det skrives der jo ikke så meget om i mainsteammedierne.
Jeg ville gerne se nogle af de film fra "de andre lande" som DR TV faktisk bringer,men hvorfor sendes de typisk langt ud på natten på hverdage? Er det for at DR dermed kan sige: "Jamen vi sender skam også sådanne film,men folk ser dem jo ikke" ?
Har danskere( og Vesten) glemt de 6 milliarder mennesker i verden tror jeg ikke på, De 16 fly gik på vinger i de sidste 20 år i Irak, I Syrien og Libyen og andre steder, Der findes en anden Frankrig i Afrika, hvor der er 20.000 soldater . Macron sagde en gang at der er to Frankrig, han mener den anden ligger i Afrika ( jeg tror der ligger omkring Madagaskar, hvis jeg tager ikke fejl). Vesten er stadig Imperialistisk og kan ikke undvære omverden på 6 milliarder.Man taler heller ikke meget om det , det er en sag for myndigheder og der skeer meget der. Det samme man hører ikke meget om Det hundrede tusinder af specialister på mange områder der kommer fra de 6 milliarder i verden. I USA er de halve af opdagelse lavet af indvandrer. Når det er sagt, det er rigtig verden er stor og formet af forskellige kræfter, musik, litteratur osv. Det kan alle sammen læres hvis man vil. Da jeg kom til Europa kendte jeg kun arabiske musik, og meget let af europeiske men det har jeg vænnet mig til også til alt muligt musik Fransk, Klassisk og Jazz osv. efterhånden jeg gør ingen forskel om det er arabisk, eller fra andre dele af Verden. Musik er rytme, og man kan vænne sig til mange rytme. Musik det kan læres som sprog eller andet.
Rettelse det skal "opfindelser" og ikke opdagelser
Anders Sørensen med flere:
Mit budskab og argument for "fremmed" musik i vores radioer er også at vi så måske får vore nye medborgere bedre i tale ved at de bl.a. også kan høre deres musik i den radio,som bør være alles.
Det var en gang måske i halv femserne, danskere ( kvinder) har i en periode danset "mave dance" i København, jeg har selv fulgt nogle forestillinger, men jeg ved ikke hvorfor pludselig stoppede. De(kvinder) troede måske de vil gøre det bedre end "Mellem Østen", men de kunne ikke. Jeg ved stadig ikke hvorfor de stoppede. Jeg tror heller ikke om det stod om i aviser.
Bjørn: spændende, det du skriver om at forstå og føle. Jeg tror ikke, det kan skilles så skarpt ad, som du lægger op til. Netop kulturelle/kunstneriske udtryk rummer jo noget, som ikke kan nedfældes i ord. Betydninger, som ligger ud over et konkret budskab i en tekst. Så jeg tror, vi kan lære meget om hinanden og blive klogere ved at snuse mere til hinandens kulturer - også på “føle-måden”. Selve det at være nysgerrig ligger der en vigtig holdning i, og det er egentlig den, vi først og fremmest opfordrer til.
Jørgen: Jeg er ked af, hvis du læser sådan en undertone i indlægget. Det er overhovedet ikke intentionen og intolerance ligger mig fjernt. Vi nævner sjovt nok præcis Kim Larsen i indlægget :-) Ærindet er at opfordre til nysgerrighed - ikke fordi der er noget galt med det, vi kender, men fordi vi misser noget vigtigt, hvis vi ikke bevæger os lidt uden for det vi kender ind imellem.
Jens: Nej, danskerne bliver selvfølgelig ikke nedgroede nationalchauvinister fordi P3 ikke spiller nok fremmedartet musik. Og du har desværre helt sikkert ret i, at DF ville få vand på deres mølle, hvis medierne rummede lidt mere af det, der ligger uden for det hjemmevante. Men jeg tror alligevel, der er nogle vigtige indsigter at hente ved at bevæge sig uden for sin kulturelle komfortzone og at vi misser noget vigtigt, hvis vi ikke gør det. Roslings bog var en øjenåbner for mig mht den måde, jeg overser, at verden er større end den ene milliard, jeg går og spejles i dag ud og dag ind.
Kan det ikke være en god idé at stille nogle spørgsmål ved meget forudfattede synspunkter om hvad der er "vestligt" og hvad der ikke er? Selv for et meget mindre land og område somf.eks. Danmark kan de stilles. Som: er landets "arv" især demokratisk, liberalt, "oplyst"? Eller er den i grunden mere det modsatte, som når man vægter enevælde, adelsvælde, et gammelt luthersk monopol tungere? Eller er "vi alle" sekulære eller ateister? Det er jo meget længe siden tanker om "Vesten" i mere bogstavelig betydning har haft nogen gang på jord, i og for sig som den efterhånden må være gået ind på lystavlen at selvsamme planet Jorden er ret rund. Så hvad er det i grunden der så entydigt forener dette "vesten" og hvor meget er omfattet? Går vi udenfor Europa er så Sydney, Seattle og Sao Paolo mere eller mindre "vestlige"?
Jan Henrik: Jo, man kan ikke tegne et meget skarpt billede af, hvad der er "vestligt", ligesom det jo også er umuligt at definere, hvad der er "dansk" - stegt flæsk eller spaghetti og kødsovs? Men der .er dog en nyhedsstrøm og et kulturforbrug, som bevæger sig inden for et "vestligt vi", hvor vi hører meget mere om USA og Europa, end vi hører om Kina og Indien. Og hvor vi f.eks. musikkulturelt har vores "stegte flæsk" og overser mulighederne i at interessere sig for de 6 mia. andre menneskers musikkulturers udtryk.
@Maria Frej
Selvfølgelig kan man lære af hinanden ved at undersøge musik, litteratur og kunst fra andre kulturer. Men du lærer kun noget om dine egne følelser, hvordan du reagerer på den anden kultur, hvis du sætter din lid for meget til dine følelser. Forståelse kræver både at du lærer f.eks. hvorfor en kultur tror det og det, refererer til det og det, og det kræver en basal kulturhistorisk indsigt man ikke kan føle sig til, men ja, den kræver også empati... som - ligesom alle andre steder - dog igen kræver at man besidder en smule viden om ens... "subjekt" (kulturen/personen).
Kast du dig blot i dine følelsers vold og lyt til musik, der får dig til at føle dig andetsteds hen. Det gør jeg selv. Men du gør dig selv en bjørnetjeneste ved at tro, at de stærke følelser du føler er udtryk for at du dermed "forstår" det du lytter til.
Dit mål, at få folk til at forstå hinanden på tværs af kulturer, er i sig selv prisværdigt. Men er det virkelig via musikken, via litteraturen, kunsten at vi skal lære "de andre" bedre at kende? Bør det ikke snarere være via mere kendskab til f.eks. ikke-vestlige kulturers historie, eller endnu bedre, mere indsigt i hverdagen for alle andre end os selv?
Hvis du vil have os "ud af den kulturelle komfortzone", må jeg så give dig et forslag? Sæt en digital "mur" eller "spejl" op et centralt sted i København, en webcam-mur forbindet til et ligeså offentligt sted i en anden, ikke-vestlig storby. Evt. sæt et par borde der går ind mod muren op, så folk kan sidde ved nogle bænke på begge sider af muren.
Lad os se hinandens grimme, kedelige hverdage. Musik, litteratur og kunst er jo sjældent en dialog.